fredag den 3. juli 2015

Det var ikke sjovt


- at være mig i onsdags, og da slet ikke sjovt at være sømanden.

Billede fra sidste år.

Han røg akut på sygehus, grå i hovedet og totalt svedgennemblødt, på grund af smerter i hans (ellers ret fredelige) mavebrok.

Er hjemme igen, nu med morfinpiller til hvis det skulle gå galt igen. Han vil blive indkaldt (og formentligt opereret) senere.
Når han bare kan sendes hjem er det fordi brokket ikke er afklemt og let kan skubbes på plads. Det sidste dog kun når han er godt smertedækket, derfor morfinerne.



Jeg har - i al, og meget klædelig, vanlig beskedenhed - omtrent altid ment at det næsten er værre at være pårørende end at være patient.

Det er et emne, jeg kan udbrede mig om i timevis.... 
Patienten er den, der bliver taget hånd om, det bliver der ikke altid om den pårørende.
Den pårørende kan få alt det l... i hovedet, som patienten ikke tør smide efter personale. Vreden over smerter og skæbne, som ikke kan anbringes andre steder, vil ofte blive brugt til at 'straffe' den raske pårørende.

Sådan noget gør sømanden heldigvis ikke. 
Han nægter bare ALT, både på spørgsmål om smerter og forslag om behandling. 
Sådan er han.




Heldigvis kan jeg sætte mig igennem, og gør det når det er nødvendigt (også selv om jeg af og til får en klar fornemmelse af at blive opfattet som en emsig kælling). Det blev jeg bl.a. da jeg flere gange svarede på spørgsmål om smerter, forløb osv for ham, fordi han ikke selv gjorde det.

Efter udskrivelsen fortalte han at det havde gjort afsindig ondt bare at tale. Derfor havde han ladet mig gøre det.



Jeg er helt kvæstet efter den omgang. 


I morgen tager jeg en uge på højskole, og nej, jeg har det ikke godt med at lade fyren være alene hjemme.

Men gør det alligevel.
Han har piller, og de (sygehuset) har lovet at det ikke ser farligt ud......



Når galt skal være, var det da godt det skete i den her uge og ikke i den uge hvor jeg er væk!




10 kommentarer:

  1. Godbedring med sømanden, og god tur på højskolen.

    SvarSlet
  2. Hej. Hvor har du ret. Min husbond har været sygemeldt med stærke smerter i skulderen de seneste fire måneder. Nu er han lige blevet opereret og er ret hjælpeløs. I al den tid har jeg pisket rundt og ordnet hus, have, madlavning, indkøb, osv. osv. og f..... ikke én har sagt 'godt gået' :o)
    Kh Liselotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Så vil jeg skynde mig at sige det: GODT gået!!!!
      Jeg håber han bliver OK igen, så I kan komme tilbage til en mere normal arbejdsfordeling igen.
      Og jeg håber at du bliver bedre til at sige at det er hårdt at være dig (HA! siger jeg, der er ufattelig dårlig til at sige sådan selv - men jeg er blevet bedre til det, og det gør godt).
      Vi kan ikke blive ved at gi og gi og gi, der skal fyldes omsorg på omsorgspersonen også. Mine børn er ret gode til at spørge hvordan jeg har det i sådan en situation, og eg er s'gu' ved at tude hver gang!!!

      Slet
  3. Av... det var en grim omgang, både for patient og pårørende. Godt det ikke var afklemt... på den anden side, så var det blevet akut operation og overstået... Knæk og bræk for ro i maven i næste uge.
    Og så vil jeg ønske dig en skøn, inspirerende, udfordrende, hyggelig, snaksommelig, sommerskøn... højskoleuge med gamle og nye strikkevenner. Hils Hanne Pjedsted fra mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg skal nok hilse Hanne mange gange.
      Jeg glæder mig meget til ugen, farer lige nu rundt og pakker garn, pinde, målebånd osv. Meget garn....
      Vi håber næste uge går godt for ham. Når det ikke afklemmes (det er måske for stort til det, hullet?) skal der bare smertelindring og ro til, og det kan han få med morfinpillerne.
      Jeg håber, jeg ikke kommer til at gå og bekymre mig for meget....

      Slet
  4. God bedring til sømanden og godt højskoleophold til dig. Jeg er ikke fri for at være misundelig, lige bortset fra at jeg p.t. har en smertende tand, som jeg håber bliver fixet på mandag, så jeg havde ikke kunnet taget af sted alligevel. Men HVIS jeg ikke havde haft den tand, havde jeg været godt misundelig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du ville da ellers have været let at kende som tandløs.
      Pøjpøj med tandreparationen, den er jeg til gengæld slet ikke misundelig over..

      Slet
  5. Stakkels jer begge. Jeg håber din sømand klarer sig igennem alene hjemme i en hel uge, og ja, det vqr da heldigt, at det skete, da det skete.
    Jeg er helt enig i det med den pårørende, både pga. det du skrev her og fordi vi står så forfærdeligt hjælpeløse på sidelinjen og kan bare se på. Vi ville jo så gerne kunne både lindre og hjælpe - det gælder både for mand og barn/børn.
    Og god fornøjelse i din dejlige egiost-uge .-)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...