Jeg er meget imponeret af de, der ad bloggens vej formår at dele 'sig selv' med kendte og ukendte mennesker.
Jeg kan ikke.
Og hvad mere er, jeg vil ikke.
Indeni mig er der et meget privat rum, som jeg ikke føler mig tryg ved at 'dele ud' af, ofte ikke engang til mennesker i min nærhed.
Så når jeg (som for nogle uger siden) totalt krakelerer og må sidde længe i min sofa og slikke sårene, er det ikke noget jeg er i stand til at dele.
Lige nu er jeg igen ved at være ovenpå igen, er begyndt at drysse afsted på arbejde igen, og forsøger at passe endnu mere på mig selv end før.
Hvad har alt det med Nikisgarage.blogspot.com at gøre?
Her har jeg mulighed for at beskæftige den mere almindelige del af min hjerne, mens resten ter sig som et sydende kar af sort væske.
Fjollerierne hjælper mig med at hive mig selv op af moradset. Jeg bruger dem meget bevidst som time-out beskæftigelse, når jeg grubler.
Jeg er normalt ikke særlig vild med Piet Hein - men det var ham, der sagde:
Den der kun ta'r spøg for spøg,
og alvor kun alvorligt
- han og hun har faktisk
fattet begge dele dårligt
Kloge ord!
 |
| 8 år gammelt ungdomsbillede af Niki |
Hver gang jeg skriver, gør jeg en lille 'lakmus-prøve' inden offentliggørelsen:
- må ukendte mennesker læse dette?
- må min mor, resten af familien, venner, bekendte og kolleger læse dette?
- Kan jeg holde ud at møde nogen, der har læst det og genkender mig?
Måske.....
Giver masser af mening. Selv blogger jeg også personligt men "anonymt", da jeg er et meget privat menneske. Jeg går meget ind for at vi hver især trækker grænsen individuelt. Og jeg synes det er nogle fornuftige kriterier du har stillet op! : )
SvarSletTak for kommentaren.
SletJeg håber sådan set at vi alle formår at trække egen grænse lige det rigtige sted.
Jeg kan godt sætte mig ind i dine overvejelser. Jeg synes balancen er svær og ofte sletter jeg hele indlæg, og skriver dem om. Men andre gange er det sundt, for mig, at komme af med tankerne og så må det briste eller bære:)
SvarSletDu går meget klart igennem, og jeg er helt enig med dig.
SvarSletJeg bliver ofte draget af at læse de personlige overvejelser folk har, at følge med i deres op- og nedture, lykke og sorger. Men det betyder ikke, at jeg selv vil gøre noget lignende. Og for mig er det vigtigste, at man kan mærke personen igennem bloggen, at det ikke er et glansbillede, man stiller op - uanset hvad man så blogger om og hvor langt man går ind i privatsfæren.
Jeg har også fravalgt - blandt andet på grund af mit arbejde - at være personlig eller ligefrem privat i mine indlæg, og blogger derfor kun om rene kreating. Faktisk er det kun min mand og min søster, jeg sådan har fortalt, at jeg blogger. Og jeg har i det sidste år ikke haft behov for at tale om bloggen andre steder.
Din grundregel med, om du vil have din mor og øvrige familie til at læse, synes jeg, er super!
Bloggen er ens private sted og Tjubang-chokolademand-reglen gælder. ("det er mig, der bestemmer her!"). :-)