lørdag den 9. november 2013

Min mor

Min mor i 1922 eller -23 (er det et barn på 2½ eller 3½?)

Da min mor for 2½ år siden måtte acceptere at det var nødvendigt at hun flyttede på plejehjem stod jeg og mine brødre med en del udfordringer.

Én af dem var at give plejehjemmets stab en mulighed for at skaffe sig en fornemmelse af hvad min mor er for et menneske.

Jeg påtog mig at skrive en beretning om hendes liv og om hende selv. Ikke nogen helt let opgave, for hun har altid været meget privat og har aldrig været god til at fortælle om sig selv...
Med mine brødres (og min fars og mine mostres beretninger) hjælp lykkedes det alligevel ganske godt.
En nedskrevet beretning, fordi det allerede dengang var vanskeligt for hende at huske ord eller holde fast i et påbegyndt emne.
Behøver jeg nævne, at de vanskeligheder bestemt ikke er blevet mindre siden?

Min mor er (var) superintelligent (nej, det er ikke gået specielt meget i arv, i hvert fald ikke til mig), og den gamle civilingeniør kunne i en alder af 88 stadig dupere min datters noget videnskabeligtnørdede kæreste med sit enorme kendskab til kemi og videnskab i det hele taget.
Da hun gik på pension som 70-årig (for 24 år siden) var hun én af Danmarks 10 mest citerede forskere, og den eneste kvinde på den liste.
Til gengæld kan jeg ikke huske at der nogensinde har været varm kakao og hjemmebagte boller når vi kom hjem fra skole!

Hun har foretaget nogle prioriteringer og valg gennem vores opvækst, som igennem mange år gjorde mig meget vred på hende.
Men under nedskrivningen af beretningen om hendes liv sivede al den vrede fuldstændig bort, og det var en enorm lettelse for mig. Jeg så pludselig et menneske som havde foretaget valg, jeg ikke var enig i, men som aldrig havde ønsket at gøre skade med sine valg. 
Hun har altid valgt det, hun troede var det rigtige, især for os børn. 
Ingen, ikke engang ens egne forældre, kan forpligtes ud over sine evner.


Lidt kryptisk formuleret måske, men jeg håber det er til at forstå, også uden at jeg kommer med nærmere beskrivelser. 


For at få hold på beretningen startede jeg med en grov tidslinie, bestående af 10 todelte "kasser", én for hvert tiår af hendes liv.
I kassen til venstre stod det konkrete, fx. fødsel af hendes søskende, flytninger, skolegang, jobs osv.
I kassen til højre de mere "bløde" betragtninger.
Opdelingen har ikke kunnet gennemføres fuldt ud, men har været med til at strukturere indholdet for mig.

Efter den tidsmæssige opsummering kommer en serie mere "tværgående" afsnit, om hendes rejser, foreningsliv, min far og deres liv sammen, om os 4 børn, om hendes boliger osv.

Til slut 4 sider med billeder af os, af vores samlevere, børn, svigerbørn og børnebørn.
Baggrundsfarven på de 4 sider har vi "altid" haft, på tandbørster, håndklæder, navneskilte osv: ældste bror grøn, næste blå, mig rød og lillebror gul.

Det hele rigt illustreret. Vores morfar (som jeg aldrig har kendt) fotograferede meget (efter den tids standard), vores far ligeså, så der var mange billeder at tage af.


Jeg endte med at skrive følgende forord til det hele:


Forord:

At få lejlighed til og give sig tid til at begrave sig i et menneskes historie, som jeg her har gjort med min mors, er et privilegium, en meget spændende oplevelse.
Det er ren tidsrejse, en Pandoras æske, som hele tiden afslører nye lag, jo længere man kommer ind i den.
Efter en sådan fordybelse kan det være et helt chok at returnere til år 2011, når PC’en slukkes.

Det ovenfor nævnte privilegium er så absolut kun blevet større af de bidrag, mine brødre er kommet med, og som jeg har haft meget frie hænder til at skalte og valte med efter forgodtbefindende.
Jeg har ikke taget meget fra, men har dog ændret lidt i teksten her og der.
Rene citater forekommer flere steder, de er skrevet i kursiv.

At det er os, og ikke vores mor, der har valgt historierne ud - det er prisen og risikoen, når man – som mor – bestemt ikke har fortalt, endsige nedskrevet historier fra sit liv.
Lær af det, alle forældre, fortæl selv jeres poder om jeres liv!
For en god ordens skyld skal det dog nævnes, at mor selvfølgelig får dette skrift.
Til gennemlæsning og til fejlretning.


Hun ved dog alligevel bedst, hvordan hendes liv har været.


Døbte beretningen "91 år på 59 sider", skrev den ud og gav den et pænt omslag.

Min mor var meget glad for at sidde og læse i den, og der gik ikke mange uger før hun måtte have en ny, på grund af kaffepletter ;-)
Personalet var lykkelige, de havde i den beretning en god indgangsvinkel til hende. De fik forresten også en "kvikguide" på "kun" 4 sider, hvor jeg havde beskrevet lidt mere om hendes måde at være på.


Efterhånden er mor'en nu nået dertil, hvor det ikke er til at vide, hvor meget hun forstår af det der sker omkring hende. 
Men hun er (for det meste) sød, mild og altid glad for at se os. 
I hendes alder mener jeg, man må have lov at være stået mentalt af, det er ikke den samme sorg som hvis hun var 60 og havde Alzheimer. 
Og jeg takker tit for det privilegie det er, at hun bor et sted hvor personalet er som de er der (og hvor der er mange af dem), og hvor man kan mærke at de holder af deres beboere.

Det her er et eksempel på min mors "forfatterskab".
Spørg ikke mig, hvad det drejer sig om!


- figurer som de tegnede indgår forresten i de fleste demenstests. 
Dem tegnede hun med stor selvfølgelighed og elegance, 
selv om resten af testen kort før hun flyttede bestemt ikke så for god ud.


Holdt du virkelig ud helt hertil? Imponerende!

Hav en god søndag i morgen, jeg skal ud og nyde efterårsskoven ved Kvie sø. Glæder mig!



14 kommentarer:

  1. Sikke dejlig læsning, selvfølgelig var jeg nødt til at læse det hele.
    Jeg har har været inde i stedet, til børnegudstjeneste med en ny sang, en papkassemur (Jericos) og efterfølgende pizza og super koncert med Heart Beat, et stomp-orkester, som helt opslugte børnene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for ordene, Sissel.
      Det lyder som om du har haft et rigtig godt program!
      Hils

      Slet
  2. Sikke en smuk fortælling om din rejse i din mors liv. Det gav bestemt lidt at tænke på.
    God søndag til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan i hvert fald ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at have noget skrevet ned om sig selv, til efterkommerne.
      Min far skrev sine erindringer ned i løbet af sit sidste leveår (han blev kun 60), de erindringer har jeg været utrolig glad for lige siden.

      Slet
  3. Ja, jeg holdt ud så langt, for det var spændende at læse om. Hvor er det et stort held, at din mor er et godt sted. Det er ikke nogen selvfølge!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, noget af forklaringen ligger i at hun er på demensafsnit.
      Demensafsnit indeholder væsentlig mere omsorg end "almindeligt" afsnit, og kan stærkt anbefales.
      Seriøst!

      Slet
  4. Det var da spændende læsning! Sikke en mor at have haft - på godt og ondt, kan jeg læse.
    Tankevækkende, at næsten alt kan forsvinde for hende, men ikke det, hun brændte for: kemien.
    Hvis din mor var så kendt inden for egne kredse, var det så ikke en ide at køre linen helt ud og skrive hendes biografi - måske set både fra jer børns synspunkt og et forsøg på at gengive hendes virke.
    Du kan lige så godt med det samme kravle i 'league' med Hanne Vibeke Holst :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for den sidste linie - den tager jeg som en stor ros!
      Jeg tror simpelthen ikke, jeg ved nok om hende til at skrive en egentlig biografi.
      Min far fortalte af og til lidt om hende (men respekterede desværre også hendes behov for at være privat - noget af det jeg fik at vide fik jeg under udtrykkeligt tavshedsløfte "du må aldrig sige til mor, jeg har fortalt dig det her").
      Èn af mine 5 mostre fortalte gerne og meget om deres opvækst, og noget har jeg fra mine kusiner, som har det fra deres mødre.
      Lidt fandt vi, da hendes bolig skulle tømmes - der lå bl.a. et brev fra min far til hans forældre, hvor han fortalte at han var blevet forlovet med hende, skønt hun havde været forlovet før. Det var der ingen, der havde fortalt nogen af os!
      Men alt i alt ved jeg nok alt for lidt.
      Desværre.

      Slet
  5. Tak for at dele med os!! Det var en fornøjelse at læse med til enden.
    Jeg forstår sagtens din "kryptiske" beskrivelse af din tidligere vrede mod din mor og hendes valg. Men som du selv siger gør alle forældre deres bedste - og det er desværre sjældent helt nok. Det skal man huske både med egne forældre, egne børn og (når den tid kommer) også børnebørnene!!
    Ha' en rigtig god søndag aften - eller det der efterhånden er tilbage af den ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der var engang en der sagde: "vi er alle svigtede børn, for ingen kan få alle deres behov dækkede" - og det er nok meget rigtigt sagt.
      Når det er erkendt kan man begynde at se fremad. Fortiden kan vi jo ikke ændre på alligevel.
      Jeg sidder og kigger billeder fra i dag. Det har været en dejlig dag indtil nu, så mon ikke den fortsætter sådan?

      Slet
  6. Det var ikke noget problem, at holde ud til endt læsning. Det var et indlæg, der gav stof til eftertanke. Jeg tror på at alle forældre gør det bedste de har lært og at vi alle "fejler" på nogle områder. Det kan være meget godt at se tilbage, men det er bedre at se fremad har jeg fundet ud af :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har i hvert fald givet mig en ro i sjælen at være nået dertil hvor jeg er.
      Og så er hun jo bare blevet så sød i sin nuværende tilstand, hvor hun bare er så glad når vi kommer.
      Nej, det er ikke altid en ulykke at få sin ældre på plejehjem. For mig har det været en god oplevelse.

      Slet
  7. Sikken en hjertevarm fortælling og smuk omsorg for din mor og dejligt at høre positivt om vore plejepersonale. Vi havde også kun gode oplevelser da min mormor kom på plejehjem <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de ord.
      Det er faktisk en smuk måde at begynde at tage afsked på.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...