3 ugers vidunderlig ferie er slut nu, snøft!
Det er første gang siden styrmanden blev forhyret (for 7½ år siden) at vi har haft 3 hele, ubegrænsede uger sammen. Det har været vidunderligt!
Nu er han afleveret ved kajkanten igen, og dermed er vi tilbage i to-uger-alene-to-uger-sammen-trummerummmen.
Trummerum, også fordi når han så endelig er hjemme, har jeg stadigvæk mit job at passe 4 arbejdsdage om ugen (takker ofte min Gud og Skaber for min nedsatte arbejdstid - den koster økonomisk, men er helt uundværlig for mig, rent menneskeligt).
Jeg prøvede engang at regne lidt på, hvor meget tid vi har sammen, i sammenligning med mennesker i andre jobtyper:
Jeg regner med "normalfamilier", hvor begge incl transport er hjemmefra ca 40 timer hver uge.
4 uger består af 672 timer.
I den tid arbejder hver person 160 timer.
Hvis begge arbejder på samme tid, har familien mulighed for at have 480 timer sammen i løbet af de 4 uger.
Hvis de arbejder helt forskudt for hinanden, kan de have 342 timer sammen.
Vi har højst 264 timer sammen.....
(Finn er hjemme i to uger = 336 timer. I de to uger er jeg på arbejde 2x31 timer + ialt 10 timers transport = 72 timer).
Regner jeg de sammenlignende tal ud på årsbasis går det helt galt. For almindelige mennesker (incl. jeg) holder ferie, helligdage osv fri og hjemme. Sømænd er absolut ikke almindelige mennesker og holder ikke fri bare fordi der er helligdage.
Heldigvis har han nu kun 4 udmønstringer tilbage.
Livet som sømandskone har aldrig været min kop the.
Det tog allerede ret tidligt så hårdt på mig, at jeg seriøst overvejede om jeg kunne fortsætte med at holde til det år ud og år ind.
Svaret på overvejelserne var helt klart at jeg hellere ville have ham lidt end slet ikke - og at jeg gik i behandling for den depression, jeg måske altid har lidt af, men som jeg tidligere havde kunnet holde nogenlunde i skak.
Med min lille daglige pille har jeg det rigtig godt nu.
Dette indlæg skulle slet ikke handle om depressioner eller adskillelser.
Det skulle handle om den glædelige begivenhed, at jeg for første gang i flere år har fundet min symaskine frem.
Tak for det ellers næsten glemte overskud, vores dejlige ferie har givet mig!
Ud af et genbrugs(silke)slips til en flad femmer, et cowboybukseben, lidt skråbånd fra skuffen og lidt gemte dimser har jeg kreeret en "arbejdstelefonskuldertaske" hvor der endda er plads til lidt privatliv indeni (læs: mobiltelefon).
Arbejdstelefonen skal hænge udenpå, sandsynligvis i løkken til højre.
 |
| Snedigt genbrugt buksebenssøm, og en lille (desværre ubrugelig) lomme af slipsestoffet. Til gengæld ses det også at det gik lidt for hurtigt med visse detaljer såsom en ordentligt tilpasset og/eller sømmet inderside af klappen - FY. Ellen! |
Sylysten kommer jo i perioder, og mobiltasker kan man ikke få for mange af. Jeg kan i hvert fald ikke ... det er en god måde at få genbrugt gamle cowboybukser på - men du må da ellers have haft stof nok til til bagsiden af klappen ;-)
SvarSletJeg kan nu godt forstå, at du hellere ville have dit livs lys i mindre bidder frem for slet ikke at have ham, og nu kan I se frem til snart at have hinanden 24/7. Det er faktisk slet ikke så tosset - ikke engang, når man som John og mig har kendt hinanden i 27 år :-)
Min sylyst har været væk så længe, at det har bekymret mig.
SletHeldigvis har jeg et job, hvor jeg af og til får syet lidt. Heldigvis. Altså bortset fra at jeg hellere tog livslang ferie NU!
Med en kæreste der arbejder på en højskole i den anden ende af Jylland forstår jeg sagtens din frustration. Vi har nok lidt flere timer sammen - til gengæld har kæresten aldrig RIGTIG fri. Der er altid den næste forestilling eller undervisning der skal planlægges//forberedes. Og jeg der var så glad for at slippe for lektier har det nu tæt inde på livet på en anden måde ;-)
SvarSletDejligt at I har nydt jeres uger sammen!!
Det med aldrig at have rigtig fri husker jeg far dengang i forrige årtusind, da jeg blev uddannet. Jeg har altid siden haft ondt af alle de lærere, der altidaltidaltid har lektier og aldrig fri.
SletUF!
Heldigvis er jeg kommet ud over at have ondt af mig selv (tak, piller!), nu er min udregning mere konstaterende. Og så føler jeg med alle de, der mere eller mindre er i samme situation. Jeg ved, hvor slemt jeg selv syntes det var.
Uhh, hvor lå den der sylyst og gemte sig?
SvarSletMin er nemlig også sporløst forsvundet. Måske de gemmer sig et bestemt sted?
Åhh, jeg føler med dig og glæder mig så meget på dine/jeres vegne til, den dag i nær fremtid, hvor i får meget mere tid sammen.
Jeg har altid....mere eller mindre altid været meget alene, hvilket ikke har generet mig vildt meget.....men nu kan jeg godt mærke at jeg virkelig savner tosomheden.
Nu er det jo midt om natten, så jeg smider lige et ønske om en god nat og godmorgen, på en og samme tid
Hvis ikke jeg havde fundet lige netop HAM, havde jeg nok også stadig været mere eller mindre alene. Han er simpelt hen min anden halvdel - og det er gensidigt ;-)
SletI virkeligheden ved jeg godt, hvor sylysten gemmer sig: i vores daglige rod.
Men åbenbart også i mit arbejde, som jeg godt nok elsker, men som jeg nok ikke længere har 100% energi til.
God morgen til dig, selv om du jo allerede har været oppe længe