Fin forestilling (lidt amerikansk rørstrømsk), og hvor kunne de spille, musikerne!
Vi havde pladser allerforrest, midt på 2. række.
Det havde den "bivirkning", at vi var blandt de allerallersidste, der kom ud, både i pausen og efter forestillingen..
I pausen "løste" vi det problem ved at snuppe handicapelevatoren op....
Efter forestillingen var vi en del, der havde fået samme idé, men det var nu stadig hurtigere end menneskemylderet op langs rækkerne.
Men (og nu kommer det forargelige):
Vi er seks mennesker tilbage, og er ved at borde elevatoren, da der bagfra kommer en fyr susende med en kørestolsbruger, med den ene bemærkning: "Tager I slet ikke hensyn til en handicappet?".
Havde det været for meget forlangt at den flinke ledsager havde spurgt bare en smule mindre uforskammet???
Selvfølgelig forlod vi elevatoren, til trods for uforskammetheden.
Engang for nogle år siden kom jeg i god tid til en kirkekoncert, fordi jeg gerne ville have en god plads oppe foran. Kun for at blive bedt om at flytte mig, da der i sidste øjeblik ankom en kørestolsbruger, som jo skulle sidde så han kunne se.
Men den slags opførsel gør mig vred.
En kørestol er ikke en bulldozer, og det at man sidder i kørestol giver ikke en selvfølgelig ret til at glemme alt om almindelig god opførsel.
Jeg hører til det mindretal, der godt kan finde på at bede en kørestolsbruger flytte sig i en butik, hvis jeg ikke kan nå de varer, jeg er kommet for at hente. Eller hvis de placerer sig midt i adgangen til to kasser, så man ikke kan komme frem til den, de alligevel ikke vil bruge.
Slutter lige med en Callahan:
Altså, DU kan ikke forarge mig, men de handicappedes opførsel kan!
SvarSletHvis de gerne vil opfattes på lige fod med ikke-handicappede, må de dæleme opføre sig derefter.
Den med kirkekoncerten er da helt grotesk ... så kunne du blive smidt ned på en plads, hvorfra du ikke kunne se? Jeg ved ikke, om jeg ville have det fornødne mod til at protestere, hvis det var mig, det var sket for, men jeg håber det!
Jeg havde ikke modet, ville ønske jeg havde!
SletJeg bliver så overrumplet i sådan en situation, at jeg slet ikke når at tænke, før den "pæne pige" i mig forlængst har sagt "ja" og "selvfølgelig" til alle forslag.
Jeg mener i bund og grund, det er et udtryk for manglende respekt for de handicappede når man lader dem opføre sig som forkælede børn.