søndag den 15. september 2013

Mobbet


Dette er et indlæg, der måske ikke bliver skrevet færdigt.

Jeg hører til den store, alt for store gruppe, der har oplevet mobning på egen krop.

I dag gider jeg ikke beklage mig over det. 
Det blev og er en del af mit liv. Det har været med til at forme mig til den jeg er, på godt og på ondt.

Jeg blev mobbet i skolen, i det små og i det store.

Jeg husker min folkeskoletid som ganske rædsom. 
Havde det bedst uden for skoletiden, hvor jeg godt nok som regel var alene, men ikke den ensomme i en gruppe. Det er slemt at være ensom i en gruppe, hvor de andre har hinanden.

Som gymnasieelev og som studerende havde jeg det lidt lettere. 
Stadig temmelig meget alene og ensom, men der var ikke længere nogen, der råbte af mig.

Jeg fik dannet mig et liv, fandt kæreste/samlever, fik job og børn - men har aldrig haft den store omgangskreds. Sådan blev det.


En dag var der en i min omgangskreds, et par jeg troede var mine venner, der begik et overgreb imod mig. Ikke fysisk, men verbalt.
Det er 10-15 år siden. Han (og hans kone) kørte en dag (på en fælles ferietur) modbydeligt på mig og fik mig til at tude, akkurat som de andre havde gjort, da jeg gik i folkeskolen.
Jeg ved den dag i dag ikke, hvad der fik dem til det. 

Jeg tænkte "så morsomt har jeg ikke haft det siden folkeskolen", og vidste at det ville/skulle jeg ikke finde mig i. 
Jeg fik endelig markeret en grænse, ved at bryde kontakten, lige på stedet. 
Jeg og mine unger kørte 400 km væk, tidligt næste morgen. Jeg har ikke talt med dem siden.

For ganske få år siden gik det op for mig, at jeg ved adskillige lejligheder er blevet mobbet, bl.a. på arbejdspladser, uden egentlig at opdage det.
Hvordan kan det gå til?

Min teori er, at mobning for mig er blevet en naturlig del af den adfærd, andre viser omkring mig. Selvfølgelige og naturlige ting er 'usynlige' for os - derfor opdager jeg ikke adfærden.
Når jeg ikke opdager adfærden, kan jeg ikke sige fra overfor den på stedet. 

Det' fandme da uhyg'ligt, du!


Nogle gange opdager jeg bagefter, at jeg blev rendt overende. Det er endda lykkedes mig at sætte ord på og få sagt fra nogle gange.
Når det sker, er jeg stolt som en pave af mig selv.




Illustrationer fra nettet.
Ikke alle kender forskellen på at moppe og at mobbe
på mopper og mobber
- eller på Muppet og mobbet




13 kommentarer:

  1. Hej Ellen
    Der rørte du lige noget ved mig... Har selv et menneske meget tæt på i en lignende situation. Tak fordi du delte din historie.
    Dine billeder illustrerer fint (for mig) at der er nogen der så absolut ikke kender forskel.
    Rigtig dejlig søndag til dig
    Kis

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det.
      God søndag, også til dig

      Slet
  2. Det er ikke første gang, jeg hører om, at mobning kan fortsætte også ind i voksenlivet, men da var du heldigvis blevet parat til at kunne sige fra, og jeg kan godt forstå, at du var stolt af dig selv.
    For det er vel i bund og grund det, det handler om: at sige fra. Hvis ikke man 'accepterer' at blive mobbet, er det ikke sjovt at mobbe.
    Jeg var også en outsider i folkeskolen, men man holdt op med decideret at mobbe mig, da jeg ret hurtigt lærte at feje dem af banen rent verbalt. Så fik jeg bare lov til at være i fred, men venner fik jeg først, da jeg kom i realen og alle de dumme (i enhver forstand) fortsatte i 8. klasse, og der kom nye elever fra en anden skole.

    Den ferie'oplevelse', du beskriver her, er da helt uforståelig. Hvad mon i alverden får folk til at opføre sig sådan lige pludselig?
    Jeg kan til nød forstå, at børn mobber. De har ikke lært så meget om livet endnu og skal guides meget, men at voksne mennesker gør det, vil jeg aldrig kunne forstå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jouw, jeg har lært at sige fra, men det er langt fra altid jeg opdager behovet tidligt nok til at nå at reagere.
      Ferieoplevelsen har jeg heller aldrig forstået. Har prøvet at gennemtænke den SÅ mange gange, uden at finde svaret. Måske findes det slet ikke....

      Jeg havde nær sagt at selvfølgelig mobber voksne. Desværre. Men det kan være sværere at gennemskue, dels fordi metoderne kan være mere sublime og så fordi vi, ofrene, er blevet langt mere trænede i at gemme os bag en facade.

      Slet
  3. Kære Ellen dit indlæg rører også ved noget i mig, jeg er blevet mobbet som voksen, og det i de sidste år af mit arbejdsliv, men hun (lederen) fik ikke held med det, da jeg var så "naiv" at jeg først er blevet klar over den fulde alvor bagefter, men jeg husker den ubehagelige følelse jeg havde i nuet, men "mente" at det var mig selv der var noget i vejen med. Ja så kan jeg godt se nu, at hun havde nok held med det alligevel. Vh Lykke

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vil sige at det du beskriver er mobning.
      Alene det, at du går med en ubehagelig fornemmelse af at det er dig, der er noget i vejen med.
      Men der kan nemt gå lang tid, måske år, før det går op for én selv at det man er udsat for, netop er mobning.

      Slet
  4. Kære Ellen

    Det er slet ikke dig det er galt med, men dine mobbere
    Jeg vil gætte på du et er et sødt og ..alt for..venlig menneske. Jeg er selv ved at melde mig ud af flinkeskolen og slippe min hensynsbetændelsen. Det er en fed følelse, når det går op for en, at man for mange mennesker fungerer som en dørmåtte.

    Prøv at Google fuck flinkeskolen...og slip din hensynsbetændelse, der er gode tips at hente der.

    Det er iøvrigt sejt af dig, at du satte din grænse her og nu, over de såkaldte venner :)

    Mvh.
    Lone

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dit søde svar.
      Grænsen overfor vennerne var så svær, netop fordi jeg troede vi var venner, vi havde kendt hinanden gennem flere år. Men episoden gjorde, at jeg mistede tilliden til dem, og den tillid ville aldrig kunne genopbygges, desværre. Men hvor det gjorde ondt!

      Slet
  5. Ellen, jeg synes det er et vigtigt emne du har fat i.
    Hvad er de, der får nogle til at mobbe. Jeg forstår det ikke helt, men har en teori om at det er mennesker, der ved at mobbe andre, får fokus væk fra at de selv er ensomme, lidt ynkelige personer.
    Det lyder som om du er kommet et godt stykke videre!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror at mobning kommer fra begge sider.
      Der skal både være en, der har brug for at 'komme ovenpå' ved at træde en anden ned, og en der lader sig træde ned.
      Et mobbeoffer er typisk ikke i stand til at sige fra på en respekteret måde. Jeg begyndte altid at tude, og det var bestemt ikke noget, der indgød respekt, tværtimod!

      Slet
  6. Da jeg var barn, var jeg vist både mobbeoffer og mobber i forskellige sammenhænge. Det hed det bare ikke den gang, da hed det at drille - og måske var det ikke helt så slemt.
    At voksne mobber har jeg aldrig forstået. Det er da uciviliseret! De, der mobber, vil måske dække over egen usikkerhed og lavt selvværd eller hvad?
    Der vil naturligvis altid være menneskelige sym- og antipatier, men man kan vel i langt de fleste tilfælde lade være med at omgås dem, man ikke bryder sig om, eller i hvert fald skære det ned til et minimum. Under alle omstændigheder er det for lavt at mobbe.
    Kan godt forstå, du har brudt forbindelsen til dine tidligere venner. Deres adfærd minder lidt om de der Oxford-agtige møder, der var på mode i arbejdslivet en overgang, hvor nogle af deltagerne også blev heglet igennem og brød sammen. Der skal være plads til forskelligheder på arbejdspladserne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har været udsat for voksenmobning på en arbejdsplads, i form af totalignorering fra to nærmeste kolleger. Jeg har også oplevet det fra en leder.
      I begge tilfælde tror jeg det handler om manglende respekt for menneskelige forskelligheder. Jeg tror også på at egen usikkerhed og lavt selvværd har stor betydning.

      Slet
    2. Åh ja, jeg tænke mest på ukvemsord og deslignende, men ignorering kan jo også være mobning. Det er også uciviliseret - eller som man nok ville sige nu: dårlig stil.
      Kan i øvrigt se på dine illustrationer, at du også kan have en humoristisk indfaldsvinkel.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...