tirsdag den 4. marts 2014

Flyttehjælp med to hunde

Vi har været flyttehjælpere i dag.

Dvs. jeg er nu ikke til megen hjælp, når der skulle flyttes tungt, så jeg havde i stedet sørget for sandwicher og kager til de andre flyttehjælpere.


Den flyttende er en ældre kvinde, som skal flytte fra sit (egentlig ikke særlig) store hus på 112 m2 til en nem boligforeningslejlighed på 65 m2.


Hun HAR sorteret og kasseret, hun HAR skiftet nogle af de større møbler ud med mindre, men alligevel så det umiddelbart totalt umuligt ud at få det hele til at være i lejligheden. Godt, hun ikke flyttede fra noget endnu større (som min mor, der for snart 30 år siden skulle indskrænke sig fra 240 m2 til lidt over 90... det var en rædsel!!!).


Manden min har i sin ungdom (det er altså rigtig mange år siden!!!) også ernæret sig som flyttemand i København. Han kan fortælle gruelige historier om gamle, der skulle flytte i "de gamles by" (plejehjem, med mikroboliger). 
Der var gråd og tænders gnidsel, når næsten ingen af de kære ejendele kunne komme med.



Ca samtidig (sidst i 1970'erne) arbejdede jeg som nyuddannet ergoterapeut på en langtidsmedicinsk afdeling, på Sønderbro hospital i Københavns kommune. Langtidsmedicin var sygehusenes genoptrænings- og vurderingsafsnit og jeg har ad den vej været med til at indstille borgere til at skulle flytte til bl.a. De Gamles By, hvis vi vurderede at de ikke ville kunne komme til at klare sig i egen bolig igen.

Jeg kan tydeligt huske, hvor forfærdet jeg var over de vilkår, Københavns kommunes borgere blev budt, hvis de fik behov for en plejehjemsplads.
Der var for det første normalt 18-24 mdrs ventetid på en plejehjemsplads, vist endda regnet fra den dag beslutningen om indstilling til pladsen blev besluttet. På det tidspunkt havde patienten været indlagt først på akutafdeling, derefter på langtidsmedicinsk, ofte i adskillige måneder. 

Når beslutningen om plejehjemsplads var blevet truffet, kunne patienterne ikke længere optage en seng på langtidsmedicinsk afdeling, hvorfor de blev sendt på venteafdeling (ofte på Rudolph Berghs Hospital, som ellers var hospital for hud- og kønssygdomme), hvor de havde det privatliv og den tilværelse man ellers kan forvente på 4-sengs stuer med et natbord og et smalt skab til hver patient.
Jeg har prøvet at google  om Københavns kommunes venteafdelinger, men har ikke fundet noget. Det er næppe den type hospitalsafsnit man har mest lyst til at prale af at have haft!

Mens den plejehjemsindstillede nu var godt anbragt for det næste år trådte en anden regel i kraft, den om boligpligten. Man måtte ikke have en tom lejlighed stående i kommunen i længere tid (6 mdr??), hvorfor lejemålet ofte blev opsagt og lejligheden måtte rømmes. 

Så den dag tilbuddet om plejehjemsplads var en realitet, var bohavet spredt eller væk....

"Heldigvis" indebar metoden en del "naturlig afgang", idet de ældre og svagelige nemt kunne være så hensynsfulde mod kommunen at de simpelthen lagde sig til at dø i ventetiden.


Da min far i den samme periode (i en alder af 59) blev nødt til at acceptere en plejehjemsanbringelse (på grund af cancer) var jeg skrækslagen - men heldigvis var forholdene i omegnskommunerne ganske anderledes end i København, og han fik sin plejehjemsbolig tilbudt under en måned efter.


Jeg kom forresten helt væk fra den med de to hunde..
De har ingen navne, skal ikke fodres eller luftes, er garanteret renlige og tigger aldrig ved bordet. 
Dejlige husfæller!


Sådan ser de ud, vores kære møbelhunde. Fantastisk hjælperedskab, når der skal flyttes tungt, og forresten også til mange andre ting. 
Vores er fra Bauhaus, men de kan vist købes i omtrent ethvert byggemarked.

Og således kom jeg igennem hele overskriften og lidt til. Nu skal jeg have fundet noget aftensmad frem. Nemt i dag, den står på flyttesandwich'er igen.




14 kommentarer:

  1. Det er også min store skræk: at skulle tilbringe længere tid på et plejehjem. Eller 'bare' skulle indskrænke mit bohave til det halve eller mindre af, hvad jeg har nu. Jeg håber dæleme, jeg i givet fald vil være så senil, at jeg ikke opdager, hvad der sker omkring mig ... og det vil jeg på den anden side heller ikke håbe, at jeg bliver.
    Skulle man mon ikke bare krydse den bro, når eller hvis man kommer til den?
    Jeg kender godt de hunde. Det er den eneste slags hund, jeg vil have ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Efter min mors (foreløbig) 2½ år på demensafsnit er jeg ikke så bange for en tilværelse på et plejehjem, i hvert fald så længe vi ikke taler om Københavns Kommune.
      Jeg ved dog ikke ret meget om tilværelsen som 'almindelig' plejehjemsbeboer, hvor normering osv nok er noget dårligere.
      Min største skræk går på det faktum, at al omsorg for trængende borgere i vores 'rige' samfund efterhånden bliver grovsparet væk. Der er snart ikke noget 'rigt' i vores samfundsmæssige omsorg for de, der ikke kan klare sig selv. DET er famd'me uhyggeligt, do!

      Slet
  2. Sikke da nogle skrækkelige forhold for de ældre i KK, gad vide, hvor mange kommuner der behandler deres borgere sådan?
    Jeg har selv prøvet at flytte fra 280 til 90 m2, der skulle godt nok ryddes ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror faktisk, alle kommuner forsøger at gøre det bedst mulige. Desværre er de økonomiske forhold (i ét af verdens rigeste lande) sådan, at der ikke rigtig er råd til både ledelse, administration, dokumentation, individuelle udviklingsplaner, skriftlighed og personalepleje, hvis der også skal være lidt tid og penge til de svage borgeres (lovmæssigt sanktionerede) mest basale omsorg og pleje.
      Og desværre ser det ud til, at det er borgernes pleje og personaleplejen, der er lettest at spare på.
      Jeg forstår det simpelthen ikke!!!!

      Slet
  3. Ja de hunde er utrolig effektive som hjælpemiddel. Vi har prøvet at flytte fra 340 m2 til 150 m2. Vi var heldige, at børnene gerne ville have møblerne, der var i overskud. Så det er dejligt at se dem i andre omgivelser. og det er slut med at gemme alt muligt, jeg tænker altid, hvad ville mine piger gøre med dette? Og så bliver det givet til genbrug, eller ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har også alt, alt, alt for meget plads!
      Et af vores første (vigtigste og største) pensionistprojekter bliver helt sikkert at få ryddet op og få fjernet (foræret eller kasseret) en frygtelig masse af det, vi alligevel ALDRIG kommer til at bruge. Jeg glæder mig til på den måde at få vores tilværelse forenklet!

      Slet

  4. UGH ... sådanne hunde er til hver en tid velkomne hos mig ... dog vil jeg frabede mig at lufte dem ... *griner*

    Kan du have en god aften :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. De er skam nemme at lufte, sæt bare en snor i, så hjuler de deruda'

      Slet
  5. sikke en spændende historie, tak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme dig.
      Jeg har faktisk en del historier fra det år, jeg var på langtidsmedicinsk, der var mange skæbner at forholde sig til. Det var et lærerigt år.

      Slet
  6. Ganske forfærdelig måde at behandle mennesker på! Har du tænkt på at skrive en bog? Dine fortællinger fængsler og man bliver ført med af en masse følelser, endnu engang tak for et tankevækkende besøg <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har s'mænd ofte overvejet at skrive en bog og så alligevel ikke.
      Det kunne være sjovt at prøve!
      Tak for dine pæne ord, de sætter skam også tanker i gang her.

      Slet
  7. Der er så mange ting i din fortælling her og skriw at forholde sig til, at jeg har svært ved at fatte mig i korthed, men tak for delingen, som sætter gang i tankevirksomheden. + Det er aldrig rat at skulle flytte et hjem fra A-B, når man har levet et sted i mange år = hæsligt på mange måder.
    God weekend kære Ellen

    SvarSlet
    Svar
    1. I lige måde, søde Tove.
      Jeg HADER flytninger af et godt hjerte!!!

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...