søndag den 8. april 2012

De dejlige påskedages gode mad

Jeg har gjort hvad jeg kunne for at forkæle de unge mennesker, rent madmæssigt.
Det har de nemlig fortjent!

Jeg er ved Gud ikke nogen ørn i et køkken (er dårligt opdraget på det felt), men kan godt tage mig sammen af og til. 
Desværre glemte jeg totalt at tage billeder af herlighederne, så jeg har været en tur i cyberspace efter noget, der kunne blive egnede illustrationer til nedenstående opskriftsamling.

Lemon curd
Saft og skal af 4-5 citroner (1,75 dl saft)
350 g sukker
175 g smør (ikke Kærgården eller lignende!)
4 æg
2 æggeblommer




Hugget billede af lemon curd
Pisk æg og sukker sammen i en gryde og tilsæt smør, citronsaft og reven citronskal. Varm forsigtigt op under omrøring, Efter ca 10 minutter skulle det gerne begynde at tykne (ved ca 70-75 grader - brug evt et termometer) Rør godt, det må endelig ikke koge.
Lemon Curden er færdig, når den kan dække bagsiden af en ske uden at glide af med det samme, ca samme tykkelse som kogt kagecreme.
Hældes (evt. gennem en sigte) på skoldede glas, som straks sættes i køleskabet.

marmeladeglas, hvori der var hjemmelavet lemon curd
Jeg bruger pasteuriserede æg og æggeblommer - det er ikke helt nødvendigt, temperaturen under tilberedningen er høj nok til at dræbe evt. salmonella.
Kan holde sig en månedstid i køleskabet.
Lemon curd kan smøres på ristet brød (ristet rugbrød med lemon curd er ren himmerrigsmundfuld), kan bruges som kagefyld, kan røres op med flødeskum til kagemousse, kan hældes over is osv, osv, osv.     Har jeg bare lavet lemon curd, gør det ikke noget om det øvrige maduvalg er begrænset.      De søde børn klager bestemt ikke, de stornyder!.      Bare den er godt syrlig, curd'en.
Langtidsstegt lammekølle:
I mangel af et billede af retten er her et billede af 2 nuttede lam, meget længe før de er slagteklare.
Ingredienser:
1 lammekølle
3 hvidløg
3 løg
olie
dild
salt og peber

Rids fedtlaget på køllen i tern og gnid den med olie, timian, salt og peber. Læg et hvidløg, delt i fed, i fadet og læg lammekøllen herpå.     Skær hele hvidløg igennem på tværs og løg ved siden af køllen, sammen med almindelige løg, skåret i både.     Fyld lidt kogende vand på, og stil fadet ca 4 timer i ovnen ved 125 grader.      Husk at kontrollere vandet en gang imellem.      Efter de 4 timer øges temperaturen til 175 grader 1-2 timer, så overfladen bliver sprød.      Lad kødet hvile under sølvpapir før servering. Mens det hviler, kan der laves sovs af skyen, gerne med rødvin.

Tilgivelig broccolisalat:

Udgangspunktet (og billedet) for denne salat blev fundet hos Arla.
Jeg har ændret lidt på den.



Dressing:
2½ dl græsk el. tyrkisk youghurt
2-4 tsk rødvinseddike
1½ spsk. sukker
Salat:
300 g bacontern
800 g broccoli i små buketter
2 rødløg i små tern
1½ dl rosiner
1½ dl kerner (salatkerner, solsikkekerner eller peanuts)


Rør dressingen sammen og stil den i køleskabet.
Rist baconen mørk, og læg den på fedtsugende papir.
Smid broccolibuketterne i en gryde kogende vand og lad det lige koge op. hæld det kogende vand af, og overhæld med koldt vand, så kogningen standses.
Bland salaten, hold noget af baconen tilbage til pynt.
hæld dressingen over og vend det hele sammen.
pynt med resten af baconen.


Tilgivelig, fordi den med held kan serveres for folk, der tror de ikke kan lide broccoli ;-)


Sluttelig:
Sifs kartoffelsalat med æble.





Kartoffelsalat med æble
500 g små kogte kartofler
2 søde æbler
2 forårsløg
1 stor håndfuld hakket persille
2 fed hvidløg
3 spsk olie
1 spsk citronsaft
Salt og peber
Bland olie og citronsaft i en skål. Pisk det grundigt sammen. Pres hvidløget ned i og pisk lidt videre. Skær kartoflerne i tern. Udkern æblet, men lad skrællen siddde, og skær det i tern. Hak persille og forårsløg fint. Vend det hele i marinaden og smag til med salt og peber. Lad det trække en times tid inden servering. Hvis du serverer persillen i en skål for sig, kan salaten gemmes til næste dag, ellers skal den spises straks.

Jeg har seriøse overvejelser om at prøve at lave den her kartoffelsalat med vineddike en dag.


Et måltid, så englene sang!



2 kommentarer:

  1. Sikke nogle spændende opskrifter - de skal prøves, og og så er jeg vild med navnet 'tilgivelig broccolisalat'! Her i huset er vi også glade for lemon curd.

    SvarSlet
  2. Jeg har ikke rigtig prøvet at langtidsstege før, det er helt klart noget der skal prøves mere. Kødet bliver totalt mørt, og det smager himmelsk!

    Mht. lemen curd går jeg og pusler med en tanke om at prøve med andre citrusfrugter.... det må kunne lade sig gøre!

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...