fredag den 5. april 2013

Introvert eller ekstrovert?

De to begreber blev drøftet i radioen forleden.
Det var rent AHA! for mig, tro det eller ej.

Fra Wikipedia:

Den ekstroverte personlighed (udadrettede) relaterer sig mest efter det ydre, mod de kollektive normer og adfærdsmønstre. Personen har brug for omgivelsernes opmærksomhed, og er i dialog med denne. Personen har typisk en 'man-holdning' (man siger, man gør). Sådanne personer føler sig godt tilpas i udadvendte og sociale aktiviteter.
Den introverte personlighed (indadrettede) relaterer sig derimod til sit eget indre, mens indtrykkene fra omverden er sekundære. Disse personer er mere tøvende i deres reaktionsmønstre, tingene skal lige prøves af først på den indre tankeverden. Personen vil søge efter formål og motiv bag handlingerne og kan være distræt (en typisk 'professor-type').

Fra test i iform:

DU ER INTROVERT

Du er overvejende et introvert menneske og har tendens til at være indadvedt. Du henter din energi fra dit indre liv af tanker, reflektioner og beslutninger. For mange mennesker virker forstyrrende og overvældende på dig, og du foretrækker samtaler, der går i dybden, med én person ad gangen.
Du tænker, før du svarer og bryder dig ikke om hurtige afbrudelser. Du er ansvarsfuld, kreativ og har stærke analytiske evner.
Din introverte hjerne
Din hjerne har en lav tolerance for signalstoffet dopamin. Du bliver derfor nervøs og udmattet, hvis der frigives for meget dopamin, fx ved sociale begivenheder. Introverte reagerer positivt på det beroligende stof acetylcholin, som frigives, når du fx læser eller tegner.
  

DU ER EKSTROVERT

Du er overvejende et ekstrovert menneske og er derfor meget udadvendt. Du fungerer godt blandt mange mennesker og kan godt lide at være i centrum. Du henter primært din energi i verden omkring dig - det er her, du lader op.
Du kan lide at have mange kontakter, du taler let med fremmede og er relativ åben omrking tanker og meninger. Som ekstrovert tænker du, mens du taler.
Din ekstroverte hjerne
Som ekstrovert har du en høj tolerance for signalstoffet dopamin. Du har brug for mange fysiske og mentale udfordringer, fx at optræde, være sammen med mange folk, kaste dig ud i nye ting osv. Hjernen belønner dig derfor, når du er udadvendt, åben og energisk.

(Den test forbløffede mig med nogle af sine spørgsmål, f.eks vidste den godt at jeg har lidt telefonfobi, og at jeg ikke bryder mig om stærkt krydret mad - spooky!)


Men det kan siges meget kortere:
Vi introverte får energi i rolige, stabile omgivelser, hvor vi kan tænke os om i fred og ro.
Ekstroverte får energi af samvær med mange mennesker, og tænker sig bedst om i selskab med andre.

Der er formentlig ca lige mange af hver slags i en befolkningsgruppe. 
Men netop forskellen i væremåde gør, at de ekstroverte "fylder" mere. De har også behovet for at fylde mere.
Til gengæld er de introverte udsatte for at virke til at være i mindretal, "sære" og lidt "underlødige".  Mange introverte opfatter også sig selv sådan.

AHA'en for mig lå jo også netop i at jeg slet ikke var/er sær, jeg er bare typisk introvert, og har altid været det.

Jeg gik i børnehave dengang i 50'erne, og jeg hadede det af godt hjerte. Jeg har tit tænkt på hvorfor (Frk Gade drev vist egentlig en udmærket børnehave), og nåede allerede tidligt i mit liv frem til at det hang sammen med det påtvungne fællesskab og manglende muligheder for "alenehed". 
Jeg husker den dejlige fornemmelse det var dengang jeg havde lært at flette og jeg fik lov at sidde helt alene på kontoret og flette en lang snor (nej, den kan ikke have været helt ringe, børnehaven. Det var da noget af et individuelt hensyn, de tog dengang). Jeg elskede at sidde der!

For nogle år siden blev det på min arbejdsplads nødvendigt at oprette et større antal PC-arbejdspladser. Den mulige løsning var et fælleskontor med adskillige PC-pladser. 
Godt for de, der trives i flok og som samler energien i (og af) menneskemylder.

Vi var nu også nogen, som pippede lidt om den manglende mulighed for arbejdsro og koncentration i det myldrende miljø.

Det skete der nu ikke meget ved. Verden er udvikling og kommunikation, og det er godt at socialisere.....

Havde jeg bare dengang kendt begreberne introvert og ekstrovert ordentligt. 
Vidst, at ekstroverte (i kraft af deres ekstroverthed) let kan "tromle" de introverte - ikke af ond vilje, men fordi de simpelthen ikke i deres menneskesyn rummer tanken om at der er mennesker der er direkte afhængige af ro omkring sig for at fungere.

Jeg tror nok, at andelen af ekstroverte er større blandt ledere end blandt os "på gulvet". dermed bliver det også den ekstroverte verden, der bliver den "rigtige".

Slutter lige af med en række spørgsmål fra denne side
Jo flere af spørgsmålene, der besvares med ja, jo mere introvert - jo flere nej'er, jo mere ekstrovert. 
Fordelingen af ja/nej'er er et udtryk for at vi alle er forskellige indeni, og at ingen er fuldstændig det ene eller det andet - heldigvis ;-)
Og - for god ordens skyld: det er ikke finere at være det ene eller det andet. Det, der er fint er at være klar over at vi er forskellige og at vi tilsammen kan danne den smukkeste palet, hvis vi giver plads til alles specielle behov (som børnehaven gjorde. Måske skulle jeg ikke have hadet den helt så meget).

1. Jeg foretrækker en-til-en samtaler frem for gruppe samtaler.
2. Jeg foretrækker ofte at udtrykke mig selv på skrift.
3. Jeg kan lide at være alene.
4. Jeg er mere ligeglad end mine ligestillede med rigdom, berømmelse og status.
5. Jeg bryder mig ikke om tom snak og foretrækker dybere samtaler om emner, der
interesserer mig.
6. Jeg opfattes ofte som en god lytter.
7. Jeg er ikke en risikotager.
8. Jeg kan lide at arbejde koncentreret med få afbrydelser.
9. Jeg kan bedst lide at holde min fødselsdag uden stor fest og med en eller to nære
venner eller familiemedlemmer.
10.Folk beskriver mig som lavt talende og afdæmpet.
11.Jeg vil helst gøre mit arbejde færdigt inden jeg viser det – eller diskuterer det med
andre.
12.Jeg kan ikke lide konflikter.
13.Jeg arbejder bedst alene.
14.Jeg tænker ofte før jeg taler.
15.Jeg føler mig træt og drænet efter at have været ude og omkring, selv om jeg hyggede
mig.
16.Jeg lader ofte telefonopkald blive besvaret af min telefonsvarer.
17.Hvis jeg kunne vælge, så ville jeg foretrække en weekend uden nogen aktiviteter
fremfor en, hvor jeg havde mange opgaver.
18.Jeg bryder mig ikke om ”multitasking”.
19.Jeg har let ved at koncentrere mig.
20. I undervisningssammenhæng, så foretrækker jeg præsentationer fremfor seminarer
eller gruppearbejde.




9 kommentarer:

  1. For hulen det er jo nok moder- problemet i al menneskeligt samvær.
    Jeg er vist ligetilpas en skønsom blanding at begge dele. Hader telefonen når jeg skal svare på den hvis jeg er "inde" i mig selv.
    Kommer nemt til at tromle da jeg synes det varer en krig før de andre kommer i omdrejninger, men elsker når vi vender og drejer et problem så længe at de andre synes jeg er gået i selvsving.

    Ja jeg kender det med at være i børnehaven som barn hvor jeg fandt mine egne kroge hvor jeg kunne lege for mig selv.
    Kan huske at læreren sendt mig op på biblioteket fordi jeg havde svært ved at koncentrere mig om at lære tegnsætning, når jeg sad for mig selv kunne jeg jo både sætte tegn og læse i en anden bog det var mere spændende.

    Ja vi er vist alle nogle kønne smmenplantninger, men det er vel også det der gør at vi ofte kan danne så mange forskellige relationer son vi jo i bund og grund kan.

    Tak for et spændende indlæg, altid dejligt når de små grå får med.

    KH Karen Margrethe

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har faktisk gået og tygget på det indlæg en del dage - det er et spændende emne, og jeg MÅTTE dele det.
      Men var nødt til at vente, til jeg havde alenetid og ro nok til at kunne gennemarbejde det (= i hvert fald ikke, når manden tuller omkring i huset).
      Selv om han aldrig brokker sig, når jeg "går ind i mig selv" og nørder. Han går bare ud og "bygger en carport" som han siger.

      Tak for din lange kommentar.
      Jeg elsker de lange kommentarer, som får karakter af samtaler.

      Slet
  2. Dejligt og lærerigt indlæg, du har skrevet. Du har fået nogle detaljer med, jeg ikke var klar over - jeg vidste ikke, at nr 12 og nr 18 knytter sig til at være introvert. Så du skal have mange tak for den viden, du der gav mig :-)

    Jeg følger Anna Skyggebjergs blog: http://blog.annaskyggebjerg.dk/ så jeg vidste godt, at jeg selv er introvert. Da det gik op for mig, fik også jeg en AHA oplevelse - det var så skønt at få sat ord på og opdage, at der ikke er noget galt med mig på den front

    Kh
    Louise.

    Jeg har købt Anna Skyggebjergs bog om at være Introvert og stå ved sig selv. Jeg modtog bogen i går, og jeg glæder mig meget til at læse den :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for et spændende nyt blogbekendtskab, hende glæder jeg mig til at følge!
      Den eneste på skemaet, jeg ikke er enig i er nr. 16, den med telefonsvareren.
      At lytte til svaremokken er en aktiv handling, som kan kræve mere aktiv handling - UF!
      Herhjemme anvender vi begge i høj grad den, der hedder at vi svarer på numre vi kender, men ikke på ukendte. Ukendte må sluse sig ind via tlf.svarer eller sms!
      Tak også til dig for et dejlig langt svar.
      Det her er bare fedt!

      Slet
    2. Den med telefonsvareren er jeg heller ikke enig i, jeg aflytter aldrig min telefonsvarer.

      I går læste jeg bogen Introvert af Anna Skyggebjerg, og det var/er en pragtfuld bog. Jeg græd meget af lettelse over, at jeg ikke er forkert - jeg er bare meget introvert. Bogen er virkelig velskrevet, og jeg vil klart anbefale alle at læse den - enten fordi man selv er introvert, eller fordi man kender et introvert menneske. Det er en utrolig god bog at lære af, og jeg håber, at Anna Skyggebjerg med bogen har startet en stille revolution, så det fremover bliver ligeså acceptabelt at være introvert som ekstrovert :-)

      Slet
  3. Det er et meget interessant emne.
    Jeg er blevet testet på arbejdet et par gange i en test, der hedder MBTI (som min datter er ved at uddanne sig til konsulent i). Hvis du googler MBTI, vil der komme en del hit op, hvor du kan teste dig selv. Her er et forsøg på en kort introduktion: http://www.persontests.dk/personlighedstests/mbti/
    Uanset om man er intro- eller ekstrovert, er det nyttigt at kende sine kolleger; det giver en meget større forståelse for andres handlemønstre, hvorfor der både kan undgås konflikter og sættes mere effektive teams sammen. Det nytter jo ikke noget at sammensætte en gruppe med udelukkende 'startere' eller 'afsluttere'. Ingen af delene vil få udrettet noget som helst. Man skal helst også have både en type, der har overblikket og en, der fokuserer på detaljen.
    Meget interessant, kan du nok læse, at jeg synes ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også blevet temmelig optaget af emnet, som jo helt klart har givet mig nogle svar, jeg ikke vidste jeg manglede. Og jeg er enig i at det vil være en fordel ved sammensætning af teams, at man ser nøje på om medlemmerne kan samarbejde, eller om de måske kommer til at bruge mest tid på at modarbejde hinanden.
      Først og fremmest tror jeg, det er væsentligt at man gør sig forskelle imellem mennesker bevidst. Kun ved at acceptere at vi alle er forskellige (på mange planer) kan vi komme til at bruge hinandens styrker optimalt.

      Slet
  4. Hej Ellen
    Jeg har lige bestilt bogen, du kan låne den, når jeg har læst den. Jeg tilhører det samme folkefærd som dig, men det kan nok heller være nogen hemmelighed. Vi blev som arbejdsgruppe testet ift. JTI, som nok ligner det redskab der er beskrevet ovenfor, det øgede forståelse os medarbejdere imellem, så vi bedre kunne tage hensyn til hinanden, men også bedre fordele arbejdsopgaverne, så alle fik plads og alles kompetencer bliver udnyttet. Det er jo ikke sådan at introverte ikke får projektideer, vi er bare lidt langsommere til at få dem sagt højt.
    I forhold til det med storrumskontorer, så har nok snart noget skyts til dig, for jeg har samtidig bestilt Ann E. Knudsens nye bog om forskellene på mænd og kvinders hjerner og jeg mindes at der i anmeldelsen stod noget om, hvorfor vi generelt ikke kan arbejde i store kontorer.
    Der fik vi så også lige forklaringen på, hvorfor vi ikke taler i telefon sammen, jeg elsker egentlig at hyggesnakke i telefonen, men jeg er så dårlig til at få ringet op.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Og jeg er megaringe til at ringe....
      Dengang jeg mødte Finn første gang, havde vi aldrig talt sammen, kun skrevet..... to introverte under samme tag.
      Storrumskontoret gør jeg slet ikke mere ved, det er etableret (og har alle de forudsigelige problemer: larm, varme, uro osv).
      DC har heldigvis sit eget lille kontor, hvor vi ikke er til at jage væk fra - og slet ikke til fælleskontoret.
      Jeg kunne derimod godt være fristet til at anbefale vores leder (meget ekstrovert!) at læse om emnet ;-)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...