mandag den 28. januar 2013

dagens ufrivillige



Måske skulle man overveje en form for korrekturlæsning i detailvarebutikkerne.


søndag den 27. januar 2013

nyt profilbillede

Det er altså ikke let at være mig, især ikke når Alfred kat absolut lige skal hænge på min venstre skulder og sutte ærme, mens jeg forsøger at være praktisk/poetisk/skarp/få 7-kabalen til at gå op.


Alfred har indtaget min skulder og mit udsyn
 Men de er nu hyggelige, de pelsede

Gamle Suremokke har indtaget puslepuden
Igen Alfred

Alfred og Pascal ordner gulv

Datterens Charlie provokerer Niki.
Niki er ved at være for gammel til killingepjat, siger han.
Før i tiden elskede han legesyge killinger.


lørdag den 26. januar 2013

skøre skilte

Skilte kan være så dejligt underholdende. Især de ufrivilligt underholdende....

Er jeg måske den eneste, der kan blive lidt utryg ved denne sammensætning af oplysninger på døren til dametoilettet (på motorvejsrasteplads Lillebælt Nord lidt udenfor Middelfart)?

Og her er dagens tilbud på kød i den lokale.
Skynd jer husmødre, der er kun den samme pakke tilbage!

Denne hører til mine absolutte favoritter, en betjentslagter. 
Pas på med at gå i Kvickly, landbetjent!
Jeg spekulerer stadig på, om det er slagterens eller betjentens data, 
der mangler at blive udfyldt forneden?

God weekend til alle, tykke og smalle. 
Vi skal passe barnebarn, det er takken for at forære datter og svigersøn to biografbilletter (firmajulgaver til mig). Vi glæder os mindst lige så meget som dem!

torsdag den 24. januar 2013

Uki-kage til Tibo


Uki??????

Hvem er lige det????

Uki  (udtales yki)  er for belgiske (og andre landes småbørn), hvad Bamse og Kylling er for danske børn. Mine børnebørn elsker Uki, så temaet for kagen var ret nemt. Desværre tænkte jeg ikke på at se denne her på youtube (lod mig alene inspirere af kagebilleder fra nettet), så kagen følger ikke helt filmen.

Men godkendt, det blev den (selv om Kaninschen manglede).
Den håndmodellerede pynt af sugarpaste

Regnbuekage, efter denne opskrift
Den var storlækker! 
Der er kun et men: Den portion dej, som ifølge opskriften skulle passe til én bund er efter min mening bedre egnet til to bunde.

Kagen blev smurt op med Schweizisk marengs smørcreme:

4 middelstore æggehvider
250 g melis 
Et nip salt 250 g blødgjort usaltet smør 
Et par dråber vanliljeekstrakt eller friske vaniljekorn
Æggehvider, sukker og salt piskes sammen i en skål, der står i en gryde med simrende vand. Pisk hele tiden under opvarmningen, så æggehviderne ikke koger.
Efter 5-10 min, når blandingen er varm og sukkeret opløst, tages skålen af varmen. Pisk marengsen på til fuld volumen, og bliv ved, til blandingen er kold.
Tilsæt smør og vanilje. Blandingen vil falde sammen og se ud, som om den er skilt. Bliv ved med at piske, til smøret er helt indarbejdet i marengsen og har givet en jævn, let og blød struktur.
Denne smørcreme er stabil i 1-2 dage ved stue temp. (ikke mere end 15 grader). Ellers kan den fryses i op til 2 uger.

Man kan bruge alm æggehvider da de past. ved opvarmingen over vandbad. Der skal piskes med håndkraft til blandingen er 72 grader, derefter i røremaskinen til blandingen er kold (ligesom IMBC) herefter tilsættes smørret. Man kan også sagtens tilsætte smeltet chokolade eller smagsessencer tilsidst.

Kagen blev overtrukket med modelleringsmarcipan og blev pyntet med figurerne af sugarpaste.

Projekt transportkasse-i-fryseren-en-uge-i-forvejen lykkedes over al forventning. Da vi åbnede kassen på Frederiksberg, efter mere end 4 timers transport, var der 5 graders varme hos kagen!



Slutter lige med lidt billeder af fødselarens angreb på kagen:




Når man fylder 1 år, skal man selv spise sin kage!


fredag den 18. januar 2013

checkliste

Skal (som nævnt) til 1 års fødselsdag hos barnebarn Tibo på søndag, med kage.

Nils og Tibo, for ret nøjagtigt 1 år siden

  • transportkasse i fryser mange dage før - OK
  • kagefigurer - OK
  • kagebagning - OK
  • kagefyld - senere i dag
  • lægge kage sammen - senere i dag
  • overtrække kage - lørdag
  • færdiggøre kage - lørdag
  • aflevere hund til pasning - lørdag
  • fødselsdagsgave til barnet - what?! ..                                                        
                           
                                     -- Syntes nok, der var ét eller andet, jeg havde glemt

søndag den 13. januar 2013

Opstart på kage



Yngstebarnebarnet Tibo (den unge mand til venstre på billedet nedenfor) fylder 1 år på tirsdag, Og der skal holdes stor fødselsdag på Frederiksberg på søndag.
Der skal naturligvis kage til. 
Naturligvis ikke lyserød! Jeg har helt andre (hemmelige) planer....


Jeg starter på kagen om et øjeblik, på to fronter:

  • Der skal nørdes igennem med pynt og figurer - yeaaaah!!!!!
    Pynt og figurer skal gerne have god tid til at tørre.
  • Transportkassen skal i fryseren. En kage med fløde og andet letfordærveligt må ikke være ret mange timer i stuetemperatur, ej heller i en varm bil. Det har nogle gange været en (for) stor udfordring for os - vi har immervæk ca. tre timers kørsel til Frederiksberg (der er heldigvis aldrig sket noget ved det, men vi har syndet fælt nogle gange).
    Så stor var min glæde, da jeg hos campingforhandleren spottede dette vidunder i den helt rigtige størrelse (har også set den i Metro) :




En sammenklappelig thermokasse!!!!

Den kan (med lidt besvær) møves ned i fryseren. Jeg gør det nu (6 dage før den skal bruges), fordi den er meget længe om at blive gennemkold. For en thermokasse er det en god ting, at den er så længe om at ændre på sin indre temperatur.

Opdatering 7 timer senere:
Jeg har været ude og købe spagetti (bruges til at stive figurer spiseligt af med) .... og glemte det gudhjælpemig i butikken. Orkede ikke at køre 2x8 km igen for at afhente mit indkøb, så nu bliver der brugt tandstikkere til afstivningerne. Selv om det er imod mine principper om at ALT skal kunne spises!
Derefter har jeg ved en koncentreret indsats lavet 3 (tre!) figurer.... og har (som sædvanlig) skåret vældigt ned på ambitionerne. 

Sandsynligvis bliver kagen ikke ringere at at jeg skærer i ambitionerne og i antallet af pynteting. 
Med mine idéer kunne det ellers nok sommetider blive svært at finde kagen under pynten ;-) Jeg elsker at overdrive!!!

fredag den 11. januar 2013

Regndråber

De sidste dages regn har udfordret min tålmodighed på uventet vis.
billede fra nettet

Det har jeg skrevet en lille sang om:



Regndråber drypper i min seng,
og regnvandet svupper i madrassen, det er streng’,
nej hvor bli’r jeg våd, når
regndråber drypper i min seng, når det regner.
Jeg hører regndråber bryde nattens ro,
jeg får såd’n en lyst at springe op på taget, ho,
jeg har højdeskræk, så
regndråber drypper i .min seng, når det regner.
Jeg ser bedrøvet på min
gennemblødte dyne,
og jeg lytter til regnens spil
igennem tagets utætheder.
Regndråber drypper simpelthen,
en balje på sengen samler dagens dryp, sådan!
Det er ikke godt, for
regnen skal ikke komme ind.
Den skal holde sig væk fra mig,
den er våd og er på vej….

Sangen er skrevet af Burt Bacharach og blev oversat til Dansk af Susanne Palsbo. Min udgave læner sig en del op ad Susanne Palsbos tekst.

"Burt Bacharach har skrevet en mængde iørefaldende pop­sange. Hans største hit er denne kærlighedssang fra fil­men 'Butch Cassidy and the Sundance Kid' fra 1969 - den første film som Paul Newman og Robert Redford indspillede sammen. Sangen indbragte Burt Bacharach en Oscar. På dansk blev den kendt som 'Regndråber drypper i mit hår' med Pedro Biker.
Burt Bacharach har ud over at skrive sange til bl.a. film også været akkompagnatør og arrangør, og han har således i flere år arbejdet sammen med Marlene Dietrich."



Á propos Pedro Biker: Han var musiker, sanger og speaker på fjernsynets nyheder i begyndelsen af 60'erne. Hans efternavn er ikke amerikansk, og udtales ikke "bajker". Han var af portugisisk afstamning, og Biker udtales med 'skarpt' i (som i tiger).

Han var den pæneste af oplæserne på den tids tv.........



søndag den 6. januar 2013

Så sandt, så sandt...


I lørdagens udgave af Jydske Vestkysten var en artikel om alle de gode effekter af at strikke. 
Fx. har forskere på Harvard University talt sig frem til at vores hjertefrekvens falder med 11 slag i minuttet, når vi strikker.
Strikning skulle være som yoga og meditation, godt mod stress, demens og depression. 
Mindfulness, fra længe før det begreb blev kendt.

Det skal jo nok passe.


Noget af tiden, i det mindste

Jeg har intet steds kunnet finde en omtale af hvordan vores hjerterytme, vejrtrækning, blodtryk, tolerancetærskel eller brugen af havnearbejdereder påvirkes af oppilning, misforståelse af opskrifter, fejl i opskrifter, sammenfiltring af flere nøgler garn eller af de strikketøjer der bare ikke blev som man (jeg) havde forventet.

Er faldet på de 11 hjerteslag kun gældende for de sjældne stunder, hvor det hele flasker sig, eller er det et gennemsnit af det virkelige liv -- ???

Nå, jeg fortsætter ufortrødent med strikketøjerne, i tryg forvisning om at hjertefrekvensfaldet næppe nogensinde bliver alarmerende stort. Det vil altid jævnligt blive afbrudt af en noget heftigere hjerterytme, når det elendige lo..  strikketøjet driller.



Udover stabelvis af uldne babyundertrøjer hygger jeg mig med at vævestrikke. Det projekt vender jeg tilbage til senere!

lørdag den 5. januar 2013

Født vinder

Hockeyfinalekamp i Esbjerg, 2007. Min Nils står på mål.

Slis er Specialskolernes  LandsIdrætsStævne (voksenundervisningsspecialskolerne)

Afholdes én gang om året, i maj måned.
Til stævnet er skrevet denne sang:



Landsidrætsstævnesang  
Hør den  her

Tekst og musik: Ole Strøm, strøm band

Jeg kan se at solen stråler i dit ansigt 
 jeg kan se at du vil kæmpe indeni 
 jeg kan mærke at du venter spændt på starten 
 og jeg tror på dig må lykken stå dig bi   

Lad mig bli' din hjælper lige når du starter 
 lad mig gi' dig al den styrke jeg kan gi' 
 der er lykkelige stunder nok til alle 
 man skal tro lidt på sig selv bare hæng i 

For der er plads nok i solen 
 til alle menneskebørn 
 du er født som en vinder 
 som den smukkeste ørn 
 og hvis du ta'r mig som jeg er 
 og lægger hovedet på skrå 
 så bli'r himlen lige pludselig til at nå   

Solen den går ned bag drømmenes tribune 
 du fik sagt godnat og natten er på vej 
 der er tanker gemt bag månemandens dyne 
 morgendagen bringer nye mål til dig   

For der er plads nok i solen 
 til alle menneskebørn 
 du er født som en vinder 
 som den smukkeste ørn 
 og hvis du ta'r mig som jeg er 
 og lægger hovedet på skrå 
 så bliver himmelen lige pludselig til at nå 



Nils's hold vandt sølvmedalje i 2007 efter en spændende finalekamp.

Jeg kommer til at tænke på sangens omkvæd, hver gang der tales fosterdiagnostik og handicappolitik.

Et emne, jeg har et meget ambivalent forhold til.
Fordi mongolerne, som er de letteste at diagnosticere og eliminere, efter min mening langt fra er de "værste" handicappede. 
Mongoler har som oftest en meget høj livskvalitet, med glæde, oplevelser og masser af kærlighed. De elsker og bliver elskede. De starter ingen krige.

Der er så mange andre former for handicaps, der er langt mere pinefulde for den handicappede og/eller den handicappedes omgivelser. Handicaps, der ikke bliver konstateret før måske flere år efter fødslen.


Men når folk først er født, har fået tøj på og har fået et navn, kan vi jo ikke så godt begynde at slå dem ihjel, vel????


Mine 3 børnebørn har alle bestået fostervandsprøven - som jeg iøvrigt sagde nej tak til, da jeg ventede Nils.

En beslutning, jeg efterfølgende var meget lettet over at have taget. Den ville have sat mig i et ubærligt valg.
Det har bestemt ikke altid været lutter lagkage at have et "specialbarn". Jeg har bestemt ikke følt mig særlig priviligeret, tværtimod.
Men jeg har også haft mange skønne oplevelser med mine børn, også med Nils. Har mødt pragtfulde mennesker via ham.
Og har i dag den skønneste voksne søn, der aldrig bliver træt af at fortælle at "mor er min bedste ven" - Kan nogen af jer med "normale" børn måske stikke den???????


Det her skulle slet ikke have været langt, endsige småfilosofisk. Det blev det så alligevel.

Godt gået, hvis du har hængt på hele vejen!!!!!


tirsdag den 1. januar 2013

2012 i møj' korte træk

I 2012 har jeg noteret at have lavet følgende:

Strikket: 



Hæklet:



Mad:

  • april: fire dage med spidskål med opskrifter
  • april: påskemad: lemon curd, lammekølle, broccolisalat og karfoffelsalat med opskrifter
  • juli: svampebrød - med opskrift
  • august: nemt og hurtigt med lakseportioner - med opskrift
  • december: tunmousse - med opskrift 


Kager: 


Jeg har skrevet om meget mere - men dette må være det korte uddrag ;-), sammen med én af mine absolut foretrukne striber












Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...