priviligeret!

Jeg hører til en eksklusiv flok.
En flok der med tiden vil blive mindre og mindre, i takt med at der år for år kommer færre og færre nye til. Vi, der har mongoler i familien.
Jeg har en søn med Downs syndrom.
Mange tror vi med handicappede børn har et forfærdeligt liv, og fatter ikke altid at vi overhovedet kan klare det.

1986. Min dejlige nyfødte dreng.

Selvfølgelig kan vi klare det.
De fleste kan klare deres liv, med de udfordringer og begrænsninger det indebærer.
Alle børn giver glæder og sorger.Jeg har i alt tre børn, og jeg har igennem årene været stangbekymret for dem alle tre, på den ene eller den anden måde.

2012. Holder tale for mig på min 60-års fødselsdag

Det er vistnok min natur at være bekymret!
I dag kan jeg nøjes med at bekymre mig om den ældste og den yngste. 
Mellembarnet, med sit syndrom og det hele, har jeg ingen grund til at bekymre mig om.
Han har en lejlighed på et supergodt bosted.Han giver og får så megen kærlighed og glæde til nær og fjern familie, til bofæller, venner og personale.Han er næsten altid glad og ubekymret. Kan være sur (hvem kan ikke det?), men det går som regel hurtigt over.
Vejen fra hans fødsel til i dag har været lang, trang og af og til tårevædet 
- men hvis folk vidste, hvor dejligt det kan være at være forældre til et voksent barn med Downs syndrom, ville al fosterdiagnostik blive afskaffet!

Læs lidt om ham her.  Download Søren Kristoffersens artikel "mongoler i en helt særlig klasse". 
Det er min Nils med briller og sort/hvidstribet trøje på første billede.
Det sociale sammenhold i klassen holder stadig, her 5 år efter. Det er ikke længe siden de igen har været samlet, på privat basis.