Har jeg sagt noget forkert? Så lad mig gentage....

Ved grundigere gennemlæsning af mine to tidligere indlæg kan jeg godt se at det ser ud som om jeg ikke er den største elsker af vore hårdtarbejdende poltifolk, eller af fartgrænser.

Det er heldigvis ikke sandt.

Jeg har det bare sådan, at jeg ALTID føler mig storskyldig når jeg skuer en at etatens køretøjer i min nærhed.

- Eller når jeg skal have en bil til syn. Jeg er altid HELT sikker på at bilen er én stor samling fordækte fejl, som kun venter på at blive afslørede.

Min husbond tager sådan noget helt anderledes. Pjatter med bilinspektørerne og får ros for bilernes gode tilstand. 

Han blev engang standset i sin lastbil og spurgt om han havde stort kørekort. 

"Nej", sagde geniet, og fandt efterhånden (og efter en tydelig opfordring) det totalt afkrydsede kørekort frem til den noget ophidsede betjent. 

- Med en bemærkning om at hans kørekort var af ganske almindelig størrelse og ikke særlig stort.

Når jeg kører, følger jeg stort set hastighedsgrænserne, undtagen når jeg har behov for at overhale. Ved de lejligheder gør jeg oftest kort proces.

Alligevel er det lykkedes mig at blive hapset. 

2 gange på 34 år (+ 2 parkeringsbøder). 

Jeg, en storkriminel :-)

Og var jeg sur på mig selv? JA! 

Første gang havde højre fod vist glemt, at jeg lige havde forladt en motorvej. Dumt, dumt, dumt!

Anden gang var jeg kommet for sent hjemmefra.. Også ret dumt.

For en god ordens skyld vil jeg lige tilføje at jeg altid kun har oplevet venlige og rare betjente. Det ændrer bare ikke på mit "sort samvittigheds syndrom", desværre.


Jeg er stor tilhænger af fartkontroller, inklusive de ellers så kritiserede "stærekasser". Det er ikke stærekasser og kontroller der er pengemaskiner - det er fartsynderne, der skæpper i kassen. 
Man må s'gu stå ved sine gerninger, også i trafikken.

Jeg har været passager i sådan en her, i min barndom. 
Den havde bagudvendte klapsæder bag forsæderne, hvor vi børn 'fik lov' at sidde (man sad elendigt på dem). 
Lucky me!

Nat nat, nu vil jeg i vissen.

I morgen skal vi på "føjt", elskeden og jeg. Derefter står den på børnebesøg og adventskomsammen.

Hvad er værst -

- at glemme mobilos eller at blive spottet af en fotovogn?

I morges var fotovognen på min rute en køkkenblå VW..

men jeg har også ofte mødt en orange

De to er bestemt ikke noget kønt syn, grimme biler i grimme farver er de.

Så er der mere stil over denne her bordeauxrøde Mercedes, som jeg også af og til er blevet overvåget (men lykkeligvis aldrig blitzet) af.

Billederne er fundet her

Heldigvis er jyder flinke folk, som ikke uden videre accepterer at 'kolleger' kommer i vanskeligheder. 

Langtlyskontakten var flittigt i brug, også i morges, og jeg blev ikke fotograferet.

Jeg advarer også selv de modkørende, når det er. 

Mit bedste stunt i den retning var for flere år siden, hvor det lykkedes mig at advare en større samling oksehudsbeklædte tohjulere. Aldrig har jeg haft så mange venner med rygmærker!

Jeg nyder stadig tanken om de kontrollerende strissere, som til deres store undren ikke fangede en eneste motorcyklist den dag........

De klør sig formentlig stadig i hovedet.

Forresten så jeg gerne alle hurtige motorcyklister knaldet for deres ofte ansélige fartsynder. Hvor vi bor, kan vi høre dem accellerere fra krydset 1½ km væk, og der sjældent nogen af dem der kører under 100 km/t forbi vores markvej. 

Sjovt nok ser vi aldrig kontrol her, hvor vi ellers har en meget velegnet, stategisk vældig godt placeret rasteplads, de kan 'bo' på.

Hvis de stillede sig op der en dag i weekenden (om sommeren) behøvede regeringen ikke snakke så meget om besparelser. Bødekassen ville bugne!

I min efterhånden langvarige karriere som bilist (og de sidste 20 år med 40.000 kørte km om året) har jeg faktisk kun fået to fartbøder, og det er efterhånden 12-13 år siden - med 3 mdr's mellemrum.

Efter de to bøder så jeg ikke en fartkontrol i flere år, det er først indenfor det eneste år der er begyndt at ske noget på den front. 

Mobilos dukkede frem, da jeg var kommet på arbejde. Den var slet ikke glemt. 

Så dagen var reddet.

glat føre ved Korsør - men kun glat for lastbiler

Jeg smuttede jo lige til Kbh. i dag..

Var ved at få et nervøst sammenbrud, da jeg ville have mig en kop formiddagskaffe på rastepladsen ved Korsør.

Heldigvis var det kun lastbiler, de var ude efter.

Der var sorte i refleksveste overalt, også på selve motorvejen (både før og efter rastepladsen) og på broerne.

Jeg overvejede faktisk at lade GPS'en sidde fuldt synligt, mens jeg fik kaffe. Med det naboskab skulle der vel ikke kunne ske noget?

Billedkvaliteten er mobilos.
Jeg fik fjumret med indstillingerne på det nye kamera,
i en grad så jeg direkte overvejer at læse brugsanvisningen for at gøre det brugbart igen.
Tænk, at man kan synke så dybt!!!!

Inden jeg kunne komme af sted var der lige en isblok, jeg skulle have fjernet før bilen kunne anvendes til kørsel.

Det var nu sjovere at tage billeder end at benytte isskraberen. 

Så mens motoren varmede bilen frøs jeg om fingrene med kameraet.

Jamen, det er da bare så fint, det rimfrostbehængte

Og himlen. Gad vist, hvem der har kartet de skyer så fint?

Det var først da jeg ville forsøge mig som snigfotograf af politierne, jeg blev så befippet at jeg fik fjummerindstillet kameraet...
Bliver ALDRIG en god papparazzifotograf.....


Moderen var sløj, så der var ikke meget ved at besøge hende. Hun sov.

Men jeg fik købt to tunikaer/kjoler, og jeg var på café med sønnike. Så turen var bestemt ikke spildt.

Svampekender? mig? Sig mig, har du ikke fået sniffet for mange svampe på det sidste?

Jeg vidste det godt.
Nu ved hele verden det.
At mit kendskab til spiselige svampe i naturen begrænser sig til et citat fra Poetens "Barske børnerim" fra 1953.

Tag ikke fejl, jeg er vild med at spise svampe. 
Men lader klogere folk end jeg gøre arbejdet med at finde dem, af sikkerhedsgrunde.

Godt gammelt husråd!

Plukker i skoven du ukendte svampe
så lad først lillebror smage derpå.
Dersom han dør under skrigen og krampe,
så bør du selv lade svampene stå.

Og hvis der ingenting sker med en lille?
-Tja, så gik den portion svampe til spilde!
Poeten

Dejlig bog!

Hvis jeg ellers har den endnu. Mine unger slås om at arve den (undtagen Nils. Et voksent mongolbarn er det bedste barn, man kan have, slås ikke om arvegodset)

Skulle nogen have mod på blomkålssvampen fra sidste indlæg, er jeg gerne fremmedfører. 
Men jeg garanterer ikke, at den ikke er væk og ædt, inden vi kommer til stedet.

Kvie sø og

Nils, Niki og jeg tog igen i dag en tur rundt om Kvie sø (den ligger ved Ansager).

Vejret var ikke så åndeløst smukt som for en uge siden, men man kan vel altid tage et billede eller to alligevel.....
Og når makrokosmos ikke er værd at ofre et (digital)billede på, må man jo søge motiverne  i mikrokosmos.

Lidt vind fik bølgerne til at se rigtig efterårsagtigt frysende kolde ud - brrrrrrrrrrrrrrrrr!

Nej, det er ikke en juledekoration, den er rigtig nok. Tror jeg nok.
Helt sikkert er det, at den stub må være bopæl for et større antal skovnisser.
Indgangen til deres bolig ses tydeligt ca midt i billedet.

En svamp (ikke en drukmås, en rigtig svamp), næsten på størrelse med et menneskehovede.
Lidt spooky med sådan en struktur i skovbunden - den lignede rent ud sagt en hjerne!

Så trods gråt og blæsende vejr (og - endnu værre - varsel om manglende batteri på kameraet) havde vi en rigtig god tur. Der var ikke så mange ude at gå, men vi mødte dog et par med en lille hvid hvalp, som Nils helt bestemt mente måtte hedde Idefix, efter Asterix's hund. 
Jeg er helt enig!


I kender li'som lidt min mor nu. Københavnersønnike ringede mens vi gik, og fortalte at hun - igen - er faldet væsentligt af på den. Han havde lige været på besøg og var noget rystet. Hun sad i kørestol, hvor hun ellers har futtet omkring med sin rollator. 
Var vistnok glad for at se ham og børnene, især den lille på knap 2. Han mente, at hun vidste hun kendte dem, men var ikke sikker. Hun sagde næsten ingenting.
(Det gjorde til gengæld de andre gamle hejrer, de kommenterede flittigt ALT igen og igen. Lige netop den slags kommentarer er han ikke god til!)

Vi talte om, at ligesom børn udvikler sig i tigerspring må vi nok forvente at hun "afvikler" sig i "tigerfald". 
At hun nok stadig bruger en masse energi på at kompensere for det, hun næsten ikke kan mere - og når hun så ikke kan kompensere længere, ligner det et væsentligt fald i funktionsniveau.


Så nu, huhej, planlægger jeg lige en sviptur til Vangede på min fridag onsdag. Min søde dreng har brug for at jeg ser til hende.


Overvejer at lokke en veninde med. Måske og måske ikke. 
Og overvejer, om ikke jeg skal besøge min (og Githa Nørbys) lille diskrete tøjbutik, Gudrun Sjödén på Fiolstræde. 
Jeg har lige fået deres julekollektionskatalog tilsendt, med et tøjudvalg, der som sædvanlig bare er for meget, med absolutte perler ind imellem!

Søg "silhuett" og se denne fantastiske dug. Jeg er forelsket!

Må jeg præsentere 2

Verdens sødeste, blideste, venligste, mildeste og rare kat: 

Pascal

Væsentlig opdatering: Jeg havde glemt det allervigtigste: 

Pascal ææælsker og er fuldstændig uhæmmet efter BRØD. 

En tilgængelig, efterladt pose med brød bliver angrebet og gennemgnasket i løbet af no time. Også selv om den lukkede pose med brød (rug- eller fransk- det gør ingen forskel!) ligger i en bærepose!

Pascal fortjener virkelig alle superlativerne. 

Udover de ovenfor nævnte er han pascifist, totalt blottet for dominansadfærd. 

Sommeren 2007 var én af de usædvanlig våde.

Min 85-årige nabo, som havde haft med heste og hestesalg at gøre hele sit liv, var i efteråret 2006 for første gang nogensinde blevet rendt ned og skadet alvorligt af en hest, og var hindret i sine daglige gøremål. 
Hans højre skulder blev aldrig i orden igen, så jeg hjalp ham næsten dagligt det år.

Købte ind med ham, bar brænde ind osv. 

Lavede lagkage til ham til hans fødselsdag (de hygiejniske forhold hos ham gjorde, at jeg ikke var fristet til at risikere at skulle sætte tænderne i noget, han selv havde bikset sammen).

Han havde aldrig fået lagt vand eller varme ind, og nu kunne det da slet ikke betål' sig at få det gjort..........
Selvom det var temmelig besværligt for ham med hans hyppige diarréer og tørklosettet...

Til gengæld for arbejdet fik jeg en masse snakke med ham, om alt muligt og meget om hans yngre dage. Vi havde det ret hyggeligt sammen!

Der kom en del mennesker hos ham, hestepiger og andre.

En dag kom de ind til ham med tre bittesmå, drivvåde killinger (næppe over 5-6 uger gamle), de havde fundet under en hæk. 

De fik logi i et lille rum i stalden, og han havde nogen at gå og passe. Win-win!

Én af de små druknede i brønden (som ikke var dækket ordentligt af), én af dem forsvandt - og på mystisk vis dukkede to andre op, en rød og en trefarvet.

Den trefarvede forsvandt ret hurtigt, men de to sidste blev.

Flere gange det år var han på plejehjem nogle uger ad gangen (og jeg fik lov at være "kattesitter"), og hen på efteråret flyttede han til en ældrebolig, hvor han ikke kunne have killingerne med.

Vi havde lige mistet vores gamle Garfield, og ville egentlig kun have én ny kat... 

Men tog begge killinger hjem, indtil nogen ville have dem.

Pascal har den dag i dag nogle usædvanligt store, runde, sødeste øjne

Styrmanden ville gerne have den røde (det var han ikke alene om, der var flere, der gerne ville have kun den).

Datteren ville gerne have den grå, fordi den havde sin helt specielle mentalitet (og hun, der dengang i gik i gymnasiet, bestemte navnet).

Og jeg - jeg nænnede jo ikke at skille de to og deres kærlige sammenhold ad. 

Den røde ("Tyksak ") havde endda "adopteret" den jævnaldrende grå Pascal og pattede på ham i tide og utide. Uden andet resultat end en jordet snude.

Så jeg mener jo stadig at alle fik det, som de ville have, ved at vi beholdt dem begge. 

De var - helt bogstaveligt - uadskillelige,de to

Julen det år, med to teenagekillinger fik en del eksta spænding!

(mit hjerte smelter)

Tyksakken havde sine specielle uvaner......

Efter 1½ år blev sammenholdet slået i stykker, af en bil.

Pascals farvel til sin elskede fosterbror.
Stenen står stadig på Tyksakkens gravsted.

Den gamle kat, det gale spektakel, er ubrugelig som "buddy" for en kat, så hvis ikke det havde været for Niki var Pascal helt alene.

Og hvis ikke jeg havde indført adskilte foderskåle havde han været død af sult. 

Antiagressive Pascal forlod simpelthen madskålen, bare Arrigkræet kiggede på ham!

Af mystiske veje havde vi et årstid hvide Rosita boende, indtil også hun besluttede sig for at tage kampen op med de store biler på landevejen.

Med fatalt resultat for hende.

Hvorfor, spørger jeg bare. 

Vi har 200 m til landevej i én retning, og har i alle andre retninger flere km uhindret landbrug med alt, hvad en kat kan begære af vildt liv. 

Hvorfor skal de så absolut fræse ned til den åndssvage stribe asfalt, en ægte "jydsk motorvej" (er det aflangt, er det lige og er der endda asfalt på) hvor der tempokøres efter forholdene forgodtbefindende?

Pascal bliver "slået ihjel" af den nye killing

 Men så en dag fik vi en opringning fra en anden nabo.......

Og dermed kom røde Wilfred Alfred ind i vores og især Pascals liv.

(Sømanden nedlagde totalt protest mod navnet Wilfred. og eftersom de røde katte er hans og resten mine, måtte jeg jo bøje mig).

Og jeg måtte endnu engang ændre fodringsrutiner. Alfred er totalt vanvittig, når det gælder mad, udkonkurrerer selv hunden ind imellem. Jeg har aldrig oplevet noget lignende fra en kat.

Så Alfred bliver fodret først og for sig selv, før de andre (og hunden) får deres. 

For at holde Alfred væk fra de andres mad længe nok til at de kan nå at spise op, må jeg fylde hans madskål op med vand.

Jeg har aldrig hørt noget,som når han drikker/spiser sin mad....

Det må jeg se at få optaget, til en kommende beretning, hvor Alfred er i hovedsædet.

De to "drenge" er stadig bare det sødeste sammen. Både når de (dagligt) myrder hinanden og når de nusser (også dagligt, eller nærmere mindst en gang i timen) som her.

sluger du tit

toiletpapiret?

Det skal vi i Vejen kommune, ellers må vi ikke smide det i toilettet.


Vi har fra Vejen forsyning fået en fin, informativ 4 siders tryksag om hvad man må og især ikke må smide i toilettet.

Herunder ses side 1 og side 3.

Og herunder er så to "nærbilleder" af teksten:

På side 1 står:

Og på side 3:

Jeg plejer kun at bruge toiletpapiret udvortes, - er der noget jeg har misforstået?

Jeg er ualmindelig meget glad for at vi har septictank og ikke er på kloakanlægget. 

Her må vi godt putte ikke-slugt papir i tønden.

venlig lasagne - opskrift

Vi lavede denne lasagne forleden. 

Selvfølgelig glemte jeg alt om at tage nogle billeder, så jeg har surfet rundt efter billeder af en ægte lasagneelsker.

Det var ikke så svært at finde sådan en.

Uanset Garfields erklærede diet-free zone er denne lasagne det rene diætmad.
Egnet til sukkersyge, til overvægtige, til grøntsagshadende børn og voksne - you name it!

Først laves en stor portion kødsovs således (det halve af portionen smides i fryseren til en anden god gang):

Det grønne islæt:
Hos din sædvanlige hvidkålsdealer indkøbes et hvidkålshovede, som deles i to halvdele. Den ene halvdel skæres i mindre stykker, stykkerne lægges i en (stor!) gryde.

En god stor portion (6-8-10 stykker) gulerødder skrabes og skæres lidt i stykker. Ned til hvidkålshovedet med dem!

3-4 løg får stort set samme behandling.

Vand ved, låg på, og grøntsagerne koges godt møre. De møre grøntsager blendes til en ensartet masse med kun det vand, der hænger ved dem.

Ca 1 kg hakket (<10% fedt) kød brunes og findeles i eget fedt (vi brugte magert, hakket tilbudsoksekød, måske hestefrit).

Kød og grøntsagssovs blandes, og nogle dåser flåede tomater tilsættes (vi snød og anvendte færdig italliensk tomatsovs). Kødsovsen smages til med krydderier. Tomatketchup kan være et rigtig godt valg her. 

Hvis sovsen virker for "tynd" kan den jævnes med nogle mosede kartofler (snydetip: kartoffelmospulver!)

Vi snød en gang til, da vi nåede til bechamelsovsen. Snuppede en karton fedtfattig Mornaysauce fra hylden i supermarkedet.

Til gengæld er vi gået helt over til fuldkornspasta, også som lasagneplader. Det siger diabetespatientens diætist at vi skal!

Kødsovs, hvid sovs og pastaplader lægges lagvis i et (det kattebefriede) fad. 

Øverst dryssede vi et lag reven ost af den slags der hverken indeholder fedt, kalorier eller smag.

Lasagnen bages i ovn efter anvisningen på pastapladepakken.

Resten af sovsen fryses ned til en senere lejlighed.

Lasagnen serveres med den godeste samvittighed for både diætkrævende og grøntsagshadere - gå ikke i detaljer omkring indholdet overfor de sidste, de opdager det aldrig ved egen kraft. Jeg taler af personlig erfaring!

Den må I hellere få med: 

I dag spiser mine børn (og deres) grøntsager i mængder, så kaninavlerforeningen klager over ublu konkurrence. 

Det gjorde de ikke som yngre, grøntsager var BVADR! De ville have kartofler og sovs.

Det var dengang jeg udviklede konceptet med de kogte, blendede grøntsager. 

Med en gang sovsekulør (og måske en suppeterning) i åd de stakkels uvidende unger de forhadte grøntsager med den største appetit. 

Og mor her havde god samvittighed, for de fik jo en del grøntsager indenbords, bare uden at vide det.

Utroligt, hvad man kan finde på nettet!

Tak for i dag, I ønskes en rigtig god tirsdag i morgen.

Skovtur og brunch

I dag har jeg (og Niki) været på en rigtig dejlig efterårsgåtur ved Kvie Sø sammen med Tove Mosekone.

Efterfulgt af den helt store brunch i Pandekagehuset ved søen.

Et helt godt koncept, hvis I spørger mig!

Kun en hanpåfugl kan være så stolt af denne her usle, afpillede fjerpragt.
Synes også kalkunen ser noget skeptisk ud.

Vi startede i den blåeste himmel..

Tekst overflødig!

Der er rigtig mange fugle i og omkring søen.
Trods adskillige forsøg lykkedes det mig ikke at "fange" en flok flyvende svaner. Der var ellers nok at tage af.

Pandekagehuset, set fra den modsatte side af søen

Det svære var ikke at finde motiver - det var at begrænse fotograferingen!

Og regnen kom. Men der var vi heldigvis næsten henne ved Pandekagehuset.
Flaget var vistnok ikke kun fordi vi kom. Måske snarere fordi der skulle holdes barnedåb på stedet.

Det er komplet umuligt at tage et dækkende billede af en god tag-selv brunch.
Dette bord var helliget salaterne, og de var gode.
Der var også et bord med lune retter og pandekager, og et stort et med brød, pålæg, oste og marmelader.
Der var bestemt ikke grund til at tage sulten hjem!

Slutter lige med et lidt kryptisk billede, taget ud af mit soveværelsesvindue kl. 00.30 natten til fredag.

Der er ikke meget romantik over juletræsfældning, når vi taler professionel juletræsdyrkning. Man kører simpelthen op og ned langs rækkerne med fældesaven på en form for kørende maskine, en maskine med vældig meget lys.
Til orientering: vi har ikke gardiner i soveværelset, så jeg havde meget glæde af den der åndssvage maskine, hver gang kursen var rettet mod vores hus.

Fældningen foregår om natten, fordi det er en proces der ikke kræver mere lys end det maskinen har.
Emballering og pakning foregår i dagslys, fra tidligst muligt til senest muligt om dagen.


Meget foregår om natten i vore dages landbrug. Der høstes jo også i døgndrift, når tiden er til det, ofte flere døgn efter hinanden.
Så vores ene dag nat med "juletræshøstmaskine" er nådigt sluppet. 
Jeg sov også glimrende midt i det kørende lyshav.

Min mor

Min mor i 1922 eller -23 (er det et barn på 2½ eller 3½?)

Da min mor for 2½ år siden måtte acceptere at det var nødvendigt at hun flyttede på plejehjem stod jeg og mine brødre med en del udfordringer.

Én af dem var at give plejehjemmets stab en mulighed for at skaffe sig en fornemmelse af hvad min mor er for et menneske.

Jeg påtog mig at skrive en beretning om hendes liv og om hende selv. Ikke nogen helt let opgave, for hun har altid været meget privat og har aldrig været god til at fortælle om sig selv...
Med mine brødres (og min fars og mine mostres beretninger) hjælp lykkedes det alligevel ganske godt.
En nedskrevet beretning, fordi det allerede dengang var vanskeligt for hende at huske ord eller holde fast i et påbegyndt emne.
Behøver jeg nævne, at de vanskeligheder bestemt ikke er blevet mindre siden?

Min mor er (var) superintelligent (nej, det er ikke gået specielt meget i arv, i hvert fald ikke til mig), og den gamle civilingeniør kunne i en alder af 88 stadig dupere min datters noget videnskabeligtnørdede kæreste med sit enorme kendskab til kemi og videnskab i det hele taget.
Da hun gik på pension som 70-årig (for 24 år siden) var hun én af Danmarks 10 mest citerede forskere, og den eneste kvinde på den liste.
Til gengæld kan jeg ikke huske at der nogensinde har været varm kakao og hjemmebagte boller når vi kom hjem fra skole!

Hun har foretaget nogle prioriteringer og valg gennem vores opvækst, som igennem mange år gjorde mig meget vred på hende.
Men under nedskrivningen af beretningen om hendes liv sivede al den vrede fuldstændig bort, og det var en enorm lettelse for mig. Jeg så pludselig et menneske som havde foretaget valg, jeg ikke var enig i, men som aldrig havde ønsket at gøre skade med sine valg. 
Hun har altid valgt det, hun troede var det rigtige, især for os børn. 
Ingen, ikke engang ens egne forældre, kan forpligtes ud over sine evner.


Lidt kryptisk formuleret måske, men jeg håber det er til at forstå, også uden at jeg kommer med nærmere beskrivelser. 


For at få hold på beretningen startede jeg med en grov tidslinie, bestående af 10 todelte "kasser", én for hvert tiår af hendes liv.
I kassen til venstre stod det konkrete, fx. fødsel af hendes søskende, flytninger, skolegang, jobs osv.
I kassen til højre de mere "bløde" betragtninger.
Opdelingen har ikke kunnet gennemføres fuldt ud, men har været med til at strukturere indholdet for mig.

Efter den tidsmæssige opsummering kommer en serie mere "tværgående" afsnit, om hendes rejser, foreningsliv, min far og deres liv sammen, om os 4 børn, om hendes boliger osv.

Til slut 4 sider med billeder af os, af vores samlevere, børn, svigerbørn og børnebørn.
Baggrundsfarven på de 4 sider har vi "altid" haft, på tandbørster, håndklæder, navneskilte osv: ældste bror grøn, næste blå, mig rød og lillebror gul.

Det hele rigt illustreret. Vores morfar (som jeg aldrig har kendt) fotograferede meget (efter den tids standard), vores far ligeså, så der var mange billeder at tage af.


Jeg endte med at skrive følgende forord til det hele:

Forord:

At få lejlighed til og give sig tid til at begrave sig i et menneskes historie, som jeg her har gjort med min mors, er et privilegium, en meget spændende oplevelse.

Det er ren tidsrejse, en Pandoras æske, som hele tiden afslører nye lag, jo længere man kommer ind i den.

Efter en sådan fordybelse kan det være et helt chok at returnere til år 2011, når PC’en slukkes.

Det ovenfor nævnte privilegium er så absolut kun blevet større af de bidrag, mine brødre er kommet med, og som jeg har haft meget frie hænder til at skalte og valte med efter forgodtbefindende.

Jeg har ikke taget meget fra, men har dog ændret lidt i teksten her og der.

Rene citater forekommer flere steder, de er skrevet i kursiv.

At det er os, og ikke vores mor, der har valgt historierne ud - det er prisen og risikoen, når man – som mor – bestemt ikke har fortalt, endsige nedskrevet historier fra sit liv.

Lær af det, alle forældre, fortæl selv jeres poder om jeres liv!

For en god ordens skyld skal det dog nævnes, at mor selvfølgelig får dette skrift.

Til gennemlæsning og til fejlretning.

Hun ved dog alligevel bedst, hvordan hendes liv har været.

Døbte beretningen "91 år på 59 sider", skrev den ud og gav den et pænt omslag.

Min mor var meget glad for at sidde og læse i den, og der gik ikke mange uger før hun måtte have en ny, på grund af kaffepletter ;-)

Personalet var lykkelige, de havde i den beretning en god indgangsvinkel til hende. De fik forresten også en "kvikguide" på "kun" 4 sider, hvor jeg havde beskrevet lidt mere om hendes måde at være på.

Efterhånden er mor'en nu nået dertil, hvor det ikke er til at vide, hvor meget hun forstår af det der sker omkring hende. 

Men hun er (for det meste) sød, mild og altid glad for at se os. 

I hendes alder mener jeg, man må have lov at være stået mentalt af, det er ikke den samme sorg som hvis hun var 60 og havde Alzheimer. 

Og jeg takker tit for det privilegie det er, at hun bor et sted hvor personalet er som de er der (og hvor der er mange af dem), og hvor man kan mærke at de holder af deres beboere.

Det her er et eksempel på min mors "forfatterskab".
Spørg ikke mig, hvad det drejer sig om!

- figurer som de tegnede indgår forresten i de fleste demenstests. 
Dem tegnede hun med stor selvfølgelighed og elegance, 
selv om resten af testen kort før hun flyttede bestemt ikke så for god ud.

Holdt du virkelig ud helt hertil? Imponerende!

Hav en god søndag i morgen, jeg skal ud og nyde efterårsskoven ved Kvie sø. Glæder mig!