mandag den 29. september 2014

Ta'r lige en slapper...


Her foregår meget.

Lidt for meget efter min smag.
Så jeg vil helst bare sidde og strikke. Har nyt projekt på bedding, når jeg lige har afsluttet nogle af de nuværende




Niki overvejer at gå til audition, han vil gerne spille Pippi Langstrømpes hest.




Den grå strikkeeminence..



Jo, her er gang i for meget.
Jeg er kryptisk i mine udmeldinger, er nødt til at være det, for vi står vistnok i et vadested. Et delta på størrelse med Nilens, tror jeg.

Jeg skal have lidt ro på og går i flyverskjul et stykke tid.
Ét er ganske vist: det her handler ikke om nogens parforhold. Vi kan ikke undvære hinanden, Finn og jeg.

Jeg skal bare passe på mig, på min ADHD (Christine Feldthaus mener ikke man kan regne folk uden en diagnose), min PTS, min sensibilitet, min byld på ryggen, min -- og det hele.



Jeg har det godt, men det er fordi jeg er blevet bedre til at trække mig.



Min svaghed er min styrke.

Jeg har svært ved at være så svag som jeg føler mig. Svært ved at søge og modtage hjælp.
Jeg er meget bedre til at skrue en overflade (af teflon) på. Sådan har jeg altid været. 


onsdag den 24. september 2014

Åh nej, ikke nu igen!


Vores søde, røde, altid skrupsultne Alfred fik et mindre hosteanfald i sofaen i går aftes og ????????


Han kom ikke og hyggesov i nat.
Han var ikke lukket inde i campingvogn eller garage.
Han lå ikke i vejgrøften i morges.
Han kom ikke til spisetid i morges - DET er vistnok ALDRIG sket før.


Så vi har været bekymrede og lidt stille i formiddag.
Talte lidt om at tilværelsen som helt dyrefri vist var tættere på end vi havde regnet med (Alfred kom til som killing for 2½ år siden. Nikihund er næsten 10, Arrigmissen 14½ år gammel), og vi har planlagt ikke at erstatte de bortgåede dyr fremover.





Manden havde dog helt tydelige røde kattekillinger i øjnene (han vil godt nok ikke indrømme det, men det havde han altså)

Alfred er hans kat og det er de to der plejer at sove i arm (mens jeg tager mig af det knurhårede rivejern).









Lykken tilsmilede os heldigvis ved 11-tiden, hvor en meget våd og sulten Alfred vendte hjem fra Gud-ved-hvilket eventyr og forlangte mad øjeblikkelig.




Det var dejligt at gense ham, og der faldt vist også lidt ekstra i madskålen.
Tænk at man kan blive så afhængig af sådan et lille (af og til møgirriterende) rovdyr.



søndag den 21. september 2014

strikkedyst igenigen


Det skulle så ikke være mig, der løb med den endelige sejr i Den store Strikkedyst    :'(

Forstå det hvem der kan.
Billede herfra

Inden det følgende læses må jeg lige pointere, at jeg hverken er sur, gal, fornærmet eller føler mig uretfærdigt behandlet af showet. 
Mor er ikke vred, mor er skuffet ;-)


Det er et show, og showets vigtigste formål er at tiltrække seere. Programmet og dommerne sætter dagsordenen, og den er ikke til diskussion.



Men der var ting, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg havde haft muligheden for at bestemme opgaverne.

Teknikprøven, babysokken, var helt fin. 
Jeg nåede næsten at få sokken helt færdig, men blev forsinket undervejs fordi jeg lavede en fejl ved hælen. En fejl, jeg valgte at rette (fordi jeg tror den var blevet opdaget, med minusser til følge).
Uden fejlen var jeg vist endda blevet først helt færdig - men hvornår har nogen lavet et strikketøj, der ikke skulle rettes fejl på undervejs?

Men at dommerne i udsendelsen stod og talte om at den var ujævnt strikket - uha, der var de tæt på et smædebrev herfra! 
Sådan nogle snuder.................................... 





Den 'kreative' opgave derimod..... 


At få stukket opgaven "I har tre timer, strik et halstørklæde" ud, var i sig selv en mavepuster. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre (selv om Christel S i udsendelsen mente at det var muligt), næsten uanset hvordan det gøres.

Det andet ben på opgaven var at værket skulle være kreativt og fortælle noget om os selv.
Aloha.....



Jeg synes, dommerne herfra har svært ved at finde deres egne ben. De klager i udsendelsen over at deltagerne ikke har valgt anderledes garner og over at de ikke finder os kreative nok.

Men ender med at udvælge de fire der har strikket de pæneste tørklæder, med traditionelle garner, og med indstrikkede mønstre i forskellige farver. 
Ingen hulstrikninger, ingen rendemasker, ingen reel vildskab i det strikkede.

I virkeligheden fire ret ens stykker, selv om de ser forskellige ud.



Selv i 11. time, da jeg stod på gulvet sammen med Irene, troede jeg jeg havde en chance. Fordi mit strikketøj var så anderledes end de tre der allerede var sluppet igennem nåleøjet.




Men nope, der blev ingen overnatning på Gram Slot til mig. 
Jeg havde ellers glædet mig til at skræmme livet af slotsspøgelset.


Men det var dejligt at komme hjem og blive trøstet af min skønne mand.



Set i bakspejlet var det ikke dumt at ryge ud. 

Det var vildt svært, men det havde næppe været lettere at ryge ud på et senere tidspunkt (HA! nu efterrationaliserer du Ellen).
Det var mange timer, der kunne være gået til optagelser. Jeg havde slet ikke brug for at være så meget væk hjemmefra i begyndelsen af min arbejdsfri tilværelse. Jeg havde brug for at nyde at være hjemme.

Og efter bare den ene dags optagelser var min ryg i baglås, og der blev den i flere dage. Stolene var ikke gode at sidde i.




Jeg er som en korkprop i vand. Kan godt dykke nedenunder, men kommer altid op igen. Er stadig ærgerlig over at være dømt ude, men er også ret ligeglad med det. Det gik som det gik, og det var en oplevelse at få prøvet noget så tosset som en strikkedyst.


Hav en god uge, alle.










torsdag den 18. september 2014

Væsentlig strikkedystopdatering


Jeg begynder at klæbe til skærmen allerede nu på lørdag, d. 20. september. 
TVsyd har byttet om på de første to programmer. 
Forståeligt nok, de ved at netop jeg vil kunne trække seere i tusindvis til ;-)

Det er endda muligt at se programmet på puteren her allerede i morgen aften, 24 timer før den 'rigtige' TVudsendelse.


Jeg skal nok kommentere min debut som TV-verdensstjerne, men gør det nok først på søndag.



Ingen strikkebil'der, I får lidt 2 uger gammel morgenstemning fra Broagerstrand camping i stedet.









onsdag den 17. september 2014

Sig nærmer tiden....


Snart ruller min store debut som realitystjerne over skærmen.
Programmet har egen hjemmeside, http://www.tvsyd.dk/strikkedysttv, hvor udsendelserne kan ses/genses.
1. udsendelse sendes næste lørdag, d. 20. september, men I (alle mine trofaste fans og klakører) må vente en hel uge ekstra, til d. 27. september før I får bare et lille glimt af mig.
Glæd jer!!!!!



her



søndag den 14. september 2014

Hvor har den været hele mit liv?

Eller:

Nu med overlocker.....



Jeg har ikke tid, jeg leger!
Syr fladt og rynker og rullesøm osv osv osv på små tøjstykker. 
Utroligt hvad sådan en kan!




Men selv en overlocker kan nu ikke just bringe Alfreds morgenurin i svingninger.....



onsdag den 10. september 2014

Fri os fra sommerfuglen!



Når man så'rn ligger og kører deruda' på de danske motorveje kan som bekendt både den hjulede og de hjulbenede komme til at trænge til lidt forsyninger.

Faste eller flydende....



Det er vel velkendt at man ikke skal tanke brændstof langs motorvejen, hvis man har sin økonomi kær.
I går så vi en prisforskel på næsten 1½ kr for en liter brændstof, med få km's og minutters forskel. Fra motorvejstanken (som den dyre) til den nogenlunde nærliggende billigtank.
Men også inden for samme benzinkæde er der prisforskel på motorvejen eller anden beliggenhed.

Hvor der er benzin langs motorvejen er der mulighed for at købe såkaldt mad. 
Ved langt de fleste tanke ligger der en Monarch (Korsør er vist eneste undtagelse).

Jeg vil ikke på nogen måde kritisere Monarch's "mad", slet ikke - jeg kunne alt for let komme i karamboulage med injurielovgivningen. - Og så er det nu heller ikke billigt...


Vi foretrækker ALT andet!




Det kan lade sig gøre at finde knapt så fabriksagtige steder. Ret let endda.

Man skal se efter rastepladser uden tank, eller rastepladser uden direkte adgang fra motorvejen (som OK ved Holsted, spisestederne ved Korsør).


Jouw, jouw, man kan s'mænd sagtens få skodmad på de steder også. Det er ingen kunst.

Forskellen er i variationen, at et måltid ikke er totalt ens fra den ene til den anden til den..... osv.
At de små "enlige svaler" rummer nogle overraskelsesmomenter, noget uventet.



Hvad motorvej angår er vi også kræsne ;-) . 
Kan vi undgå motorvejene, gør vi det. Det koster ofte lidt (sommetider lidt mere end lidt, ups) på tiden, men er ofte kortere i km.


Det handler for os om at gøre turen til en oplevelse i sig selv, i stedet for bare at være noget der skal overstås. 
Det har vi nu altid været gode til, og vi arbejder konstant på at blive endnu bedre!




Forrige weekend var vi til bryllup i Sverige, nær Helsingborg. 
Gps'en mente motorvej over Malmö. Vi kørte over Ringsted-Roskilde-Hillerød-Helsingør-Helsingborg.

Vi sparede næsten 40 km, så en masse, spiste Brostrædeis i Helsingør, sejlede stille og roligt med færge, og havde i det hele taget en dejlig tur.

Samme rute på vej hjem (dog uden is, vi var stopmætte efter brunch i det svenske). 
Meget heldigt, for det var dagen efter vejret, hvor motorvejen ved Malmö var spærret og trafikken omkring København vist var ret kaotisk.

Behøver jeg sige at vi havde en skøn tur, med glimrende aftensmad ved Korsør?





Vi er i den heldige situation at vi i efterårets løb skal til Sverige igen, denne gang på en rigtig ferietur. 



Også til den tid agter vi at gøre selve rejsen til en oplevelse, således at vores ferie starter straks vi forlader matriklen.





Alle billeder er tyv-brand-stjålet fra nettet. Ingen nævnt, ingen glemt.





mandag den 8. september 2014

Jeg (op)lever fortfarende!


I kender godt den med efterlønnere, der til bevidstløshed beklager sig over deres manglende tid, ikk'?

Så det vil jeg ikke spilde nogens tid med......



1. billede herunder kan I ene og alene (næsten) takke Mosekonen for.
For havde jeg ikke fået fingre i noget af Toves helt vidunderlige håndspundne garn, havde jeg aldrig fået den idé at strikke mig den her poncho i "fri dressur". 
Med indlagte historier i mønstrene.

Allerøverst lidt forskelligt 'pjat', pletter og striber...

Så en række "dansende kællinger" fra "strik med nordisk tradition".
Under den en bølgelinie, taget fra Helenes kattetrøje.

Så kommer et stykke, 'snuppet' fra en trøje, designet af Vithard Villumsen, som var den ene dommer i "Den store Strikkedyst", som forresten snart ruller over skærmene.



De nederste rækker er ren strikkehøjskole, der er 'bomber', rib med to tråde og Icordkant.

Eneste problem med den er at det er så umuligt at tage et ordentligt billede af den. I må nøjes!


Den er skøn at have på og giver mange kommentarer.

Om garnet er at sige at det er superlækkert ogvanvittig fint spundet. Min 'spindende' kusine var meget imponeret, da hun fik fingrene i det.  
Så fik du lige den, Tove <3 !




Vi har været sydpå, med en afstikker helt til det store udland! Til generalforsamling  i Campingforeningen Back to Nature, afholdt på Broagerstrand Camping

I sol og regn og godt selskab.
Billedet herunder tog jeg lige inden vi startede hjemturen. Inden regnen faldt!


Pladsen kan anbefales. 
Den er ikke stor, men mangler intet, og har nogle ualmindeligt søde ejere. Prøv den!



Lørdag eftermiddag var vi på fællestur (med foredrag) til Frøslevlejren.
Det er fælt at høre om og se hvad mennesker har udsat (og udsætter) hinanden for. 
Jeg har et familiemedlem, som tilbragte krigens sidste måneder som interneret. Selv om Frøslevlejren i sig selv ikke var slem, har de måneder haft mange, mange års grim betydning for den pågældende.




Slutter lige med lidt skilte- og sprognørderi. 
Det skal den anden "Ellen Ordspasser" ikke have helt patent på!

Stør, størrer, forstørret...
Kvickly, Vejen

Det må prøves! Jeg har aldrig før hørt om lagkager over småkager.
Hvordan får de småkagerne til at forblive sprøde?
Den gamle kro, Gråsten

(klik billedet større)

OK, som danskskrivende tyskere er de vel en lille smule undskyldte.

De skal i forvejen holde tungen ret lige i munden, med sch og tre r'er lige efter hinanden.
Så kan man vel næsten ikke forlange at de også skal have styr på sammensatte navneord (når ikke engang danskerne kan huske at bruge dem korrekt), eller på at en bakke ikke har noget med en bag at gøre.
Scandinavian Park, Flensburg






Jeg har forresten osse fået prøvet Running Sushi. 
I Kolding. 
Det var godt, og ikke særlig bekosteligt.
Og der var nok af det.....






mandag den 1. september 2014

Stille weekend


Jeg har bestemt ikke haft en stille weekend!


Vi har nemlig været til bryllup, i Sverige/Skåne af alle steder. 
Hvilket for os betyder en tur gennem Helsingør. Visse steder er for vigtige til at sortere fra!




Nevøen sagde ja til sin smukke svensker, og der var stort kalas, nærmest over flere dage. Vi var af sted fra fredag til mandag.


Temaet var i høj grad svensk/dansk.




"Min" Helene venter spændt i kirken.





Man bærer da sin brud...





- men det var lige ved at gå rigtig galt...






Når man er Tibo på to½ år holder selv den fineste smoking ikke faconen ret længe. Posen med ris og to sten er meget, meget vigtigere.




At spise bryllupskage......



Jeg har selvfølgelig ikke spildt tiden på den lange køretur frem og tilbage, ej heller i stille stunder på Vandrerhjemmet.
Garnet er superlækkert, af silke og viscose, men at tale om strikkefasthed er det rene latin for det. Så det bliver (igen) et værk, hvor jeg må måle og regne ud undervejs.
Og hvor jeg er noget nervøs for om mængden af indkøbt garn er tilstrækkelig....


Jeg har et udpræget had/kærlighedsforhold til farveskiftende garn. Jeg falder for det og køber det gerne, men er egentlig ikke så vild med de regelmæssigt gentagne striber det kan give - og som det her så tydeligt giver.
Det var ikke meningen, blusen skulle være tværstribet, men det bliver den, basta!
Heldigvis er de blå nuancer meget denimfarver, så blusen bliver fin over et par cowboybukser.




Jeg havde ikke PC med på weekend, kun phonen (minipc'en), men antallet af spammails i weekendens løb på den her side gjorde lige det hurtige udslag. Så mange ligegyldigheder gider jeg ikke!

Så nu er der sat kommentarmoderation på. Desværre :-(






Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...