Han var selv ude om det!

Min dejlige mand og jeg, der ellers elsker at ligge tæt under vores vidunderlige dobbeltdyne, har tilbragt denne nat hver for sig.

Han blev nemlig ret hurtigt forvist til denne sofa (hvor han forresten stadig snuer helt fortræffeligt):

Heldigvis har vi to helt ens sofaer, så jeg indtog da bare den anden (og sov nogenlunde, men jeg er også mere krævende med sengekvaliteten end han).


Forklaringen er foreviget her:

Det skulle bare have været et lille projekt, lidt småreparation af nogle irriterende detaljer.....

Go' daw do', hvorfor griber sådan noget altid for vildt om sig?


Da  madrasser og sengebund var væk åbenbarede (selvfølgelig) det rene orgie i nullermænd, støv og gamle, kasserede dyrehår sig på gulvet og langs panelerne.

Og så er det, at man pludselig får øje på alt det andet.
Rodet.
Støvet.
Spindelvævene.
Har vi overhovedet den rigtige indretning?
Osv, osv, osv................


Så da aftenen nærmede sig stod valget imellem ulidelig stress eller en nat på sofaerne....
Så skønt dobbeltdynen ikke kunne nå fra den ene sofa til den anden blev det dem.


Klokken er over halv til og jeg burde egentlig have vækket ham forlængst, men han sover så godt i sofaen her ved siden af mig, og jeg skal lige fundere lidt over verdenssituationen.


For bare tre måneder siden ville nr. 2 billedet have hensat mig i dyb stress, en skræk og rædsel over om det her projekt overhovedet kunne nå sin afslutning inden næste påmønstring - og over, hvad der i stedet måtte nedprioriteres af andre meget nødvendige projekter for at få det her gjort færdig.

Vi ville aldrig have fået talt indretning, langtidsplaner, skabsindkøb osv, på grund af vores gensidige høje stressniveau.
Det er faktisk også derfor, vi ikke engang er kommet i gang med reparationerne før. Behovet for at få dem udført har ikke kunnet overgå stressniveauet.

I sig selv en STOR stressfaktor!


Jeg mærker efterhånden en meget stor lettelse indeni, en helt ubeskrivelig fysisk og psykisk lettelse. Selv min tyktarm er næsten ved at virke normalt, den har ellers været træls i mange år efterhånden.
Jeg nyder min ugentlige fridag helt anderledes end før. Nu er det virkelig en ekstra dag, en ren luksus vi har sammen. 
Tidligere var fridagene (og weekenderne) de eneste hele dage vi nogensinde var sammen, de var helt nødvendige åndehuller hvor vi kunne gispe efter vejret.


Vores stuer og alle steder i huset ligner stadig noget der er løgn. Ingen billeder, jeg vil simpelthen ikke være bekendt at vise det frem!
Men måske har vi snart et flot og velfungerende soveværelse. Selv om det tager mere end 14 dage at få det færdigt.


Åh, hvor er jeg glad!




God weekend til alle jer, der sidder derude i cyberspace og knurrer lidt over gråvejret. 
Nu vil jeg vække den skønne, så vi kan få os vores dejlige morgenkaffe og løse dagens første krydsord sammen.




Opdatering:

Vi behøver ikke synge "hvor skal vi sove i nat" mere. Jubii!