Tidsrøver

Jeg har frivilligt accepteret at få reduceret min aktive tid væsentligt, dog kun for en periode på 4 uger.


Jeg har erhvervet et gratis 4 ugers prøveabonnement på Kristeligt Dagblad. Det er en avis, der kræver tid!


Den avis vælter sig ikke ligefrem i nyheder (Nope. Ingen, absolut INGEN sladderhistorier), men har til gengæld rigtig mange grundige artikler om emner, man ikke altid får tænkt på at fordybe sig i. Men som er spændende.
Trods navnet er avisen religiøst meget bredt favnende. 



Jeg får ikke en øre for at skrive det her. Kun glæden ved at fordybe mig i en perlerække af artikler. 
Som tilmed er skrevet i korrekt sprog - ret usædvanligt for en avis. 
Ingen forkerte endelser, ingen iturevne sammensatte navneord, ingen stavefejl. Det er en lise for en ordspasser som jeg at kunne få lov at nyde den slags litteratur. 

Illustration fra fredagens avis.
Mig og katte...................

Forresten har jeg slet ikke tid til sådan noget pjat i dag. 
Jeg har været effektiv i 'haven' (mit minibed foran knaldhytten)

Nemt have"arbejde", det her.
Placering af indkøbt primula i krukke.
Men jeg har også lavet andet, der er bare ikke noget ved at tage billeder af det nu, for solen er gået helt væk. ÆV!

og jeg har bagt chokoladekage.

Med chokolade/smørglasur

Det har jeg heller ikke tid til...



For i morgen skal jeg til Knit-together i Brande, og jeg skal have fundet det helt rigtige håndarbejde at tage med. I ved, sådan et overskudsagtigt projekt, der på den helt rette måde kan signalere at det her har jeg da bare styr på......



Dybt og fuldstændig åndssvagt at jeg bruger tid på det, i stedet for bare at slå op på tykke pinde til en karklud i retstrik......

Manden hygger sig også. 

Han gør meget for mig,
Især når alternativet kunne være at jeg skulle køre til Brande i "fars Audi", fordi "bedstemors 4-hjulstrækker" havde et seriøst og ret generende problem.

Den er forresten ret fed, bedstemors bil. 


Da Nils for nogle uger siden fik ny nabo (efter Jacky, der blev kørt ned i november) lykkedes det at få "flyttebilen" (en XL Mercedes i prisklassen >250.000,- kr) til at køre uhjælpelig fast i græsplænen foran huset.

Hvem trak den op, nærmest uden at anstrenge sig? Mor her, s'fø'li. Og 4-hjulstrækket.

Med 4-hjulstræk er der ikke antydning af at hjulene spinner rundt, ikke engang på grusbelægningen. Den trak bare, stille og roligt fremad.


Til orientering: Vores biler koster generelt ca to nuller mindre end prisen ovenfor (og helst mindre end det). Osse den her. 
Det gjorde bestemt ikke min heltefornemmelse ringere. Jeg kunne have gået på vandet den dag!

...har været i bad, nu er der ostemad...

DET LYKKEDES!

Jeg har været i rigtigt bad i dag, og det er (for denne gang) slut med etagevaskeriet.

Hvad med lidt badevideoer til at fejre begivenheden?

Poul Dissing og Benny Andersen

Osvald Helmuth

Alletiders nisse

Rekrut 67 Petersen

Bennys badekar

Vigtig opdatering: 

Billedet er lavet af columbianske Fernando Botero.

En billedsøgning på navnet "Botero" giver dette vidundelige resultat. - og jeg er fortabt i timevis!

bryllupsdag (- og lidt 2. verdenskrig)

I dag for 70 år siden blev mine forældre gift.

Jeg har ikke noget bryllupsbillede af dem (endnu - sådan et må jeg have fingre i, hvis det ellers kan lade sig gøre), men det her 5 år ældre kærestebillede kan vel gøre det.

Det var i krigens sidste måneder, en periode hvor der foregik meget.

Begge mine forældre var involverede i mere eller mindre lyssky aktiviteter, ligesom min farbror og 3 af mine 4 onkler var det (den fjerde onkel var for ung). 

Min far havde nogle måneder inden været tæt på at blive arresteret af Gestapo, men klarede frisag. 

Flere af deres venner, studiekammerater og (ikke mindst) modstandskontakter mistede livet, på den ene eller den anden måde.

Min far har beskrevet lidt om det i sine erindringer, i et kapitel med navnet *De modige og vi andre'. 

Han betragtede bestemt ikke sig selv som særlig modig.

Der blev ikke talt om krigen, hverken i mit barndomshjem eller i mine fætres og kusiners. Der blev ikke talt om traumerne, angsten eller om de succesoplevelser der også må have været. 

Jeg blev først lidt klar over det, da min far for 38 år siden brugte sit sidste leveår på at skrive erindringerne. 

Og ikke engang der fortalte han ret meget. 

Den ene af onklerne sagde allerede dengang til en af mine brødre at vi burde have fået min far til at fortælle meget mere om sine oplevelser under krigen. Der var meget, der ikke var sagt.

Samme onkel var forresten den eneste af flokken, der igennem årene fortalte noget til sin familie. 

Da han og min moster blev gift var brudekjolen syet af faldskærmsnylon. En anden moster (jeg har mange mostre!) og onkel har en dåbskjole af faldskærmsnylon. 

Arkitekt Johannes Exner fortalte i går i TV om sine oplevelser fra krigen, efter at have været tavs om dem i 70 år. 

Han var 18 år gammel, da han blev arresteret, udsat for skærpet forhør og overflyttet til Frøslevlejren.

Nu er han 88, men får stadig vand i øjnene ved erindringerne.

Det har været uforståeligt slemt.

En anden fortæller er den 85-årige Salle Fischermann, der som ganske, ganske ung (<15 år) blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland. Hans historie er barsk, det var jo ikke hele familien der nogensinde kom hjem igen.

Salle er i dagens Jyllandsposten. Jeg har ikke fået læst artiklen endnu, skal lige have skaffet mig adgang først.

Tænk, at mennesker kan være så onde.

Vi skal passe godt på os selv og hinanden!

to skridt frem....

Gode ting:

• Den gamle vandvarmer er omsider kommet helt ned. Bare at få den tømt for alt vand tog en KRIG! Det er en tung, uhåndtérlig s#¤%&/( at håndtere, så det har taget sin tid.
• Vi klarer os uden andet varmt vand end det i køkkenet. Har prøvet det, der var værre, f.eks. det år hvor ALT vand var frosset i næsten 3 uger.

Ikke så godt:

• Den indkøbte vandvarmer kunne ikke det, den skulle kunne, nemlig at arbejde valgfrit med el eller centralvarmevand. *)
  NOGEN (her nævnes ingen navne)(men det var ikke mig) havde ikke læst ordentligt på teksten inden indkøb!!!!

Godt ord igen:

• - Derfor har vi nu været ude at investere i en ren elvandvarmer.
• Vi havde en meget smuk køretur til Esbjerg og tilbage igen. Startede hjemmefra i grå dis, som undervejs ændrede sig til det smukkeste klare solskinsvejr.
  Hjemturen foregik lige inden det blev mørkt, i timen hvor alle rådyrene smutter ud på markerne for at nyde et godt måltid. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange vi så.

Surt:

• Havde ikke kameraet med, så ingen rådyrbilleder fra min hånd.
  Men stjæle, det kan man jo altid. Så her er et billede herfra. En side, der myldrer med flotte billeder!

Særdeles godt:

• Vi er ikke typen, der rykker ho'derne af hinanden.......

- Og nå ja, der var lige en stjerne øverst et sted:

Sagen er, at vores Casa Kragelund er et hus med mange forbløffende egenskaber. Det er ikke ret tit positive forbløffelser....

Her er intet fungerende varmeanlæg, så vi småfryser ofte i vintertiden, hvor vi varmer noget af stueetagen op, med enkelte elradiatorer af varierende kvalitet (som vi egentlig er for nærige til at bruge - så de står lavt), en brændeovn og en gasovn (en "Christianiaovn").

Planen er (selvfølgelig) at vi skal have lavet os et varmesystem (til den tid skal den først indkøbte vandvarmer i brug). Det har vi snart skullet have i mange år.......

Den ene dag tager den anden, og vi har vænnet os til at tingene er som de er. 

Og vi kan nu så godt lide at bo lige her.

Nej, vi er nok ikke helt almindelige her. Gør det noget?

2 spændende bøger

I 1998 eller -99 var jeg til et foredrag i den lokale sogneforening. 

For (allerede) næsten 15 år siden.

Foredragets titel var "Forstå dit ophav og bliv fri" og foredragsholderen var Oluf Martensen-Larsen.

En noget ældre mand, som var fuldstændig fantastisk at høre på! 

Jeg var (og er) dybt fascineret af ham, og af hans teorier om vores plads (og vores forældres plads) i og opbygningen af vores søskendeflok som en meget væsentlig faktor for hvordan vores liv og udvikling er.

Det blev en aften med så utroligt mange AHA'er, og jeg har flere gange siden ønsket mig at kunne få lejlighed til at høre ham igen. For der var tydeligvis mindst lige så meget han ikke nåede at få sagt, som han rent faktisk fik sagt.

Han havde helt sikkert et manuskript at gå ud fra, men foredraget udviklede sig ret hurtigt til en nærmest labyrintisk vandring, hvor han (inspireret af publikum) bevægede sig at meget snoede stier rundt i sit emne.

Jeg husker, at han startede med at forklare titlen på foredraget. At ordet "ophav" skulle forstås som hele den baggrund man er født ind i, og at kendskabet til dette ophav var af betydning, fordi man med den viden i hånden fik en mulighed for at kunne frigøre sig. Man kan ikke frigøre sig fra noget, man ikke kender.

Hele denne tekst, fordi jeg på den lokale genbrug fandt hans bog, endda på udsalg (2,50 kr).

Efter at have købt bogen googlede jeg lidt omkring og fandt frem til at den lidt ældre foredragsholder faktisk var født i 1912, og at den lidt ældre foredragsholder har været omkring 86 år gammel. 

Godt gået, må man sige. 

Han døde i april 2000, som det fremgår af hans gravsten her.

Jeg vil ikke begynde at forklare en hel masse om mine egne aha'er og hvad hans foredrag betød for min selvopfattelse. 

Men jeg glæder mig ustyrligt til at fordybe mig i det igen, denne gang endda på skrift (og uden snirklede verbale sidespring).

Den anden bog er også en udsalgsbog, men den er spritny, købt hos boghandleren. 

En bog om de grønlandske kirkegårde. 

Grønlandske kirkegårde er helt specielle. De ligger ofte meget smukt, og ifølge Lone Van Deurs skal inuitter begraves, så de har udsigt til vand. 

De af kirkegårdene, jeg har set har været meget smukke, og bogen er fyldt med berusende smukke billeder af dem.

Typisk for kirkegårdene er deres stramme opbygning, de helt regelmæssigt placerede hvide kors og dertil deres mylder af kulørte blomster.

Blomsterne er i sandhed meget kulørte, omend de i årenes løb godt kan falme. 

Vi taler selvfølgelig om plastikblomster. Det ville være ren galimatias at overveje ægte blomster til gravsteder i Grønland.

Fra kirkegården i Sisimiut, billedet er desværre uden havudsigt. Billede herfra

Billede fra bogen, med havudsigt

Gå glad i bad

At gå glad i bad her er en (for tiden) ret spændende oplevelse.
Vandvarmeren er nemlig i fuld gang med at snøre træskoene op for at stille dem permanent. Noget tidligt synes min hjemmemekaniker, den er da vist kun en snes år gammel....


Ingen af os er til kolde afvaskninger (har afprøvet konceptet, brrrrr), hverken i brusebadet (mig) eller badekarret (styrmandens foretrukne). 



Vi var på tour i går og har hjembragt en ny fin sag. 

Nu skal den 'bare' monteres, i en niche der bruges til rigtig meget opbevaring......
At få alt væk derfra, få det sorteret og få (det meste) bortskaffet lugter rigtig fælt af fysisk arbejde. 
Mit arbejde, for maskinistmanden skal koncentrere sig om at få vores varme vand frem i hanerne igen.

Og efter det skal nichen forbedres med nye hylder og det hele. Han får sådan set nok at se til, staklen. 
Jeg må hellere være lidt god ved ham, og tale lidt pænt til (og om) ham.

- og måske ligefrem fremtrylle lidt fastelavnsbolleagtigt til ham

Det tunesiske lakker mod enden. 

Her ligger det 'sidelæns'. Bunden er i billedets højre side.
Den orangelige firkant ca midt i billedet er en farve, der næsten ikke kan skelnes fra den lyserøde rundt om i elektrisk lys.

Desværre for tidligt, viser det sig, det er ikke blevet stort nok. 
Så nu spekulerer jeg i, hvordan jeg skal gøre det større, når pilleopoglaveDETHELEom absolut ikke er inde i billedet.... 
Dann muss man andere metoden benutzen.

Jeg har forskellige løsningsmuligheder på nethinden. 
Men spekulerer lige nu mest på om kanten skal være tunesisk eller om jeg skal foretrække almindelig hækling.
Thi - som det vist kan ses på billedet - det tunesiske ruller helt vildt. Der skal noget på til at styre det, så det bliver ved at være fladt.
Tænkeboksen knager!

Nyt sprog?

Jeg er hoppet på den tunesiske bølge.

Det er der indtil videre kommet mange interessante, ikke gengivelige gloser ud af......




Det skal ende som et lille tæppe til lille Mynthe, et der kan tåle alt det, et lille barn udsætter sit yndlingstæppe for.

Garnet er bomuld, det meste af det stammer fra en ti-kroners pose blandet lyserødt fra genbrug.

Mynthe svedskesten

Villads elsker stadig sit tæppe (hæklet efter to billeder, datteren havde fundet).

Planen er at Mynthes tæppe skal have samme kant som hans.

ææævvvvvv......

Vi og nogle venner ville have været en tur med Fjordbåden Helene til maj, til et irsk aftenarrangement med Tom Donovan - og så er der udsolgt!

Eller rettere: næsten udsolgt (både i maj og i september). Vi kan stadig få pladser ovenpå, hvor showet kan ses på en skærm. Men det gider vi ikke, vi vil se ham rigtigt!!!!!



Så er det da godt, vi kan kompensere med at komme til at se Allan Olsen i stedet, også i maj. De billetter ER sikrede!

Slagerparade

Nuvel, vi drog ikke til slagerparade på Kongeåkroen i går for den kulinariske oplevelses skyld. 

Menuen kunne ikke være mere traditionel: Tarteletter, oksesteg og is.....

Men tarteletterne og isen virkede hjemmelavede, oksestegen var mør og alt smagte godt, omend det ene lille stykke kød vi fik serveret virkede lidt snoldet.

Der var suppestegogismusik til maden, leveret af Turtelduoen og det gjorde de godt. 

Faktisk spillede de 3 stive klokketimer, uden pause og uden gentagelser, inden selve slagerparaden gik i gang.

Velspillende, stort repertoire og gode til at få sat gang i publikum.

Der blev både danset og sunget med til den helt store guldmedalje.

Selve slagerparaden var det hele værd. Stjernerne var veloplagte, dygtige og super professionelle.

Vi fik skam både Landsbyens gadekær, Veras vinterven, Jeg er på vej til Herstedvester, Angelique og en hel masse af alle de andre numre, vi kender så godt. 
Og der blev sunget med!


Jeg er i løbet af de senere år blevet vild med Dario Campeotto (som forresten fylder 76 år i dag!). 
Han synger fantastisk!


Han gav os et helt fantastisk Kim Larsen nummer. 
Det nummer kan slet ikke beskrives, det skal ses. 

Det var vel nærmest en intimkoncert - vi var lige omkring 120 betalende, spisende og lyttende gæster.

Videoen herunder beskriver det lidt.

Nils ventede trofast, først på autografer, derefter på at få taget det her billede:

Det så Peter Vesth, og så ville han også have taget et billede (med Nils som fotograf):