mandag den 9. december 2013

2. søndag i advent ---- i går....




Det var ikke ren slendrian der forårsagede forsinkelsen af 2. søndagsbilledet. Det var snarere en Bodilrelateret forsinkelse.
Bodil. 
For en gammel Nuuk-beboer er Bodil et belastet navn. Bodil var i mange år den ubestridte leder (eller hvad var hendes titel egentlig? Måske havde hun endda også et efternavn, det tror jeg aldrig jeg har hørt) af sygehusets veneriske klinik, hvorfor visse sygdomme alene blev betegnet som "en Bodil".
Jeg har aldrig haft brug for hende, men oplevede dog af og til meget underholdende forvekslingsscenarier, fordi der i de år var endnu en Bodil ansat - en fysioterapeut. 


Alt var timet og tilrettelagt til et besøg hos den 94-årige i torsdags, men af indlysende grunde måtte den plan ændres.
Erstatningsbesøget blev aflagt i går, søndag, hvor der tillige var gløgg, borgmesterhåndtryk og æbleskiver til plejehjemmets beboere.


Køreturen var grå, våd og kedelig.
Datteren legede med det nye kamera, og moderens beskedne mening er klar:
Hun er knageme god til af gafle nogle gode motiver.







Den lidt ældre dame har det ikke så godt for tiden, men hun var glad for at se os og klarede en hel time med småkager, æbleskiver, kaffe og musik. 
Så meget havde vi slet ikke forventet af hende.


Den ene af to hovedgevinster i Amerikansk lotteri gik - helt velfortjent, selvfølgelig - til os. 



Sagde jeg noget pænt om datterens fotografiske evner?

Der er lige noget, jeg skal have talt med hende om først!!!!!





12 kommentarer:

  1. Det må være lidt hårdt, når ens gamle mor er halvskidt og samtidig så langt væk. Med hendes alder er I sikkert konstant forberedt på det værste, vil jeg tro.
    Kære Ellen, nu får du lige de ord med på vejen, som min gamle far altid serverede for mig, når jeg brokkede mig over, at jeg er så totalt ufotogen: "Husk nu, min pige, at det kan ikke både ligne og se godt ud!" :-D
    Men du ser nu i øvrigt rigtig godt ud - du har selvfølgelig et lidt sløvt udtryk i øjnene på det sidste billede ... for jeg går ikke ud fra, at det er forføreren i dig, der er trådt i karakter midt i plejehjemsbesøget? ;-)
    Ohh, du har den smukke guld-mistelten - den er jeg helt vild med ...


    SvarSlet
  2. Vi er MEGET forberedte, og måske ikke på det værste...
    Ingen drømmer vel om at ende deres tilværelse som hjælpeløs, forvirret plejepatient. Min mor gjorde slet ikke, og den mor har vi mistet for allerede en del år siden. Måske er det tab i virkeligheden det værste.
    Hende vi besøger er en sød, mild, meget gammel dame, der ser ud som min mor og som (næsten) altid bliver så glad for at se os.
    Som ikke kan udtrykke sig verbalt og ikke kan føre en samtale - men som gerne sidder og 'følger med', når der samtales omkring hende. Som måske og måske ikke kan huske, hvad der sker omkring hende.
    Som vi kan gøre meget glad, bare ved at komme på besøg (og hun har heldigvis mange besøg). Men som næppe kan huske besøget bagefter.
    Skidt med om hun kan huske et besøg - hendes herognu-glæde er min største glæde!
    Forfører... med det ansigtsudtryk har forføreren vist trange kår.... - selv om der var nogle udmærkede emner blandt personalet, fx de to labre, lidt mørke fyre, der lagde mor'en i seng, da vi gik.
    Vi fik misteltenen af datteren sidste år. Den er bare så fin!

    SvarSlet
  3. Altså hvor er du dejlig. Nu hvor vi er ved det med hukommelse, så husker jeg stemmer, ikke navne. Når jeg læser dig, så kan jeg høre dig fortælle det samtidig. Godt at I fik noget ud af turen og hun også gjorde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hukommelse, hvad er det?
      Men jeg har husket at sende lidt litteratur til dig!

      Slet

  4. En meget smuk beskrivelse du har af din mor.
    Og så iøvrigt nogle gode billeder fra broen af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for begge.
      Via min mor har jeg i hvert fald lært at et demensafsnit kan være et rigtig godt sted, med en rar atmosfære, god pleje og omsorg. Ikke det værste sted at tilbringe sin sidste tid på jorden.

      Slet
  5. Jeg bliver altid så glad, når jeg læser dine indlæg og denne går lige i hjertet. Desværre er der en del mennesker, som får berøringsangst, når ældre bliver demente og må på et hjem. Det oplevede jeg med min mors kæreste gennem 20 år. En meget vellidt og afholdt mandmed mange venner, som fik mange besøg, før han blev dement. Da han sad på plejehjemmet, var vi kun et par stykker, som besøgte ham... Og du har godt fat i noget vigtigt...synes jeg. Skidt med, at de ikke kan huske besøget, men viser det, imens man er der. Var han i det onde hjørne, huskede jeg altid mig selv på, at det var sygdommen og ikke ham, der viste tænder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Især den sidste linie er ufattelig vigtig - at det er hjerneskaden, der giver den uheldige adfærd.
      Men det er rigtigt, vi får let en vældig berøringsangst (tænker vistnok "det kan han/hun nok ikke overskue").
      Jeg har lige i dag fået at vide, at min mor vist reagerer mere på mig end på mine brødre. Måske (og ret uretfærdigt overfor dem) fordi jeg er den, der kommer sjældnest. Men nok også fordi jeg er datteren.
      Måske så banalt at det er fordi jeg er mere til fysisk berøring af hende end dem.
      Husk min mor har aldrig været en "krammemor", og måske har mine brødre sværere end mig ved at sætte sig ud over den grænse.
      Tak for ordene om at jeg kan gøre dig glad. De ord gør mig glad!

      Slet
  6. ---- kommentar skrevet med tilbagevirkende kraft :) ----
    Her og nu glæden er så vigtig. Min mormor blev dement og da min mor havde accepteret det, sagde hun også at hun havde mistet sin mor, og at hun nu ville sørge for at den mor, der var nu, fik et godt og glædeligt liv i det der var tilbage. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Just sådan mener jeg det.
      Vores forældre har hjulpet os i vores livs start, nu kan vi hjælpe dem i den sidste tid.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...