Min mor

Min mor i 1922 eller -23 (er det et barn på 2½ eller 3½?)

Da min mor for 2½ år siden måtte acceptere at det var nødvendigt at hun flyttede på plejehjem stod jeg og mine brødre med en del udfordringer.

Én af dem var at give plejehjemmets stab en mulighed for at skaffe sig en fornemmelse af hvad min mor er for et menneske.

Jeg påtog mig at skrive en beretning om hendes liv og om hende selv. Ikke nogen helt let opgave, for hun har altid været meget privat og har aldrig været god til at fortælle om sig selv...
Med mine brødres (og min fars og mine mostres beretninger) hjælp lykkedes det alligevel ganske godt.
En nedskrevet beretning, fordi det allerede dengang var vanskeligt for hende at huske ord eller holde fast i et påbegyndt emne.
Behøver jeg nævne, at de vanskeligheder bestemt ikke er blevet mindre siden?

Min mor er (var) superintelligent (nej, det er ikke gået specielt meget i arv, i hvert fald ikke til mig), og den gamle civilingeniør kunne i en alder af 88 stadig dupere min datters noget videnskabeligtnørdede kæreste med sit enorme kendskab til kemi og videnskab i det hele taget.
Da hun gik på pension som 70-årig (for 24 år siden) var hun én af Danmarks 10 mest citerede forskere, og den eneste kvinde på den liste.
Til gengæld kan jeg ikke huske at der nogensinde har været varm kakao og hjemmebagte boller når vi kom hjem fra skole!

Hun har foretaget nogle prioriteringer og valg gennem vores opvækst, som igennem mange år gjorde mig meget vred på hende.
Men under nedskrivningen af beretningen om hendes liv sivede al den vrede fuldstændig bort, og det var en enorm lettelse for mig. Jeg så pludselig et menneske som havde foretaget valg, jeg ikke var enig i, men som aldrig havde ønsket at gøre skade med sine valg. 
Hun har altid valgt det, hun troede var det rigtige, især for os børn. 
Ingen, ikke engang ens egne forældre, kan forpligtes ud over sine evner.


Lidt kryptisk formuleret måske, men jeg håber det er til at forstå, også uden at jeg kommer med nærmere beskrivelser. 


For at få hold på beretningen startede jeg med en grov tidslinie, bestående af 10 todelte "kasser", én for hvert tiår af hendes liv.
I kassen til venstre stod det konkrete, fx. fødsel af hendes søskende, flytninger, skolegang, jobs osv.
I kassen til højre de mere "bløde" betragtninger.
Opdelingen har ikke kunnet gennemføres fuldt ud, men har været med til at strukturere indholdet for mig.

Efter den tidsmæssige opsummering kommer en serie mere "tværgående" afsnit, om hendes rejser, foreningsliv, min far og deres liv sammen, om os 4 børn, om hendes boliger osv.

Til slut 4 sider med billeder af os, af vores samlevere, børn, svigerbørn og børnebørn.
Baggrundsfarven på de 4 sider har vi "altid" haft, på tandbørster, håndklæder, navneskilte osv: ældste bror grøn, næste blå, mig rød og lillebror gul.

Det hele rigt illustreret. Vores morfar (som jeg aldrig har kendt) fotograferede meget (efter den tids standard), vores far ligeså, så der var mange billeder at tage af.


Jeg endte med at skrive følgende forord til det hele:

Forord:

At få lejlighed til og give sig tid til at begrave sig i et menneskes historie, som jeg her har gjort med min mors, er et privilegium, en meget spændende oplevelse.

Det er ren tidsrejse, en Pandoras æske, som hele tiden afslører nye lag, jo længere man kommer ind i den.

Efter en sådan fordybelse kan det være et helt chok at returnere til år 2011, når PC’en slukkes.

Det ovenfor nævnte privilegium er så absolut kun blevet større af de bidrag, mine brødre er kommet med, og som jeg har haft meget frie hænder til at skalte og valte med efter forgodtbefindende.

Jeg har ikke taget meget fra, men har dog ændret lidt i teksten her og der.

Rene citater forekommer flere steder, de er skrevet i kursiv.

At det er os, og ikke vores mor, der har valgt historierne ud - det er prisen og risikoen, når man – som mor – bestemt ikke har fortalt, endsige nedskrevet historier fra sit liv.

Lær af det, alle forældre, fortæl selv jeres poder om jeres liv!

For en god ordens skyld skal det dog nævnes, at mor selvfølgelig får dette skrift.

Til gennemlæsning og til fejlretning.

Hun ved dog alligevel bedst, hvordan hendes liv har været.

Døbte beretningen "91 år på 59 sider", skrev den ud og gav den et pænt omslag.

Min mor var meget glad for at sidde og læse i den, og der gik ikke mange uger før hun måtte have en ny, på grund af kaffepletter ;-)

Personalet var lykkelige, de havde i den beretning en god indgangsvinkel til hende. De fik forresten også en "kvikguide" på "kun" 4 sider, hvor jeg havde beskrevet lidt mere om hendes måde at være på.

Efterhånden er mor'en nu nået dertil, hvor det ikke er til at vide, hvor meget hun forstår af det der sker omkring hende. 

Men hun er (for det meste) sød, mild og altid glad for at se os. 

I hendes alder mener jeg, man må have lov at være stået mentalt af, det er ikke den samme sorg som hvis hun var 60 og havde Alzheimer. 

Og jeg takker tit for det privilegie det er, at hun bor et sted hvor personalet er som de er der (og hvor der er mange af dem), og hvor man kan mærke at de holder af deres beboere.

Det her er et eksempel på min mors "forfatterskab".
Spørg ikke mig, hvad det drejer sig om!

- figurer som de tegnede indgår forresten i de fleste demenstests. 
Dem tegnede hun med stor selvfølgelighed og elegance, 
selv om resten af testen kort før hun flyttede bestemt ikke så for god ud.

Holdt du virkelig ud helt hertil? Imponerende!

Hav en god søndag i morgen, jeg skal ud og nyde efterårsskoven ved Kvie sø. Glæder mig!