Grim, men smuk - eller bare overvældende?

Jeg har i min vindueskarm nogle planter, kun en mor kan elske, indrømmet.
Denne (en forfærdelig gammel bladkaktus) er én af dem.

Den er over 60 år gammel. 

Jeg har fået den i arv fra en moster (ingen anden ville eje grimrianen!), som igen havde arvet den fra sin moster (med samme begrundelse, den med grimrianen).
Den ældste moster kan jeg svagt huske som en meget gammel dame, der pludselig boede et helt forkert sted (= flyttede på alderdomshjem), med alt for lidt plads og ikke nær så hyggeligt som der, hvor hun boede før. Hendes seng stod i stuen! 'Storemosteren' (det kaldte vi min mors mostre) døde det år, hvor jeg var 10. 

Jeg er ikke helt klar over hvornår hun kom på alderdomshjemm. Måske 2-5 år før.

Mosteren som arvede planten døde for få år siden, hun blev ikke særlig gammel. Kun 85. 

Det er en ung alder at dø i for en kvinde i den familie.

Det meste af året (>11 mdr) er planten bare gennemført styg at se på. 

Vinteren igennem bliver den (og resten af kaktus- og sukkulentflokken) totalt forsømt, får absolut ingen vand og ikke ret meget varme.
Når foråret og lyset kommer, tages de til nåde og får lidt mere omsorg. Varme og vand.

Og her er så resultatet. 2 blomster, hver med en diameter på ca 15 cm (og to knopper).
Smuk eller bare overvældende? 

Jeg ved det egentlig ikke. Ét eller andet sted er den bare så meget for meget .... For voldsom. 
Svulstig.

Måske er det meget godt, bladene ikke vokser særlig godt til. Så behøver jeg ikke prakke andre stiklinger på.

Ét er dog helt sikkert: den bor godt her, og jeg er glad for den og dens historie. Mere er der vel egentlig ikke at sige om den ting!

God solskinspinse, allesammen.