onsdag den 3. december 2014
Årets julebrev
Nej, det her er ikke julebrevet.
Men jeg plejer at lave et julebrev til familie og venner.
Sidste år kom det - med skam at melde - aldrig af sted. Jeg fik aldrig gjort det færdigt....
I år er næsten alt anderledes, især min (og den skæggede sømands) arbejds- og stresssituation. Så i år skal det laves og sendes! Helst endda i god tid.
Ét eneste år, for nogle år siden, faldt jeg for fristelsen til at sende det elektronisk. Det gør jeg aldrig mere!
Det føltes bare ikke rigtigt, ikke for mig.
Jeg har det fint med at andre smider deres på en mail. Helt fint. Jeg vil bare ikke gøre det (igen).
I en grøn fortid engang, mens jeg havde to blebørn (med 4 års mellemrum), arbejde, handicapridning, et barn der altid og konstant (og konstant skal opfattes meget bogstaveligt) skulle overvåges, lavede jeg nogle fantastiske, kreative, fotokopierede breve med fortællinger, billeder konfektopskrifter, pyntet med tørrede bregnespidser (sådan nogle ligner nemlig juletræer) og en side håndskrevne hilsener på næsten hvert eneste.
Altid afsendt en uges tid før jul.
Nu sidder jeg i min vidunderlige luksustilværelse og kan dårligt nå/finde ud af at komme i gang med en hilsen til de, der betyder noget for mig.
Jeg har PTSD.
Grundlagt i et alt for langvarigt ægteskab med en alkoholiker.
Efter ægteskabet havde jeg ikke mulighed for at trække mig ud af verden og slikke mine sår, tværtimod.
Der var børn der skulle hjælpes, arbejde der skulle passes, gæld der skulle væk - og selvbebrejdelser der skulle glemmes. Jeg valgte (og har aldrig fortrudt det valg, selv om betalingen nu er hård) at det var børnene, der skulle have et liv.
De næste mange år, hvor mit liv stort set stod på standby, har betalt sig. Jeg har tre gode, velfungerende voksne børn, som jeg har stor glæde af.
Jeg fandt heldigvis også min 'Skipper Skræk', da tiden var moden til ham.
Jeg har et dejligt liv nu, og satser sandelig hårdt på at det bliver endnu bedre.
Hænger der virkelig nogen på alt det her skriv endnu? Imponerende!
Kan du have en rigtig god dag derude!
Vi overvejer at tage på storindkøb syd for grænsen i dag, men har endnu ikke helt besluttet det.
Har lavet indkøbsliste og lagt pas og Euro'er frem.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
JA, jeg er med endnu. En værre historie, er det ... tænk, at det kan trække så lange spor. C's far udviklede også et alkoholproblem mens jeg var gravid, og jeg var den der var smuttet, da hun var ½ år gammel, så jeg nåede ikke at blive mærket dybere end af den ene gang, han tævede mig. Det var så dér, jeg skred!
SvarSletJeg er så glad for, at du har fundet manden i dit liv, og jeg håber så meget for jer, at I klarer de hurdler, der er lige nu - men det tror jeg I gør, for I er vist gode sammen :-)
Dengang med din julebrevskreativitet: Du havde godt nok travlt, men du var nok også omkring 25-30 år yngre ;-)
God fornøjelse med Tysklandsturen og med brevskrivningen!
Du kan tro, vi er gode sammen (måske er vi bare lige halvskøre begge to) ;-)
SletJulebrevet skal nu nok blive skrevet. Indholdet er i gang med at køre i kalotten.
Tyskland bliver først i dag, men NU er vi på vej. Udenom motorvejen, den er totalt blokeret, siger de i radioen.
Jeg læste også hele hele indlægget... OG Ellens kommentar...
SvarSletI er da et par seje damer... I har skabt et liv for jer selv og jeres kære ud af alt det kaos... Klap jer selv på skulderen og nyd det gode (velfortjente) liv
Jeg har den dybeste respekt for jeres indsats.
God tur... brug nu ikke alle lommepengene!
Og god brevskrivekrealyst... Jeg sender pr mail... men der er godt nok hyggeligt med et "rigtigt" brev!
Tak for de pæne ord.
SletLommepengene har forlængst fået ben at gå på, denne gang har vi ligefrem lavet indkøbsliste.
Og takket være dig skal vi også liiiiiige snuse til Wollsucht. Ikke at jeg skal købe noget som helst, vi skal s'mænd bare kigge lidt.... (ser du glorien?)
Jeg er også med som læser på sidelinjen. jeg synes godt om dine betragtninger, at læse om, hvad du har gang i, men ikke mindst at du ikke maler nogen glansbilleder op. Du er ærlig, jeg ønsker dig alt godt, og vil følge dig fremover.
SvarSletEn fra Århus.
Velkommen til og tak for din søde kommentar.
SletSjovt, du nævner det med at være ærlig. Jeg er og har alle dage været vanvittig konfliktsky, men har efterhånden fundet ud af at det mest konfliktsky er at være ret direkte.
Og så kan jeg forresten ikke fordrage uærlighed. Så endnu en gang tak for kommentaren.
Sjovt - Har lige haft en samtale angående julehilsner på facebook eller mail kontra det gode, gamle og dejlige julekort. Det er bare mere hyggeligt at modtage et kort (som man så kan pynte op med i julemåneden)
SvarSletAlkohol trækker dybe spor hos mange og især juletiden er for mange, der har det tæt inde på livet, knap så hyggelig, som den burde være. Jeg er glad på dine vegne - at du fandt din skipper :)
Tak for dit skriv.
SletJeg kan jo kun erklære mig enig.