lørdag den 30. januar 2016

Og således blev der atter mad i det gamle køkken....



Man tager en kylling (på MINDST 1400 g), en flok rodfrugter (hm. snuppede dem i fryseren...), en øl og en stegeso (med det korrekte navn Römertopf).



Så dapper man på nettet, finder den her side (hos nogetiovnen.dk) og gør (næsten) som beskrevet.

Jeg 'forbedrede' de frosne rodfrugter lidt med et supplement af løg og gulerødder, til gengæld kom der ingen fritter på bordet. 
Sådan kan vi nu bedst lide det.



Soen og dyret i ovnen, denne gang på lidt højere temperatur end anbefalet. Var lidt i tidnød, derfor.

Og her er det, kæden hopper af hver gang.
Jeg glemmer simpelthen at få taget billeder af det færdige måltid. Det var ellers godt (og så godt ud), kan jeg love jer!
Rigeligt til mutter, fatter og Nils den ene dag og til os to gamle den næste dag.

En supergod sovs.

En ret, der helt sikkert skal arbejdes videre med. Konceptet med sovs af øl kan helt sikkert også bruges til en nakkekam (nu siler mundvandet igen!)



Engang fik vi (i en firmajulegave) nogle meget fine (og helt sikkert dyre) triptrap smørebrætter.
Vi bruger dem aldrig som smørebrætter, det er de ikke særlig praktiske til. Alle de huller....


Men jeg har fundet den helt rette udnyttelse af dem. De sørger for den helt nødvendige luft og ventilation i stegesoen!
Jeg HAR prøvet at finde den med grimme pletter, fordi jeg ikke havde sørget for ventilation. Det var ikke engang morsomt!

Og det kostede soen livet.....


Ét bræt under det hele og et bræt imellem låg og bund i skabet. Det er SÅ perfekt!!!



Rådet kan frit anvendes ;-)



Nu vi er ved opskrifterne: Må jeg anbefale disse romkugler/træstammer. De er gode!

Heller ingen billeder af dem. Ikke lige i dag....





onsdag den 27. januar 2016

Pis...vejr! Og lidt opsamling.


Vi har fået fingre i lillefars udskrivningsbrev fra sygehuset.

Det rummer lidt god information og nogle ufrivillige morsomheder.


Der står bl.a.:

"DF1234: Afhængighedssyndrom ved brug af tobak aktivt brugende" (koden ændret af mig).

Godt nok mange ord for "ryger".



Skrivende læge hedder Ghulam til fornavn, det kan måske forklare at han flere gange ordinerer den nyopererede "luft forbud" i adskillige uger.
Bare han ikke bliver alt for blå i hovedet af så mange uger uden luft.....



Den gode mand har fået sig fritaget for at bruge nem-id, og vi kan derfor ikke se hans journal på Sundhed.dk.
Det huer jo ikke mor her, så stor var glæden da jeg fandt ud af at man nu kan give andre fuldmagt til at se oplysningerne på Sundhed.dk.


Der er kun ét problem: for at kunne give andre fuldmagt skal man have nem-id. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre på anden vis.
Jeg HAR haft ringet rundt.
Forsøger for tiden dagligt at komme i kontakt med en bestemt medarbejder i Ældresagen, som tager sig af den slags uhensigtsmæssigheder.


Jeg mener, det er da netop de, der ikke selv magter nem-id, der kan have brug for hjælp fra andre?????


Billede fra sidste forår.
Der er da slet, slet, slet ikke noget der er værd at tage billeder af i dag!



Han er stadig sløv, skroget, og med mange smerter, så her foregår mindre end ingenting.


Når han engang kommer lidt mere på højkant skal vi ellers på udflugt til Ringkjøbing, hvor jeg skal hente (og betale for, brrrrrr) et smykke, jeg har fået lavet af min mors overklippede fingerring - som igen var lavet af mine forældres vielsesringe.


Jeg er i virkeligheden ikke meget til smykker, og stort set slet ikke til fingerringe, så guld + sten er blevet lavet om til et vedhæng til en halskæde.

Jeg er frygtelig spændt på at se resultatet, og (det kan jeg ikke nægte) noget bekymret.....
Jeg har jo kun set guldsmedens skitse af, hvordan han ville lave vedhænget.


så, lillefar, se du bare at komme i omdrejninger, og det gerne lidt hurtigt!




søndag den 17. januar 2016

Kost.


(Kost som i frokost, ikke nogen fejekost)


Den gamle er vel hjemme igen og er i fuld gang med at indtage sin elskede sofa. 



Jeg tror det kom helt og aldeles meget bag på ham, hvor anstrengende og udmattende det er at overgå fra patientstatus til at være udskrevet.

"Verdensmesteren" der i det hvide, svært usexede hospitalsoutfit og i de meget lidt krævende rammer  fra dag 1 kunne alt og det hele, blev mindre og mindre på vejen hjem og er nu ikke engang i stand til at se TV. 
Snorksover efter ½ times udmattende køretur hjem.


Han blev endda opbevaret 2 dage ekstra på afdelingen, fordi der stødte en behandlingskrævende infektion til.


Meget passende, så kunne Nils og jeg nemlig smutte til 4 års børnefødselsdag (Tibo) i Vanløse lørdag.
Denne gang uden kage. For én gangs skyld havde jeg sagt fra.






Hospitalskost - hvilke associationer giver lige det ord?

Jeg husker en del udkogte, bleghvide kartofler, grå bønner og smattede gulerødder, selvstående sovs og ubestemmelige kødtrevler fra mine sygehusophold gennem tiderne.

Undtagen dengang Nils for næsten 30 år siden blev født på Sct. Joseph i Esbjerg. Det var et sted med madkultur!!! 
Men det var også et lille sted og de lavede selv maden.


Dagens billede forestiller ugens spiseplan på Kolding sygehus.





Vi er kommet langt væk fra det smat-kogte, og godt for det!









onsdag den 13. januar 2016

Reparationsalderen er indtruffet



Mit livs mekaniker er indlagt til reparation.





Gentager: det er ikke noget farligt, bare en 'produktionsfejl' der skal rettes op på.

Men åbenbart en ordentlig omgang alligevel. 
Flere timer i narkose og bagefter skal han i de første dage holdes smertefri med smertekateter i ryggen. 
UF.



Jeg vandrer rundt om mig selv (og telefonen), mens jeg venter på besked om operationens forløb.




Slutter lige med et billede af indkørslen til det gamle Aarhus amtssygehus.


Her lå jeg i forrige årtusind som 8-årig i adskillige uger med et meget brækket skinneben.
Først med gips, så nogle uger hjemme og sidenhen til genoptræning efter gipsfjernelsen.



Dengang var der som bekendt slet ikke tale om at medindlægge forældre. 
Børn kunne selvfølgelig klare sig selv....


Jeg husker første indlæggelse som en generelt positiv oplevelse men genoptræningsindlæggelsen var en gru.

Jeg var helt uforberedt på at genoptræning kunne være smertefuld, så jeg gik helt i baglås, nægtede pure at bøje det stive knæ. 

Så meget i baglås af afdelingens overlæge ved en stuegang tabte tålmodigheden og effektuerede en Brissement forcé (han bøjede benet på mig).


Brissement forcé er så smertefuld at man plejer at udføre den i fuld narkose.
Jeg var 8 år, og særdeles lysvågen.
Resten af 
den indlæggelse var jeg rædselsslagen hver eneste gang der var stuegang.


Jeg har på et tidspunkt talt med mennesker, der kunne sætte navn på pågældende overlæge. Det var ikke helt ukendt at han kunne finde på sådan noget.



Godt, der er sket store fremskridt over hele linien siden den tid.




mandag den 11. januar 2016

Hurra, nyt kryds på listen af færdige projekter.


For næsten et år siden var jeg til knittogether-arrangement i Brande.

Et ret godt (og superhyggeligt) arrangement som for min skyld hellere end gerne må gentages.



Jeg var heldig og vandt et fint lille strikkekit fra Madam Munch, et par sort/hvide fingerløse vanter (jeg kan ikke finde dem på hjemmesiden, ved ikke om de ligefrem er udgået af hendes sortiment). 

Nu er de omsider endda blevet færdige!


De er SÅ lækre, er både varme, lange og bløde.



Der var desværre lige nøjagtig ikke nok garn i posen (måske fordi jeg gik 3/4 nr op i pinde, fordi jeg syntes de blev for faste og for stramme i den forslåede p. 2½), derfor er der en ubetydelig forskel på mine og opskriftens vanter.
Find den, hvis du kan!

En anden ubetydelig forskel er at jeg har strikket refleksgarn med i den yderste hvide stribe.



Jeg har allerede krydset 53 g forbrugt af på mit garnregnskab. Lidt har som bekendt også ret!

tirsdag den 5. januar 2016

Strikket barnejakke





En lækker lille jakke til en lækker lille steg <3, Mynthe på næsten 1½ år.


Jakken er fra Solveig Hisdals 'Digt i masker'.
Jeg har strikket den i Arwetta Classic, og har gjort den lidt længere end opskriften foreskriver, så den kunne passe bedre til lille lange og spinkle Mynthe.
Den er lidt rigeligt lang, men det er hverken moderen eller jeg kede af. Det barn suser i vejret for tiden (+ alt det andet hun suser).




Billederne med barnet i jakken er ikke som jeg helst ville have dem, men med det barn er mulighederne for opstilling særdeles begrænsede.



Lille opdatering: Se alle arbejderne fra 'Digt i masker' på Ravelry her 




onsdag den 30. december 2015

Flettede stjernestrimmelstjerner


Mit hjerte banker for dem.

Papirsstjernerne.


Alle stjernerne på siden er flettede af 15 mm færdigkøbte stjernestrimler

Også selv om jeg godt ved, jeg er lidt sent ude med det her opslag. Bedre sent end aldrig, og det bliver vel jul igen om et års tid.


De sødeste stjerner synes jeg er de her små, buttede sager:
Vejledning her
De små tingester er snydesimple at lave, og de kan foldes af stort set alt papir (bare det ikke er for tyndt - f.x. kan omslag på reklamer bruges, men siderne indeni fungerer ikke). 
Der bruges én stjernestrimmel til hver stjerne.

Man kan flette dem over en snor til den fineste guirlande:
Her er lidt af en ret gammel guirlande jeg har lavet engang
(Røde stjerner på guldsnor)


Næste størrelse hører også til mine favoritter:
Vejledning til den røde stjerne her
Vejledning til den hvide kan købes her

Til dem bruges tre halve af de købte stjernestrimler.
De kan være lidt kringlede at komme i gang med, man har man først fundet melodien er de hurtige at lave.

Den røde er det let nok at finde en gratis vejledning på.
Den hvide har jeg (indtil nu) kun fundet hos Tina Dalbøge, og hun vil have penge for vejledningen (I en e-bog, sammen med flere andre vejledninger).

Jeg har ikke købt bogen og har ikke læst vejledningen, kun studeret billederne. 
Den 'kantede' stjerne startes som den røde (den med bløde takker), det er kun de seks takker der foldes 'skarpt' i stedet for 'blødt' - giver det mening?


For feinschmäckerne:
Jeg er ikke blevet enig med mig selv om foldekanterne skal være indeni eller udenpå takkerne.
Hælder dog nok mest til udenpå (takkerne kl. 11, 16 og 19), synes de der bliver en del af dekorationen.
(På de andre tre takker er foldekanterne inden i hjørnerne).

Den helt klassiske, 8-takkede foldede stjerne, flettet af fire strimler:
Vejledning her
Som ung gik der sport i at flette dem så små som muligt. 
Jeg nåede ned på at flette af strimler der var lige omkring 1 mm i bredden. Det var tæt på Danmarksrekorden, men jeg kunne ikke komme længere ned.
Strimlerne lavede jeg af glittet papir, og til at flette brugte jeg en knappenål.
Jeg prøvede at genoptage minifletteriet for 10-20 år siden, men måtte allerede dengang sande at synet ikke forbedres med årene, så jeg måtte opgive at nå tidligere tiders diminutive storhed.
Måske skulle jeg prøve med en lup?




Den lidt større model, flettet af 12 strimler:
Vejledning her
 Selvfølgelig er den sværere end den med kun 4 strimler, men dog ikke sværere end at man kan lære den udenad og flette den uden den skrevne vejledning.

Størrelsen er ikke større end man kan have den hængende på juletræet.
Jeg har ikke prøvet at flette den i de smalle strimler, det må prøves!



Og således nåede vi frem til den helt store, flettet af ikke mindre end 48 strimler. 
Vejledning her - og for at det ikke skal blive for let, er den på tysk

DEN vil jeg ikke påtage mig at lære udenad!

For at holde styr på ender og sammenføjninger skrev jeg på alle enderne om de hørte til gul, blå, rød, grøn, turkis eller orange blok. Jeg brugte i det hele taget meget blyant indervejs, for at forsøge at holde rede i strimlerne....

Og jeg pillede hele møget op mere end en gang...


Så folkens, nu er der lidt at gå i gang med i de mørke januaraftner....




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...