Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

onsdag den 30. december 2015

Flettede stjernestrimmelstjerner


Mit hjerte banker for dem.

Papirsstjernerne.


Alle stjernerne på siden er flettede af 15 mm færdigkøbte stjernestrimler

Også selv om jeg godt ved, jeg er lidt sent ude med det her opslag. Bedre sent end aldrig, og det bliver vel jul igen om et års tid.


De sødeste stjerner synes jeg er de her små, buttede sager:
Vejledning her
De små tingester er snydesimple at lave, og de kan foldes af stort set alt papir (bare det ikke er for tyndt - f.x. kan omslag på reklamer bruges, men siderne indeni fungerer ikke). 
Der bruges én stjernestrimmel til hver stjerne.

Man kan flette dem over en snor til den fineste guirlande:
Her er lidt af en ret gammel guirlande jeg har lavet engang
(Røde stjerner på guldsnor)


Næste størrelse hører også til mine favoritter:
Vejledning til den røde stjerne her
Vejledning til den hvide kan købes her

Til dem bruges tre halve af de købte stjernestrimler.
De kan være lidt kringlede at komme i gang med, man har man først fundet melodien er de hurtige at lave.

Den røde er det let nok at finde en gratis vejledning på.
Den hvide har jeg (indtil nu) kun fundet hos Tina Dalbøge, og hun vil have penge for vejledningen (I en e-bog, sammen med flere andre vejledninger).

Jeg har ikke købt bogen og har ikke læst vejledningen, kun studeret billederne. 
Den 'kantede' stjerne startes som den røde (den med bløde takker), det er kun de seks takker der foldes 'skarpt' i stedet for 'blødt' - giver det mening?


For feinschmäckerne:
Jeg er ikke blevet enig med mig selv om foldekanterne skal være indeni eller udenpå takkerne.
Hælder dog nok mest til udenpå (takkerne kl. 11, 16 og 19), synes de der bliver en del af dekorationen.
(På de andre tre takker er foldekanterne inden i hjørnerne).

Den helt klassiske, 8-takkede foldede stjerne, flettet af fire strimler:
Vejledning her
Som ung gik der sport i at flette dem så små som muligt. 
Jeg nåede ned på at flette af strimler der var lige omkring 1 mm i bredden. Det var tæt på Danmarksrekorden, men jeg kunne ikke komme længere ned.
Strimlerne lavede jeg af glittet papir, og til at flette brugte jeg en knappenål.
Jeg prøvede at genoptage minifletteriet for 10-20 år siden, men måtte allerede dengang sande at synet ikke forbedres med årene, så jeg måtte opgive at nå tidligere tiders diminutive storhed.
Måske skulle jeg prøve med en lup?




Den lidt større model, flettet af 12 strimler:
Vejledning her
 Selvfølgelig er den sværere end den med kun 4 strimler, men dog ikke sværere end at man kan lære den udenad og flette den uden den skrevne vejledning.

Størrelsen er ikke større end man kan have den hængende på juletræet.
Jeg har ikke prøvet at flette den i de smalle strimler, det må prøves!



Og således nåede vi frem til den helt store, flettet af ikke mindre end 48 strimler. 
Vejledning her - og for at det ikke skal blive for let, er den på tysk

DEN vil jeg ikke påtage mig at lære udenad!

For at holde styr på ender og sammenføjninger skrev jeg på alle enderne om de hørte til gul, blå, rød, grøn, turkis eller orange blok. Jeg brugte i det hele taget meget blyant indervejs, for at forsøge at holde rede i strimlerne....

Og jeg pillede hele møget op mere end en gang...


Så folkens, nu er der lidt at gå i gang med i de mørke januaraftner....




torsdag den 10. december 2015

Årets julebrev


Jeg gør det stadig!

Sender et rigtigt papirbrev rundt til jul!

Én eneste gang er jeg faldet for fristelsen til at sende det rundt pr. email. Det gør jeg aldrig igen.

Jeg havde slet ikke nogen fornemmelse af det julebrev, følte mig nærmest snydt (af mig selv, endda!).

Så jeg er gået tilbage til det trykte bogstav på papir, og til postvæsenet som distributør - dog med den finte at nogle alligevel får skrivelsen elektronisk.



Jeg nyder faktisk at sætte en pæn skrivelse sammen (ALDRIG over ét ark papir, og billederne skal fylde ca halvdelen), sætte billeder på og - oh, salig fryd - udskrive værket på lækkert, lidt tykt papir, hvor billedfarverne ikke kan ses igennem.



I år er brevet tre-fløjet, og der er god plads til at skrive en håndskreven hilsen på hvert eneste brev.

For den personlige, skrevne hilsen kan jeg ikke undvære, heller ikke på den masseproducerede.



Misforstå mig ret, jeg har intet imod at andre sender brevene elektronisk. Det fungerer bare ikke for mig.

Herunder nogle af billederne fra årets hilsen:








Helene og Tibo kører rigtig bil.
Vi bor heldigvis sådan, at bedstemor har sådan nogle muligheder for at spolere de søde små!


Verdens bedste morbror (skrev min datter, og hun må jo vide det) med niece Mynthe


Villads og Mynthe i klitterne ved Hvide Sande

torsdag den 19. november 2015

En tur til Slaraffenland


Vi skal på vinterjuleweekendcamping og i den anledning skulle vi finde lidt (plat men ikke alt for smagløst) til at pimpe den slæbbare med.

Når man nu bor indenfor køreafstand fra Ribe er der kun ét at køre: 

Sæt kursen mod Billig-Persen.


Jeg vil lade billederne tale deres eget sprog.

Vi fik købt det nødvendigste....

og måske liiiiige en lillebitte snas mere

Det indkøbte optræder IKKE på billederne..





Ææææælsker julepjat!



Vandstanden omkring Ribe var forresten så høj at omfartsvejen vest om Ribe nærmest lignede Rømødæmningen.

Desværre fik jeg ikke lige taget noget billede, men der ligger et ret flot et på FB-gruppen 'naturoplevelser i Danmark'.

onsdag den 24. december 2014

Jeg glæder mig i denne tid..

.. nu falder regnen tæt og strid,
så ved jeg julen kommer.
Min far hver dag i byen går
og når han kommer hjem jeg står
og ser de tomme lommer...



Desværre har jeg ikke selv skrevet linierne herover. Jeg ved ikke hvor de kommer fra, jeg holder bare meget af dem!


Glædelig juleaften til alle.

Husk at nyde jer selv, hinanden, maden, træet, gaverne og det hele.

tirsdag den 23. december 2014

gav(e)strik...


Vi er jo sådan set over juleræset... 

Og det er en vidunderlig fornemmelse!!!! 
Intet mindre.


I morgen er her mig, manden og Nils, til en fredeligste juleaften, næsten uden gaver. Vi glæder os, men allermest over at det helt store ræs er overstået.

Så jeg kan tillade mig at flashe julegaverne: 

Barsels-, ikke julegave. I Mayflower 1class garn, fårene af en rest mohair.
Opskriftsbog nr. 37 fra Hjertegarn.


Julegaven til Villads på næsten 3½.
Viggo fra Rasmilla, strikket af strømpegarnsrester.
Lommerne er eget opfund.

Jeg havde ikke nok af de helt rigtige knapper til Villads's trøje......

Bolero til Helene.
Strikket i glimmergarn (glimmeret blev MEGET godt modtaget!) af lidt ukendt herkomst...
Opskrift fra Erika Knights "Strik til englebørn". Jeg har forlænget ærmerne, så de når ned midt på underarmen.

Samme glimmergarn anvendt til lille Mynthetrøje.
Opskriften er fra en gammel Ulrichs "den lille uldne", genopdaget af verdens rareste mosekone
Trøjen er til den lille side, trods alle mine ændringer.
Men Mynthe er også en lille mager en, så den kan bruges endnu.

Der var også vanter og futter til Mynthe,
De skulle have været færdige forlængst, men blev det i løbet af eftermiddagen...
Egen opskrift og restegarn.

Trøje til Tibo (næsten 3, ikke specielt stor af sin alder), opskrift Holger fra Filcolana. Størrelse 4 år, strikket i arwetta og farveskiftende strømpegarn.
MEN: Den ser ud til at være for lille! Selv om strikkefastheden passede.....

Der var rigtig meget huhej over gaveudpakningerne, og den unge mand havde bestemt hverken tid eller lyst til at prøve tøj, så det er måske kun mig der er nervøs. Jeg venter spændt på moderens dom......

Den her blev først færdig i går.
En Brandekjole til lille Mynthe, strikket i Noro og Alpaca.
Tilsat en hjemmekomponeret flæse forneden...
Den ser lang ud på billedet, men jeg tror den kommer til at blive flot på den lille marcipanunge!


Vi har tradition for disaster her, når vi fejrer juleaften.
To gange har alt afløb været totalt stoppet. Virkelig stoppet, med top på....
Et år gik mastesikringen, husets hovedsikring, efter lukketid d. 24. Heldigvis fik vi hjælp, den lokale elektriker kunne finde en på lageret, så vi kunne få lavet maden færdig.
I år stod først mikrobølgeovn, derefter kogekande totalt af. Så allerede søndag var vi i Kolding Storcenter for at investere i ny 'hårde hvidevarer'. 

På hjemvejen fra Storcenteret var bombetruslen og det totale kaos i Storcenteret det helt hotte emne i bilradioen.

Vi nåede at komme ud i tide, inden truslen!

Og nu skal vi på losseren, sådan en død mikrobølgeovn fylder forbløffende meget. Den skal UD!

fredag den 19. december 2014

Så kan julefesten bare komme an!


Julepakkerne på skabet bliver demonstrativt bevogtet af vores trofaste vagtkat, som med slebet klo holder meget fast i at oversiden af skabet er HENDES domæne, og at alle pakkerne kun er lagt der for at drille og genere hende. 

Flytte sig?
Nej, Vorherre bevares. Så er demonstrationen jo li'som væk, ikk?




Men nu må det godt blive juleaften i overmorgen.


Helenes gave er nemlig  færdigsyet, pakket ind og lagt på skabet til de andre pakker.


tirsdag den 16. december 2014

Nej, stadig ingen stofpakke til mig....

Vi har 4 dage færre end de fleste til at forberede juleaften. 

Sådan er det, når der er belgiske bedsteforældre, der også gerne vil se børnebørnene juleaften.

I år holder vi "familiejuleaften" allerede lørdag d. 20., så vi er i fuld gang med de endelige forberedelser.


Det har altid været min faste holdning ikke at have helt faste traditioner for julen. 

I Grønland spiste vi altid rensdyrkølle (med hvide og brune kartofler, samt Waldorfsalat) juleaften (jeg savner stadig rensdyrkølle. Det er en überlækker spise, kan jeg love jer).
Et år var Nuuk totalt udgået for valnødder op til jul. Det år spiste vi hasseldorfsalat....

To juleaftener har vi også holdt flere gange end jeg kan tælle, siden jeg blev skilt fra den ældstes far. Det er ikke mit indtryk at ungerne har været specielt kede af den ordning.

Mens ungerne var små havde vi ofte vores gamle nabo på besøg juleaften. Han var temmelig døv og orkede ikke familiejul med mange børn. Døren hos os har altid været åben for mennesker, der havde brug for det. Også juleaften.



I år har vi to seriøse brud på det almindelige.

For det første har vi bagt småkager og kogt klejner. For første gang i mange, mange år.
Jeg æææælsker min efterløn!
Alt er bagt på speltmel (herfra og herfra vi har dog fundet opskrifterne i bladets decembernummer), med supergode resultater. 
(almindeligt hvedemel er no-go på grund af intolerance)




Vi har rullet frugtkugler. Næste gang får de lov at få lidt havregryn med, de er lige 'våde' nok.



Det andet uventede brud gælder risalamanden, som i år bliver forklædt således:


billede herfra

Der vil dog være almindelig risalamande til supplement. Men mandelen, den vil være i kagen!


OgOgOg, der vil selvfølgelig være mandler i risalamanden. Ellers skal det jo hedde risalaingenting.


Smutter igen, har lidt småtravlt.

(ikke med at sy, pakken ligger stadig og kukkelurer hos PostDanmark, nu på 17. dag. Tror, der ryger en skriftlig klage af sted snart)




søndag den 22. december 2013

4. søndag i advent



- og huset er fuldt.
Søn, svigerdatter og to børnebørn holder os to gamle i ånde......


Jeg nåede at lave en "marmeladeglasnisse" inden de kom, efter inspirationen her.
Tak, Aslaug, selv om du næppe kan kende din snemand længere!

Nu er her bare ikke ro til at beskrive den, endsige lave en opskrift......




Sneboldene i glasset er allerede forhenværende.... - så lidt når vi da.





søndag den 8. december 2013

And the winner is:


Jeg trak først glitterbogen. 
Puttede navnene (nogen fik en seddel, nogen fik 2) i et glas, lukkede øjnene og trak en Aslaugseddel op.
Tillykke, Aslaug! Sender du en adresse til min mail, neell (a) gmx . net (uden mellemrummene)
Den bog får et godt hjem, det ved jeg.



Det gør papirbogen også.
Denne gang nummererede jeg alle sedlerne (i blandet rækkefølge) og bad sømanden give mig et tal. 
Nr. 8, just sedlen med Sissels navn, og din adresse behøver du ikke sende.
Tillykke også til dig.






fredag den 6. december 2013

Adventskalendergiveawaygaver :-)


Jeg går næppe nogensinde ned på kreativbøger...

På messen i Fredericia fandt jeg bøger som mine, til massive priser. 
Jeg vil nu hellere gøre to af jer glade med dem.

Derfor denne hurtige jule-give-away. Trækkes allerede på søndag, om aftenen omkring kl. 21.
Så kan jeg nemlig (forhåbentlig) nå at få hevet bøgerne i en kuvert (de er ikke så store, vejer kun omkring 200 g hver) og få dem sendt i begyndelsen af næste uge. 
Der er nemlig julestadsforslag i begge bøger.


Ren retro, passer i den grad til hessian på væggene og gul/orange møbler (hessian var det rene gulv-til-loft kradsebræt, ren lykke for en kat) og Bo Bedre på sofabordet. Og 3-ugers vin.


1. bog er fra 1960, handler om alt det, man kan fremstille af metalfolie.
(klik på billederne for at se dem i større format)







2. bog er fra 1969 








Jeg hænger ved mine ting, og kan have meget svært ved at skille mig af med dem. Jeg vil derfor gerne føle mig sikker på at de to bøger kommer til gode hjem.

Skriv en kommentar, skriv om du kunne ønske dig begge eller bare én af bøgerne og hvorfor.
Hver begrundet kommentar giver ét lod.
Hvis du så ydermere gør lidt reklame for mig og fortæller om min give-away fordobler jeg dine lodder (jeg er gammel matematiker, kan ikke altid hæmme tendensen til lidt matematisk). 





torsdag den 5. december 2013

Lidt blokeret...

Trøst jer. Vi får smukke dage med vidunderligt vejr igen. Bare ikke i dag!



Når jeg har lyst at kommentere - tænker jeg - aarrh, er det nu så væsentligt at få skrevet? - og så skriver jeg ikke noget ....

Jeg har lovet at skrive en revysang - men er også ret blokeret der. Tænker, tænker og får ikke skrevet. Æv.

Julebrev. Skal til at komme i gang .....
Har en eneste gang skrevet en julemail i stedet. Et forsøg, der bestemt ikke skal gentages, julebreve skal skrives på papir. 


Det er nu nok 'bare' endnu en udløber af min 'ventetilstand', hvor jeg glæder mig til, længes efter og tæller dagene til min fuldtidsferie indtræffer til næste år.
Lidt senere end oprindelig planlagt, idet jeg har rykket min afgang fra arbejdspladsen 3 mdr, hvoraf jeg dog holder ferie den sidste 1½ måned. Juks. 
Årsagen er selvforskyldt, og den har med økonomi at gøre. Jeg har vidst det siden i sommer, men har ikke fortalt det til nogen før nu, hvor der er 6 mdr tilbage. 
Så det er ikke nogen chocktilstand jeg er i. Den er jeg kommet igennem!

Nej. Det er vist almindelig decemberugidelighed, lidt depri over at undvære den dejlige det halve af julemåneden, heldigvis for sidste gang. 
Det har aldrig været ret sjovt at skulle stå for stort set alle juleindkøb, -beslutninger og -arrangementer helt selv.



Skulle forresten have været til København sammen med datteren i dag, den tur tager vi søndag i stedet. Gider absolut ikke strande i timevis ved en lukket bro!

Den 94-årige er ikke så vel, så besøgsfrekvensen er øget for tiden.





søndag den 1. december 2013

1. weekend i advent


Travl weekend, få ord..

Fredag formiddag til kontrol hos dyrlægen (altså hunden). 
Han har blærebetændelse igen, det gamle dyr. Men har det ellers OK med sine væksthormonpiller, og har endda taget næsten et af de tabte kg på. Flink hund!

Fredag aften i Varde:


Ikke for meget kævl og drillerier, og så synger Jette Torp jo aldeles dejligt. 
Det gør Finn Nørbygaard forresten også.
Showet kan bestemt anbefales.


Der er sket noget med min mobil, kameraet er slet ikke, hvad det har været. Så selv om den kun er ca 1 år gammel, skal den måske snart afløses....

Helene og Tibo havde taget deres forældre med på weekendbesøg.


Helene, 3½ år.
Speedsnakker, og med et navn der bl.a. består af tre elefanter og en hund.
Tibo, næsten to år.
Super charmetrold!

Lørdag var vi til julearrangement hos Nils, med æbleskiver ad libitum.
Rent himmerrige for Nils, svigersøn, Villads og styrmand. De sagde ikke ret meget i laaaang tid, de fire.
Datteren var ikke med, en julefrokost blev prioriteret i stedet.



Ingen skal snydes for lørdagens superskud af Villads.


 I dag .................... har vi ........................................................................ taget den med ro.............................................................. - især efter at forældre og børn har sat kursen mod Frederiksberg igen.

Vi to, og nok så meget hund og katte, nyder at der igen er blevet ro, fred og ret kedeligt på matriklen!





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...