onsdag den 30. maj 2012

På pindene for tiden...

Jeg er i gang med en lille trøje, efter en af de opskrifter, der i hvert fald ikke vil blive gemt.


Opskriften (endda en babydrops opskrift) er fuld af fejl. 
Hvad stiller man fx. op med en linie som denne: "Derefter lukkes 2 m af i hver side på næste p der af der af der af der af der af der af der af mod halsen bak." (og det er ikke det norske ord, der volder mig problemer)?


Jeg overlevede kroppen, men da jeg så nåede til et ærme, der kun skulle være 14 cm langt opgav jeg. Fandt i stedet en gennemprøvet opskrift med gode målangivelser frem og strikkede ærmet efter den. 21 cm langt. 
Billedet er af et udsnit af det første ærme.


Farverne er svære, rigtig svære at gengive, men de ligner faktisk helt hæderligt, efter lidt farvekorrektion i billedprogrammet. Der er lidt selvlysende over den lyse grønne, og over sammensætningen med især den turkise.


Det bliver en "skarp" trøje, ret flot, når jeg selv skal sige det. Den skal nok blive vist frem, når den er færdig og afleveret.




mandag den 28. maj 2012

Hundehegnet, velsignelser og ulemper

Eller Dumme hund 3.

Vi går ikke ind for at forhaste os her på matriklen...

For nøjagtig 5 år siden nåede vi frem til den erkendelse at vores ustyrlige løbehund ikke var i stand til at administrere at løbe frit omkring.
Selv om han blev nr. 3 ud af 10 mulige på hundeskolen, er indkald så absolut ikke en disciplin han dyrker herhjemme. Placeringen siger vist mest om niveauet hos de andre hunde.

Vi så to muligheder, snor og hundegård. 
Og i begyndelsen måtte det hedde (lang!) snor, indtil vi fik etableret en passende hundegård.
Med passende menes en STOR hundegård, med mulighed for at løbe, grave og gemme sig. Min hund skal ikke opbevares i et lille tremmebur ude!


En lokal jæger (med en super luxus jagtejendom) tilbød gratis Poda vildthegn i mængder, mod selv at tage det ned, så vi drog af sted med boltsaks, trailer og handsker.
Og hentede ca 4 km hegn...................... det tog nogle weekender.
Det hjemhentede blev lagt i depot, hvor det efterhånden er helt overgroet af brændenælder.

Lidt af hegnbunken.
Sådan ser den stadig ud, det kan dårligt ses, der er taget noget af den.
 Men i den sidste tid er der sket ting og sager, i HØJ grad takket være en stor indsats af børn og svigerbørn, og nu er hundehegnet en brugbar realitet. 
Ikke helt færdigt, bl.a. mangler der låger, men hunden er mere end godt tilfreds. 
Han bor helst ude fra tidlig morgen til sen aften - sikkert gerne hele døgnet, men der sker for meget der skal bjæffes af i skumringen, så der bliver han hentet indendørs. 



Ud over de manglende låger rummer den indhegnede have kun én ulempe.....
Den er tydeligvis et indkaldfrit område. 
Ligesom resten af den store verden.
SKAL vi have kræet ind, må vi ud med en snor og hente ham.... 

søndag den 27. maj 2012

Vand i haven

Jeg vil benytte lejligheden, i disse varme, solbeskinnede, knastørre dage, til at gøre lidt reklame for den her, lidt meget underligt udseende sag.


En vandingspose! 
En plastiktingest, der med et minimum af arbejde befrier mig fra en hel masse dårlig samvittighed overfor nyplantede, tørstige vækster.

Siveslange under posen
Ud over at sikre (effektiv -uden fordampning) vandforsyning, skygger posen græs og andet ukrudt væk fra det nyplantede. Og ifølge både min anlægsgartner (svigersønnen) og min træspecialist (naboen) er græs omkring nyplantet den rene dræber.
Posen forhandles her
De var hurtige til at levere, da jeg bestilte - og hurtige til at rette en fejl, de havde været uheldige at lave ved forsendelsen.


Min have er ikke normal! Det er mit hus, mit liv (manden og jeg) heller ikke. 
En alt for stor del af det grønne i haven er højt græs, tidsler og brændenælder. Det høje græs skjuler kæmpe muldvarpeskud, mærkelige huller og sten.
"Udsmykningen" består primært af glemte haveredskaber, byggematerialer, brændebunker, store sten og biler uden plader.
Det er noget værre rod!
Det skal lige siges, at jeg på ingen måde har glemt min drøm om en smuk og skøn have. Og det skal nok lykkes mig!

Jeg har boet betydelig mere velordnet, end jeg gør nu. Men jeg har aldrig været lykkeligere for mit liv. 
De "rigtige" ting og pyntelige omgivelser er ikke ensbetydende med lykke. For mit vedkommende er samlivet med min dejlige mand alfa og omega. Så skidt med at han er helt håbløs på nogle områder. Han er dejlig!


Ukrudt, sol og skrotbil i smuk forening

lørdag den 26. maj 2012

Se nu stiger solen

Solopgangsbillede fra Rødsand vindmøllepark. Fanget på mobiltelefon af min bedre halvdel på natarbejde.


Nogle af vores salmer er så betagende smukke. Til dem hører i allerhøjeste grad "se nu stiger solen", den smukkeste hyldest til den sol, der i så rigt mål forgylder os i disse dage.
Hør den sunget i en fin udgave her

Menneskelivet - Morgen
754
Se, nu stiger solen af havets skød
Mel.: Lars Nielsen 1891
Oluf Ring omkring 1915
1
Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!
2
Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.
3
Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!
4
O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
Moder, søster, elskte: min kærlighed!
5
Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud -
o du milde Fader, min skaber, Gud!
6
Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.
7
Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!
Jakob Knudsen 1891.


fredag den 25. maj 2012

Grim, men smuk - eller bare overvældende?


Jeg har i min vindueskarm nogle planter, kun en mor kan elske, indrømmet.
Denne (en forfærdelig gammel bladkaktus) er én af dem.
Den er over 60 år gammel. 
Jeg har fået den i arv fra en moster (ingen anden ville eje grimrianen!), som igen havde arvet den fra sin moster (med samme begrundelse, den med grimrianen).
Den ældste moster kan jeg svagt huske som en meget gammel dame, der pludselig boede et helt forkert sted (= flyttede på alderdomshjem), med alt for lidt plads og ikke nær så hyggeligt som der, hvor hun boede før. Hendes seng stod i stuen! 
'Storemosteren' (det kaldte vi min mors mostre) døde det år, hvor jeg var 10. 
Jeg er ikke helt klar over hvornår hun kom på alderdomshjemm. Måske 2-5 år før.

Mosteren som arvede planten døde for få år siden, hun blev ikke særlig gammel. Kun 85. 
Det er en ung alder at dø i for en kvinde i den familie.


Det meste af året (>11 mdr) er planten bare gennemført styg at se på. 
Vinteren igennem bliver den (og resten af kaktus- og sukkulentflokken) totalt forsømt, får absolut ingen vand og ikke ret meget varme.
Når foråret og lyset kommer, tages de til nåde og får lidt mere omsorg. Varme og vand.


Og her er så resultatet. 2 blomster, hver med en diameter på ca 15 cm (og to knopper).
Smuk eller bare overvældende? 

Jeg ved det egentlig ikke. Ét eller andet sted er den bare så meget for meget .... For voldsom. 
Svulstig.

Måske er det meget godt, bladene ikke vokser særlig godt til. Så behøver jeg ikke prakke andre stiklinger på.

Ét er dog helt sikkert: den bor godt her, og jeg er glad for den og dens historie. Mere er der vel egentlig ikke at sige om den ting!

God solskinspinse, allesammen.

tirsdag den 22. maj 2012

Og gøgen sad i Ellen...

Sød lille kanon:
En gøg i hånden....
Billede fra Gedser fuglestation 

Jeg gik mig ud om kvælden hvor skoven stod så smuk,
Og gøgen sad i ellen (elletræet) og kukked' sit kukkuk
kukkuk, kukkuk, kukkuk-kukkuk-kukkuk
kukkuk, kukkuk, kukkuk-kukkuk-kukkuk.

Sød, ja, men hvor var jeg træt af den i skolen. 
Hver gang vi kom til det med elletræet, vendte hele banden sig om, pegede fingre og grinede, ad den dumme gøg, der forventedes at sidde på mig og kukke.
Jeg har i denne kvæld gået omkring i min have, arbejdet lidt og lyttet meget til fuglesangen.
Gøgene i området er nærmest ved at gå bersærk, man kan bestemt godt fornemme at det er lydlige grænsepæle, de banker ned omkring territoriet. 
Først den ene, så den anden, så den tredje - og så den første igen.
Svalene gør sig også gældende. 
De er nogle frygtelige gadedrenge, som nok skal spotte enhver kat i området. Ser de en kat, bliver tonen rigtig skinger og de rotter sig flokvis sammen om at bombeangribe den søde lille missekat. 
OK, der er grund til hadeadfærden. Mine misser har ingen hæmninger, når det gælder spiseligt bytte. Svaler står helt klart på menukortet.
Lærkerne hænger storsyngende under himlen "som et fjernt bevinget frø", som Halfdan Rasmussen skrev.
Og så er der alle de andre - gransangere, fasaner, skovspurve, stære, krager osv, osv. 
Der er mange steder, man kan høre fuglesang, fx. her
Lydtapetet indeholder også landevejslarmen. Landevejen bebos af talrige biler, lastbiler, busser, traktorer og MOTORCYKLER. 
Jeg har bestemt ikke noget imod motorcykler, men jeg har noget imod dem, der ser et lige stykke almindelig landevej som en opfordring til at eksperimentere med hvor hurtigt kværnen kan flytte sig. 
Det er som om de tror at 80 km/t gælder for hvert hjul. 
2 hjul=160 km/t
Er der ikke noget med at man kan anmelde, hvor politiet med fordel kunne stille måleudstyret op? Det vil jeg forske lidt i. Her kunne være mange gode bødepenge at hente!
Vi har forresten også stilfærdige flyvere. Flagermus!
Jeg er meget fascineret af flagermus. Nyder at se dem flyve omkring på en sommeraften.

Hav en fortsat god uge!

søndag den 20. maj 2012

Retrojakken igenigen...

Om det er jakken, der er for lille, eller bare Villads, der (med sine 9 måneder og 11 kg) er en stor dreng................. så er det jo godt at have to drengebørnebørn med kun 5 mdr imellem. Her er Tibo på 4 mdr med sin smukke mor.

Villads's mor, datteren, må vente lidt endnu på Villads's sommerjakke.
Den skal hækles efter mål og snitmønster, så den kommer til at passe!


tirsdag den 15. maj 2012

hæklet retrojakke til snart 1-årig - opdateret

 Den hæklede jakke til Villads er færdig - så nyt, at jeg endnu ikke har et billede af den med baby.
Opskriften blev bragt i Hendes Verden for ikke så mange uger siden - igen. Det er en opskrift fra 70-erne, der er genoptrykt.
Jeg har ændret lidt småting:
-    jakken er gjort lidt længere. Villads har en lang krop.
-    ærmerne er afsluttede med en lille "manchet"
-    jakken knappes hele vejen ned foran
-    jeg har sat en lille "dusk" i hætten.
I opskriften stod, der skulle bruges 200 g bomuldsgarn. Jeg har brugt 250 g, mest af restebeholdningen.
MEN: Jeg havde ikke så meget turkis garn, og datteren elsker turkis, så jeg måtte jo en tur til pusheren. Som så helt tilfældigt havde tilbud på 4 ngl. bomuldsgarn.
Så alt i alt er garnbeholdningen skåret ned med 50 g. 
Lidt har vel også ret.......


Væsentlig opdatering:

Selv om jeg synes, det er skidehyggeligt stadig at få ønsker om opskriften tilsendt har jeg for (egen) nemheds skyld lagt en link til den på fanebladet "opskrifter, fif og fiduser".
Men skriv stadig gerne, hvis der er noget, jeg måske kan hjælpe med.

fredag den 11. maj 2012

morgensang

sunget under dynen på fridagen:

Sig nærmer tiden, da jeg må op,
jeg mærker tis'trangen kommer,

må fjerne dynen væk fra min krop,
ta' badekåben på med lommer...

Hav en god fredag!

tirsdag den 8. maj 2012

What Jeff killed


Jeff the Cat

What Jeff killed er en legendarisk (og ret småskør) hjemmeside. 
Klik kun på linket, hvis du kan tåle at se halvspiste byttedyr!
Jeffs hjemmeside er i de sidste år blevet afløst af en ny, JeffTheGiantOrangeCat.com.

Jeff (ElJeffe) er en stor, rød kat, der konsekvent omtaler menneskene i hans bolig som "staff", og som i det hele taget har et herligt sprogbrug. Fornøjelig læsning for kattegale!
Siden opdateres kun sjældent.






Hvad myrder mine egne dyr?
Hvad myrder de ikke?


Jeg nøjes med nogle få billeder denne gang...


Kattene er igennem årene kommet ind med mus (mange arter), frøer, muldvarpe, rotter, harekillinger, mejser, svaler, solsorte, stære + det løse..


I "gamle dage", da jeg boede tæt-lavt i Albertslund havde jeg en kat, som kom hjem med tørretøj (mest sokker) og en enkelt gang (i grillsæsonen) en velvoksen T-bonesteak. 
Det var en dag, hvor jeg holdt meget lav profil!

Hunden, her med en nyfanget meget stor markmus, nøjes med mus og muldvarpe. 
En enkelt gang opsnusede han en halvstor vibeunge, som det heldigvis lykkedes mig at forhindre ham i at hapse.
Det var vibemor godt tilfreds med.


Jow, man har kun glæder og fornøjelser af at fylde huset med små, søde dyr!
For tiden har jeg Nikihunden og to katte, den trefarvet og en gråstribet.
Nå, ja vi har også en lille, rød kat, men han er bare en reserve, så vi ikke risikerer at komme til at stå helt uden kat.
Man kan jo aldrig vide.
Trods vores 200 m markvej til befærdet vej har vi mistet 2 katte til Kong Trafik. 
Det havde jeg ikke troet ville ske os her.

fredag den 4. maj 2012

Udensogns i solskinsvejr

Italien eller Nytorv?
 Var i går på quickvisit i vor hovedstad, med tog og en enkelt overnatning. 
Den egentlige anledning til besøget var en "min-gamle-mor-omsorgsdag".
Normalt kombinerer jeg besøgene hos hende med besøg hos søn-svigerdatter-2børnebørn og/eller gamle venner/familie. Jeg kan være ret effektiv, når jeg tager til Hovedstaden!
Denne gang besluttede jeg fra starten, at jeg ville tage en solo-bytur i stedet. 

Men:
Havde jeg vidst, vejret skulle være så smukt, havde jeg ikke sparet vægten af det gode kamera væk fra bagagen. Mobilos er ikke særlig velegnet til billeder, der skal ses, hvilket fremgår tydeligt af nedenstående billedspam. 

Gudrun Sjödén kan man altid besøge.
Om det ligefrem er en god idé, kan  bankrådgiveren og 
jeg godt være lidt uenige om ...
Jeg blev penge fattigere (penge er døde ting), men en sommerjakke, en bluse og et tørklæde rigere.
Spiste frokost med denne udsigt.
I den mest infernalske larm, af brolæggere, busser, larmende motorcykler, 
hyl og horn...
og 
en "violin"replayspiller for fuld power, 
Det var ikke engang specielt dyrt, lige godt 100,- kr for for denne anretning.
Passende udvalg, mængde og smag.

Det er i dette forår 30 år siden jeg besluttede at hovedstadsområdet og jeg ikke havde godt af hinanden i det daglige hvorfor jeg - ad snørklede omveje - rykkede teltpælene til jeg endte i det midtjydske. 


Storkespringvandet ligner sig selv. 
Desværre uden Otto Sigvaldi og hans barnevogn med "hindbærbrus og kragetæer".
Barnevognene har ændret sig, mange af menneskene ser ud ligesom dengang.
Og så alligevel.
Dengang var der nogen, der spillede musik ved Helligåndskirken
 (det var en fed biindtægt, når man var på bistand - der kunne spilles mange bajere hjem).
Denne hvidklædte sag, i nervøs velour, med brune sko og snavsede handsker forsøgte at stå stille for penge...
Gjaldt dette pandaernes sag? Det var i hvert fald for varmt til at have et hovede på
Der står vist ikke noget i jobbeskrivelsen om engagement. Det er nok bare at stå...
Rådhuspladsen
Ham her kunne man blive glad af at se på
Jo, menneskene ligner sig selv, som dengang.
Ikke helt så hippiede, men lige så afslappede i solskinnet
Osse her..
Billeder, jeg ikke fik taget:

  • Den herreløse hund, der lystigt lettede ben op ad en udendørs cowboybukseudstilling - 2 gange!
  • Sportscyklisten med to albuestokke i rygsækken
  • og mange, mange flere
- man kan jo ikke nå det hele!

Just på dette sted, i lyskrydset mellem H.C Andersens Boulevard og Vesterbrogade 
(det var et rigtigt kryds dengang) lod min kørelærer mig dreje til venstre sidst på min allerførste køretime - i myldretiden.
Ikke noget klogt sted at bede mig dreje til venstre....

(- men det var ikke mig, der fik smadret hele højre side af skolevognen)

Det ser ikke ud til at kattene har spildt tiden, endsige kedet sig under mit fravær.
Der er fuglefjer og -blod i hele brusehjørnet.
Møgdyr!
 Og nu må jeg hellere se at få hentet hunden fra min gode hundepasser. 
På vejen hjem kunne vi så passende lufte min fine nye sommerjakke i den lokale hundeskov. Selv om vejret langtfra er så fristende som det var i går.

tirsdag den 1. maj 2012

1. maj tale

Erik Henningsen "En agitator på Nørre Fælled" 1899
For første gang nogensinde har jeg overenstkomstmæssig fri hele 1. maj. Det har jeg det helt fint med, selvom jeg ikke har gået i 1. maj-optog siden min ungdom i 70'erne. 
Arbejdernes internationale kampdag har vi holdt siden1889, og den er stadig værd at fejre, selvom dagens arbejdere rent fysisk ikke har megen lighed med datidens

Billede fra arbejdermuseet.dk

Meget er unægtelig ændret siden da...
sexy arbejder fra modkraft.dk
Kæden hopper imidlertid rigtig meget af, når 1. majs hele fridag modregnes i en ganske almindelig arbejdsdag Grundlovsdag.
Grundlovsdagen er det nærmeste, vi i Danmark kommer på en egentlig nationaldag.
Er Grundloven ikke længere værd at fejre? 
Vores Grundlov, som bl.a. sikrer os vores demokrati, ytringsfrihed, ret til at forsamles,ret til at organisere os i foreninger? Er den blevet ligegyldig?
Uden Grundloven (som er 40 år ældre end 1.maj-traditionen) kunne vi slet ikke være sikre på at have ret til at afholde arbejdernes internationale kampdag.

Fjordavisen.nu
Tiderne er ikke til at forlange vores fridage tilbage. I min skoletid havde vi månedslov (fridag) de måneder hvor der ikke var andre fridage. 
Snart er det ikke engang sikkert, vi har St. Bededag tilbage som fridag.

Vi, eller samfundet tilbeder begrebet "arbejde" som aldrig før. Syge og førtidspensionister skal arbejde. Pensionister skal arbejde. Vi skal arbejde mere hver uge....

Mens køen af arbejdsløse vokser. Køen af unge og nyuddannede uden arbejde vokser. 
Skulle vi ikke have dem i job, før vi andre "fastholdes" i de stillinger de er uddannede til at overtage?


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...