torsdag den 13. august 2015

Cykelsti


Vores kommune er ved at fastlægge cykelstiplan for de næste år, og i demokratiets hellige navn foregår den planlægning i samarbejde med kommunens forskellige lokalråd.
Alle kommunens borgere er tillige indbudt til at stille forslag.

Fint nok.




Vi bor ud til (heldigvis 200 m fra) en af kommunens absolutte "motorveje".

Vores landevej var før motorvejen Vejle/Kolding/Esbjerg (og før vores tid på matriklen) en svært og tungt befærdet vej. 
Den er fint bred og for det meste med en rimelig sigtbarhed. 
Og så er den ca 30 km. kortere end det tilsvarende stykke motorvej.


Den er stadig temmelig befærdet, og hører til på motorcykelfolkets rutekort.



For en 'blød' trafikant er den udpræget farlig at færdes på.

Både bilister og motorcyklister anvender de lange lige stræk til hastighedskørsel. Samme lange lige stræk opmuntrer samme trafikanter til overhalinger.

Mange af boligerne langs vejen er udsprunget af de gamle statshusmandsbrug og er lagt så tæt på vejen at mælkevognen ikke havde problemer med at hente mælkejungerne. Der er ikke mange katte på de gårde. Skulle der komme en, skal man ikke regne med at beholde den længe.
Vi er lykkelige over vores 200 m grusvej, som fjerner trafikken fra vores umiddelbare nærhed - men trods den afstand har vi mistet to katte til vejen.


Jeg synes, der sker for mange solouheld (vist alle på grund af høj fart) langs vejen. Næsten ingen vover sig ud at gå/cykle på den, og det er givetvis en væsentlig grund til at der normalt ikke er sket mere end tingskader.
Men dødsfald er ikke ukendte langs vores landevej, desværre.



En cykelsti langs den vej ville ikke være nogen luksus. Så ville jeg (og helt sikkert andre af naboerne) hellere end gerne cykle de 3½ km til den lokale, når der skulle købes ind. Skolebørnene fra den næste lille by ville kunne cykle til skole.
Vandrerne på Hærvejsruten kunne slippe for at skulle springe for livet når de kommer travende med deres rygsække.




Jeg så kortene med de foreløbige planer for ny cykelstier i vores nærområder i dag.


Shocking!

Det ser ud til at en lille stump cykelsti langs en lille, snoet færdselsåre (med nærmest ingen trafik) er det, man vælger at prioritere (Jeg har aldrig hørt om så meget som en punktering på det stykke).

Men selvfølgelig. 
1 km cykel/gangsti langs marker er jo væsentligt billigere at anlægge end 5 km langs befærdet landevej med flere boliger.....




Alt det her skrevne + noget mere skal jeg lige have syet om til en skrivelse til kommunen. 
Måske kan de påvirkes, jeg vælger at tro på det!


Mindst 10 år gammelt billede fra nettet.
Ponyen hed Svendsen, efter LåsbySvendsen,
som den var købt af på Vorbasse Marked.







6 kommentarer:

  1. Det hjælper i hvert fald ikke noget, INGENTING at gøre. Måske kan du også få mobiliseret andre langs vejen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har heldigvis en by-gruppe på FB, og den har jeg også skrevet til. Jeg har da foreløbig fået 10 likes og nogle gode kommentarer.

      Slet
  2. Fjollet - så hellere helt lade være med at etablere en cykelsti.
    God fornøjelse med at råbe myndighederne op!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har ikke lige checket hvor de lokale 'byrødder' bor, men kunne da godt have en mistanke om at mindst én af dem kunne få glæde af den planlagte stump cykelsti...
      Jeg er NØDT til at råbe op.
      Jeg kan, jeg kan formulere mig, jeg kan skrive en velbegrundet, grundig (men ikke for omfattende) rapport, og hvis ikke jeg skriver vil jeg føle jeg har svigtet alle mine naboer (3 km hver vej) - og mig selv.
      Så de skal få brev, skal de!

      Slet
  3. Kommunal ubegribelighed! Jamen, hvis man ingenting gør... sker der ingenting... Og hvis man ikke prøver, har man det træls med sig selv læææænge efter! Selvfølgelig skal "de" have et brev... Med en skriftlig henvendelse kan man tage sager op og henvise til indsendte protester... Elers får det lov at forsvinde i glemslen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige netop min mening.
      De beder jo ligefrem om henvendelser, så det skal de få!

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...