Vi pakkede Rudolf, snesko, mors strikketøj og kanebjælderne i fars firhjulede og tog til Fyn i dag.
Til Julemarked på herregården Lundegard, syd for Verninge.
Der var rigtig mange får i alle afskygninger (også levende). De her var uimodståelige!
Og læg lige mærke til de filtede krammebamser bagved.
Det julemarked skuffede bestemt ikke. Læs om herregården her, og læs den flotteste beskrivelse af julemarkedet her - og læs om fru Hein, som gjorde mig opmærksom på stedet her.
To af fru Heins skønne strikkekits ville med mig hjem, der var bare ikke noget at gøre. Det ene til julegave, det andet et af de skønne Brandesjaler til mig. Jeg er vild med garnet, det er bare SÅ lækkert.
Det var hyggeligt at møde en medblogger og skønt at få gramset lidt garn. Både brandegarn og alt det andet garn -- nå nej, ét af garnerne var jeg ikke fascineret af. Garnet var spundet af pels fra norsk skovkat, og det virkede stift og ikke særlig rart. Samojedegarnet ved siden af var meget mere min smag, det var bare så blødt og lækkert.
Jeg er rigtig dårlig til at få taget gode billeder sådan nogle steder. Det er noget med de mange mennesker, jeg kan simpelthen ikke få mig til at stille mig op og få fotograferet. I stedet benytter jeg mig af 'skud fra hoften' af nogle af de detaljer, der fanger mit øje.
Og så ærgrer jeg mig gul og grøn, når jeg kommer hjem og ser andres bragende gode skud!
Hvorfor kan jeg dog ikke bare få taget de billeder, jeg har jo kameraet med, og det er godt.
Nedenfor en kollage af nogle af de mindst ringe skud...
Af ideer, detaljer og 'blikfang'.