søndag den 17. august 2014

Samojedetræf


"Fjæsen" er nu god til mange ting.

Jeg er fx. medlem af en gruppe ved navn "samojedehunde i Danmark", og har - via den gruppe - i dag været til "bamsetræf" i hundeskoven Sebberup skov ved Løsning.
I silende regn.....




Totalt ellevild efter at komme af sted



Vi startede turen med fire kridhvide pelsdyr.

Dybt inde i skoven kom først en og siden en til susende, så der ialt var seks "polarpudler", med lidt flere regnfrakkeovertrukne ejere.



I løbet af den næste times tid blev regnen bare tættere og tættere, stierne glattere og glattere og hundene mere og mere "naturfarvede". 

Ikke at det generede hoved'personerne' væsentligt:



Niki står helt til højre.
Når man som han er meget ikke-dominant lægger man lige for en sikkerheds skyld ørerne ned det meste af tiden sammen med andre hunde.
Det ser ærlig talt dumt ud, Niki!


Sådan ser en renvasket samojedebag ud. Kridhvid.



Alle 6 på ét billede. Det var ikke nemt!
Fladørede Niki forrest.











Hundene: En lille sø, hvor dejligt!
Ejerne: En lille sø, åh nej, hvorfor skulle den lige ligge her midt i hundeskoven?







Sølle billede, indrømmet.
Denne hund blev væltet af en anden, i den største mudderpøl!



Niki (nu med ører) er jo noget til års, og han var helt færdig hele vejen hjem!








fredag den 15. august 2014

Lidt godt at vide


Først en sakset fra Fjæsen, med et ulækkert billede:



"
Dagens høst fra en af mine hvepsefælder. Den har hængt 3-4 dage med brun farin, vand, eddike, samt lidt opvaskemiddel. Eddiken for ikke at tiltrække bierne - og opvaskemidlet for hurtig drukning 

Opskrift: Ca 1 spsk brun farin, lidt varmt vand - ca 2 dl. 1 skvis eddike, samt 3-4 dråber opvaskemiddel. Virkelig effektivt Held og lykke med fangsten "



Derefter en fra Pinterest, en limfjerner (og den virker, det er rigtig nok):



Pinterest er en forfærdelig tidrøver!



Til min store forundring virker trådløs printer og ny computer sammen, helt uden at jeg har gjort noget for det.

Mandens 1 år gamle PC er aldrig blevet helt gode venner med den trådløse, trods installering og det hele. 
Min billigsag her (som forresten er en ASUS) - what's the problem? Selvfølgelig virker den bare. 
Så er der alligevel retfærdighed til ;-)



Jeg er stadig ikke blevet helt gode venner med stifinder og hvor den gemmer mine guldkorn. Bruger en del tid på at lede.................................................


I gggaaammmllleeee dage, for 10-20 år siden skulle man kunne noget for at få sin PC til at virke, og jeg var skrap til det, dengang. 
Kunne tage alle stikkene ud og få dem på plads igen, opdatere BIOS, rense både hard- og software, partitionere, samle, installere, skrive html-koder og det hele. 
Det var dengang, folk havde brug for en pilfinger/nørd.

Nu går det hele pr. automatik.



Og jeg har nærmest glemt det jeg kunne dengang. Der er alligevel ingen, der har brug for den form for hjælp mere, ikke engang jeg selv.


Pilfingeriet var sjovt, men jeg savner det egentlig ikke.



torsdag den 14. august 2014

Der er kamera i ny PC

Og i dag er det lykkedes mig både at tage billeder og få dem på bloggen. 
Omend motivet som bekendt kan sætte begrænsningerne ;-/





Næste krig bliver at få mailadresserne importeret, samt at få printeren til at fungere trådløst.

Det gider jeg ikke slås med nu. 
Jeg er stadig så heldig at jeg kan læse mails på den gamle skærm.
Og printeren har en god gammeldags ledning, der kan bruges.



onsdag den 13. august 2014

Dreng med grå ferguson.


Ny PC, nyt styresystem, nynyny, så kun kort melding herfra.
Jeg kan nemlig ikke få l.... til helt at virke som jeg vil. Bl.a. vil den ikke sætte billeder på bloggen, så det har jeg gjort via telefonen.
FAGRE nye verden!!!





Hvad siger sådan en dejlig sveske som ham her mon til sin nye sweater?
Han spørger efter traktormanden. For når der ingen mand er, kan traktoren ikke køre.

Han er for resten ikke sat i bur. Billedet er taget i drengens fine kaningård. Han fik nemlig også en fin lille ny kanin i fødselsdagsgave. Den hedder Dio.



tirsdag den 12. august 2014

Torden og lynild


Gårsdagens tordenvejr bragte en ny hundeopførsel for dagen. 
Kræet blev rasende, hver gang det lynede! Gøede og bjæffede af de uslinge, der gik omkring med kraftige lygter lige udenfor vinduerne.
At de så buldrede lidt bagefter kunne han ikke tage sig af. Der skulle gø's igennem, skulle der.

Og han hører til en hunderace, der normalt hellere hyler end gør. Den del af håndbogen har han vist ikke fået læst. Han kan gø ret meget.
Undtagen når han er med i bilen og får øje på en anden hund. Så piber han højt og vedholdende. 



Underlig hund. 

Racen samojede kaldes forresten (noget nedladende, i trækhundekredse, hvor Husky'en er det 'fineste' der findes) for "Sibirisk puddelhund". Sådan noget vrøvl, Samojeden er fra Mongoliet.
Jeg har sågar også hørt den benævnt som en 'polardræberpudel'. 




Tag ikke fejl, Samojeder er de sødeste og venligste hunde man kan finde. 
Normalt ekstremt børnevenlige, selv vores, der er vokset op i et hjem uden børn.


Her ses agterstavnen af vores vilddyr, mens han patruljerer langs det nu udbedrede hundehegn

Hullet er 'lappet' med to lodrette stænger (de gule dimser midt i billedet) og det kvas, der kom ud af at bane sig vej igennem buskadset for at tilse hegnet. 
Ren win-win, undtagen for den frihedselskende udbryder..

Bonus: Beskæringen af buskadset gav fin adgang til de fineste brombærranker.
De er nu flettet ind i selve hegnet, så jeg kan komme til bærrene uden at blive sønderrevet.




 Jeg har en svaghed for skilte som de herunder. Der er måske lidt om det.....








I Kolding Storcenter (hos Noa Noa) faldt jeg for denne her strikkede pigecardigan, men godt nok ikke for prisen på 449,- kr.
Det er næsten som at ekvipere børnene i pengesedler. Det har jeg godt nok aldrig haft råd til!


Den må kunne kopieres, for bedårende, det er den.

Fundet hos noa noa



For nogle dage siden 'pev' jeg over vores svært ændrede økonomi. Det gør jeg sådan set stadig, men har alligevel investeret i en ny PC. Den her er ved at være for træls, den fører alt for ofte sit helt eget liv.


ComputerCity havde en fin bærbar til mig, til den voldsomme pris af 1999,- kr.
Den er købt og hjembragt og alt er fint, undtagen en lille detalje: tastaturet er totalt i udu.

Så i morgen skal vi
 igen et smut til Esbjerg. Lidt over 50 km hver vej.
Godt vi er i den arbejdsfrie alder og har tid til rådighed.

Der ryger en del masker af pindene på sådan en tur, så for mig er køretiden ikke helt spildt. Det er værre for min chauffør. Heldigvis kan han altid lokkes med en kop kaffe et sted.


lørdag den 9. august 2014

Hundini, udbryderpotebæreren


Vores søde hund er bestemt ikke den mest velopdragne, så er det sagt. Vi er nok heller ikke de bedste hundeejere, men vi holder alle meget af hinanden trods diverse mangler.

Er han ude uden line eller hegn, kan vi råbe, skrige, kalde og skabe os alt det vi lyster. 
Det kan umuligt være ham, vi forsøger at kalde til os. Hvorfor skulle han også lige være nødt til at komme, når kattene slipper af sted med at være åbenlyst ganske og totalt ligeglade?



Så 'køteren' er altid i snor eller bag hegn. 
Faktisk har vi det meste af indhegnet med vildthegn, så han kan nyde en slags fri tilværelse. Områdets suverænt største hundegård. 
Og når man bare er ihaven, er der ingen problemer med at komme, når mor kalder.Han kommer altid tordnende!

Han er gammel og fjoller ikke så meget omkring mere. Var egentlig næsten holdt op med at grave, men er her i sommerens løb nogle gange kommet ind med totalsorte ben.

Nå ja, han har vel genoptaget sin gamle hobby. Hvor sødt..... 



Da det blev sandalsæson måtte jeg ud og købe nye sandaler. Den ene af de gamle har jeg stadig ikke fundet...

Ude i haven finder vi af og til nogle ejendommeligheder. En handske. Et nøgle bindesnor. Endnu en handske.
Vi ved ikke, hvor meget der er gravet ned, især ikke hvor min sandal er parkeret.


Man har sandelig kun glæder og fornøjelser ved at have sig en hund.





Men så var det lige forleden aften at der ingen hund kom, selv om jeg både piftede og kaldte. 

I n g e n hund......

Så jeg gik på jagt i omegnen, og fandt til slut en ret slukøret fyr i juletræsmandens indhegning med nordmannsgraner.

Han har forceret ikke mindre end to solide hegn for at komme så vidt...



Næste dags eftersøgning afslørede dette meget effektive hul under hegnet i den mest ubevogtede del af haven. Et ret stort og tilsyneladende ret benyttet udgravet hul.

Møgkøter! Det kostede ham nogle dage uden haveadgang.


Hullet er i dag blevet lukket, med to stænger og en frygtelig masse kvas, så nu håber vi havehegnet er effektivt igen. Det er et større arbejde at se det efter (på grund af buskads) men det er klart et presserende projekt.



Nogle dage uden haveadgang? 
Jo, for jeg var travlt optaget (haven er mit område), skulle strikke svøb færdigt til den snart kommende verdensborger og fødselsdagsgavetrøjen færdig til Villads, som i dag fyldte tre år.


Det kostede faktisk lidt over en uge, hvor jeg næsten bare strikkede. Se bare resultatet:






Til gengæld blev jeg ikke ædt af hvepse i den uge. Hvepse og jeg har et ualmindelig anstrengt forhold til hinanden (især jeg)!






mandag den 4. august 2014

Godt og knap så godt


Det suverænt gode er at Mosekonen, det dejlige menneske, har sat gang i et naturtræf i nogle skønne omgivelser. Jeg glææææææder mig allerede!

Mosekonens billede

Det knapt så gode er min efterløn, som (af forskellige årsager) bliver væsentlig lavere end jeg havde troet.


UPS!

Så manden og jeg er (indtil videre) for alvor kommet i gruppen af mennesker, der må vælge deres udgifter med den yderste omhu.....


Når min bankrådgiver kommer fra ferie kan det være hun kan trylle nogle flere brugbare kontanter frem til os.
Håbet er lysegrønt 
;-)




Men jeg har ikke rigtig lyst til at skrive en masse lige nu, sorry. 
Situationen er desværre ret slem lige nu.




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...