Det var ikke sjovt

- at være mig i onsdags, og da slet ikke sjovt at være sømanden.

Billede fra sidste år.

Han røg akut på sygehus, grå i hovedet og totalt svedgennemblødt, på grund af smerter i hans (ellers ret fredelige) mavebrok.

Er hjemme igen, nu med morfinpiller til hvis det skulle gå galt igen. Han vil blive indkaldt (og formentligt opereret) senere.
Når han bare kan sendes hjem er det fordi brokket ikke er afklemt og let kan skubbes på plads. Det sidste dog kun når han er godt smertedækket, derfor morfinerne.



Jeg har - i al, og meget klædelig, vanlig beskedenhed - omtrent altid ment at det næsten er værre at være pårørende end at være patient.

Det er et emne, jeg kan udbrede mig om i timevis.... 
Patienten er den, der bliver taget hånd om, det bliver der ikke altid om den pårørende.
Den pårørende kan få alt det l... i hovedet, som patienten ikke tør smide efter personale. Vreden over smerter og skæbne, som ikke kan anbringes andre steder, vil ofte blive brugt til at 'straffe' den raske pårørende.

Sådan noget gør sømanden heldigvis ikke. 
Han nægter bare ALT, både på spørgsmål om smerter og forslag om behandling. 
Sådan er han.




Heldigvis kan jeg sætte mig igennem, og gør det når det er nødvendigt (også selv om jeg af og til får en klar fornemmelse af at blive opfattet som en emsig kælling). Det blev jeg bl.a. da jeg flere gange svarede på spørgsmål om smerter, forløb osv for ham, fordi han ikke selv gjorde det.

Efter udskrivelsen fortalte han at det havde gjort afsindig ondt bare at tale. Derfor havde han ladet mig gøre det.



Jeg er helt kvæstet efter den omgang. 


I morgen tager jeg en uge på højskole, og nej, jeg har det ikke godt med at lade fyren være alene hjemme.

Men gør det alligevel.
Han har piller, og de (sygehuset) har lovet at det ikke ser farligt ud......



Når galt skal være, var det da godt det skete i den her uge og ikke i den uge hvor jeg er væk!