torsdag den 23. april 2015

lørdag den 18. april 2015

Tour de kendte og kongelige 16-17 april 2014


Jeg har været på gossiptour med en god veninde.


Et menneske der er erklæret kongehus- og kendtefan, og som køber Billedbladet (jo, vi er meget forskellige, men vi hygger os i hinandens selskab - vi må forresten snart have 'sølvbryllup' med hinanden).



Vi to tog til Djævleøen for at vinke til en fødselar d. 16/4. Overnattede på vandrehjem og tog hjem via Nordsjælland, Helsingør og Hillerød d. 17.




Vi fik kørt i Metro, fik vinket på slotspladsen og vinket til kareten på Strøget.
Vi fik set (men IKKE formøblet formuen på) La Glace og fik konstateret at der ikke sprang guldæbler i springvandet på Gammel Torv.

Vi har spist (og nydt) mad, vi normalt ikke kan komme af sted med. Sushi, kinesisk, sære salater. 
Mænd er så traditionelle!


Vi har kørt rundt og besigtiget diverse kendte-boliger, også huset hvor jeg boede fra jeg var 10 til jeg var 20 (i et absolut pænt kvarter, med kendte i omegnen). 


Fredag kørte vi ad Strandvejen (incl afstikkere) hele vejen til Helsingør, har spist Brostræde is og har set både Fredensborg (udefra) og Frederiksborg slot. 
På sidstnævnte var vi inde og se en forfærdelig masse malerier (de var faktisk ret spændende at se, mange af dem kender man som illustrationer i skoletidens historiebøger) og udstillingen af Dronningens tøj.


Det er altså noget andet at se billeder og de andre genstande i virkeligheden end på billeder i blade og på TV.



Vi har haft to skønne dage.
Hun fik set en masse, hun ellers kun har hørt om eller set billeder af.
Og jeg, der har færdedes i og kender områderne som selvfølgeligheder, fik set de gamle revirer med nye øjne. 
Ikke nogen dårlig ting at gøre.


Vi har ikke været på den slags tur før, men vi gør det igen!





Billedspam:








 





Indbagt banan med is og flødeskum på kinesisk restaurant - kan anbefales!





Fejemaskinen?
Efter så mange ikke ganske stuerene heste kan en fejemaskine være meget praktisk...

Billedet med badebroer og skib?
For en født og ret landfast midtjyde er badebroer svært eksotiske.
Skibet er søsterskib styrmandens, men er mindre. Det lå og "kastede" med sten (byggede mole?) ved Sletten havn, ufattelig tæt på land.







tirsdag den 14. april 2015

Jeg kan jo ikke la' jer være....




Jeg var på jagt efter en opskrift på strikkede blebukser, str. 1 år, til et nyt projekt. 
I stabelen af strikkeopskrifter fandt jeg mit gamle Danmarkskort (fundet på et loppemarked engang, for ingen penge - det med alle jernbanerne!), og begyndte at overveje hvor gammelt det egentlig var.... 





Jeg søgte ud fra mange parametre: 
  • retskrivningen (blev ændret i 1948 - der er anvendt gammel retskrivning)
  • Færdselstavlerne (de blev standardiserede i 1953, efter et grundigt forarbejde der udmundede i 200 sider rapport),
  • Lillebæltsbroen er med (blev bygget i 1934). Har desværre ikke styr på andre broer.
  • Nummerpladebogstaverne (2 bogstaver på nummerpladerne blev indført i 1958)
  • Telefonnumrene (Jydsk Telefon blev fuldautomatiseret allerede i 1953 - ingen numre på telefonlisten er fuldautomatiske)
  • Esso's nuværende og tidligere navn og logo (mere usikkert, fordi ændringen skete gradvist)
  • de afbildede biler (også usikkert, de er tegnede) 
  • - ja sågar benzinstanderen på billederne har jeg gransket (kunne ikke finde helt den samme model, kun nogle der lignede)



færdselstavlerne. "Parkering forbudt", "indkørsel forbudt" og "rundkørsel"
ser unægtelig noget anderledes ud i dag.

I dag anvendes æ,ø og å ikke, de er ikke internationale nok

Jeg troede længe det her billede var mit bedste kort.
DDPA indførte Essonavnet gradvis over flere år, fra 1939 og frem.
Men jeg kunne ikke finde noget om hvornår ddpa-logoet blev fjernet fra standerne - kun fra tankvognene (togvogne, s'fø'li')


Det er godt nok mange år siden, man har set et "vognen tilkøres"-skilt!



Afstandstavle for Langeland. Jeg mangler ord!

Sydjylland, med stribevis af jernbaner.
Kræs for én med tendens til jernbanenørderi ;-)

Bykort over lidt mere end Kbh., Aarhus og Odense må man sige.
Der er utallige bykort.


Så var det lige sømanden kom forbi og kiggede lidt med. Sådan nogen kan af og til lidt med kort, og det tog ham skyggen af et splitsekund at finde årstallet 1947 i nederste venstre hjørne af kortet, lige under øen Amrum (som han engang tilbragte en del arbejdstid omkring).







Blebukserne fandt jeg også til sidst, men endte alligevel med den her opskrift fra Familiejournalen. 
Er bange for at de helt gamle opskrifter (fra stofbleernes tid) ikke har den rigtige pasform til projektet.




Og sådan svandt der lige endnu en efterlønsdag hen. Det er SKØNT at være efterlønner!



mandag den 13. april 2015

Tom Donovan igenigen og lidt derudover



Vi har brugt den forgangne weekend særdeles fornuftigt.

Fredag var vi på Sig Hotel /(nær Varde) for at høre Tom Donovan. For Gud ved hvilken gang efterhånden, og vi glæder os allerede til næste gang!


Jeg har lagt to film på youtube, brudstykker af "Will the circle be unbroken" og "Whiskey in the jar".

Lagt dem der, fordi de er monsterfortunge til en blogside.
Billedkvaliteten er elendig, men lyden er særdeles god. Lyt og nyd!

Især jer fra "fu***ng devil's island", som vist aldrig får chancen for at høre ham live i hjemlandet.
Han kan til gengæld høres på næsten alle festivaler og pub'er i det jydske og fynske året rundt.



Han underholder, fortæller platte (og af og til uplatte) vittigheder (om Paddy irishman, Paddy englishman, Paddy german og Paddy danishman), spiller næsten guddommeligt på guitaren, turnerer og returnerer tilråb (denne gang lykkedes det en publikummer at afsløre en pointe - ikke noget problem for TD, han fik lynhurtigt lige drejet vitsen 17 grader, så den stadig var morsom og uventet).
Han er totalt uforstyrrelig af snak, uro, fortsætter totalt uanfægtet.

Vi har oplevet ham underholde en hel sportshal, har oplevet ham frilufts i noget nær stormvejr, så ham på Brundby Rockhotel (Samsø), men det allerbedste er nu de små bitte koncerter, som i fredags hvor der ialt var 50 betalende gæster.





Han kender og genkender os efterhånden, det forøger absolut kun hyggen ved at høre ham.

Hans repertoire er ubeskriveligt, det spænder fra hans egne meget smukke ballader, over alverdens irske sange til vist alle melodier der er indspillet siden begyndelsen af tresserne.



Allerførste gang vi hørte ham (det er 10 år siden) gav han et stort medley af Donovansange "My cousin Donovan", så jeg gamle Donovantilhænger var fuldstændig solgt.



I fredags spillede han bl.a. "Me and Bobby McGee" (jeg elsker den sang!), "Wild thing" (gammelt Troggsnummer, fra ca 1968), "Mellow Yellow", "Cockles and mussels", "House of rising sun" og og og - jeg overvejede at tage blyant og papir med næste gang skrive numrene ned, for det er aldrig til at huske dem bagefter!



Hans vittigheder.... 
- har I nogensinde tænkt over at i tidligere tider skulle en mand først fjerne trussen for at se en kvindes bag - nu skal han fjerne bagen for at se trussen (TD bruger en del tid på at stemme og omtale sin G-streng)
- Vidste I at Beatles har skrevet en sang til det danske fodboldhold? Den hedder "yesterday"...
- Irerne opfandt sækkepiben og gav den til skotterne. Så var irerne fri for at høre på den.


Hør meget mere - søg "Tom Donovan" på youtube.com.






Lørdag var vi til træf, mens vejret endnu var skønt.


7 hvide bamser (med deres mennesker) mødtes i en hundskov ved Fredericia.



Herunder det eneste billede hvor det lykkedes mig at fange alle 7 på én gang (takket være en pyt med mudret vand). 
At få dem til at stille sig fotogent an er ren illusion - glem det!. 



Vores Niki er den ene af de to foroven til venstre, den højre af dem - øh, tror vi nok!

Hundene havde lettere ved at identificere deres ejere end den anden vej omkring.




På billedet herunder er Niki (vandskrækkeren) helt sikkert ikke med.
Men efter den 'vandpyt' var det slut med det hvide, pæne udseende på de fleste.






Helene og Tibo var med deres forældre på påskevisit. De bliver så store, de unger!








Når jeg sådan er omkring finder jeg ofte lige en detalje, et stykke tøj eller andet, der skal huskes. Så er jeg rigtig glad for mit mobile kamera ;-)


Som det her mønster. Det kunne rigtig godt transformeres til strik.




Eller hvad med den her kombination af farver og mønstre på en trøje. Bare så fint.








mandag den 6. april 2015

Væg. The Wall.







The Wall er noget af det flotteste. Velegnet til at overdøve selv den værste støvsuger!



Det er straks værre at jeg ikke har lysten, energien, inspirationen og/eller ????? til at forfatte i disse dage. 



Jeg har intet, absolut intet at berette, som kan interessere. Synes jeg.
Det værste er at den indenifornemmelse også har indtaget min lyst til at kommentere på andres indlæg. 

Derfor tidens larmende tavshed fra Kragelund.




Der er sådan set ikke nogen som helst fornuftig grund. 
Jeg stornyder vejret, min have, min mand, mine børn og børnebørn. Er ikke deprimeret, bare uinspireret.

Manden og jeg ligger i fast rutefart med traileren til og fra losseren, og her bliver langsomt pænere og mere ryddeligt.


Jeg snupper lige en pause. Dukker sikkert op ind imellem, men ved ikke hvornår og om hvad.





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...