tirsdag den 17. december 2013

Er og gør

Advarsel! 
De følgende linier er lommefilosofiske. Konklusioner må/kan ikke forventes. Ikke engang sund fornuft kan forventes.



Jeg ligger (igen) og fjerer den på sofaen, indhyllet i dyner og katte.
Snot, hovedpine, ondt i halsen og sølle.

Og funderer over forskellen mellem at udtrykke (fortælle om) det man er, og det man gør.


Forskellen er stor.


Den bevidste del af mig vil gerne fortælle om, hvad jeg er, føler og indeholder.
Det vil den ubevidste del ikke være med til, så den får igen og igen overtaget og frembringer den ene linie efter den anden med beretninger om det jeg gør.

Hvad jeg er, kan ikke styres. Min utrygge følelseshjerne (højre hjernehalvdel) vil ikke være med til at delagtiggøre andre i den del. Det er aldrig til at vide, hvad der kunne ske ved det. 
Forsøger jeg for meget, lukker den simpelthen af, og så kan jeg ikke komme i kontakt med det, jeg egentlig ville sige.
Måske kan jeg bedst beskrive det med en lille erindring: En psykolog fik engang det geniale indfald, at jeg skulle skrive mine drømme ned, for at jeg ad den vej (sammen med hende) kunne få lidt mere kontakt med mit indre. Projektet døde øjeblikkelig, jeg holdt simpelthen op med at drømme!
Drømmene kom igen, da jeg opgav nedskrivningstanken.

Hvad jeg gør, kan styres. Nogle vil sige 'ikke altid', men lige her hvor jeg er nu, kan det, af fornuftshjernen (venstre hjernehalvdel). 
En gerning er ikke en del af personligheden, og et angreb på gerningen kan normalt holdes ud fra kroppen i (mere eller mindre) strakt arm. 
En gerning kan benægtes, eller den kan intellektualiseres, forklares.

Intellektualisering er lige mig.
Enten som overspringshandling (at forklare følelser fjerner fokus fra selve følelserne, ligesom humor kan gøres totalt kedelig ved en forklaring), men faktisk også den anden vej.
Hvis jeg for mig selv kan forklare en ting, kan jeg ofte bedre føle den.


Humor er forresten også en (kendt) overspringshandling, når det gælder om at fjerne fokus fra det svære. 



Og nu vil jeg stoppe. 
Selv ovenstående få linier har været hårdt arbejde, med mange sletteprocesser undervejs.





12 kommentarer:

  1. Rigtig god bedring Ellen. God aften med dine summerier :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for begge.
      Måske er det godt nok at sidde og sno tankerne rundt inde i hovedet.

      Slet
  2. Ja ja Ellen, jeg tror ikke man keder sig i dit selskab. Jeg ønsker dig godbedring, nu får du snart din sømand hjem, eller er han kommet? Vh Lykke

    SvarSlet
    Svar
    1. Han er på vej fra Havneby nu, så du kan vel snart stille dig ud og vinke til ham. Næsten.
      Det bliver DEJLIGT at få ham hjem, og jeg må hellere finde noget god fejre-mad frem til ham

      Slet
  3. Njaaa...som læser vil jeg vist hellere læse om "gør" end "er" - jeg har sådan en fornemmelse af, at du gerne vil fortælle mere om "er". Men der er i hvert fald nogle blogs, jeg ikke gider læse, fordi jeg synes, der er alt for meget navlepilleri. Så vil jeg hellere selv danne mig et indtryk gennem "gør"-indlæggene. Dog gerne en blanding :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din gode melding. Havde faktisk ikke overvejet den vinkel, men du har da fuldstændig ret, man kan læse meget "er" ud af "gør".
      Med den anstrengelse, det har været for mig at skrive ovenstående, garanterer jeg at "er"indlæggene ikke kommer til at tage overhånd. Men jeg garanterer ike for at der ikke flyder mere lommefilosofi herfra i ny og næ.

      Slet
  4. Tak for dit skriveri idag :) Jamen sikke dog et klogt og lærerigt indlæg, du der har udgivet. Jeg kan godt forstå, at der har været gang i "slette dimsen" undervejs, for dette har været meget svært, at skrive om. Jeg kan kende mig selv i dit skriveri...Og jeg siger endnu engang til mig selv, at man ikke kan vide eller danne sig en mening om, hvordan andre mennesker er, eller har det - ved at følge lidt med på diverse Blogs. Altid vil der være blinde og oversete kroge - som her hos dig. Og det er venligt ment, på den gode måde :). Jeg troede indtil lige nu, at du var meget slagfærdig og robust og skrev lige det du synes, du ville skrive. Men det kan du jo da egentligt også sagtens være, samtidig med, at du har de andre sider...kommer jeg så til at tænke på :). Hygge og mange TAK fordi du udgav - det gav mig meget :).

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for alt det, det er dejligt at læse sådan et indlæg.
      Det slagfærdige er også en side af mig, men den side er også god til at skjule sig bagved, når noget bliver for svært at komme i nærheden af.

      Slet
  5. Jeg synes dine filosofiske indlæg er så gribende og giver mig altid meget stof til eftertanke.
    Er og gør er to ting som virkelig adskiller sig.
    Jeg kom til at tænke meget øver er og gør i forhold til børn. Mange roser børn for det de gør og ikke det de er. Inklusiv mig selv. Men man skal godt nok tænke meget for ikke at gøre det.
    Jeg tænker om det kan være så svært og grænseoverskridende for os at fortælle om er, fordi vi ikke har lært det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret mht børnene, den vil jeg fundere lidt videre på.
      Måske skal man stadig rose for det gjorte, men i højere grad huske at anerkende børnene for at de er som de er. Dejlige unger, også når de er p....trælse..
      Jeg nyder i høj grad at kunne bruge lidt tid til at vende sådan nogle emner i cyberspace. Det er sjældent, man tager den slags snakke over middagsbordet. For sjældent, måske?

      Slet
  6. ---- kommentar skrevet med tilbagevirkende kraft :) ----
    Dejligt blogindlæg Ellen, det er altså dejligt at få indblik - vi er jo alle mennesker på godt og ondt.
    Jeg elsker også min blog, for min kæreste er ikke en der snakker om følelser og tanker <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fik faktisk sat en masse på plads indeni af at skrive dette, og måske især af kommentarerne. Det var en god fornemmelse!
      Nogle ting kan man snakke om, andre er det nemmest at skrive om.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...