fredag den 16. august 2013

Skæv hund


Vores normalt søde og meget velafbalancerede hund har været til serviceeftersyn hos sin dyre læge.

Vaccination, poticure (negleklipning), tandrensning og bundfrisering.

Niki er normalt den hund, forældre helt uden bekymring lader være alene med deres småbørn, den hund som kan lege med alle hunde i hundepensionen. 
Han er absolut rolig, undtagen når der er dyrlæger i farvandet.

Dyrlæger er snerre- snappe- og jagtobjekter, på alle tider og hele året. 
Uden dyrlægen ville vi slet ikke vide, at vores fredelige fodvarmer kan mønstre den slags reaktioner.

Så for at opretholde bestanden af dyrlæger, foretages så meget behandling som muligt i beroliget, neddysset eller bedøvet tilstand - altså af hunden, s'fø'li', ikke af dyrlægerne.

Så snart pelsdyret sover, går den dyre i gang med at klippe dyrets lange kløer og efterse tænderne. 
I dag blev det til en omgang rigtig bedøvelse, fordi der skulle fjernes en del tandsten.

Samtidig med at dyrlægen gik i gang med sit, gik jeg amok med den tilbundsgående børste, og har på den måde igen i dag fået fjernet noget nær den halve hund. 
Denne gang helt uden at han opdagede det - dejligt.

Bagefter skal den pelsede så 'bare' vågne op igen. 
Jeg skal ellers love for at det ikke er 'bare lige' denne gang. 
Her 5 timer senere er han stadig totalt groggy!

Han vågnede ellers fint op hos dyrlægen, og formåede endda at snappe ud efter en af dem i stadig halvbedøvet tilstand (var dog meget langt fra at kunne tage ordentligt sigte!).

Kunne vakle ud til bilen, men måtte have hjælp til at komme op i den...
Sølle (men velfriseret) hund på vej hjem :(
 Siden vi kom hjem har han skiftevis sovet og grædt / pebet. 
Det har været forfærdeligt!!

Så meget synes jeg ikke han har reageret før, så vi snuppede lige et ekstra eftersyn hos dyrlægen, for at være helt sikre på at der ikke er noget galt. 

Måske er det fordi han med sine snart 8 år er ved at være en noget aldrende herre. 
Måske er det fordi spidshunde er mere sarte overfor bedøvelse end mange andre racer (han får kun ca halv dosis af det normale).

Der er ikke nogen rigtig forklaring, ud over at han er 'skæv' af stofferne. 

I morgen skal jeg være hjemmefra det meste af dagen, så nu har jeg fundet ham en dagpleje. Jeg synes ikke om at lade ham være alene hjemme i mange timer, før han er helt frisk igen.
Han plejer jo at se sådan ud:


Og må jeg lige minde om: Jeg er aldeles ikke pivet omkring mine dyrs helbred og adfærd. Slet, slet, SLET ikke.
Kun når jeg er bekymret for dem.....




10 kommentarer:

  1. Godt at den er på den gode side af dyrlægebesøget, det er ikke rart når vores kæledyr lider. Vh Lykke

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo altsammen noget, vi gør for hans eget bedste. Men svært alligevel, når han reagerer så voldsomt.

      Slet
  2. Åhhh stakkels Nikki.... Han ser godt nok ramt ud. Håber han har det bedre idag?
    God weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Efterhånden ligner han lidt mere sig selv igen, men det var godt jeg fik ham passet i går. Der var han stadigvæk meget påvirket, staklen.

      Slet
  3. Så kom jeg endelig med igen hos dig :-)
    Det var en sød beretning om jeres møde - og et godt eksempel på, at man har sine principper, indtil der kommer den rigtige og ændrer på dem. Det skete også for mig, og jeg har da ikke fortrudt selv efter 27 år :-)
    Tillykke til jer to med hinanden og de 10 år.

    Håber hunden er ovenpå igen efter den barske oplevelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg syntes nok, jeg manglede dig i samlingen ;)
      Om vi nogensinde når 27 år med hinanden er jo ikke til at sige, men vi gør det gerne. Nu mangler vi kun 17, så det nærmer sig.....

      Slet
  4. Gad vidst hvor mange dyr, der reagerer kraftigt på narkose; vores gør nemlig også. Måske er det i virkeligheden flertallet, der bare skal have halv dosis.
    Stakkels Niki, nu må han vel være ovre det. Selv om man siger til sig selv, at det er noget, der SKAL til, så er det ikke sjovt, mens det står på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dyrlægerne siger i hvert fald at spidshunde generelt er meget følsomme.
      Og jeg trækker den helt sikkert længst muligt inden næste gang!

      Slet
  5. Puha, det er så hjerteskærende at se dem vågne efter en gang bedøvelse. Min hund blev bidt og måtte bedøves og syes. Jeg fik ham med hjem inden han selv kunne gå.
    Det var skrækkeligt de første timer, ham peb, ville forsøge at gå og bare væk fra det hele. Efter 3 timer var han så meget ovenpå at han kunne finde ud af at sove. Det var godt nok en slem omgang for mig at opleve, så jeg føler meget med jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er helt rart at læse at det er så almindeligt at hunde reagerer meget på bedøvelse.
      Måske har jeg bare glemt hvor slemt det er med hunden. Kattene derimod synes jeg kommer ret let over sådan en omgang.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...