søndag den 5. februar 2012

strikkefasthed.

Strikkefastheden - den her med at 20 m og 27 p giver 10x10 cm - er uendelig vigtig, når man strikker efter en traditionel opskrift. Hvis ikke strikkefastheden passer, kommer det færdige arbejde ikke til at passe.
Når man  - som jeg - ikke strikker fast (eller løst) nok, har man et problem. Det har man også, hvis man har fundet en opskrift, der ikke lige passer til garnet.
Et problem, jeg efterhånden har lært mig at få løst.

Løsningen hedder at strikke efter mål.
Det er ikke nogen ny metode, i tidligere tid var det meget almindeligt at man simpelthen strikkede efter snitmønster, fortalte min mor mig engang.


Lidt svært at forklare overskueligt, men egentlig nemt nok i praksis.
En lommeregner er et godt hjælpemiddel her.

Hvis strikkefastheden er 20 m = 10 cm, går der 2 masker på hver cm. 
Skal der fx. slås 90 m op, svarer det til 90/2 cm = 45 cm.
Morale: find ud af hvor mange masker der går på 1 cm, og lad dig ikke forskrække, selvom du måske får resultatet 2,7 m pr. cm (hvis strikkefastheden er 27 m = 10 cm).
Skal du slå 45 cm op, ganger du bare 45 med 2,7 og får resultatet 121,5 m.
Et resultat, du fluks  runder op til 122 m (eller ned til 121, hvis det tal passer dig bedre).


De opskrifter jeg fra tid til anden vil lægge her, vil være med mål, så de kan strikkes i det garn og den tykkelse, man måtte ønske.
For de, der ikke har lyst til at beregne, skal jeg nok skrive masker, pindestørrelse osv med.

2 kommentarer:

  1. Kæft, hvor genialt. Og hvor rørende simpelt, egentlig. Og dog har jeg aldrig selv fået idéen.

    Man lærer nu et og andet, når man læser din blog, samtidig med at man hygger sig.

    Hilsen Dina

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har strikket i rigtig, rigtig mange år uden overhovedet at tænke således.
      Nu kan jeg slet ikke undvære at regne om!

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...