mandag den 29. oktober 2012

weekend med børnebørnene


Fra venstre: Tibo, 9½ mdr, Villads 1 år 3 mdr og Helene (Tibos storesøster) 2 år 4 mdr.

fredag den 26. oktober 2012

Frk. Vinter ryster pelsen..

Der er noget aldeles fantastisk over sådan et haglvejr på vej, især når man selv endnu befinder sig i solskin. 


Jeg var på vej for at hente nogle puder hos datteren.
Haglvejret var overstået, da jeg nåede frem til 'hendes' lille by, men i gaderne lå driverne.
Sådan så der ud ved hendes dør:



Ned ad hendes havegang var det skønneste lys/skygge/dis. En effekt, der er helt umulig at fange på et fotografi.

På vej hjem advarede de i radioen om et uheld på motorvejen, hvor jeg havde kørt 15 minutter før. En bil var gledet i haglene, og lå nu med bunden i vejret i vejkanten.

At køre i hagl er som at køre på glaskugler!

Vi skal have alle børn, svigerbørn og børnebørn på besøg i weekenden. 

Måske kommer det endda til at gå ud over min favoritudsendelse, 'Maestro' i morgen aften - godt man kan optage. Den udsendelse er underholdning!
Børnene er trods alt vigtigere!!!

God weekend. 



søndag den 21. oktober 2012

Indlæg nr. 100, hue og MØB

Datteren havde fundet en møgdyr hue på nettet, som bare ville være den helt rigtige til Villads 
- men damen er heldigvis økonomisk, så hun sendte et billede og en forespørgsel til sin gamle mor.
Som naturligvis fluks dykkede ned i de mangfoldige kasser med garn og (til moderens udelte begejstring) kreerede dette sæt til barnebarnet.


Mens jeg strikkede fik den stakkels lille fyr mellemørebetændelse, så jeg valgte (ud over ombukket forneden) at forsyne den med patentstrikkede øreklapper.

Lille træt ørepinemand på vej til den første rigtig lange lur i flere dage.
Det er nu nok mere penicillinen end huen, der endelig giver ham lidt fred til at sove.
Stakkels hans forældre! 
Han er desværre arveligt disponeret (fra hans mor) for MØB (som det hedder i dag), hun (og dermed også jeg) døjede jævnligt med mellemørebetændelser, helt til hun var 3-4 år gammel.

Garnet er uld (oprindelsen ukendt), pindene nr. 4, opskriften komponeret undervejs og mønsteret strikket ud fra det tilsendte billede.
På huen er mønsteret strikket ind, mens det på vanterne er maskesyet på (garnløkker i vanter dutter bare ikke!).
Jeg er ikke helt tilfreds med syningen af ombukket, jeg vil ikke have,sådan én kan ses!
Huen er til den store side, vanterne kan til gengæld risikere ikke at kunne passe vinteren over.

Og det var så mit indlæg nr. 100.
Svarer til at jeg gennemsnitlig skriver ca hver 3. dag. Den frekvens passer mig meget godt indtil videre.

Tak for alle kommentarer, og tak til alle mere eller mindre faste læsere. 
Og til alle jer, der af en eller anden grund fravælger at skrive en melding i forbindelse med mine indlæg: 
Har du/I lyst til at kommentere, spørge eller andet, så gør det endelig. Også gerne til ældre indlæg. Jeg læser (med glæde) alle kommentarer.

fredag den 19. oktober 2012

Tælleren nulstillet...

I næsten 2 måneder har jeg ikke købt så meget som et garnstrå - i dag vandt fristelsen over beslutningen om at få nedbragt de bugnende lagre.

Mit mål er at få lageret bragt så langt ned, at det kan rummes i 10 store plastkasser. 
Jeg var skam lidt på vej (ligesom jeg er på vej til at fylde 90 - der er kun 29½ år til).....  
To skridt på vej i den rigtige retning.

I dag tog jeg så et sted mellem 2 og 3 skridt tilbage igen. UPS!

Hvad gik galt?
At jeg liiiige kiggede ind i det lokale genbrugscenter, hvor jeg af gammel vane lige checkede om der var brugbart garn. 

Kun af teoretisk interesse, selvfølgelig :-)


Hvem ved sine fulde fem skulle kunne forlange at jeg skulle kunne stå for en pose med 515 gram (10½ nøgle) naturfarvet uld/alpaca til 150,- kr?


Jeg overvejer, om det skulle være garnet til den elskedes nye sweater - men så skulle der have været lidt over dobbelt så meget garn, kan jeg regne mig frem til.

Hvis nogen kender garnet, og ved hvor det forhandles, vi jeg blive rigtig glad for en melding - på forhånd tak!




søndag den 14. oktober 2012

Leftie igen - allright!

Foreløbig sidste leftie er færdig, af pinden og afleveret til datteren, som øjeblikkelig tog den til sig.

Igen af softwoolsilk, det sidste fra det nuværende lager.
Striberne er af noget blandet bomuldsflamégarn af ukendt herkomst (fra en pose i genbrugsforretningen).

Datteren hører til de stakler, som synes uld er ulideligt kradsende (den tendens er bestemt ikke arvet fra mig), så hun blev meget positivt overrasket over softwoolsilkens blidhed. 

Lykken er, når det lykkes!


Og nu til noget helt andet:

Jeg er faldet over nedenstående fra Hanne Falkenberg. 
Hvis nu modellen havde haft en noget større livvidde og brunt hår, var det fuldstændig som at se min elskede sømand - kort sagt, jeg overvejer at gå i gang med den.

MEN.. det er jo noget af en udskrivning at købe garn og opskrift til den (det er noget billigere og hurtigere at strikke til børnebørnene!).
Nogen, der har erfaringer med den model (altså sweateren)? 
Er den så lækker, som den ser ud til? 

For så vil jeg i gang!



Tænksom

Den der lever skjult, lever godt - siges det.

Jeg er meget imponeret af de, der ad bloggens vej formår at dele 'sig selv' med kendte og ukendte mennesker. 
Jeg kan ikke.

Og hvad mere er, jeg vil ikke.
Indeni mig er der et meget privat rum, som jeg ikke føler mig tryg ved at 'dele ud' af, ofte ikke engang til mennesker i min nærhed.
Så når jeg (som for nogle uger siden) totalt krakelerer og må sidde længe i min sofa og slikke sårene, er det ikke noget jeg er i stand til at dele.

Lige nu er jeg igen ved at være ovenpå igen, er begyndt at drysse afsted på arbejde igen, og forsøger at passe endnu mere på mig selv end før.

Hvad har alt det med Nikisgarage.blogspot.com at gøre?
Her har jeg mulighed for at beskæftige den mere almindelige del af min hjerne, mens resten ter sig som et sydende kar af sort væske.
Fjollerierne hjælper mig med at hive mig selv op af moradset. Jeg bruger dem meget bevidst som time-out beskæftigelse, når jeg grubler. 

Jeg er normalt ikke særlig vild med Piet Hein - men det var ham, der sagde:
Den der kun ta'r spøg  for spøg,
og alvor kun alvorligt
- han og hun har faktisk 
fattet begge dele dårligt

Kloge ord!

8 år gammelt ungdomsbillede af Niki

Hver gang jeg skriver, gør jeg en lille 'lakmus-prøve' inden offentliggørelsen:
  • må ukendte mennesker læse dette?
  • må min mor, resten af familien, venner, bekendte og kolleger læse dette?
  • Kan jeg holde ud at møde nogen, der har læst det og genkender mig?
Det blev til lidt løst og fast, usammenhængende. Giver det mening?
Måske.....

tirsdag den 9. oktober 2012

færdig Hitchhiker

Uden billede af det færdige værk - ærlig talt ret dumt!

Se Hitchikeren her hos Ravelry

Her er starten på arbejdet, i dårlig farvegengivelse (det skulle kun være et midlertidigt billede. Belysning og baggrund er også under lavmål).

Starten på arbejdet, i dårlig farvegengivelse (farverne er for skarpe).De tre farver blev gentaget hele vejen, blev dog afbrudt af en 2 riller bred gul stribe ca 3/4 henne på tørklædet.


Garnet. Lækkert at strikke med, varmt (og kløfrit) at bruge.
Hitchikeren blev brugt til gave, til en inkarneret cyklist. Hun blev rigtig glad for gaven.

Og der går nok nogen tid, før jeg igen glemmer at fotografere!!!!


søndag den 7. oktober 2012

Synes IKKE om

Mit mandagsprojekt:
en dobbeltaftale med tandlægen.

Så hellere de sædvanlige (oversprings)fjollerier:
















Men uanset hvor meget jeg finder i billedgemmerne, kan intet få mig til at glemme den kommende, truende mandagsaftale... 

Jeg ville meget hellere


Ét gode er der: 
Garnforretningen ved siden af... 
- Selvom det måske kan betyde en nulstillet rygradsmåler i øverste venstre hjørne.

Måske kan jeg overtale mig selv til at nøjes med det nøgle garn, jeg er sendt i byen for at købe til en anden.
Kommer an på, hvor ond han er, utysket med boremaskinen...


torsdag den 4. oktober 2012

mus i mit hus

Sikke et hus
mus i mit krus
rotter på potter
katte med kutter
og 5 hottentotter
der sidder og prutter

- skrev Halfdan Rasmussen.

Vores allesammens højtelskede Garfield (RIP siden 2007 - han blev 13 år gammel) 
demonstrerede allerede i 2004, hvordan en mus rettelig skal håndteres


For en uges tid siden så der således ud i viskestykkeskuffen:

Kattene fik en opsang for at lege med maden indendørs.
Mus skal myrdes og ædes, ikke slippes fri i køkkenet!

I dag kom jeg til at tænke lidt mere seriøst - måske havde musen ikke kun spadseret ovenpå de rene viskestykker og grydelapper????

Klog tanke, desværre - der var leget huleleg i næsten alle etager af alle mine sirligt foldede, renvaskede viskestykker, karklude osv.
Nu er alt fra skuffen lagt til kogevask, og skuffen er vasket og rodalon'et.

Næste kloge tanke var skuffen ovenover, den med mel, ris og gryn...................................
Mus kan bedst lide majs- og rismel, men ris kan også bruges som proviant til hulelagene. Det man ikke gider æde, skider man i.

Mind mig om at jeg skal have købt mere Rodalon, og store affaldsssække. Der gik en del til.

Dagens planlagte projekt, rengøring af bad og køkken er til gengæld blevet udskudt, da alle klude ligger i vaskemaskinen.

S...... mus!
Møgkatte!


Godt man har verdens bedste læsestof at underholde sig med,
mens rengøringsudstyret bliver vasket rent for musehømhøm'er

onsdag den 3. oktober 2012

Nessie af softwoolsilk



Blev for allerede flere uger færdig med denne her Nessie i karrygul og orangerød softwoolsilk. En gave til en 60 års fødselar.
En ganske ung fødselar, må jeg lige erindre om det. Vi på 60 er ingenlunde affældige (tror jeg nok).


Garnet fandt jeg i en nedsat/rodekasse hos Dorthe, dengang hun havde sin fristelsernes hule midt i Vejen by, længe inden Garn-garagen blev opfundet.
Jeg har læst mig frem til at det ved (forsigtig hånd-)vask bliver blødere og mere 'puffet' - ideelt til tørklæder. Det er i hvert fald varmt!

Jeg tror nu også, jeg kunne finde på at købe mere af det engang, til et eller andet lækkert stykke tøj til mig selv.....

mandag den 1. oktober 2012

Thurø

Vi har været på campingweekend, her allersidst på sommersæsonen. Det næste halve år må vi 'nøjes' med vinteråbne pladser.

Vi smed den slæbbare på krogen og tog til Thurø, en lille ø lige uden for Svendborg.

Camperede hos Knud på Møllegårdens camping. En lillebitte plads (61 enheder) helt ned til vandet. En absolut anbefalelsesværdig plads, hvis man (som vi) ikke er til "tivolicamping".
Nedenfor lidt af udsigterne fra campingvognen:
 

Købte brød og kager på Thurø bageri.
I baggrunden bagerens gamle, remtrukne æltemaskine
Nøj!!! Her anvendes ikke færdige melblandinger. Sikken en forskel!
Vi kunne ikke på en weekend nå at gnave os igennem udvalget, selvom vi gjorde et hæderligt forsøg. 
Til venstre 1½ rugbrød med tranebær. I midten et chokoladenøddebrød, til højre et mandelbrød.
Jeg faldt fuldstændig for nogle små rugbrødsstænger med Vhalronachokolade (spiste dem uden noget, som kager!), for et (lille) rugbrød med tranebær (super til ost) og for chokoladenøddestængerne.
Manden bliver stadig fjern i øjnene, når han tænker på deres scones (superlækre, høje og velsmagende) og deres mazariner.

Om ikke for andet ville bageren være en tur til Thurø værd. Vi skal i hvert fald lige gøre omvejen, når vi fremover kommer i nabolaget.
Manden påstår, at det er bagerikædernes skyld, han blev nødt til at læse til navigatør (styrmand).
Men på Thurø kan den gode, gamle bagerposenavigation stadig anvendes.

Var lørdag en tur i Svendborg og hvor vi besøgte Børsenbar, så deres Marthastue og nød en aldeles fortræffelig frokostplatte, med øl, snaps, kaffe og kage.
Med indlagt levende jazzmusik. 

Om søndagen var vi til fødselsdag. Gaven var et hjemmestrikket sjal - og jeg har glemt at få det færdige værk fotograferet.
Skal lige spekulere lidt på, hvordan jeg grejer at få det sjal beskrevet......

Det har været en weekend i grubleriernes tegn for mit vedkommende.
I omgivelser, der var ren lise for sjælen.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...