Årets sidste nisse

Frk. Bramstedt (omtales her) har bestemt ikke været dyr at holde med tøj. 

Dukketøj er restegarnstøj, så sig ikke noget til nogen om at jeg har været ude og investere i et nyt nøgle hvidt pelsgarn. Det er så godt til nissehuer!

Helene har i årets løb brugt en del tid på at tage tøjet af frøkenen, men her i julen var det blevet interessant at give hende tøj på, og at knappe knapper. 

Et bedre udvalg end den hidtidige, enlige kjole var ønskeligt.

Bedstemor gik straks i gang med nissehue, nissekjole og strømpebukser til den søde (strømpebukserne nåede nu ikke at blive færdige inden Helene tog hjem, men nu er de klar, mangler bare at få hæftet ender).

Strikket i strømpegarn og hvidt 'pels'garn, på øjemål og bandeord, når for meget skulle pilles op. Tyste bandeord, barnet skulle jo nødig høre grimme ord fra sin milde bedstemoder. 

Kjolen trækkes over hovedet og lukkes med en (mariehøne)knap foran eller bagpå efter lyst. Den kan dog først lukkes, når fletningerne er trukket fri, fandt Helene ud af.

Billedkvaliteten er elendig, men laderen til det nye apparat har forputtet sig, så jeg har kun mit (vistnok beskadigede) mobilkamera for tiden. Ny mobil er besluttet, men skal jeg tage den ikke så dyre eller den dyre med de seje funktioner? Hvad bestemmer, fornuften eller lysten?

Noget af det mere udfordrende var at strikke strømpebuksefødder til en dukke hvor fødderne nærmest kun er antydede...
- til gengæld er det ikke nødvendigt at gøre plads til en bagdel, i og med at den dukke ikke ejer noget, der ligner r..balder.


Herunder damens hidtidige antræk (i bomuldsgarn). 
Sommerkjolen lukkes med knapper foran eller bagpå, som man har lyst til det, kan endda anvendes som en slags åbentstående vest.
Over undertøjet??????????? aaarrrhhhhhhhhhhhhhhhhhhh...................

Nye tider, nu kan frk. Bramstedt skifte tøj!

Næste udstyr til hende bliver bleer, efter Helenes klare ordre...

Alene hjemme

Vi har haft de Frederiksbergske liggende fra lørdag til torsdag.
Der har været perioder med ren idyl som denne:

for lidt som denne (naboens legeplads er et stort hit, det var vejret stort set ikke)

 '

Og udtryk for den pureste søskendekærlighed som her (det er et tilfælde, at det her er den lille, der hyler - han kan også få storesøster til det)

Min adventsbilledserie skulle have været afsluttet med et englebillede. I stedet får I ham her på forbudte veje.

Nu er vi to gamle alene hjemme, sidder i hvert sit rum med hver sin skærm. Manden forsker i evt. nyt TV (betjeningen på det nuværende er stået af, så vi kan kun skifte kanal gennem dvd-afspilleren - og nej, det er ikke remote'n det er galt med, det er selve TV'et), og jeg ligger i sofaen og stener lidt sammen med en ny tur influenza.
Vi ses dog af og til over en kop kaffe og/eller en bid spiseligt. Men taler mindre sammen end vi plejer.

Vi har travlt med at nyde stilheden
Shhhhhh!


Når vi engang får ørerne foldet tilbage i deres normale leje, skal vi høre vores julegaver til hinanden, en CD med Porgy&Bess (med Louis Armstrong og Ella Fitzgerald) og en med Jussi Björling.

4. søndag i advent

- og huset er fuldt.

Søn, svigerdatter og to børnebørn holder os to gamle i ånde......

Jeg nåede at lave en "marmeladeglasnisse" inden de kom, efter inspirationen her.
Tak, Aslaug, selv om du næppe kan kende din snemand længere!

Nu er her bare ikke ro til at beskrive den, endsige lave en opskrift......

Sneboldene i glasset er allerede forhenværende.... - så lidt når vi da.

Sølvbryllup

2 gange kunne jeg have holdt sølvbryllup, hvis jeg ellers havde holdt de ægteskaber ud.

Hvad jeg altså ikke gjorde, og jeg er fortsat ugift for 3. gang.

1 gang kunne jeg have holdt "sølvskilsmisse", og den næste af slagsen er stærkt på vej.


Men der er én (ud over børnene), som jeg har fulgtes med i tykt og tyndt, igennem mere end 25 år. 
Men nu er det også slut, vi har købt os en flunkende ny tørretumbler! Med kondenstørring, timer, fugtighedssensor og jegskalkommeefterjer. Fagre nye verden...

Den gamle kørte ellers stadig upåklageligt, med en lydstyrke der sikrede at man aldrig glemte når den var i gang. 
Når jeg engang imellem brugte den. Dens strømforbrug hørte nemlig til de ting, jeg aldrig rigtig har turdet sætte mig ind i.
Men med tre børn, deraf det ene det rene maraton-blebarn, har tørretumbleren været mig en trofast støtte i de tider, hvor man ikke rigtig kunne få tøj tørret på anden vis.

Den kan stadig køre rundt, deri er der ingen ændring. Grunden til at den nu er sat på græs (helt bogstavelig) er at den ikke varmer længere. Sikkert godt for strømforbruget, men upraktisk for en tørretumbler.

Et rigtigt sølvbryllup lader vente på sig, formentlig når vi det ikke i dette liv. Pensionisten og jeg har aldrig fået papir på os, og vi har forresten "kun" kendt hinanden i godt 10 år.

Men det er en helt anden historie.



Jeg tror nemlig lige, jeg vil gå ud og se om den nye tumbler stadig kører, og om der skal tømmes vand fra beholderen. Man kan jo dårligt høre den slags nymodens tekniske vidundere.

Og med tørretumbleren er vi næsten igennem de senere års hårdt tiltrængte udskiftning af husholdningsmaskinparken, mangler kun elradiatorerne. 
De venter til efter nytår, hvor vi får besøg af en energikonsulent. 
Må hellere anskaffe en ladning ekstra nervepiller til den arme konsulent. 
Det bedste vi kan sige om vores bolig er måske, at vi ikke er afhængige af at åbne vinduer for at lufte ud.........
Men måske kan konsulenten alligevel give os lidt brugbare forslag til noget damage kontrol.

Førjulegave til efter jul

Jubiiii, vi skal i Den Kgl. Opera!


Min mor har bestemt sig til at give os alle fire en julegave.
En aften i operaen med ledsagere, hvor vi skal se Gershwins "Porgy og Bess"
(Fuldstændig rigtigt, min mor beslutter ikke noget som helst længere. 
Men beslutningen er ikke i modstrid med hendes ånd. Hun ville også gerne have været med, ved vi)

Bliv klogere her

Ikke nok med at vi skal se den flotte forestilling - vi skal sågu' også spise i Operaens restaurant.
For vores vedkommende (altså mit og den hidtil søgåendes - mine brødre er bedre vant end vi) bliver det vist en once-in-a-lifetime oplevelse!

Vi sindige folk fra fastlandet (fnis - vi stammer sådan set begge fra det storkøbenhavnske) regner med at tage over broen den torsdag, vi skal i operaen og så indlogere os midt inde i hovedstaden. 
Enten i søofficerernes forenings ferielejlighed på Nyhavn (hu hej, hvor det lyder, hva'! Fint skal det være) eller på et centralt hotel (af dem til økonomipris), og så tager vi lige en weekend på stenbroen.
Måske endda et smut til Malmö, hvor pensionisten har boet i 9 år engang. Han sejlede forsyningsskib til brobyggeriet.


Det er sådan noget, vi bare kan planlægge nu. 
Jeg skal bare snuppe en feriedag den torsdag, har ordinær fridag fredag. FEEED weekend!

Vi er også ved at se på et 4 dages campingtræf i juni måned.......
Til den tid er jeg også arbejdsfri.
Misundelse modtages med glæde. STOR glæde!

(Jeg ved forresten ikke, hvorfor min personlige efterlønsnedtæller øverst til højre ikke virker for tiden. Må hellere se at få kigget på den)

Er og gør

Advarsel! 
De følgende linier er lommefilosofiske. Konklusioner må/kan ikke forventes. Ikke engang sund fornuft kan forventes.

Jeg ligger (igen) og fjerer den på sofaen, indhyllet i dyner og katte.

Snot, hovedpine, ondt i halsen og sølle.

Og funderer over forskellen mellem at udtrykke (fortælle om) det man er, og det man gør.

Forskellen er stor.

Den bevidste del af mig vil gerne fortælle om, hvad jeg er, føler og indeholder.

Det vil den ubevidste del ikke være med til, så den får igen og igen overtaget og frembringer den ene linie efter den anden med beretninger om det jeg gør.

Hvad jeg er, kan ikke styres. Min utrygge følelseshjerne (højre hjernehalvdel) vil ikke være med til at delagtiggøre andre i den del. Det er aldrig til at vide, hvad der kunne ske ved det. 

Forsøger jeg for meget, lukker den simpelthen af, og så kan jeg ikke komme i kontakt med det, jeg egentlig ville sige.

Måske kan jeg bedst beskrive det med en lille erindring: En psykolog fik engang det geniale indfald, at jeg skulle skrive mine drømme ned, for at jeg ad den vej (sammen med hende) kunne få lidt mere kontakt med mit indre. Projektet døde øjeblikkelig, jeg holdt simpelthen op med at drømme!

Drømmene kom igen, da jeg opgav nedskrivningstanken.

Hvad jeg gør, kan styres. Nogle vil sige 'ikke altid', men lige her hvor jeg er nu, kan det, af fornuftshjernen (venstre hjernehalvdel). 

En gerning er ikke en del af personligheden, og et angreb på gerningen kan normalt holdes ud fra kroppen i (mere eller mindre) strakt arm. 

En gerning kan benægtes, eller den kan intellektualiseres, forklares.

Intellektualisering er lige mig.

Enten som overspringshandling (at forklare følelser fjerner fokus fra selve følelserne, ligesom humor kan gøres totalt kedelig ved en forklaring), men faktisk også den anden vej.

Hvis jeg for mig selv kan forklare en ting, kan jeg ofte bedre føle den.

Humor er forresten også en (kendt) overspringshandling, når det gælder om at fjerne fokus fra det svære. 

Og nu vil jeg stoppe. 

Selv ovenstående få linier har været hårdt arbejde, med mange sletteprocesser undervejs.

3. søndag i advent

Den søgående næsten-pensionist ligger inde i sengen og sover. 

Han er hjemme for at hente en bil, så han på tirsdag kan få det sidste habengut med fra det kammer, der i halvdelen af de sidste mange år har været hans andet hjem. 
Han påstår, at der ikke er ret meget.....

Så i morgen skal vi op kl. 05, så han kan nå at være på sin pind (med frisk morgenbrød) kl. 07.



Sådan har vi stået op på alle mulige tidspunkter på påmønstringstirsdagene. 


Jeg har afleveret ham på Kolding banegård før kl. 06 nogle gange (så er det godt at have en arbejdsplads med hvilerum, hvor jeg kunne snuppe en morgenlur indtil min mødetid kl. 08).

På hans 60 års fødselsdag skulle han til Portugal, og skulle flyve allerede mandag. 
Normalt fløj de kl. ca 12, men lige netop den gang havde rederiet været for sent ude med bestillingerne, så han skulle være i Billund lufthavn kl. 6-7 stykker om morgenen. 
0 hyggelig fødselsdagsmorgenkaffe til os!

Og så var der dengang rederiet lige lavede vagtplanen om, så han (og resten af besætningen) pludselig skulle til at møde en uge forskudt for det hidtidige. 
Vi offentligt ansatte skal have 6 ugers varsel om den slags. De fik 1½ døgn.

Eller da vi skulle have mange gæster til min 60 års fødselsdag, og afløsningen lige blev skubbet 2 dage. Sømandsgræsenker skal kunne klare lidt af hvert.


Der er mange grunde til at glæde sig til den næste del af vores liv, selv om én gang sømand altid er sømand. 

Den gamle regner fortsat med at skulle sejle, men fremover som afløser, og ikke halvdelen af sin tid. Og slet ikke når vi har planlagt noget sammen.
Gamle, erfarne styrmænd udfaser man ikke bare. De kan mere end det man lærer på skolebænken, og det kan have stor betydning ude i bølgerne.


2 dage til vi får et liv sammen. 
Det er næsten til at holde ud nu  ;-)