tirsdag den 30. april 2013

lidt Memory Lane

Kl. 05 i morges opgav jeg dynen for denne gang.
Rigtigt læst, kl 05!
Jeg er endda stadig frisk som bare f...., har ikke engang sovet til middag!

Jeg er (igenigenigen) syg, denne gang forkølet/influenzaagtigt. HOSTER!
Det var hosten der vækkede mig....


Kjolebillederne i går fik mig til at tænke på en konfirmation, jeg var til for 18 år siden. 
Dengang hvor Dolly Parton var speciel, hverken overhalet af Linse eller Anni. 

En af gæsterne (af hunkøn - hun var ikke en dame!) ved konfirmationen havde fået lavet brysterne større kort forinden.

Det var der ingen, der kunne være i tvivl om. 
Kvinden var iført en lille, stram sort sag, med en slags balkon foroven, hvor 'patienterne' var nødtørftigt under kontrol bag et rækværk af noget blonde. 

Skulle de to voluminøse (altså 'patienterne') være sprunget udover balkonkanten, ville vist samtlige selskabets herre helt sikkert straks stå klar til at assistere med at forsøge at indfange de undvegne. 
Hvis de da ikke liiiiige i samme øjeblik helt sykront ville blive MEGET involverede i en helt nødvendig, uopsættelig samtale med deres respektive fruer/kærester.

Og så til en konfirmation i et forsamlingshus på landet......



Hun var ikke en rigtig dame!
Nej, for hun snød mig.
Hun bestilte en festsang hos mig, og fik den endda rettet temmelig meget til - men penge så jeg aldrig nogen af.
Det er første og sidste gang, jeg er blevet snydt for betaling for en sang, og jeg har ellers skrevet mange.
Skriver slet ikke for tiden, så få ikke nogen idéer!

En dag serverer jeg nogle smagsprøver. 
Skal jo have musen vækket og få poesiens blå blomst foldet ud inden datteren og svigersønnen..........................................




Åh forresten: Jeg har omsider fået puttet lidt på min "kragekreaside". 
Alt for lidt, synes jeg egentlig......
Måske fordi jeg stadig fjumrer imellem to pc'er, med noget på den ene og noget på den anden...



mandag den 29. april 2013

Kjoler til brudens mor med flæsekanter

Brudens moar skal også klædes standsmæssigt, så jeg drog på netsurfing for at få idéer.

Inden billederne vil jeg lige gøre opmærksom på at jeg hverken er helt ung, særlig syleslank, eller kan gå i højhælet fodtøj.... og så er jeg næsten hysterisk angst for at fryse om skuldrene 
Befinder mig klart bedst i mine daglige klude og sandaler.

Hjælp, åh hjælp, hvad skal jeg dog stille op?

(og herfra er det rent, flippet billedspam) (nu er du advaret) (går du videre er det på eget ansvar) (alle billederne er 'lånt' via en googlesøgning efter "kjole brudens mor") (prøv selv):



 
Passer til et bryllup blandt græske guder på Olympen. Droppet.


Synes måske ikke lige, den passer til en "brudens mor".
Og vil ikke løbe risikoen for at datteren dropper mig af julegavelisten forever....
Droppet
Aaarrrrrhhhhh... Babylyserød og mig.... Droppet

Jeg har altid lært at kun bruden må komme i hvidt. Droppet
  
Beigefarvet natkjole med smykker?
Den kunne tage gnisten fra selv brudgommen (var den så endda gennemsigtig)
Droppet

"Hvad tøj havde din mor på til dit bryllup?"
"Hun var i sæk og aske af grå satin"
Droppet.

Hvorfor kommer jeg til at tænke på Alexis fra "Dollars"?
Droppet
Teksterne er ofte noget specielle.
Denne kjole beskrives fx således:

Skeden Sweetheart nr. Talje & Princess Sømmene Cap Ærmer Long Brudens mor
Jeg vil ikke iføre mig nogen skeden kjole - droppet!
Og her så man så lige mor komme svansende hen over det dugvåde græs til festteltet i haven.
I arbejdssandalerne!
Droppet
Hvis hun her skal forestille at være mor til en brud,
tvivler jeg på at bruden selv er ovre den kriminelle lavalder.
Droppet
Vi skal jo også passe på, det hele ikke bliver for morsomt
Droppet



En krydsning af Jacqueline Kennedy og Cruella DeVille?
Så hellere den ægte vare, Cruella selv!



Her ankommer så sømanden og jeg i vores stiveste puds
til datterens bryllup.

 Ahem......

Jeg må hellere bede den unge dame om hjælp. 
Meget er hun vant til, men Cruella DeVille, badesandaler og blå shorts tror jeg måske kunne være lidt på den gale side af grænsen....
(Jeg får heller aldrig sømanden lokket i det outfit!)





søndag den 28. april 2013

sommeren nærmer sig.....

Lærken er kommet.
Viben er kommet
Stæren er kommet.
Fasanerne råber efter hinanden rundt om huset.
Solsorten lægger æg på datterens terrasse.
Anemonerne er kommet.
Påskeliljerne er kommet.

Og så er der lige hende herunder, med nogle af de hundehår der fulgte med fra det arme dyrs øjenbryn.  
Altså fra hundens øjenbryn....


5 mm "stor", denne gang så jeg den hurtigt.
Så heldig er jeg (hunden, kattene) langtfra altid.


Det er ikke alle sommersymptomer, der vækker udelt glæde ;-(



torsdag den 25. april 2013

Man må jo prioritere...

Tak for alle kommentarerne på gårsdagens dilemma. 

Jeg er glad for dem, for I fortæller næsten alle at den løsning jeg har valgt ikke er helt i skoven. Den løsning, der var den eneste rigtige i mit eget hovede, da jeg havde beskrevet dilemmaet.,


Jeg er opvokset i meget rationelle omgivelser, hvor det følelsesmæssige normalt ikke har været en fuldgyldig partner i beslutningsprocesser.

Det har ind imellem givet mig nogle vældige problemer i forhold til væsentlige beslutninger, når jeg har forsøgt at foretage dem på et intellektuelt/rationelt grundlag.


Men jeg er bestemt blevet bedre til at lade hjertet (ikke hjernen) råde. Hvis man vælger den følelsesmæssigt rigtige løsning, kan alt det "fornuftige"/rationelle/praktiske stort set altid løses efterfølgende.
(Og hvis de ikke kan? Så har man tilgodeset sit følelsesmæssige behov for valg af løsningen, og kan derefter sikkert få løsningen justeret, så den kan gennemføres)


Fjumret beskrivelse? Den er ellers velment!


Datteren skal have lige den kjole, der præcis passer hende. 
Med stjerner i øjnene og det hele! 
Jeg vil se mit yngste, lille barn ligne dronningen af Saba, i en grad så alle andre visner totalt ved siden af hende...


Jeg har aldrig selv stået hvid brud. Vi var mere til fløjlsbukser, mælkedrengestof og rådhus dengang (begge gange.....) jeg blev gift. 
Og ham jeg lever på polsk med nu (på 10. år) får jeg vist heller aldrig hevet til et alter - og kan ikke rigtig forstille mig selv i hvid, brusende brudekjole.

Dagens billede er af verdens skønneste svigersøn, naboens minigraver og den 1½ års, der har lært at sige TRAKTOR. 
Dermed har de to prioriteringerne helt på plads!





onsdag den 24. april 2013

Dilemma...

Datteren og svigersønnen skal giftes i sommer. :-D


De er meget unge (22 og 23), med hus, bil, barn (og kat), og formår at få en faglært indkomst + hendes SU til at ligne en million. Det kan de kun gøre, fordi de er rigtig gode til at prioritere i det daglige.

De har hverken lyst eller råd til at brænde en formue af på den helt store skuefest.
Der er lagt et budget som kræver at de søger fornuftige løsninger hele vejen igennem.



Mor her er bestemt ikke millionær (og bliver det aldrig), men har dog for tiden flere penge på kistebunden end nogensinde før (og siden - den tilstundende pensionisttid bliver ikke kun dans på roser) - og vil forfærdelig gerne supportere de unge mennesker et stykke af vejen. Så lidt håndører er der da faldet af.
Det er også et spørgsmål om prioritering.


Men nu er både barnet og jeg havnet i et dilemma: kjolen!
Ingen af os synes, det er rimeligt at spendere en formue på et skrud, der kun kan forventes at blive brugt én gang (den kan ikke engang genbruges som dåbskjole, vi har et næsten 70 år gammel familieklenodie liggende). 

Men hun har jo drømme alligevel, den bette.....


Hun har hos Lilly.dk fundet den, hun tror/håber er drømmekjolen
40% nedsat, fordi det er en model fra sidste år, men stadig væsentligt over hendes budget.
Hvad gør dog en MOAR med én datter i den situation????? 



(og her er så en laaaang periode med LARMENDE tavshed)



Foreløbig har vi aftalt en tid til prøvning hos Lilly i Vejle. 
Maveskindet er ikke hvad det var, efter graviditet og et gedigent vægttab, så hun er nødt til at se kjolen på for at kunne vurdere om hun kan bære den. 
Ellers må det være stedet hvor hun kan få en kompetent vejledning i hvad der er bedst til hende.


Dilemmaet kommer ind, hvis det bare er den helt rette kjole, som bare truer med at sprænge det ret stramme budget.


I kloge koner (og mænd): Hvad ville I gøre????


fredag den 19. april 2013

Velfærdssamfund?????????

Jeg plejer i høj grad at undgår reklamer af enhver art, også her på siden.

Men vil alligevel bede jer læse dette, om en slags sagsbehandling i dagens Danmark. 
Den grusomste af slagsen, jeg nogensinde har hørt om.

Det her kan Frederiksberg kommune (og Danmark) simpelthen ikke være bekendt!!!



Fil:Frederiksberg kommune.jpg






tirsdag den 16. april 2013

Advarsel! Dette indlæg kan forarge!

Vi var i Esbjerg Musikhus i går og høre "My brother Johnny" med Tommy Cash.
Fin forestilling (lidt amerikansk rørstrømsk), og hvor kunne de spille, musikerne!
Vi havde pladser allerforrest, midt på 2. række.

Det havde den "bivirkning", at vi var blandt de allerallersidste, der kom ud, både i pausen og efter forestillingen..
I pausen "løste" vi det problem ved at snuppe handicapelevatoren op....

Efter forestillingen var vi en del, der havde fået samme idé, men det var nu stadig hurtigere end menneskemylderet op langs rækkerne.


Men (og nu kommer det forargelige):

Vi er seks mennesker tilbage, og er ved at borde elevatoren, da der bagfra kommer en fyr susende med en kørestolsbruger, med den ene bemærkning: "Tager I slet ikke hensyn til en handicappet?".

Havde det været for meget forlangt at den flinke ledsager havde spurgt bare en smule mindre uforskammet???

Selvfølgelig forlod vi elevatoren, til trods for uforskammetheden.

Engang for nogle år siden kom jeg i god tid til en kirkekoncert, fordi jeg gerne ville have en god plads oppe foran. Kun for at blive bedt om at flytte mig, da der i sidste øjeblik ankom en kørestolsbruger, som jo skulle sidde så han kunne se.

Men den slags opførsel gør mig vred. 
En kørestol er ikke en bulldozer, og det at man sidder i kørestol giver ikke en selvfølgelig ret til at glemme alt om almindelig god opførsel. 

Jeg hører til det mindretal, der godt kan finde på at bede en kørestolsbruger flytte sig i en butik, hvis jeg ikke kan nå de varer, jeg er kommet for at hente. Eller hvis de placerer sig midt i adgangen til to kasser, så man ikke kan komme frem til den, de alligevel ikke vil bruge.

Slutter lige med en Callahan:







søndag den 14. april 2013

Tænker striber, drømmer firkanter



Den trøje var vist den helt rette kur mod den skræmmende oplevelse (strikkeblokeringen), jeg skrev om sidst.
Er næsten nået til ærmegabet......

Jeg har prøvet at få kollegerne til at forstå, at jeg ikke har tid til at arbejde for tiden, fordi jeg er nødt til at komme hjem til strikketøjet.
Ingen af dem er strikkere og deres forståelse for nødvendigheden af at give mig fri (med fuld løn selvfølgelig) har jeg endnu ikke kunnet finde :-(

Og dem plejer jeg ellers at kalde verdens bedste kolleger....


søndag den 7. april 2013

Strikkeblokeret

Min mereellermindre og aldeles selvpålagte garnkøbsembargo gav bagslag :-(.
Jeg blev totalt strikkeblokeret!

I en hel uge har jeg intet haft på pindene, og ingen projekter eller planer mellem ørerne. 
Absolut ingen idéer!
Ikke engang lyst til at gå i kasserne og lade mig inspirere.

Det' fan'me da uhyg'ligt, do!!!!


Det kunne jo slet ikke gå, så nu har jeg været på en net surftur.

Endte hos Ruth.dk og denne her, som jeg har savlet over adskillige gange. NU skal det være (og målene på den færdige trøje ser ud til at passe perfekt).
Jeg er begyndt, og har bestilt mere regnbuekauni i lange baner.


Aaaaaaaaaaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhhhhhhhh............................

Lur mig, om ikke lysten til små- og mellemprojekterne og "lagergarnet" ligger klar lige om hjørnet, nu jeg har fået lettet mit indre pres på mig selv.

God søndag til alle.




fredag den 5. april 2013

Introvert eller ekstrovert?

De to begreber blev drøftet i radioen forleden.
Det var rent AHA! for mig, tro det eller ej.

Fra Wikipedia:

Den ekstroverte personlighed (udadrettede) relaterer sig mest efter det ydre, mod de kollektive normer og adfærdsmønstre. Personen har brug for omgivelsernes opmærksomhed, og er i dialog med denne. Personen har typisk en 'man-holdning' (man siger, man gør). Sådanne personer føler sig godt tilpas i udadvendte og sociale aktiviteter.
Den introverte personlighed (indadrettede) relaterer sig derimod til sit eget indre, mens indtrykkene fra omverden er sekundære. Disse personer er mere tøvende i deres reaktionsmønstre, tingene skal lige prøves af først på den indre tankeverden. Personen vil søge efter formål og motiv bag handlingerne og kan være distræt (en typisk 'professor-type').

Fra test i iform:

DU ER INTROVERT

Du er overvejende et introvert menneske og har tendens til at være indadvedt. Du henter din energi fra dit indre liv af tanker, reflektioner og beslutninger. For mange mennesker virker forstyrrende og overvældende på dig, og du foretrækker samtaler, der går i dybden, med én person ad gangen.
Du tænker, før du svarer og bryder dig ikke om hurtige afbrudelser. Du er ansvarsfuld, kreativ og har stærke analytiske evner.
Din introverte hjerne
Din hjerne har en lav tolerance for signalstoffet dopamin. Du bliver derfor nervøs og udmattet, hvis der frigives for meget dopamin, fx ved sociale begivenheder. Introverte reagerer positivt på det beroligende stof acetylcholin, som frigives, når du fx læser eller tegner.
  

DU ER EKSTROVERT

Du er overvejende et ekstrovert menneske og er derfor meget udadvendt. Du fungerer godt blandt mange mennesker og kan godt lide at være i centrum. Du henter primært din energi i verden omkring dig - det er her, du lader op.
Du kan lide at have mange kontakter, du taler let med fremmede og er relativ åben omrking tanker og meninger. Som ekstrovert tænker du, mens du taler.
Din ekstroverte hjerne
Som ekstrovert har du en høj tolerance for signalstoffet dopamin. Du har brug for mange fysiske og mentale udfordringer, fx at optræde, være sammen med mange folk, kaste dig ud i nye ting osv. Hjernen belønner dig derfor, når du er udadvendt, åben og energisk.

(Den test forbløffede mig med nogle af sine spørgsmål, f.eks vidste den godt at jeg har lidt telefonfobi, og at jeg ikke bryder mig om stærkt krydret mad - spooky!)


Men det kan siges meget kortere:
Vi introverte får energi i rolige, stabile omgivelser, hvor vi kan tænke os om i fred og ro.
Ekstroverte får energi af samvær med mange mennesker, og tænker sig bedst om i selskab med andre.

Der er formentlig ca lige mange af hver slags i en befolkningsgruppe. 
Men netop forskellen i væremåde gør, at de ekstroverte "fylder" mere. De har også behovet for at fylde mere.
Til gengæld er de introverte udsatte for at virke til at være i mindretal, "sære" og lidt "underlødige".  Mange introverte opfatter også sig selv sådan.

AHA'en for mig lå jo også netop i at jeg slet ikke var/er sær, jeg er bare typisk introvert, og har altid været det.

Jeg gik i børnehave dengang i 50'erne, og jeg hadede det af godt hjerte. Jeg har tit tænkt på hvorfor (Frk Gade drev vist egentlig en udmærket børnehave), og nåede allerede tidligt i mit liv frem til at det hang sammen med det påtvungne fællesskab og manglende muligheder for "alenehed". 
Jeg husker den dejlige fornemmelse det var dengang jeg havde lært at flette og jeg fik lov at sidde helt alene på kontoret og flette en lang snor (nej, den kan ikke have været helt ringe, børnehaven. Det var da noget af et individuelt hensyn, de tog dengang). Jeg elskede at sidde der!

For nogle år siden blev det på min arbejdsplads nødvendigt at oprette et større antal PC-arbejdspladser. Den mulige løsning var et fælleskontor med adskillige PC-pladser. 
Godt for de, der trives i flok og som samler energien i (og af) menneskemylder.

Vi var nu også nogen, som pippede lidt om den manglende mulighed for arbejdsro og koncentration i det myldrende miljø.

Det skete der nu ikke meget ved. Verden er udvikling og kommunikation, og det er godt at socialisere.....

Havde jeg bare dengang kendt begreberne introvert og ekstrovert ordentligt. 
Vidst, at ekstroverte (i kraft af deres ekstroverthed) let kan "tromle" de introverte - ikke af ond vilje, men fordi de simpelthen ikke i deres menneskesyn rummer tanken om at der er mennesker der er direkte afhængige af ro omkring sig for at fungere.

Jeg tror nok, at andelen af ekstroverte er større blandt ledere end blandt os "på gulvet". dermed bliver det også den ekstroverte verden, der bliver den "rigtige".

Slutter lige af med en række spørgsmål fra denne side
Jo flere af spørgsmålene, der besvares med ja, jo mere introvert - jo flere nej'er, jo mere ekstrovert. 
Fordelingen af ja/nej'er er et udtryk for at vi alle er forskellige indeni, og at ingen er fuldstændig det ene eller det andet - heldigvis ;-)
Og - for god ordens skyld: det er ikke finere at være det ene eller det andet. Det, der er fint er at være klar over at vi er forskellige og at vi tilsammen kan danne den smukkeste palet, hvis vi giver plads til alles specielle behov (som børnehaven gjorde. Måske skulle jeg ikke have hadet den helt så meget).

1. Jeg foretrækker en-til-en samtaler frem for gruppe samtaler.
2. Jeg foretrækker ofte at udtrykke mig selv på skrift.
3. Jeg kan lide at være alene.
4. Jeg er mere ligeglad end mine ligestillede med rigdom, berømmelse og status.
5. Jeg bryder mig ikke om tom snak og foretrækker dybere samtaler om emner, der
interesserer mig.
6. Jeg opfattes ofte som en god lytter.
7. Jeg er ikke en risikotager.
8. Jeg kan lide at arbejde koncentreret med få afbrydelser.
9. Jeg kan bedst lide at holde min fødselsdag uden stor fest og med en eller to nære
venner eller familiemedlemmer.
10.Folk beskriver mig som lavt talende og afdæmpet.
11.Jeg vil helst gøre mit arbejde færdigt inden jeg viser det – eller diskuterer det med
andre.
12.Jeg kan ikke lide konflikter.
13.Jeg arbejder bedst alene.
14.Jeg tænker ofte før jeg taler.
15.Jeg føler mig træt og drænet efter at have været ude og omkring, selv om jeg hyggede
mig.
16.Jeg lader ofte telefonopkald blive besvaret af min telefonsvarer.
17.Hvis jeg kunne vælge, så ville jeg foretrække en weekend uden nogen aktiviteter
fremfor en, hvor jeg havde mange opgaver.
18.Jeg bryder mig ikke om ”multitasking”.
19.Jeg har let ved at koncentrere mig.
20. I undervisningssammenhæng, så foretrækker jeg præsentationer fremfor seminarer
eller gruppearbejde.




onsdag den 3. april 2013

Ingen ulækre gæt, kun gode ;-)

Jeg var i fuld gang med at lave "træstammer" af nogle af kageresterne til mine søde kolleger.
Igen efter denne opskrift, med marcipan og chokolade.

Marcipanen rundt om blev gul, fordi det lige har været påske.



 Desværre valgte min ellers så trofaste foodprocessor at sygemelde sig midt under arbejdet. Motoren kører lystigt, men den driver ingenting rundt andet end sig selv. 
Jeg har lovet lillefar både træstammer og romkugler, hvis han kan reparere den ;-P

Foodprocessoren var blandt de ufattelig mange ting, der gemte sig i min mors køkkenskabe, da vi tømte hendes andelsbolig for to år siden. 
Jeg har ingen idé om, hvor meget hun har brugt den, eller hvor gammel den er - ved kun, at det er en Kenwood og at det var ret let at fremskaffe det låg til den, som manglede.

tirsdag den 2. april 2013

Hvad er dog dette?

Jeg er i gang, men med hvad?

Er det hvad det ligner?????

Nogen, der har nerver til at gætte?????






mandag den 1. april 2013

Havde aldrig troet, jeg skulle synke så dybt!


Jeg har forsynet komfuret med skånebetræk!

På grund af de tre ballademagere her:




Det er utrolig sjældent at jeg har mulighed for at fange alle tre på ét billede, og endda uden knurre/snerrelyde.

Missemor (liggende på puden) hader "drengene" (de to andre) af godt hjerte - og drengene holder sig bestemt ikke for gode selv, de driller hende.

Til gengæld holder drengene meget af hinanden og optræder ofte (som her) i synkronpositur med tæt sammenslyngede haler..

Bryggersbordet er deres (hundefrie) madsted, køkkenbordet (og komfuret) er adgang strengt forbudt. 

Når jeg er tæt nok på, altså.

Datteren har læst et sted at man kan have held til at lære katte at holde sig fra køkkenbordet ved at spraye det med sæbevand. Det er forsøget værd, for jeg er ærlig talt ikke tilfreds med den kattefærdsel der efterhånden er i det allermest forbudte område i huset.

 Derfor skånebetrækket, i stedet for at spraye komfuret.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...