lørdag den 6. december 2014

Sure rønnebær? Rønnebærsyltetøj er til gengæld godt!




Modne Rønnebær. 
Billede fra nettet


Jeg kunne også have brugt overskriften Strikkedyst.

For jeg ville stadigvæk MEGET gerne have stået som den endelige vinder (sure, sure rønnebør). Men kan også tydeligt se, at jeg aldrig var nået dertil. 
Jeg har fulgt hver eneste udsendelse på nettet, hvor jeg selv kan bestemme hvad jeg vil se. Så jeg har set opgaverne og vurderingerne, og har ikke haft behov for at se mere.


Alt for mange af opgaverne i dystens afsnit har slet ikke passet til mit temperament. Jeg var allersenest røget ud, der hvor en genbrugssweater skulle 'forvandles' til noget helt andet (og hvor mit vildeste forslag nok havde været et pudebetræk). Jeg var i hvert fald aldrig kommet på at lave bukser eller badedragt ud af en ulden sweater....



Jeg havde troet, at der i en strikkedyst ville blive lagt væk på teknik og håndværk.
På brugbart strik, med detaljer, afslutninger, finish osv.

Til smukt strik hører smukke sammensyninger og smukke bagsider. Strikkefasthed, beregning, tilpasning af opskrifter, og jævn strik er i min optik nødvendige dele af at kunne strikke.

Jeg synes ikke, vægten har ligget nok på de rent tekniske elementer i strikningen. Der er i højere grad lagt vægt på 'kreativitet', som bestemt ikke er noget der kan vurderes objektivt.



'Strik fair isle som Christel Seyfarth' - jeg mener ikke, Christel Seyfarth strikker Fair Isle. Fair Isle er (mener jeg) kendetegnet ved små, flerfarvede mønstre, CF strikker store, flerfarvede mønstre. Og forøvrigt giver sådan en opgave en stor fordel til de, der i forvejen har strikket CF-genstande.





De kreative opgaver har været ... ahem. 
Af og til mangler selv jeg ord..


Men at bede deltagerne beklæde en hårbøjle med noget der betegner en hård periode i deres liv, det ville i allerhøjeste grad have været at overskride mine privat-grænser. 
Mine personlige svære perioder hører IKKE hjemme i TV, og slet ikke i et underholdningsprogram.
Præsentationen af hårbøjlerne udartede til det rene kleenexbal, hvor samtlige tilstedeværende vandede den ene hønsegård efter den anden. 
Klamt!

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg ville have honoreret den opgave. Man er jo 'fanget' som deltager i en dyst, man vanvittig gerne vil vinde, og kan ikke bare sige fra (som jeg ville have overvejet at gøre). 
I hvert fald ikke uden konsekvenser for ens fortsatte deltagelse.



Fire gange, dvs. i snit hver tredje gang, er alle deltagere gået videre til næste runde. Når man melder ud, at der skal sendes en deltager hjem hver gang, skal man (efter min smag) ikke lade alle gå videre hele fire gange (så der kan blive 12 udsendelser). Så skulle man måske have holdt sig til 8 udsendelser i stedet..


Jeg har tabt rigtig meget for dommerne i løbet af udsendelserne. Beklager, men det kan ikke være anderledes.


Jeg blev ikke (er ikke) Danmarks bedste strikker. Jeg har en personlig favorit til titlen 'Strikkedystens bedste', men om hun også er Danmarks bedste? 
Det er et underholdningsprogram.



Og jeg fortsætter ufortrødent som mig, min egen Danmarks bedste strikker!


Udklippet 70'eropskrift (sikkert opbevaret gennem mange flytninger og det hele) på syltede pærer med rønnebær.
Det er guf, siger jeg bare.









11 kommentarer:

  1. Jeg er fuldstændig enig med dig i dine betragtninger omkring strikkedysten.

    SvarSlet
  2. ENIG! Har totalt opgivet håndarbejde som underholdning/konkurrence egnet!
    Skuffelsen hænger sammen med oplægget... de forventninger de skabte om indholdet...
    Jeg havde glædet mig til at deltagerne fortalte ud fra deres kunnen, at dommerne havde fortalt i dybden om deres valg, og delt ud af deres store viden...
    Det er bedre hos DK4 eller i noget Søren Ryge slow-tv-agtigt, så jeg kan nyde og få inspiration og gerne baggrundsviden om emnet.
    Tænk hvis nogen turde lave en "Bonderøvsserie" over håndarbejde. Besøge fingerfærdige rundt i landet... og formidle den viden der ligger rundt i de små hjem... Også gerne nogle af de mange forretninger, der er vokset ud af denne strikkemani!
    Mine rønnebær er rivsure!
    Og så har jeg da ikke tænkt dem i syltetøj... gele kender jeg... Men syltetøjet bliver lige sendt videre til kokken.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fed idé til en strikkeudsendelsesrække!
      Eller måske rettere en nørkleudsendelsesrække, for hvor er der dog mange, der laver de mest fantastiske ting af alle arter. Problemet kan bare være at få fat i de 'rigtige' hjemmenørklere, så det ikke igen bliver en promovering af de, der er kendte i forvejen.
      I gaaaamle dage lavede man TV fordi nogen brændte for at vise noget godt. I dag sender man det, der giver flest seere. Se bare på udsendelsen "her er dit liv", som i vor ungdom var en spændende udsendelse med gode historier. Titlen er taget op igen, men nu drejer det sig mest om at få flest mulig til at fortælle om at de kender hovedpersonen. Udsendelsen er blevet totalt uvedkommende at se, den er blevet kedelig.
      nokkenokkenokkke. Allerede Sokrates beklagede sig over tidernes forfald. Det gør vi stadigvæk!

      Slet
  3. Der er valgt forkerte dommere, Christel Seyfarth er ikke en god strikker eller strikdesigner, hun er en smart forretnings kvinde, der har været heldig. Der er ingen god pasform i hendes strik, så det kan hun jo ikke formidle vurdering af.

    SvarSlet
    Svar
    1. CF er vanvittig god til at promovere sig selv.
      Hendes pasform har jeg aldrig studeret, har stort set altid syntes det så for klodset ud - og så skriger det Christel Seyfarth langt væk, og jeg har aldrig haft lyst at være omvandrende reklamesøjle. Jeg har tillige en meget klar fornemmelse af at stort set alt hendes strik er VARMT at gå med.
      Det værste er næsten at så mange af hendes mønstre kan findes i Kaffe Fassetts bøger. Hun har godt nok ikke lavet meget om på sine oplæg...

      Slet
  4. Jeg er helt enig i dine betragtninger. Fra sweater til ulden badedragt - pffftt. Det har da intet med strikning at gøre, og den med bøjlen, ja, den var da ganske enkelt 'klam'.
    Jeg håber virkelig, at de får en vildt dårlig kritik også fra mange andre, så dommerne selv opdager, hvor dårligt folk har syntes om den udsendelsesrække.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror ikke, der bliver megen negativ kritik.
      De, der vil kritisere nedad gider ikke se dysten, og de der ser den klapper ivrigt.
      Der er jo masser, der stadig er helt vilde med madame Fanø og hendes forretningsimperium. Og er man vild med det, stiller man ikke kritiske spørgsmål.
      Min manglende interesse for hende lægger hun nok heller ikke mærke til. Synd for hende!

      Slet
  5. Erklærer mig enig i alle betragtningerne. Jeg har ikke set alle udsendelser, men den med hårbøjlerne var slemt patetisk. Det var en ubehagelig ide. Desuden har jeg ikke set et eneste - jo, vist nok et enkelt - stykke brugbart strik. Jeg er godt klar over, at man ikke kan nå så meget på de timer, der er til rådighed, men så kunne man måske se begyndelsen på noget anvendeligt.
    Jeg har aldrig selv været interesseret i at lave en CS-model - jeg bryder mig simpelthen ikke om dem - men nu har jeg direkte fået antipati mod damen. Ærgerligt, for jeg vil egentlig gerne til Fanø festival igen uden at være sur ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fanøfestival og jeg kender ikke hinanden. Jeg har ikke lyst først at bruge penge på en færge, for derefter at skulle betale for at komme ind på et område, hvor jeg kan få lov at stå i laaaang kø for at få lov at bruge penge på garn.
      Jeg har oplevet så mange fine fiberarrangementer så mange andre steder, savner ikke Fanø.
      Selvfølgelig kunne man have lavet brugbare ting, hvis man havde tænkt den del ind i oplæggene. I stedet for at sætte lighedstegn immelem 'kreativ' og 'JoVildereJoBedre' kunne man jo netop have betinget sig at det var brugbare ting, der blev lavet.
      Og så have haft lidt mere sammenhæng imellem opgave og tidsforbrug, så deltagerne ikke skulle sjuske sig igennem opgaverne.
      Jeg kunne godt give dem en hel del gode forslag, men gider ikke. De er nok heller ikke interesserede ;-)

      Slet
  6. Jeg har heldigvis set den store strikkedyst på nettet, så jeg har kunnet spole over det mest kedelige. Jeg er heller ikke begejstret for udsendelsen, men har haft det sådan, at nu er jeg jo gået i gang og det er også svært at diskutere noget man ikke har set. Så jeg hænger på med fingerspidserne ;) Der er så mange ting i den udsendelse, som er kritisabelt. Hvem kan være kreativ på tid...det er da en proces og jeg ville nødigt skulle vælge garn på et minut og ikke være i stand til at lave mit valg om...mon der er nogle af dommerne der gør det i deres kreative proces, jeg tvivler. Jeg synes også at dommerne får lige lovligt meget reklame.Det er vel ikke dem programmet handler om ...og sådan kunne jeg blive ved. Nej strik er fordybelse, egnet til slow tv og så er det bestemt også et spørgsmål om teknikker og finish. Mange af opgaverne kunne forberedes hjemmefra. sådan at man fik et bedre slutresultat og ikke noget grimt sjusk. I den store bagedyst har deltagerne mulighed for at afprøve sin kage i forvejen derhjemme og det kommer der bestemt flotte og kreative resultater ud af. Puha det var en længere kommentar. Jeg skal selvfølgelig se hvem der vinder...men om det er regionens bedste er tvivlsomt...

    SvarSlet
    Svar
    1. Fnis. Jeg ser ikke bagedyst, fordi jeg synes den giver den kvindelige dommer for meget reklame. Og hende tabte jeg alt for meget tidligt, da hun stod i en udsendelse stod og æltede dej iført fingerringe og kunstige negle.
      I stedet har jeg fulgt sydysterne, både fra England og fra Danmark. Hvor deltagerne også flere gange har haft forberedelsestid.
      Tidsfaktoren er åbenbart en vedtaget nødvendighed i alle dysterne, desværre. Den ansporer ikke ligefrem til fordybelse og omhyggelighed i udførelserne, og det er synd.
      Der synes over hele linien at være en tilbøjelighed til ikke at sætte den smukke udførelse højst, hvis der er noget (sjusk) der ser mere spændende ud.
      Jeg skal selvfølgelig også se strikkedystens endelige afgørelse i kommende weekend. Jeg har som nævnt en favorit, men det har jeg også haft i andre udsendelser. Jeg har bare sjældent haft ret....

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...