torsdag den 30. oktober 2014

Tuder lidt lettere...

Jeg har ædt humørpiller igennem nogle år, efter en periode hvor jeg var laaaaaaaaaangt nede.



Jeg har altid haft let til tårer, både af glæde og af kedafdethed. Og, værst af alt, når jeg blev drillet i skolen.
Jeg blev drillet rigtig meget i skolen. Mobning er i sandhed ikke nogen ny opfindelse..





For nogle år siden var jeg mentalt nået dertil, at jeg seriøst overvejede hvordan jeg skulle kunne komme til at holde mit liv ud. Overvejede også mit "halve" parforhold, hvor jeg ALT for mange gange har stået alene med ting, man skulle være to om i et samliv.


Overvejede og overvejede. 

Det er måske lidt meget sagt, for jeg blev ulykkelig og kom til at tude hver gang jeg nærmede mig de sorte tanker. 
Det var rent ud sagt ulideligt, både for mine omgivelser (tror jeg nok) og (især) for mig selv.




Tænk at jeg var så langt nede, at jeg måtte overveje om jeg hellere ville leve 'rigtig' alene end sammen med min evige styrmand, der alligevel aldrig kunne være hjemme når det gjaldt. 
Min eneste ene, min højt elskede.... Den var jo helt gal.



Man kan da kun elske ham, som ser så dejlig ud, ikk'?


Så jeg gik til lægen og fik udskrevet en lille daglig dosis humørbomber.
Tænk, allerede dagen efter kunne jeg tænke over mit liv uden at tude! Det var vidunderligt!!!

Ikke at tilværelsen som sådan blev lettere. Jeg kunne bare lettere forholde mig til den.





Tiden gik, det ene år tog det andet og ny nyder vi livet som hjemmegående - når altså ikke kong Neptun og rederierne byder sig for meget til, som nu hvor jeg må klare mig selv en hel uge.

Nu nyder jeg det! 
- Men nu er det også os selv der bestemmer hvornår og hvor længe han skal være væk.




Og så var det jeg opdagede at jeg forresten helt har glemt at tage den lille daglige dosis, faktisk lige siden før vi tog til Sverige.

Og jeg har det godt!

'Prisen' er en tilbagevenden til en lidt for stor tilbøjelighed til de forræderiske tårer, bare jeg læser eller hører om noget der berører mig. 

Men skidt med det, jeg har det godt nok med det også (og jeg kan sandsynligvis med fordel tage en daglig pille et par dage, hvis jeg skal kunne holde mig 'tør').


Er de ikke søde, de her ganske unge Rolling Stones?

Hør 'mothers little helper' her




14 kommentarer:

  1. Herligt, at dit humør kan klare at holde sig godt uden kunstige hjælpemidler! På den anden side er det jo også godt, at samme kunstige midler findes ... men jeg synes nu alligevel, at det er gode tegn, at du har undværet dem uden at savne dem.
    Jeg blev også drillet i skolen. Mobbet er nok et lidt for stærkt ord til det, men det var alligevel meget ubehageligt. Måske en mellemting mellem drilleri og mobning. Heldigvis blev drillemobberne sorteret fra, da jeg kom i realen og de var for dumme til det ;-)
    Jo, han er sød, din styrmand, og det var Stones også - billedet minder mig om, da jeg så dem i Hyde Park i 1969.

    SvarSlet
    Svar
    1. Uden min lille hvide daglige pille ved jeg ikke hvor jeg havde været i dag..... Så jeg er ikke længere en så absolut modstander af antidepressiva som jeg var engang. Og som min mor var, indtil hun kom på plejehjem og fik den antidepressive medicin, hun skulle have haft mange år tidligere. Den ændrede hende fra total sortseer til den sødeste (men stadig ret bestemte/besværlige) gamle kone, som det blev en fornøjelse at besøge.
      Har du set Stones live? Lucky you!!! Bare det var mig!!!
      Jeg var SÅ tæt på at overveje en tur til Roskilde i sommer. Til mit livs 2. Roskildefestival.
      Første gang jeg var der, var da Dr. Hook smed bukserne og optrådte nøgne på scenen.....

      Slet
    2. Ahh, det var i 1976. Det var tider, ikke? I 1976 var jeg gravid med Charlotte og tænkte ikke lige på at tage på festival. Jeg havde jo 'gavn' af den, fordi vi kun boede 12 km væk, så med den rigtige (eller forkerte?) vindretning kunne vi godt høre, hvad der foregik.
      Jeg var til Roskildefestival i 1971 - det allerførste år - og har ikke været der siden ...

      Slet
    3. -76 lyder meget passende. Jeg var der med en kusine, der (stadig) bor i Roskilde.
      Et meget håndgribeligt minde fra dengang er ØK-operaen af Jammersminde, som jeg købte og stadig har liggende på vinyl.
      FEDE sange!

      Slet
  2. Åhhh hvor sejt Ellen, at du nu kan klare dig uden den daglige humørpille, men også dejligt, at du havde stor støtte i at tage den i en periode, hvor behovet var der og du valgte din sømand. Er ikke det mindste i tvivl om, at i har det SÅ godt sammen og jeg glædes over at læse det, hver gang du skriver om jeres glæde ved hinanden og tosomheden.
    Er ikke modstander af antidepressiver, da de hjælper mange,
    men
    Det er også pudsigt, så forskelligt vi mennesker reagerer på de små *humør-piller* Jeg kan slet og ret ikke tåle dem.
    Bliver endnu mere skør i bolden, end jeg er i forvejen.
    Derfor vælger jeg et liv uden og den regning, som ret ofte følger med.
    Let til tårer :) , velkommen i klubben. Her vandes der også jævnligt høns. Glædes tårer skjuler jeg ikke længere. Har jeg gjort, men de er jo en del af mig og jeg får ofte et smil retur, når en glædeståre triller.
    De andre tårer = tude-ture-tårene er også en del af mig. De er også accepteret nu . Tårer er sjælens vaskemaskine og en god udrensning hjælper mig godt.

    Rigtig god weekend ønskes med et morgensmil fra Tullehuset

    SvarSlet
    Svar
    1. Sjælens vaskemaskine, det var dog det skønneste udtryk jeg længe har hørt! Det snupper jeg lige!
      Den manglende daglige stress fra arbejdet begynder så småt at virke nu. Det er også derfor, jeg kan undvære pillerne, fordi mit indre overskud i den grad er på vej op.
      Livet er da bare så dejligt!

      Og om lidt skal jeg til 25 års jubilæum på min gamle arbejdsplads. Det bliver hyggeligt at se dem allesammen igen!

      Slet
  3. Åh, jeg tuder også, en gang imellem, når jeg siger farvel, selv om det jo bare er på gensyn, når børnebørnene er helt fantastiske eller hvis der er noget de er kede af ... eller hvis andre fælder tårer.
    Har også brugt antidepressiva, så blev jeg skilt og siden har jeg haft det SÅ godt. Meget tankevækkende ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det generer mig ikke at andre græder. I hvert fald ikke så længe de accepterer at jeg græder solidarisk med.
      Skilsmisser er ikke altid en dårlig ting. Har selv prøvet to, hvor det mere var ægteskabet end adskillelsen jeg har fortrudt.
      Men det er en helt anden historie....

      Slet
  4. De fleste af os skal nok passe på med alt for meget holdning til de kemiske "humørbomber". Jeg er overbevist om, at de kan hjælpe mange, men jeg tror også, at mange kan hjælpes ved, at vi forsøger at ændre samfundet og egne/andres forventinger til os. Det er da takkeværkende, at du bl.a. nævner, at det at komme ud af den daglige stress på arbejdet hjælper dig! Sådan tror jeg, der er RIGTIG MANGE, der har det og er det i orden??
    Jeg er også en "tude-marie" og er f.eks. holdt op med at læse nyheder mm, når der er andre til stede - jeg tuder over både de glædelige og triste. Jeg har taget mig selv i at trille en tåre, da jeg læste om børn, der havde fået en hund - jeg trillede også en tåre da jeg fortalte min søster historien! Og nu bliver jeg fugtig i øjnene af at skrive om det :-)
    Jeg ved, det er en del af mig i både lykkelige og triste situationer - men for søren hvor er det svært at stå ved i offentlighed :-)
    Kærligst Henriette (hvis kommentar til dit sidste indlæg forsvandt i skyen??)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes vi som samfund har nogle væsentlige problemer i vores daglige jagen omkring. Det er som om 'man' helst vil glemme/fornægte at vi i bund og grund er biologiske væsener (dyr) med primitive, biologiske behov.
      I stedet skal vi arbejde mere og mere, yde mere og mere, være omstillingsparate osv osv.
      Men hvem skal være der, når vi har behov for et andet menneske? Når børnene er syge? Når den gamle mor skranter? Når vi selv hænger med næbbet?
      Jeg tror ikke på at vi i det lange løb ustraffet kan drøne igennem tilværelsen på den måde.
      Men jeg har ingen løsninger, ikke engang forslag. Jeg kan se detaljesammenhænge og kan foreslå ændringer til dem - men det store overordnede effektiviseringsmonster har jeg ingen bud på.

      Jeg kan kun bekymre mig, og stå til rådighed når børnebørnene er sløje og skal bruge en bedstemor. Jeg tror forresten jeg skal have syet mig en bedstemortaske, med plads til lidt bøger og særlig underholdning. Ind i tænkeboksen igen!

      Slet
  5. Jeg ved slet ikke lige, hvad jeg skal skrive til dig, ud over at dit indlæg og kommentarerne giver mig lyst til at skrive et eller andet. Det er meget glædeligt, at det kan lade sig gøre at vende bøtten. At alt det tunge kan blive vendt til glæde, overskud og lys, fordi der bliver plads til det, når nogle af belastningerne forsvinder.
    Jeg har alle dage haft nemt ved at blive rørt. Det er lidt en udfordring, når man er korsanger i kirken ved begravelser, så jeg har haft mange afledningsmanøvrer. Jeg beskrev for en kollega, at jeg nogen gange overvejer, om jeg kan gå med til en borgers begravelse, fordi jeg ikke vil kunne lade være med at græde. Han fik det vendt lidt ved at sige, vi smitter jo hinanden både med smil, latter og gråd. Så det er ikke flovt at græde, når de andre gør. Men det er nu stadig ikke nemt at være nødt til at vise, at man bare er et menneske og ikke altid en arbejdsbi med professionalisme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der var en engang der sagde til mig at det bedste selvforsvar var at beslutte sig til at VILLE græde. Men den har jeg aldrig turdet praktisere!
      Jeg tror nok, jeg er mere tilbøjelig til at give los for tårerne ved gode begivenheder end ved dårlige. Jeg frygter lidt næste søndags barnedåb. At se ens datter bære barnebarnet i familiens gamle dåbskjole, det er hård kost for en tudeprinsesse!

      Jeg tror det er godt nok ikke at være alt for professionel ind imellem.

      Slet
  6. Jeg kender godt det med at man bliver så rørt at tårerne bare sprøjter. Jeg har dog aldrig været flov over det. Jeg har heller aldrig, god ske lov, fornemmet nogen fordømmelse over det. (Ikke noget jeg har taget til mig i hvert fald). Faktisk tænker jeg på det som en god måde lige at tage det værste stress. Kroppen har det jo dejligt bagefter. Jeg er i tårer hver dag, for jeg kan sagtens blive så rørt over f.eks en sød reklame, at jeg flyder over. Skal jeg være lidt streng, synes jeg egentlig at jeg føler mig rigtig sund, fordi jeg reagerer på de påvirkninger jeg får. Rent praktisk sørger jeg bare for altid at have et par servietter i lommen. God barnedåb og flyd du bare over, det er helt normalt og sundt!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have.
      Jeg er enig med dig i at gråd er sundt. I rimelige mængder - og hvad er rimeligt? Det må enhver vel selv afgøre.
      Mit problem dengang var at gråden så at sige blokerede mig i at finde de nødvendige løsninger.
      tak for din hilsen.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...