tirsdag den 11. oktober 2016

Jeg glæder mig i denne tid....




Jeg har endnu ikke mødt årets første juletræstransport men det skyldes helt sikkert kun at jeg ikke kører så meget som tidligere.
Fældning, pakning og kørsel er helt sikkert i fuld gang.

Træerne lige omkring os er stadig små, men Normansgranerne på næste mark ligner nogen der synger på sidste årgang. De er 8-10 år gamle, så der kan desværre godt ske at blive en del travlhed på vores grusvej i løbet af de næste måneder. 

Det kommer desværre til at kunne ses på den. :-(



Oprindelig skrev jeg en overskrift der hed 'Jeg er SÅ TRÆT af dem', med henvisning til mere end daglige spammails som nedenstående, men ændrede den til en mere positv. 
Julen ER positiv!

Spam er klam.


I dag var en god dag. Jeg -til nu - 'kun' fået tre af dem, men det kan selvfølgelig sagtens nå at ændre sig.

I 'gamle dage' med Internet Explorer (som jeg var den rene haj til) havde jeg en spammappe, hvor alle spammærkede mails røg direkte i. Nu bruger jeg Thunderbird, og det er endnu ikke lykkedes mig få et tilsvarende system til at fungere. Jeg har spammappen, men kan ikke få systemet til at anvende den.

Allerhelst ville jeg have indbakken til KUN at modtage mails fra adresser i mit adressekartotek.


Prøver igen!



søndag den 2. oktober 2016

Hvorfor tage til Holland, når vi har Fole?

Dagens billeder er taget i maj måned, på en mark ved vejen imellem byerne Gram og Fole.

Gram kendes vel mest for sit slot (hvor Strikkedysten optages), Fole er måske lidt mindre kendt - og så alligevel. I Fole ligger nemlig Fole Høkerkro.

Fole Høkerkro, kendt?????

Jep. 
Som restaurantkæden Flammen.


I april/maj er tulipanmarken er absolut et besøg værd (Høkerkroen er altid et besøg værd).


På den her tid af året er gartneriet et besøg værd.


Man kan købe tulipanløg!!!!! Det er næsten lige så godt som at købe garn.

Den her sammensætning hedder Foleblanding, og den er jeg svært forelsket i.
Ville have købt en røvfuld af den - men 400 løg var nu alligevel i overkanten.
Den sælges ikke i husholdningsbudgetvenlige portioner.

Men vær ikke bekymrede. 
Jeg HAR købt rigeligt med løg af både den ene og den anden farve.
De ryger i nogle udendørs potter og så vil jeg gå og glæææææde mig!






Forresten har jeg set at vi er mange der har mistet vores blogliste. Sådan noget p..!

Jeg arbejder hidsigt på at genetablere noget af min, man kan naturligvis kun komme i tanker om ganske få adresser af alle de spændende steder jeg havde fundet frem til.


Måske er det godt at blive tvunget til at revidere listen - men jeg havde nu fortrukket at gøre det selv. 




torsdag den 29. september 2016

Bortgået blogliste

Jeg skulle lige se på siden - det gør jeg rent faktisk af og til....

Bloglisten var blevet væk!

Så nu er jeg ved at gendanne den. Ikke særlig let, for der var mange navne på den.
For mange måske?????


Det giver sig selv, for væk, det er de alle....


Er ellers i gang med kagefabrikation. Lille nyt barnebarn (fra 16. maj) skal fejres på lørdag, og der skal en kage til.
Som sædvanlig slipper der ikke billeder eller ret meget konkret ud før dagen, men vil da godt fortælle at jeg har besluttet at teksten på kagen (navnet) skal skrives med chokolade. 

I den anledning skulle jeg finde en flot skrifttype (font), og se lige her:


Fyren hedder Nikolaj til mellemnavn, fonten hedder scriptina, og jeg har hentet den her

Jeg har skrevet hele navnet rigtig, rigtig mange gange (skriver det først ud i den rigtige størrelse, lægger en klar plastikpose over papiret, smelter chokolade i tyllepose, klipper et lillebitte hul og forsøger at undgå at ryste på hånden) og er stadig ikke tilfreds med mit håndværk.

Men skrifttypen er flot!



onsdag den 14. september 2016

Upsedasse!


Sommeren startede så rigtig fint.

Det trofaste slæbbare sommerhus blev shinet op, fik fjernet en forfærdelig masse grøn algebelægning og så var vi ellers på farten.



Første tur var en god uge i Salling med afstikker til Fur - der er godt nok pænt der!



Årets (og vores første) store tur gik gennem Tyskland, Holland (Amsterdam), Belgien (Bruxelles), Holland igen (Maastricht) og så hjem via Lübeck.
.Her er ekvipagen foreviget på færgen over Elben (Glückstadt)

Alt gik bragende godt. Vi fik fyldt godt op på oplevelseskontoen, incl. André Rieux-koncerten i hans hjemby Maastricht. Det var en STOR oplevelse!


Men så, på feriens allersidste dag.......
Den hoppede s'gu af krogen og bulede autoværnet!

Der skete heldigvis intet seriøst, ingen kom til skade.
Men vi kunne ikke engang komme ind i vognen og lave kaffe, døren var blokeret af autoværn.
Næsehjulet er der, meeeennnn.......



  Fronten var seriøst skadet, næsehjulet og vores spildevandstank var meget fortid, hele højre side havde haft nærkontakt med autoværnet og så var der lige usikkeheden om den evt var slået skæv - så summa, summarum, totalskade....
Godt, den var kaskoforsikret!


Vi stod rent faktisk og skulle afsted igen, 3 ture (til Skåne, Salling og Tønder) de tre af weekenderne i august, så allerede inden den rent formelle afgørelse fra forsikringsselskabet var faldet, var vi i gang med at finde os et nyt, rullende paradis.


Og oh jubel, vi fandt os en Solifer!
Solifer er ægte finsk vinterkvalitet, med centralvarme og fyldt med finesser.
Vi startede vores campingliv med en gammel Solifer,
som vi solgte til fordel for Kaben, fordi den ikke havde toilet.
Men hvor vi dog savnede vores Soliferliv!


Bare en detalje som at Kabeejere ikke hilser på hinanden på pladsen - det gør Soliferejere!

Forhandlerens (med indbygget reklame) interiørbillede.
Vi kan ikke hamle op med hans vidvinkel!

Og her ses så paladset fra den anden side

Det er en bred vogn (250 cm), med virkelig god plads.
Hvorfor den så skulle udstyres med den mindste og ringeste køkkenplads man kan forestille sig,
kan man kun undre sig over....
Men det allerbedste har jeg gemt til sidst: gasbageovnen!


 På vores lidt over to uger lange tur sydover i den forhenværende Kabe brugte vi komfuret siger og skriver én gang!
Mens ovnen, grillen og kogekanden var flittigt brugte.

Så der skulle også være ovn i den nye vogn.


Sidste, men nok så væsentlige plus ved den 'nye' vogn er dens køreegenskaber. Også på det område er Solifer uovertruffen.
Vi kører rent faktisk 1-2 km mere på literen med Solifer end vi gjorde med Kaben (Kabe var tungere, men Solifer er bredere), og så er den mere rolig at køre med.





Ups, der gik jeg vist noget i selvsving ;-). Stopper her (det er vist meget på tide) skønt der lige er 20-30 flere ting, jeg liiiiige kunne berette.







onsdag den 7. september 2016

livet på hjul

3 weekender i træk har vi været på camping. Nu må det være nok, og vi har ikke planlagt mere campering de næste måneder.
Katten skal også have lidt opmærksomhed, han trænger!


Vi har spændt vidt, fra 60 års fødselsdag i Skåne over Tønder til Salling camping, lige 'under' Fur (hvor vi også var en hel uge i juni)


Elsker det her billede af udsigten fra 'vores' campingplads øst for Tønder.

Pladsen er mikroskopisk og primitiv, men her er alt hvad der skal være, og der er altid skinnende rent i toilet/baderum.


marskfår i solnedgangens skær

Sådan ser en generalforsamling i campingforeningen ud,
En stuvende fuld campingplads, endda uden for sæsonen.





Min lange skrivepause, som måske/måske ikke er ved at have fundet sit leje.

Lige pludselig syntes jeg, hele blogverdenen var så overfladisk. Altså alle jer andre....
Meget tænkearbejde senere fandt jeg frem til at det vist var mig selv, der var blevet overfladisk.

En indsigt, jeg vil forsøge at holde mig selv fast i. 





mandag den 29. august 2016

Historisk

Man kan vist ikke sige andet end at min skrivetrang er ekstremt regelmæssig for tiden = slet ikke....



Vi var i Tønder i weekenden.

Musik, sort sol, solskin, torden, camping.




Jeg forvildede mig ind på en lille kirkegård i området.
Området, der jo som bekendt var tysk fra 1864 til 1920.

De fleste af gravstenene var tysksprogede. Kan det have været en tysk eller katolsk kirke?




Og så var der lige alle de mindesten for en mand/far/bror/søn der var forsvundet i Frankrig eller Rusland under første verdenskrig.
Der kan ikke have været en familie, der ikke var berørt.



Som denne, hvor ikke alene manden (formentlig i 30'erne) var død i Frankrig i marts 1918, men også konen 28-38 år gammel) var gået bort, kun ½ år efter.


Årstallet taget i betragtning kan det meget vel være den spanske syge, der har gjort det af med hende.
Min farmor var frygtelig bekymret for om min far, født i 1917, skulle blive smittet. Hun var nu vist altid bekymret.





Vi får aldrig at vide, hvordan det gik med gården, med børnene eller med slægten. 
Kan bare stå her, næsten 100 år efter, og forsøge at fornemme hvor barske tider det har været for de berørte.


mandag den 9. maj 2016

Olsen Banden, Tårnfalk, Kammersluse og 7-årssøerne


På Viborg museum med Nils for at se Olsen Banden udstilling.
Der findes stort set ikke noget 'rigtigt' fra filmene,
alt blev nærmest skiftet ud fra film til film
(der er fx. ikke to film, hvor bohavet i Keld og Yvonnes lejlighed er ens).
Bilerne blev kørt hårdt, og holdt ikke længe...
Den her var svær at finde, fordi nærmest alle af den slags (og alder)
er toptrimmede og polerede. Ejerens stolthed!

I en hel uge havde vi et tårnfalkepar boende i en nedlagt skaderede i haven.
Her er mutter ved reden.

Og her vogter fatter fra et nærliggende træ.
Desværre forsvandt de lige så pludseligt som de kom.
Jeg havde ellers sådan glædet mig til at følge familien med kameraet.
:'(

Kammerslusen ved Ribe.

Udsigten ind mod Ribe fra kammerslusen.
Ribe ligger helt til højre i billedet, men kan ikke rigtig ses.
Det kan til gengæld det noget anderledes lystfartøj i billedets venstre side.
Tror der er laaaaaangt ind til Ribe i sådan en.



Ved 7-årssøerne ved Frederikshåb (mellem Billund og Egtved).
Vandstanden ved søerne (som veksler imellem at være våde og tørlagte flere år i træk)
er i år helt usædvanlig høj.

Selv pigerne her opgav at følge vejen.
Supplement om 7-årssøerne:
Jeg har skrevet om dem tidligere, her.


2½ år gammelt billede
Samme sted som det ser ud nu

Sikken da et helt vidunderligt vejr, vi har fået os!
Vi går og nyder det. Sørger for at komme lidt omkring, og så er jeg gået i gang med at fjerne brændenælder (som vi har helt ufatteligt mange af) her på matriklen. 
Jeg rykker (næsten med livet som indsats) simpelthen mest muligt af dem op, og satser på at jeg med tiden kan formindske deres udbredelse bare noget.

Med livet som indsats - ja, ja, overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. 
Men brændenælders gift må være beslægtet med biers og hvepses, som jeg tåler ufattelig dårligt. 
Brændenælder kan jeg mærke i flere dage, trods hurtig indtagelse af antihistaminer. Surt.

Hav en god dag derude, og nyd vejret.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...