I dag for 70 år siden blev mine forældre gift.
Jeg har ikke noget bryllupsbillede af dem (endnu - sådan et må jeg have fingre i, hvis det ellers kan lade sig gøre), men det her 5 år ældre kærestebillede kan vel gøre det.
Det var i krigens sidste måneder, en periode hvor der foregik meget.
Begge mine forældre var involverede i mere eller mindre lyssky aktiviteter, ligesom min farbror og 3 af mine 4 onkler var det (den fjerde onkel var for ung).
Min far havde nogle måneder inden været tæt på at blive arresteret af Gestapo, men klarede frisag.
Flere af deres venner, studiekammerater og (ikke mindst) modstandskontakter mistede livet, på den ene eller den anden måde.
Min far har beskrevet lidt om det i sine erindringer, i et kapitel med navnet *De modige og vi andre'.
Han betragtede bestemt ikke sig selv som særlig modig.
Der blev ikke talt om krigen, hverken i mit barndomshjem eller i mine fætres og kusiners. Der blev ikke talt om traumerne, angsten eller om de succesoplevelser der også må have været.
Jeg blev først lidt klar over det, da min far for 38 år siden brugte sit sidste leveår på at skrive erindringerne.
Og ikke engang der fortalte han ret meget.
Den ene af onklerne sagde allerede dengang til en af mine brødre at vi burde have fået min far til at fortælle meget mere om sine oplevelser under krigen. Der var meget, der ikke var sagt.
Samme onkel var forresten den eneste af flokken, der igennem årene fortalte noget til sin familie.
Da han og min moster blev gift var brudekjolen syet af faldskærmsnylon. En anden moster (jeg har mange mostre!) og onkel har en dåbskjole af faldskærmsnylon.
Arkitekt Johannes Exner fortalte i går i TV om sine oplevelser fra krigen, efter at have været tavs om dem i 70 år.
Han var 18 år gammel, da han blev arresteret, udsat for skærpet forhør og overflyttet til Frøslevlejren.
Nu er han 88, men får stadig vand i øjnene ved erindringerne.
Det har været uforståeligt slemt.
En anden fortæller er den 85-årige Salle Fischermann, der som ganske, ganske ung (<15 år) blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland. Hans historie er barsk, det var jo ikke hele familien der nogensinde kom hjem igen.
Salle er i dagens Jyllandsposten. Jeg har ikke fået læst artiklen endnu, skal lige have skaffet mig adgang først.
Tænk, at mennesker kan være så onde.
Vi skal passe godt på os selv og hinanden!
Ja, tænk! Og vi er det endnu. Onde. Det er der jo alt for mange forfærdelige beviser på rundt omkring i verden.
SvarSletTims morfar ville heller ikke tale om sine krigsoplevelser. Det er sikkert langt ude over vores forestillingsevne, og jeg kan kun beundre dem, der kom ud af 2. verdenskrig med sjælen i behold.
Man troede jo dengang at det bedste var at glemme, at lægge låg på.
SletJohannes Exner siger det så godt, at han jo slet ikke turde tænke på det, fordi det gav ham mareridt.
Min far blev taget af Gestapo, og sad i Frøslev, vi børn( vi var 4 børn). Har aldrig hørt ham fortælle noget, men vi har levet med krigen som følgesvend, hele det liv vi havde med vore forældre. Min far og mor var aktive i Frøslev lejrens venner og hvad der eller var af foreninger for Gestapo fanger.
SvarSletJeg var noget rystet, da jeg i sin tid fandt ud af at mine forældre havde været involverede.
SletOg bliver stadig rystet, hver gang jeg finder ud af at de nok var mere involverede end jeg troede fra starten.
SvarSletSelvom der gennem tiden er skrevet så meget fra krigens tid, så er der meget mere der ikke er skrevet eller sagt højt.
Datterens Bedstefar, ikke biologisk, var modstandsmand og kom i koncentrationslejr, han talte aldrig om de ting han blev udsat for. Det var fra andre jeg fik det at vide. Han havde mange ar i sjælen, men han var den første til at *hive andre op* når de var nede. Senere hen kæmpede han for ældres rettigheder og gjorde meget for lokal samfundet.
Der er mange måder at overleve på.
Somme tider tænker jeg på, om det måske kan være bedre at kunne gemme/glemme traumer dybt indeni, som man har gjort i umindelige tider?
SletNutidens krisebearbejdning er jo noget helt nyt.
Havde jeg været 25 i dag og havde siddet ved min fars syge- og dødsleje (som jeg gjorde dengang), ville det jo have været et traume, der skulle behandles..... Det gjorde man jo ikke dengang, man accepterede på en anden måde end nu at livet kunne give hårde stød.
Der er mange usagte ting fra diverse krige og konflikter. Jeg fik ikke set den udsendelse med Exner, mon ikke den bliver genudsendt?
SvarSletMen jeg kom til at filosofere lidt over det med at acceptere livet... at vi må indse at livet ikke er en lige linje... Måske man skulle prøve at lande midt i mellem accepten/tavsheden og PTSS/behandling for alle knubs i tilværelsen?
Vi kan jo ikke behandle os ud af alt. Livet leves og mærkes.... Og en god snak kan både lette og hjælpe videre.
Jeg har selv set den på PC-skærmen. Jeg har sat link i ved omtalen af udsendelsen.
SletDet sidste afsnit du skriver: Det er jo lige netop det, jeg ville have skrevet. Tak for formuleringen!!!