Her er et portræt af min skønne elskede på sin arbejdsplads:
Han er måske på sin 'pind' i styrehuset - eller han nusser rundt med noget vedligehold - måske spiser eller sover han - det er aldrig til at sige.
Vi lever langt over halvdelen af vores liv fysisk adskilt. Enten er han på arbejde - eller også er jeg.
 |
| Uregérlige Alfred venter - man er vel fars kat |
Transporten frem og tilbage foregår i hans hjemmetid, ligegyldigt om skibet ligger i Kolding (½ times kørsel herfra) eller i Port Ellen (Scotland) hvor transporttiden til og fra ligger langt på den anden side af 12 timer.
Mit arbejde forventer mit fremmøde, hvad enten han er hjemme eller ej. Hvilket de jo sådan set er i deres gode ret til....
Når han er ude, må lille jeg klare det hele. Det praktiske går nu også nok.
Jeg har efterhånden også fået lært at tage alene til familiefester uden at være direkte deprimeret over (igen) at være alene om de gode oplevelser.
Ikke alle venner deler vores/min musiksmag, så de kan ikke altid udkommanderes til koncerter. Jeg har været af sted alene - men det er nu SLET ikke det samme som når det er ham og mig, så det gør jeg kun meget undtagelsesvist.
Når så lillefar endelig kommer hjem, glæder jeg mig til alt det, vi skal være to om at gøre.
Der har jeg jo været alene hjemme og slappet af i 14 dage.
MEN:
Når 'den gamle' kommer hjem efter 14 dage på arbejde (i tæt samvær med en flok søfarende, som bestemt ikke alle har valgt jobbet på grund af deres udpræget positive sociale kompetencer) trænger han til at være hjemme og slappe af uden alt for mange aftaler.S'gufanden (pardon my french) er det ikke nogen let kabale at få til at gå op!
Heldigvis er vi begge efterhånden sådan til års at vi efterhånden kan se en ende på det. Pension og efterløn vinker :-D
Hver gang han kommer hjem, tænder vi et fyrfadslys fra dette glas (et forhenværende kalenderlys).....
Når det sidste af udmønstringslysene er brændt, fylder vi 14 efterlønslys i, et for hver uge til jeg går på efterløn (om 13 mdr fra nu).
Behøver jeg sige at vi glæder os?
Kunne jeg/vi have valgt frit på alle (job)hylder, havde vi et liv, hvor vi sov i samme seng nat efter nat efter nat.
Han og jeg har mødt hinanden sent, og vi ville meget hellere nyde vores liv side om side end så meget adskilt.
Så ville vi måske ligefrem kunne nyde nogle timer eller sommetider en dag hver for sig, for afvekslingens skyld.
Jeg føler mig ikke som en 'stakkel', ej heller som en 'helt', fordi jeg har den tilværelse, jeg har.
Men heller ikke særlig priviligeret, undtagen mht. kærlighed. Efter snart 10 år sammen vi stadig hinandens eneste ene. Se, det er da et privilegium, et meget stort og vidunderligt et.
Min morale må være:
Fald kun for en sømand, hvis du absolut ikke har andre muligheder for at finde den store kærlighed.
Og så lige en tilståelse:
Manden er faktisk slet ikke om bord på det øverste billede. Det er taget i hans frivagt, hvor han er hjemme hos mig. Det er bare sådan et flot billede af skibet!
Han er til gengæld med på billedet herunder, hvor han endda sandsynligvis er på broen (skjult bag gravemaskinen).
Det kan jeg se alene af optagetidspunktet. Det 'frie' sømandsliv er struktureret til det rigide!
Hvor er det godt du kan skrive så ærligt og på samme tid kærligt om det svære liv at være sømandskone.
SvarSletjeg tror man skal have en særlig empati for at det ikke skal ende med at forventningerne til de fælles timer går hen og kuldsejler fordi man har skruet forventningerne alt for højt op.
Alle de bedste ønsker for jeres "samliv" (ironi kan forekomme)
KH bedstemorkaren ;-)
Tak for de ord, hvor er jeg glad for dem. De fortæller mig at jeg har formået at fortælle det, jeg gerne ville frem med.
SvarSletMange 'sømandskoner' ææælllsker deres frie og selvstændige liv - det gør jeg ikke! Jeg synes, den form for samliv har alt for mange minusser.
Godt, vi ikke er så unge at der er børn ind over. Men så havde vores verden også set anderledes ud, det er helt sikkert!
Uha hvor jeg kan nikke genkendende til noget af det du skriver. Jeg har en mand, som ikke er sømand,men har rejst rigtig meget i forbindelse med jobbet. Heldigvis et det ikke så tit længere, men nu skal han igen en tur afsted. Han var ikke hjemme hele januar måned. Jeg kan godt lide, at være alene i korte perioder, men hvis det bliver for længe, synes jeg det er surt. Kan godt forstå du glæder dig til mere samvær :-)
SvarSletTak også til dig.
SvarSletJeg bliver så glad i låget, når I forstår hvad jeg mener. Og jeg er så glad over vores efterhånden næsten overskuelige tidshorisont (selv om han nok fortsætter som 'tilkaldevikar' så længe han kan).
Jeg forstår dig godt. Når man har mødt hinanden sent i livet, betyder det meget at kunne udnytte tiden fuldt ud.
SvarSlet13 måneder er heldigvis til at overse. Tro mig, jeg taler af erfaring! Den tid, der på et tidspunkt føltes uoverkommelig lang, bevæger sig faktisk nu med syvmileskridt :-)
Jeg elskede, når John havde aften- og nattevagter, men det var så heller ikke 14 dage ad gangen ... det kan jeg sagtens se er noget helt andet.
Den store forandring fra at være så meget adskilt til at være sammen 24/7 bliver sikkert godt for jer frem for det chok, man har hørt om, at andre får ;-)
Fra næste måned begynder det allerede at blive den sidste april på arbejde/den sidste pinse/ den sidste dit og den sidste dat.
SvarSletDet er allerede underligt!
Heldigvis regner jeg med at kunne fortsætte som tilkaldevikar - og når der er noget med en væv. I de sidste 7 år har jeg sagt, at der skulle gang i at lære en af kollegerne op i vævning, men hvad er sket?? NADA!
Der bliver meget, der forsvinder med mig. Stakkels kollegerne!!!!
Hehe - ditto her - det er nu alligevel rart at efterlade sig spor på ... en speciel måde, måske, men vi vil blive husket en tid fremover ;-)
SvarSletDe glemmer os aldrig!!!
SvarSletJeg kan godt forstå du glæder dig!! Blev selv gift ( igen ) for snart 5 år siden, så vi nyder hver dag i hinandens selskab. Manden bliver 60 i år og regner med at gå på efterløn om to år. Jeg er 11 år yngre og kan desværre, efter ny lovgivning, først gå på efterløn som 65 årig, så det er bare ØV!!
SvarSletI er mange, som bliver rigtig godt og grundigt ramt af den efterlønsudskydelse, og det er rigtig ærgerligt for jer. Netop fordi jeg glæder mig sådan til snart at gå i gang med min 'tredje alder' føler jeg meget med jer.
SvarSletHer er i sandhed tale om et system, hvor jeg er rigtig, rigtig glad for at have den alder jeg har.