onsdag den 30. maj 2012

På pindene for tiden...

Jeg er i gang med en lille trøje, efter en af de opskrifter, der i hvert fald ikke vil blive gemt.


Opskriften (endda en babydrops opskrift) er fuld af fejl. 
Hvad stiller man fx. op med en linie som denne: "Derefter lukkes 2 m af i hver side på næste p der af der af der af der af der af der af der af mod halsen bak." (og det er ikke det norske ord, der volder mig problemer)?


Jeg overlevede kroppen, men da jeg så nåede til et ærme, der kun skulle være 14 cm langt opgav jeg. Fandt i stedet en gennemprøvet opskrift med gode målangivelser frem og strikkede ærmet efter den. 21 cm langt. 
Billedet er af et udsnit af det første ærme.


Farverne er svære, rigtig svære at gengive, men de ligner faktisk helt hæderligt, efter lidt farvekorrektion i billedprogrammet. Der er lidt selvlysende over den lyse grønne, og over sammensætningen med især den turkise.


Det bliver en "skarp" trøje, ret flot, når jeg selv skal sige det. Den skal nok blive vist frem, når den er færdig og afleveret.




mandag den 28. maj 2012

Hundehegnet, velsignelser og ulemper

Eller Dumme hund 3.

Vi går ikke ind for at forhaste os her på matriklen...

For nøjagtig 5 år siden nåede vi frem til den erkendelse at vores ustyrlige løbehund ikke var i stand til at administrere at løbe frit omkring.
Selv om han blev nr. 3 ud af 10 mulige på hundeskolen, er indkald så absolut ikke en disciplin han dyrker herhjemme. Placeringen siger vist mest om niveauet hos de andre hunde.

Vi så to muligheder, snor og hundegård. 
Og i begyndelsen måtte det hedde (lang!) snor, indtil vi fik etableret en passende hundegård.
Med passende menes en STOR hundegård, med mulighed for at løbe, grave og gemme sig. Min hund skal ikke opbevares i et lille tremmebur ude!


En lokal jæger (med en super luxus jagtejendom) tilbød gratis Poda vildthegn i mængder, mod selv at tage det ned, så vi drog af sted med boltsaks, trailer og handsker.
Og hentede ca 4 km hegn...................... det tog nogle weekender.
Det hjemhentede blev lagt i depot, hvor det efterhånden er helt overgroet af brændenælder.

Lidt af hegnbunken.
Sådan ser den stadig ud, det kan dårligt ses, der er taget noget af den.
 Men i den sidste tid er der sket ting og sager, i HØJ grad takket være en stor indsats af børn og svigerbørn, og nu er hundehegnet en brugbar realitet. 
Ikke helt færdigt, bl.a. mangler der låger, men hunden er mere end godt tilfreds. 
Han bor helst ude fra tidlig morgen til sen aften - sikkert gerne hele døgnet, men der sker for meget der skal bjæffes af i skumringen, så der bliver han hentet indendørs. 



Ud over de manglende låger rummer den indhegnede have kun én ulempe.....
Den er tydeligvis et indkaldfrit område. 
Ligesom resten af den store verden.
SKAL vi have kræet ind, må vi ud med en snor og hente ham.... 

søndag den 27. maj 2012

Vand i haven

Jeg vil benytte lejligheden, i disse varme, solbeskinnede, knastørre dage, til at gøre lidt reklame for den her, lidt meget underligt udseende sag.


En vandingspose! 
En plastiktingest, der med et minimum af arbejde befrier mig fra en hel masse dårlig samvittighed overfor nyplantede, tørstige vækster.

Siveslange under posen
Ud over at sikre (effektiv -uden fordampning) vandforsyning, skygger posen græs og andet ukrudt væk fra det nyplantede. Og ifølge både min anlægsgartner (svigersønnen) og min træspecialist (naboen) er græs omkring nyplantet den rene dræber.
Posen forhandles her. 
De var hurtige til at levere, da jeg bestilte - og hurtige til at rette en fejl, de havde været uheldige at lave ved forsendelsen.


Min have er ikke normal! Det er mit hus, mit liv (manden og jeg) heller ikke. 
En alt for stor del af det grønne i haven er højt græs, tidsler og brændenælder. Det høje græs skjuler kæmpe muldvarpeskud, mærkelige huller og sten.
"Udsmykningen" består primært af glemte haveredskaber, byggematerialer, brændebunker, store sten og biler uden plader.
Det er noget værre rod!
Det skal lige siges, at jeg på ingen måde har glemt min drøm om en smuk og skøn have. Og det skal nok lykkes mig!

Jeg har boet betydelig mere velordnet, end jeg gør nu. Men jeg har aldrig været lykkeligere for mit liv. 
De "rigtige" ting og pyntelige omgivelser er ikke ensbetydende med lykke. For mit vedkommende er samlivet med min dejlige mand alfa og omega. Så skidt med at han er helt håbløs på nogle områder. Han er dejlig!


Ukrudt, sol og skrotbil i smuk forening

lørdag den 26. maj 2012

Se nu stiger solen

Solopgangsbillede fra Rødsand vindmøllepark. Fanget på mobiltelefon af min bedre halvdel på natarbejde.


Nogle af vores salmer er så betagende smukke. Til dem hører i allerhøjeste grad "se nu stiger solen", den smukkeste hyldest til den sol, der i så rigt mål forgylder os i disse dage.
Hør den sunget i en fin udgave her

Menneskelivet - Morgen
754
Se, nu stiger solen af havets skød
Mel.: Lars Nielsen 1891
Oluf Ring omkring 1915
1
Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!
2
Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.
3
Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!
4
O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
Moder, søster, elskte: min kærlighed!
5
Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud -
o du milde Fader, min skaber, Gud!
6
Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.
7
Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!
Jakob Knudsen 1891.


fredag den 25. maj 2012

Grim, men smuk - eller bare overvældende?


Jeg har i min vindueskarm nogle planter, kun en mor kan elske, indrømmet.
Denne (en forfærdelig gammel bladkaktus) er én af dem.
Den er over 60 år gammel. 
Jeg har fået den i arv fra en moster (ingen anden ville eje grimrianen!), som igen havde arvet den fra sin moster (med samme begrundelse, den med grimrianen).
Den ældste moster kan jeg svagt huske som en meget gammel dame, der pludselig boede et helt forkert sted (= flyttede på alderdomshjem), med alt for lidt plads og ikke nær så hyggeligt som der, hvor hun boede før. Hendes seng stod i stuen! 
'Storemosteren' (det kaldte vi min mors mostre) døde det år, hvor jeg var 10. 
Jeg er ikke helt klar over hvornår hun kom på alderdomshjemm. Måske 2-5 år før.

Mosteren som arvede planten døde for få år siden, hun blev ikke særlig gammel. Kun 85. 
Det er en ung alder at dø i for en kvinde i den familie.


Det meste af året (>11 mdr) er planten bare gennemført styg at se på. 
Vinteren igennem bliver den (og resten af kaktus- og sukkulentflokken) totalt forsømt, får absolut ingen vand og ikke ret meget varme.
Når foråret og lyset kommer, tages de til nåde og får lidt mere omsorg. Varme og vand.


Og her er så resultatet. 2 blomster, hver med en diameter på ca 15 cm (og to knopper).
Smuk eller bare overvældende? 

Jeg ved det egentlig ikke. Ét eller andet sted er den bare så meget for meget .... For voldsom. 
Svulstig.

Måske er det meget godt, bladene ikke vokser særlig godt til. Så behøver jeg ikke prakke andre stiklinger på.

Ét er dog helt sikkert: den bor godt her, og jeg er glad for den og dens historie. Mere er der vel egentlig ikke at sige om den ting!

God solskinspinse, allesammen.

tirsdag den 22. maj 2012

Og gøgen sad i Ellen...

Sød lille kanon:
En gøg i hånden....
Billede fra Gedser fuglestation 

Jeg gik mig ud om kvælden hvor skoven stod så smuk,
Og gøgen sad i ellen (elletræet) og kukked' sit kukkuk
kukkuk, kukkuk, kukkuk-kukkuk-kukkuk
kukkuk, kukkuk, kukkuk-kukkuk-kukkuk.

Sød, ja, men hvor var jeg træt af den i skolen. 
Hver gang vi kom til det med elletræet, vendte hele banden sig om, pegede fingre og grinede, ad den dumme gøg, der forventedes at sidde på mig og kukke.
Jeg har i denne kvæld gået omkring i min have, arbejdet lidt og lyttet meget til fuglesangen.
Gøgene i området er nærmest ved at gå bersærk, man kan bestemt godt fornemme at det er lydlige grænsepæle, de banker ned omkring territoriet. 
Først den ene, så den anden, så den tredje - og så den første igen.
Svalene gør sig også gældende. 
De er nogle frygtelige gadedrenge, som nok skal spotte enhver kat i området. Ser de en kat, bliver tonen rigtig skinger og de rotter sig flokvis sammen om at bombeangribe den søde lille missekat. 
OK, der er grund til hadeadfærden. Mine misser har ingen hæmninger, når det gælder spiseligt bytte. Svaler står helt klart på menukortet.
Lærkerne hænger storsyngende under himlen "som et fjernt bevinget frø", som Halfdan Rasmussen skrev.
Og så er der alle de andre - gransangere, fasaner, skovspurve, stære, krager osv, osv. 
Der er mange steder, man kan høre fuglesang, fx. her
Lydtapetet indeholder også landevejslarmen. Landevejen bebos af talrige biler, lastbiler, busser, traktorer og MOTORCYKLER. 
Jeg har bestemt ikke noget imod motorcykler, men jeg har noget imod dem, der ser et lige stykke almindelig landevej som en opfordring til at eksperimentere med hvor hurtigt kværnen kan flytte sig. 
Det er som om de tror at 80 km/t gælder for hvert hjul. 
2 hjul=160 km/t
Er der ikke noget med at man kan anmelde, hvor politiet med fordel kunne stille måleudstyret op? Det vil jeg forske lidt i. Her kunne være mange gode bødepenge at hente!
Vi har forresten også stilfærdige flyvere. Flagermus!
Jeg er meget fascineret af flagermus. Nyder at se dem flyve omkring på en sommeraften.

Hav en fortsat god uge!

søndag den 20. maj 2012

Retrojakken igenigen...

Om det er jakken, der er for lille, eller bare Villads, der (med sine 9 måneder og 11 kg) er en stor dreng................. så er det jo godt at have to drengebørnebørn med kun 5 mdr imellem. Her er Tibo på 4 mdr med sin smukke mor.

Villads's mor, datteren, må vente lidt endnu på Villads's sommerjakke.
Den skal hækles efter mål og snitmønster, så den kommer til at passe!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...