torsdag den 14. november 2013

Må jeg præsentere 2


Verdens sødeste, blideste, venligste, mildeste og rare kat: 


Pascal

Væsentlig opdatering: Jeg havde glemt det allervigtigste: 
Pascal ææælsker og er fuldstændig uhæmmet efter BRØD. 
En tilgængelig, efterladt pose med brød bliver angrebet og gennemgnasket i løbet af no time. Også selv om den lukkede pose med brød (rug- eller fransk- det gør ingen forskel!) ligger i en bærepose!



Pascal fortjener virkelig alle superlativerne. 
Udover de ovenfor nævnte er han pascifist, totalt blottet for dominansadfærd. 


Sommeren 2007 var én af de usædvanlig våde.
Min 85-årige nabo, som havde haft med heste og hestesalg at gøre hele sit liv, var i efteråret 2006 for første gang nogensinde blevet rendt ned og skadet alvorligt af en hest, og var hindret i sine daglige gøremål. 
Hans højre skulder blev aldrig i orden igen, så jeg hjalp ham næsten dagligt det år.
Købte ind med ham, bar brænde ind osv. 

Lavede lagkage til ham til hans fødselsdag (de hygiejniske forhold hos ham gjorde, at jeg ikke var fristet til at risikere at skulle sætte tænderne i noget, han selv havde bikset sammen).


Han havde aldrig fået lagt vand eller varme ind, og nu kunne det da slet ikke betål' sig at få det gjort..........
Selvom det var temmelig besværligt for ham med hans hyppige diarréer og tørklosettet...

Til gengæld for arbejdet fik jeg en masse snakke med ham, om alt muligt og meget om hans yngre dage. Vi havde det ret hyggeligt sammen!


Der kom en del mennesker hos ham, hestepiger og andre.
En dag kom de ind til ham med tre bittesmå, drivvåde killinger (næppe over 5-6 uger gamle), de havde fundet under en hæk. 
De fik logi i et lille rum i stalden, og han havde nogen at gå og passe. Win-win!

Én af de små druknede i brønden (som ikke var dækket ordentligt af), én af dem forsvandt - og på mystisk vis dukkede to andre op, en rød og en trefarvet.
Den trefarvede forsvandt ret hurtigt, men de to sidste blev.


Flere gange det år var han på plejehjem nogle uger ad gangen (og jeg fik lov at være "kattesitter"), og hen på efteråret flyttede han til en ældrebolig, hvor han ikke kunne have killingerne med.

Vi havde lige mistet vores gamle Garfield, og ville egentlig kun have én ny kat... 
Men tog begge killinger hjem, indtil nogen ville have dem.

Pascal har den dag i dag nogle usædvanligt store, runde, sødeste øjne


Styrmanden ville gerne have den røde (det var han ikke alene om, der var flere, der gerne ville have kun den).
Datteren ville gerne have den grå, fordi den havde sin helt specielle mentalitet (og hun, der dengang i gik i gymnasiet, bestemte navnet).
Og jeg - jeg nænnede jo ikke at skille de to og deres kærlige sammenhold ad. 

Den røde ("Tyksak ") havde endda "adopteret" den jævnaldrende grå Pascal og pattede på ham i tide og utide. Uden andet resultat end en jordet snude.

video


Så jeg mener jo stadig at alle fik det, som de ville have, ved at vi beholdt dem begge. 

De var - helt bogstaveligt - uadskillelige,de to

Julen det år, med to teenagekillinger fik en del eksta spænding!

(mit hjerte smelter)


Tyksakken havde sine specielle uvaner......


Efter 1½ år blev sammenholdet slået i stykker, af en bil.


Pascals farvel til sin elskede fosterbror.
Stenen står stadig på Tyksakkens gravsted.





Den gamle kat, det gale spektakel, er ubrugelig som "buddy" for en kat, så hvis ikke det havde været for Niki var Pascal helt alene.




Og hvis ikke jeg havde indført adskilte foderskåle havde han været død af sult. 
Antiagressive Pascal forlod simpelthen madskålen, bare Arrigkræet kiggede på ham!




Af mystiske veje havde vi et årstid hvide Rosita boende, indtil også hun besluttede sig for at tage kampen op med de store biler på landevejen.
Med fatalt resultat for hende.

Hvorfor, spørger jeg bare. 
Vi har 200 m til landevej i én retning, og har i alle andre retninger flere km uhindret landbrug med alt, hvad en kat kan begære af vildt liv. 
Hvorfor skal de så absolut fræse ned til den åndssvage stribe asfalt, en ægte "jydsk motorvej" (er det aflangt, er det lige og er der endda asfalt på) hvor der tempokøres efter forholdene forgodtbefindende?


Pascal bliver "slået ihjel" af den nye killing

 Men så en dag fik vi en opringning fra en anden nabo.......
Og dermed kom røde Wilfred Alfred ind i vores og især Pascals liv.
(Sømanden nedlagde totalt protest mod navnet Wilfred. og eftersom de røde katte er hans og resten mine, måtte jeg jo bøje mig).

Og jeg måtte endnu engang ændre fodringsrutiner. Alfred er totalt vanvittig, når det gælder mad, udkonkurrerer selv hunden ind imellem. Jeg har aldrig oplevet noget lignende fra en kat.


Så Alfred bliver fodret først og for sig selv, før de andre (og hunden) får deres. 
For at holde Alfred væk fra de andres mad længe nok til at de kan nå at spise op, må jeg fylde hans madskål op med vand.
Jeg har aldrig hørt noget,som når han drikker/spiser sin mad....

Det må jeg se at få optaget, til en kommende beretning, hvor Alfred er i hovedsædet.



De to "drenge" er stadig bare det sødeste sammen. Både når de (dagligt) myrder hinanden og når de nusser (også dagligt, eller nærmere mindst en gang i timen) som her.





10 kommentarer:

  1. Det var et dejligt portræt af Pascal. Ham kan jeg godt lide. Temperamentsmæssigt, men også udseendemæssigt. Han har det smukke teglstensfarvede næsespejl med sort rand om, der er så charmerende og så de flotte striber - suk!!! Det allerøverste billede er helt bedårende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kan roligt misunde mig. Han er det værd på alle fronter.
      Det øverste billede er taget i en ruf. Hellere bruge mobilkamera end gå glip af det motiv!

      Slet
  2. Det var dog en pragtfuld kattehistorie - eller rettere, flere af dem :-)
    Vi holder begge meget af katte, men besluttede at stoppe med husdyrholdet, da vi efterhånden var alt for lidt hjemme til, at det var dyreetisk forsvarligt - barn i England, hus i Sverige, ferier ... også selv om vi havde en fantastisk nabo, der tog sig virkelig godt af dem.
    Far havde også katte på gården, med præcis de samme betingelser som du; med 200 meter til offentlig vej og marker til alle andre sider. Alligevel blev også flere af hans katte kørt over ...
    Vi vil helst ikke se killinger ... er bange for, at vi vil være for svage i sjælen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi undgår helst fuldstændig at se killinger, og især de røde.
      For om vi har tre eller fire katte - what's the difference?
      Indtil videre fortsætter vi katteholdet (også på grund af omkringboende mus og rotter), men hunden bliver ikke erstattet.
      Sådan er i hvert fald beslutningen indtil videre...

      Slet
  3. Smmmeeeelllltttttt....... Skønne, skønne misser....Uhhh, jeg kigger heller ikke på sider, hvor der søges hjem til katte. Frække får lov til at være ene om at rumstere i Tullehuset, men har, som jer, en svaghed for de røde katte.
    Skøn fortælling om din nabo. Får mig til at tænke på et par brødre vi havde som naboer i min barndom. Dem må jeg vist fortælle om en dag, når jeg er færdig med min *juleferie*

    SvarSlet
    Svar
    1. Da vi flyttede herud, var begge naboer nogle gamle, sære, enlige mænd, der elskede at tale ondt om hinanden. Jeg har fået mange beretninger på den konto!
      Glæder mig til at høre fra dig igen.

      Slet
  4. Dejlige kattedyr. Og en god beskrivelse. Hvor der er hjerterum er der katterum.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ææææælsker bare de katte!
      Selvom jeg lige nu overvejer at sælge Pascal billigt. Han stikker mig i armene, mens jeg skriver!

      Slet
  5. Hvor var det et stemningsfyldt, varmt protræt af dejlige dyr - tak fordi du deler med os :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de pæne ord.
      Med alle de rare kommentarer kommer der nok endnu et portræt - vi mangler jo Alfred!

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...