torsdag den 29. november 2012

slut med mus i mit hus?

Det er næsten 2 mdr siden, jeg skrev om mus i mit hus.

Jeg har kæmpet! 


Til sidst blev kattenes lommepenge inddraget, og den således sparede udbetaling anvendt på 3 musefælder af billigste art.

Skufferne på plads igen, med en armeret musefælde i den ellers tomme mel-og-gryn-skuffe. Fælden blev udløst samme nat, men kræet var væk. Der var kun blodsporet af den.

Dagen efter meddelte min elskede mig glad at nu var musen væk - katten Alfred havde snuppet den! Jubel!

Indtil jeg kom til at se nærmere på nyeste 'høst' høm-høm'er. Der var to helt forskellige størrelser, ergo måtte der være (mindst) to mus.....
3 fælder blev armeret, denne gang med tørret abrikos.

I nat lykkedes det så endelig at få fanget en velvoksen mus. 

De to andre fælder bliver stående nogen tid, før jeg føler mig helt tryg.

Jeg er så glad for at vi fik købt en damprenser. Skuffen kan blive helt ren og appetitlig igen. Når jeg føler mig sikker på at husstanden igen kun omfatter mig, manden, hunden og de tre katte.




søndag den 25. november 2012

Slås med katten...


Før i tiden, da PC'en var stillestående og skærmen stor og uhåndtérlig, var det let nok at stille den arrige tilpas, når hun søgte det varmeste sted at ligge.



Det er straks sværere med den blærbare - synes jeg, ikke katten...

Hun ved nemlig alt om hvor på en bærbar der er bedst at være. Det er lige midt på tastaturet! Der er varmt og dejligt, og tasterne giver endda lidt efter når hun positionerer sin 12½ år gamle, bestemt ikke udmagrede krop. 
Eneste problem er madgiveren her, der ikke finder det særlig hensigtsmæssige at skulle betjene tasterne under 5 kg udflydende, pelset, hidsig sømpistol.

Og så har vi balladen!

Kompromis'et er at få den varmesøgende parkeret ved venstre side af elektronikken, hvor hun kan få den størst mulige udnyttelse (og blokering) af blæservarmen. Her ligger hun så og mukker over livets (og madmors) uretfærdighed. - En herlig beskæftigelse for en kat, der kun er glad, hvis der er noget at være fornærmet over!

Når jeg slukker og klapper i, får hun lov at udnytte eftervarmen, og freden sænker sig.

God søndag. 
Jeg koger risengrød på komfureftervarme og strikker...


Nyt projekt......

mandag den 19. november 2012

Hvor gemen kan man være?

Jeg er vred, fortørnet, fortvivlet. 

Dette er ikke opfundet, det er IKKE nogen vandrehistorie, selv om jeg ikke selv har oplevet det, kun fået det at vide af en i min nærhed.

Et menneske har via Facebook opsøgt nære pårørende til flere af de soldater, der er blevet dræbt igennem de senere år. 
Har taget kontakt til de pårørende, og har udgivet sig for at have været ven med afdøde.

Det er så ondt gjort, at jeg ikke kan finde ord....

Tænk at mennesker kan være sådan!


søndag den 18. november 2012

Hvor gammel skal man være før man kan bruge alderen som undskyldning?

For nogen tid siden meldte jeg og manden os ind i ældresagen. Mest fordi vi så kunne få kort til Metro.
Et kort vi sikkert ikke får brugt en hel masse, men det er jo altid rart at have.....

Materialerne fra ældresagen har vi forlængst fået, med medlemsnummer, girokort og en farlig masse læsestof (som jeg har læst.. ahem... i hvert fald skimmet).

Om Metrokortet stod bl.a. at vi de første 20 dage kunne få 20 (eller var det 25?)% rabat på vores indkøb.
Og dér, lige der begyndte det at blive indviklet. 
Fordi med en søgående mand, der er væk det halve af vores liv, gælder det jo om at få planlagt bestillingen af det kort, så vi sammen har hele (eller det meste af) hans frivagt til at udnytte startrabatten.
Ekspeditionstiden for kortet er en ret "blind makker" i det lotteri.

Og så er det gået, som det ofte går. 
Hele baduljen (som ankom på det ihvertfald helt forkerte tidspunkt) blev parkeret et godt sted, og forresten kom alle børn, svigerbørn og børnebørn på weekend....


Hvor var det så lige det var, det der gode sted?????????????????????????????????

Jeg tror, jeg vil gå i gang med at tømme kattekassen i stedet. Hvis jeg kan huske hvor den er...

Jubelupdate!
Medlemsnummeret fandt jeg i min mailboks, og kortet kan jeg afhente i morgen i Metro Kolding. 
Efter endnu et tandlægebesøg, brrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr!
Selv kattekassen blev fundet, og er nu tømt for diverse stinkende elementer...

Manden kommer hjem tirsdag, og således er der atter udsigt til den rene idyl i den gamle kragerede.


fredag den 16. november 2012

Spam

jeg har i dag fået en (lang!) kommentar på et ældre indlæg, fra en anonym læser. Her er nogle linier af indholdet:
"Comments are presently untouchable. care verify support shortly. advertising level With Slumping wage, This modify Looks twopenny-halfpenny omit pome Here’s How to deal Options activity understanding frame to Buy for low-level $5 be These school body Top BUY Ratings Top 10 instrument of punishment . delay up to Cabalitian.Source: Dow engine driver Newswires UPDATE: FSA Targets organisation and unconstrained multitude brands in tote up amount. Big caps now go out to buy if this is where the per nation pick out"
 

Den slags spam er irriterende, men dog til at slippe af med igen...

Lidt værre var den mail jeg fik fra afsenderadressen TDC@mail.se, hvor jeg får besked om at der er lavet en fejl ved min regning, og jeg bedes opgive alle oplysninger, så fejlen kan blive rettet...

Den er også fjernet.

Så er der alle de uopfordrede mails, hvor jeg tilbydes penisforlængelse, billige lån og mobiltelefoner, blot jeg melder tilbage hurtigt.

Og alle de mails, jeg selv i et svagt øjeblik har "bedt" om. Orienteringer om ugens fedeste tilbud, nyheder osv, osv. 
Pludselig er der så mange, at jeg ikke engang gider læse de interessante af dem.

På Facebook er der invitationer, reklamer og gruppemails til kritikløs videresendelse. I hate it!

I den forløbne uge har jeg brugt tid på at nedlægge næsten alle nyhedsmails, så mit arme mailprogram kan få lidt ro.
Nogen af dem kan man bare afmelde.
Andre kan være af de mere spy typer, som man ALDRIG bør klikke på eller besvare. Dem beder jeg i stedet mailprogrammet fjerne fra serveren, ubesete. 

I internet explorer gøres det således:
Marker den uønskede mail. Klik på meddelelser>opret regel ud fra meddelelse. En box med 3 ruder kommer frem, med automatiske "flueben" i første linie af den øverste ruder dukker frem. I rude 2, "vælg handling for regelen", sættes flueben i allernederste linie "slet den fra serveren" og klik OK. Vent et øjeblik, til skiltet "regelen er blevet tilføjet" popper op, og klik OK på det.
Jeg bruger ret mange meddelelsesregler, mest til at sortere indkommende mails.

I skal nu også lige spammes lidt, nu jeg er i gang, med en illustrativ indføring i nogle af de mere  basale computerbereber: 


Velbekomme og god weekend.

mandag den 12. november 2012

Lys



En aldeles umage samling af genstande. En indisk arbejdselefant med sin medhjælpende unge, en mærkelig lille platte og 4 lysestager med røde lys.
Elefanterne og den lille (ikke særlig pæne) platte er "familiesouvenirs" fra min mors ting.
De 4 lysestager har hver sin historie:
Den sorte stage med skærmen (i baggrunden) er en svensk stormstage, købt på loppis for 15,- svenske kroner for mange år siden. Beregnet på at tage med ud på das. Når lyset er brændt så langt ned at skærmen dækker flammen, er det stort set umuligt at slukke lyset.
Den sorte stage uden skærm stod hos en moster, der døde for små 10 år siden. Historien er ukendt, men den kunne være en souvenir fra hendes tid som nødhjælpsarbejder i Norge efter krigen.
Den kan også stamme fra så meget andet - den medbringer ingen facitliste.
Kammerstagen af messing er meget gammel. Min mor har fortalt mig om den, men jeg husker ikke længere hvor den kommer fra. Den var sort, da jeg fik den hjem, men med en sømand i huset er der råd for den slags: eddikevand!
Den kunne nu godt fortjene at blive poleret bedre op....
Sølvstagen i forgrunden var en lille "skifting" i min mors samling af lysestager. Hun havde adskillige par af flotte lysestager stående. Lysestager, som mine brødre (og deres koner måske især?) sagtens kunne finde ud af at få fordelt (Nej, nej, nej, der er ikke gemt nogen syrlig eller småfornærmet tone i det her - jeg er ikke særlig vild efter flere lysestager, jeg valgte dem selv fra og så jeg er glad for at de andre var glade for dem).
Tilbage var én enlig, sort lysestage i en lidt sød facon. Den fandt alligevel nåde for mine øjne, så den kom med mig hjem, og blev pudset.
Men filten under foden var løs, og fyldet indeni smuldrede ud, så jeg tog den med til den lokale guldsmed for reparation. 
Han var ellevild! 
Det er en fin stage fra Dragsted i Kbh., men kan desværre ikke tidfæstes. Guldsmeden har repareret den og poleret den op, så den ser ud som helt ny, og den er bare FLOT nu.

Og jeg er så glad for den!

Jeg er glad for hele min samling af "skæve" stager. Det skal ikke være så ens altsammen!


Hav en god uge derude!


lørdag den 10. november 2012

Heldigvis ikke aktuelt


Min aldrende mor for snart 2 år siden på plejehjem, og vi 4 (efterkrigstids)'børn' har fået adgang til hendes (enorme!) samling af alle mulige papirer.
Bl.a. kassevis af materiale fra besættelsestiden. Jeg har lige fået én af kasserne hjem til gennemgang.

Begge mine forældre var studerende i København under 2. verdenskrig, og de var involverede i modstandsbevægelsen. Hvor meget er det aldrig lykkedes os at få rigtigt at vide, det var ikke noget der blev talt særligt om i mit barndomshjem.
Som barn var jeg faktisk slet ikke klar over at krigen var noget, der var slut kun få år før jeg blev født. 
Og slet, slet ikke, at mine forældre ved flere lejligheder havde været angst for at blive taget.

Nedenstående er noget af det mere uhyggelige fra kassen. 
Et lille foldet blad, med teksten 'fortrolig' udenpå.
Indeni med fuldt navn og et (garanteret) vellignende portræt af en smuk ung kvinde. 

Navnet på kvinden er sjældent og hun kan let findes via Google. Der står ikke meget om hende, men jeg har dog fundet frem til at hun har fuldført en helt anden uddannelse end den polytekniske.

Nedenfor lidt billeder af andet af kassens indhold.
Jeg tror nok, jeg skal undersøge om frihedsmuseet er interesseret i kassen, men først vil min kære mand gerne have lejlighed til at kigge den igennem.

Fra tysk propagandabilledhæfte


Illegal, maskinskrevet og duplikeret udgave af John Steinbeck's "Månen er skjult"

Fra lille samling af tegninger af  5 'Mænd, der skal afregnes med'


Herunder et eksempel på et illegalt blad, vistnok fra 1943. 
På mange af de illegale blade står: læs dette - giv det videre - sig ikke, hvor du har det fra.
Klik på billederne for at få bladet op i læselig størrelse.



 

















I morgen d. 11. november kl. 11, er det 94 år siden, 1. Verdenskrig sluttede.

Fred være med os alle!!!


onsdag den 7. november 2012

filtet trøje

Mit første forsøg udi filtningens kunst - men bestemt ikke det sidste!
En jakke til Helene, efter opskrift her.

Filtningen blev udført til punkt og prikke efter anvisningen i hæftet, dvs. uldprogram og 40 grader i vaskemaskinen. Næste gang vil jeg nok være lidt mere overforsigtig og nøjes med 30 grader. Jeg synes, filtningen tog lidt overhånd.

På den anden side skulle den hele længde ændres fra 65 til 55 cm, dvs 10 cm., og det mål ser ud til at passe meget godt.


Størrelsesforholdet før og efter filtning.
Fliserne måler 20x15 cm.

Selvfølgelig har jeg glemt at tage nærbillede af knapperne, som pedanten her har syet i med samme farve tråd som striberne.
Opskriften anbefaler store træknapper - lageret bød på mellemsmå træknapper med blomstermønster (Nettotilbud), så knaphullerne måtte sys mindre. 
Er godt tilfreds med resultatet!



 Sluttelig et billede af den sødeste lille supermodel i den nye jakke. Bedstemors bedste Helene!



torsdag den 1. november 2012

alpaca til undertrøjer

En fridag i tirsdags - i strålende solskin - blev omsat til en ose/shoppe/indkøbs/nydetur (med min for tiden hjemmeværede sømand) til Flensburg. 
Flensburg har den dejligste gågade!

Med indlagte fristelser....................................


3 nøgler alpacagarn, øremærket (hø hø) til undertrøjer til lille Villads med mellemørebetændelserne. Til en samlet pris af lige under 18 €, eller lige omkring 135,- kr for 300 g.
Så rygradstælleren fik igen et gok den gale vej   :-(   - men kan det holde mellemørebøvlet på afstand, er det rigeligt alle pengene værd!



Når man når til den nordlige ende af gågaden i Flensburg, der hvor den ophører med at være gågade, møder man dette ejendommelige syn:


Sko. 
Hængende sko, den ene række efter den anden.
Forklaring? 
Den fortoner sig i det uvisse.


Skoene hænger i de wirer, der engang holdt kablerne til sporvognene. 
Og som så meget andet i Flensburg er wireophængene den rene fryd for øjet. Meget af gågaden er totalfredet, mange af husene er ganske enkelt fantastiske!

Vi fik købt det vi kom for, mandler, chokolade, kakao, marcipan og hundemad, så nu er julen stort set reddet. 
Rar fornemmelse!




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...