Jeg læste også artiklen, den anden dag og den rørte også noget i mig. Jeg har arbejdet med mennesker på et beskyttet værksted/butik og deriblandt også nogle med Downs syndrom. Endvidere har vi nære venner, der også har en søn med Downs. Jeg bryder mig ikke om tanken, at man fravælge nogle frem for andre ....gad vide hvordan vores verden ville være, hvis vi alle var "perfekte"....
Det er så uhyggeligt, at vi tillader os at kalde nogle mennesker mere rigtige end andre. På den anden side ville jeg aldrig anbefale nogen at få et mongolbarn. Men jeg er stadig lykkelig over at jeg personlig frasagde mig muligheden for at tage valget (sagde nej til fostervandsprøve i sin tid). Uanset hvad jeg dengang ville have valgt, ville jeg bagefter have følt, jeg havde valgt det forkerte, tror jeg.
Jeg tænker tit, at vi simpelthen kan og ved for meget i dag. At fjerne mongolerne er ren racehygiejne. De bliver fjernede, ene og alene fordi det er dem (og nogle få andre kromosomdorandrede) man kan finde ved diverse tests inden fosteret er ret gammelt. Der er bare så mange andre skader, man ikke kan finde, og som slipper glat igennem fostervandsprøven - hvad med dem? Er mongolerne virkelig de værste? Sommetider synes jeg, det er så 'uretfærdigt' at det er dem, der skal betale med deres liv. Der er også mongolforældre, der går helt ind for fjernelse af mongolfostrene. Nogle har oplevet skrækkelige scenarier med hjertesyge mongoler, så skrækkelige at de for enhver pris vil undgå at sådanne problemer gentager sig.
Nej, jeg kender ikke det rigtige svar på ovenstående. Men det er helt klart noget, jeg tænker meget over i stille stunder.
Min yngste ville ud på halvvejen - men nej, lægerne kunne få ham til at blive. 19 år senere døde han af en medfødt svulst i hjernen - efter 2 års kamp. Naturen er klogere end lægerne - og jeg ville ikke have undværet de 19 år, selvom slutningen var forfærdelig. Dilemma? Liv er en gave, skal vi blande os? Vi ved aldrig hvilke glæder vi siger nej til. kh Bente
Tak for din kommentar, som jeg kun kan erklære mig helt og aldeles enig i. Som der står i den gamle salme/sang "glæder og sorger, de vandre til hobe, lykke, ulykke de følges og ad". Jeg tror ikke at vi kan sætte nok pris på glæderne, hvis vi ikke også giver os lov til at opleve sorgerne.
Man kan da også kun blive glad af sådanne billeder :-)
SvarSletVerden er så forunderlig, og den største sorg kan blive den største gave.
SletWhat a wonderful world....
Jeg læste også artiklen, den anden dag og den rørte også noget i mig. Jeg har arbejdet med mennesker på et beskyttet værksted/butik og deriblandt også nogle med Downs syndrom. Endvidere har vi nære venner, der også har en søn med Downs. Jeg bryder mig ikke om tanken, at man fravælge nogle frem for andre ....gad vide hvordan vores verden ville være, hvis vi alle var "perfekte"....
SvarSletDet er så uhyggeligt, at vi tillader os at kalde nogle mennesker mere rigtige end andre.
SletPå den anden side ville jeg aldrig anbefale nogen at få et mongolbarn. Men jeg er stadig lykkelig over at jeg personlig frasagde mig muligheden for at tage valget (sagde nej til fostervandsprøve i sin tid). Uanset hvad jeg dengang ville have valgt, ville jeg bagefter have følt, jeg havde valgt det forkerte, tror jeg.
Din sidste kommentar til Aslaug, ja, hvordan kan man vide hvad der er rigtig og forkert, og hvem bestemmer hvad der er?
SvarSletJeg tænker tit, at vi simpelthen kan og ved for meget i dag.
SletAt fjerne mongolerne er ren racehygiejne. De bliver fjernede, ene og alene fordi det er dem (og nogle få andre kromosomdorandrede) man kan finde ved diverse tests inden fosteret er ret gammelt.
Der er bare så mange andre skader, man ikke kan finde, og som slipper glat igennem fostervandsprøven - hvad med dem?
Er mongolerne virkelig de værste? Sommetider synes jeg, det er så 'uretfærdigt' at det er dem, der skal betale med deres liv.
Der er også mongolforældre, der går helt ind for fjernelse af mongolfostrene. Nogle har oplevet skrækkelige scenarier med hjertesyge mongoler, så skrækkelige at de for enhver pris vil undgå at sådanne problemer gentager sig.
Nej, jeg kender ikke det rigtige svar på ovenstående. Men det er helt klart noget, jeg tænker meget over i stille stunder.
Min yngste ville ud på halvvejen - men nej, lægerne kunne få ham til at blive. 19 år senere døde han af en medfødt svulst i hjernen - efter 2 års kamp. Naturen er klogere end lægerne - og jeg ville ikke have undværet de 19 år, selvom slutningen var forfærdelig. Dilemma? Liv er en gave, skal vi blande os? Vi ved aldrig hvilke glæder vi siger nej til. kh Bente
SvarSletTak for din kommentar, som jeg kun kan erklære mig helt og aldeles enig i.
SletSom der står i den gamle salme/sang "glæder og sorger, de vandre til hobe, lykke, ulykke de følges og ad". Jeg tror ikke at vi kan sætte nok pris på glæderne, hvis vi ikke også giver os lov til at opleve sorgerne.