søndag den 25. maj 2014

Niecen fik barn og barnet fik tøj.


Familiens unge får piger i år. 
Den nye unge dame herunder er årets nr. 2 niecedatter (og hun har endda fået lov at videreføre det ene af min mors fornavne). 


Hun er iført en trøje fra grandfasteren her, og dertil en blomstret hat, der matcher de blomstrede knapper. 
Godt gået, niece!




Herunder trøjen fotograferet inden den blev afsendt, med den kjole den skulle høre sammen med. 
Blå, fordi piger ikke altid behøver at være i lyserødt.


Menmenmen.........                 Størrelserne passer ikke helt sammen, og trøjen er ved at blive for lille, inden kjolen rigtig kan komme i brug. 

Der er kun ét at gøre: Ny, større trøje!
Det er ét af de næste projekter på planen.



Trøjen er den 'store' størrelse af denne her, og kjolen er en Fiona (i mindste størrelse). 
Begge strikket i ganske ordinært bomuldsgarn og monteret med de sødeste blomstrede træknapper fra Tigeren.





Slutter med lidt gult og grønt efter alt det blå og hvide.

Selv ukrudt og en gammel plæneklipper kan fornøje øjet!





fredag den 23. maj 2014

Dagens godeste nyhed



Billede fra MadamSif.dk

Dagens skønneste nyhed er uden sammenligning at Sif (tidligere anarkistens ægte kogebog, anarka.dk) er begyndt at mad/kage/rejseblogge igen. OG fotografere, ikke at forglemme.

Jeg kan slet ikke forklare Sifs måde at skrive på. Jeg har altid elsket den. Sif er aldrig kedelig!


Sif er mester for de bedsteste, mest svulstige og gennemarbejdede opskrifter.

Og så er Sif en skøn underviser, både på skrift og i det virkelige liv.




Jeg kæmper med nedenstående:

Et af tidens strikketøjer. 
Fødselsdagsoverraskelse, ind imellem af irriterende svær kaliber.
Faktisk så svært lige her at jeg ikke strikker den del ret længe ad gangen.



Har heldigvis nok af lettere projekter at kaste mig over...



søndag den 18. maj 2014

Det er ikke helt det samme, men det ligner....


De ældre blandt læserne kan vel huske Benny Holst og Arne Würglers fine sang. 
Fra dengang, der var protestsange til.
Jeg kan desværre ikke finde den på youtube.


Indlægget her handler om noget helt andet. Om en gave til en god ven.



Første billede viser presenten, umiddelbart inden indpakningen i fin cellofan. Hammeren hører ikke med, den er blot endnu et eksempel på min tossede sømands ofte ret fritflagrende fantasi.


Dette er en gør-det-selv-anvisning, men for fuldstændighedens skyld tager jeg den bagvendt:


Uden flag.
'Flødeskummet' er lavet af sæbespåner og vand!
2½ dl sæbespåner piskes med 1 dl varmt vand. Virker skummet for flydende, tilsættes lidt flere sæbespåner.

'Lagkagen' er ikke forenelig med motorvejskørsel.

Glasuren er pyntet med (spiselig) guldpynt.
Læg 'glasuren' på et døgn før 'flødeskummet', så den kan nå at tørre godt op.

'Glasuren' kan faktisk spises. Den består af en kop mel og en kop kartoffelmel, rørt op med vand og farve til en passende flydende pasta. Vandmængden må man sjusse sig til.
Fad fra den lokale genbrugsforretning.
Punktérfrit trillebørhjul fra Jem&Fix.
Øverst en rund plastæske, evt fæstnet med lidt elefantsnot.

Trillebørhjulet stabiliseres med strimler af oasis.

Et trillebørhjul som gave?

Jo altså, vi skulle hjælpe dem med at læsse noget træ, og lånte derfor en trillebør. 
En fladhjulet trillebør.

Derfor!







lørdag den 17. maj 2014

Ferie!

I onsdags havde jeg dette livs sidste dag som udearbejdende. Jeg er dog endnu ikke 'rigtig' efterlønner, skal lige have slidt 6 ugers ferie op først.

Herligt!


Her er så dejligt ude på landet - men det er næppe klogt at placere en afklædt popo i denne noget forsømte havestol. 
Elektrisk stol uden strøm. 
;-)




Jeg har været rundt i vores udenomsområde med kameraet. 
Det er fuldstændig umuligt at vælge mellem motiverne, der er for mange af de skønne!

Jeg æææælsker mine blomster!!!
(De har naturligvis navne allesammen, og jeg kender også navnene på de fleste. Så bare spørg, hvis der er brug for flere oplysninger.)








Ingen sol på dette billede. Den foretrukne liggeplads er selvfølgelig i skyggen.





De sidste to billeder hører til min afsked med arbejdsmarkedet.


Jeg blev skam fejret og fejrede dagen med fuld bravour.

Startede aftenen før, hvor de nærmeste kolleger blev inviteret i den lokale Bowl'n Fun, til laserskydning, buffet og bowling.

Stor reception på arbejdspladsen på selve dagen, hvor også børnene og deres var med.
Jeg fik overvældende mange blomster og gaver!


Efter receptionen brugte vi nogle timer i Koldings legepark, inden vi tog til Jensens Bøfhus og indtog en bedre middag med fri leg.

Netop legemulighederne var afgørende for restaurantvalget. Alle havde en god oplevelse.




Lige siden (nå ja, alle tre dage) har vi sovet længe herhjemme og nydt livet.


Helt afslappet er jeg nu slet ikke.
Jeg drømmer arbejde hver nat. Overvejer om ikke jeg snart burde sende en timeseddel, så jeg kan få honoreret noget af alt det jeg får udført i nætternes løb.....



søndag den 11. maj 2014

Sidste om strikkedysten i denne omgang.

Næste gang jeg skriver ordet "strikkedyst" bliver til efteråret, når jeg kan begynde at kommentere i takt med at udsendelserne bliver sendt.

Ellers får mit indre sludrehovede nok for svære livsvilkår!


Det har været sjovt og anstrengende at være med. 
Efter hjemkomsten fra optagestedet sov jeg 11 timer i ét stræk! Det er bestemt ikke normalt for mig.

Og så har jeg fået ondt i ryggen, en komplikation jeg bestemt ikke havde forudset. Måske nok lidt forudsigeligt. Jeg er ikke vant til at sidde stille på min flade i 3-4 timer i streg. 
Mon ikke ryggen retter sig, nu jeg er tilbage i min egen gode seng (med min egen gode mand ved siden af).

På grund af Strikkedysten gik jeg glip af uldfestivalen i Saltum, men den kommer heldigvis igen næste år, regner jeg med. Måske jeg til den tid ligefrem er færdig med det garn jeg absolut måtte have med hjem fra sidste års uldfestival ;-)



 Husker I ham her, datterens engang så flotte kat, som i januarkulden måtte lade pelsen på grund af total indfiltring?



Han ser stadig mere ejendommelig end godt ud, men det hjælper da...



På sædvanlig kattevis er er ingen ende på hans hjælpsomhed, når det nyeste tæppe til familien skal præsenteres.

Strikket i kraftig bomuld, stort og tungt som et ondt år (vejer vist lige på den anden side af 2 kg!), men dejlig varmt - og trygt, fordi det pakker sig godt om kroppen. 

Lidt ligesom min barndoms gæstedyner på landet, dem der vist var stoppet med døde høns.
Nogen udover mig der kan huske den der helt flade fornemmelse, når man vågnede om morgenen efter en nat under sådan en solid sag?




torsdag den 8. maj 2014

Nu går det løs. -OPDATERET



Fra i morgen til engang ud på efteråret er der dømt tavshedspligt.....
Jeg pakker og pakker. Tøj og ting..... 

Med et (af mig højt elsket) citat fra filmen "Den eneste ene" er der 1000 ting der skal gøres, for at det kan se afslappet ud.


Forresten har jeg købt garn til "kongeriget" til det kommende barnebarn. 
I dag har vi set billede af en 3D-scanning af vidunderet (en lille pige). Når man lægger scanningsbilledet ved siden af et nyfødtbillede af (snart 3-årige) Villads ligner de udpræget hinanden - kan det virkelig passe at man kan se det 3 mdr før forventet fødsel? 


Hav en god weekend derude.



Opdatering:
Vi kommer skam i TVSYDs nyhedsudsendelse kl. 19.30 i aften!
De kommer og optager os live i eftermiddag.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...