fredag den 2. marts 2012

minihuer og møbius

En mini-nyfødt skal have en minihue på. 


Jeg har strikket disse 4 i forskellig størrelse, så skulle der gerne være mindst én, der passer. Tophuerne efter opskrift fra Rigshospitalet, djævlehuen efter denne opskrift . Eller denne, der tilmed har omregningsskema, så man kan tilpasse garn og størrelse efter eget ønske...

Møbius.
En møbius er det rene trylleri. Et halstørklæde, der har én side og én kant.
Denne er strikket i græsgrøn Zauberball, på pinde nr. 3½. 
For at gøre begge sider ens, har jeg strikket 2-3 p ret, 2-3 p vrang hele vejen. 
Eftersom jeg ikke elsker at strikke vrangpinde, har jeg gjort det ved at ændre strikkeretningen efter hver 2-3 omgang. Vendingerne ses på billedet, det er den lodrette "stribe" på højre side.


strikkevejledning:
Beregning: 
  • Find ud af, hvor lang din møbius skal være. Pas på ikke at gøre den for kort! Jo højere du vil have din møbius, jo længere skal du regne med at gøre den. Den grønne på billedet er omkring 2 m, den kunne uden skade være blevet lavet ½ m længere.
  • Derefter gælder det strikkefastheden. Hvis den er 15 m til 10 cm svarer den til 1½ m pr. cm. Til en møbius på to m skal der følgelig slås 150 m op.
    Jeg strikker helst på tynde pinde - jeg slog 300 m op ;-)
  • Bliv ikke forskrækket over opslagsvejledningerne herunder. Heller ikke over at der pludselig er dobbelt så mange masker på pinden (i mit tilfælde 600) - en møbius strikkes samtidig op og ned, deraf de mange masker.

Slå op: 
Jeg har fundet 2 metoder at slå op til en møbius på. Jeg anvendte denne (video lidt nede på siden), den anden metode vises her. 
Jeg tror, valget imellem metoderne er et temperamentsspørgsmål.


Sæt (for Guds skyld) en maskemarkør ved starten på omgangen. Den er uundværlig.

Når man har strikket nogle omgange, ser strikketøjet sådan ud (den røde streg markerer rundpinden).



Mønster:
Man kan strikke sin møbius i udelukkende ret. Det ville jeg aldrig vælge, jeg tror ikke det vil være pænt.
Jeg har strikket min i 2-3 pinde ret, 2-3 pinde vrang. 
Jeg har set en opskrift, hvor der strikkes perlestrik, 1 ret, 1 vrang. 
Jeg kunne også forestille mig at rudestrik (4 ret, 4 vrang) kunne være flot.
Hulrækker, striber - der er mange muligheder. 
Se bare denne billedsøgning på "strikket møbius". Ren inspiration!

Højde:
Tja. det må igen være et temperamentsspørgsmål. Jeg vil gerne kunne trække min op om hovedet i koldt vejr, så den blev relativt høj. Ca 30 cm.

Aflukning:
Jeg lavede en lidt flæset aflukning over 15 pinde:
1. pind: *strik 10 m ret, tag 1 m ud*. Gentages omgangen ud.
2.-3. pind: ret.
4. pind: *strik 10 m vrang, tag 1 m ud*. Gentages  omgangen ud.
5.-6. p: vrang
7. pind: *strik 10 m ret, tag 1 m ud*. Gentages  omgangen ud.
8.-9. pind: ret
10. pind *strik 10 m vrang, tag 1 m ud*. Gentages  omgangen ud.
11-12 pind: vrang
13. pind: *strik 2 ret, slå om*. gentages  omgangen ud.
14. pind: ret.
15. pind: luk løst af.

mandag den 27. februar 2012

skuddagsweekend i Tyskland

Jeg og manden i mit liv har tilbragt en forlænget weekend i Tyskland.
Fra fredag til søndag var vi på Hotel Gutsmann i Bad Bramstedt - et sted, der gør meget ud af at fortælle, hvor tæt de er på alle de gode steder, Kiel, Lübeck, Hamburg osv. 
Der findes bestemt ikke meget omtale af Bad Bramstedt selv. 
Hotellet var ok, maden var ok, og byen var ok. 
Det snavsede dukkebarn blev købt for 10 cent (75 øre) i den lokale genbrugsbutik. Nyprisen for sådan én er omkring 500,- kr - det var et helt fornuftigt køb!
Vejen hjem blev lagt over Rendsburg, fordi jeg gerne ville se Kielerkanalen og broen med "svævefærgen" - den eneste af sin slags i verden.
En snart 100 år gammel sag, en forfærdelig masse metal og ufattelig mange nitter. Et utroligt bygningsværk!

Vi boede en nat på hotel Rendsburg, et lille hotel med 8 værelser og begrænset luxus - vi kunne li' det!

Under billederne af bro og kanal lidt links....





http://www.brueckenbote.de/Brueckenbote/Webcam.html
http://www.brueckenterrassen.de/Brueckenterrassen/Willkommen.html
http://www.thybo.net/Tyskland/rendsburg.htm

søndag den 19. februar 2012

Pral pral pral !!!!!

Min søndag er gået med en inderligt unyttig beskæftigelse: at pynte en styropor"kage" med æggehvideglasur. Jeg har været på kursus hos Sif i Aarhus (anarka.dk), sammen med 4 andre sukkernørder.
Resultatet ses herunder. Nederst resultatet af et tidligere kursus.


Det er ren meditation i vores fortravlede tid at bruge TIMER på at udføre bittesmå, svære sukkerkruseduller.
Indtil nu er det min erfaring at de mennesker der gør det er ret specielle, på den helt rigtige måde. det har været nogle rigtig gode kursusdage, det er noget, jeg hellere end gerne gør igen!

tirsdag den 14. februar 2012

Rejsen til Holland


Der er et digt, jeg gerne vil dele med jer.
Et digt om bristede forhåbninger, 
om nyorientering 
- og om at se det smukke i det der blev, 
skønt det blev så anderledes end forventet.

Nogle tanker, skrevet af Emily Pearl Kingsley,
om det at være mor til et handicappet barn:
  
Rejsen til Holland
  
At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien.
Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.
Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.
Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende...
Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen...
Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.
Stewardessen kommer ind og siger: "Velkommen til Holland"

"HOLLAND?" råber du. "Hvad mener du med Holland?
Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!
Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!"
Men der er lavet om på fartplanen.
Maskinen er landet i Holland, og der må du blive...

Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.
Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.
Det er bare et sted, som er anderledes.
Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger
og du må til at lære et helt nyt sprog.
Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.
Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.
Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.

Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,
ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland...
Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter...
Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.
De praler af hvor vidunderligt de havde det der.
Og resten af dine dage vil du sige:
"Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt".

Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig...
for tabet af drømme har stor betydning.
Men...hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning
at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri
til at værdsætte og nyde det helt specielle,
det virkeligt vidunderlige ved  ...  Holland

Min Nils, 2 år gammel, sommeren 1988

søndag den 12. februar 2012

lørdag den 11. februar 2012

marcipan til udrulning og modellering

Man tager:
  • 500 g marcipan, skåret groft ud.
  • 250 g flormelis
  • 50 g glucose
Smides i køkkenmaskinen og æltes med dejkrogen til det er ensartet og samler sig.


Udrulning (med kagerulle eller rullepind):
drys mel (hvede-, maizena- eller kartoffel-) på bordet og på rullen, flad marcipanklumpen lidt ud og begynd at rulle. Løft ofte marcipanen fri, og drej den samtidig 90 grader. Undlad at vende den, op skal forblive op, og ned ned.
Når marcipanpladen ikke længere kan løftes med hænderne, rulles den forsigtigt op over kagerullen, når den skal flyttes.

Når pladen er stor nok, "poleres" den med hænderne. Kæl for den!

Flyt pladen over på kagen og glat den godt ud foroven.
"Kæl" den på plads ned ad siderne med vandrette strøg.
Arbejd dig oppefra og ned. Med tålmodighed og forsigtighed kan siderne blive helt glatte uden folder.




søndag den 5. februar 2012

strikkefasthed.

Strikkefastheden - den her med at 20 m og 27 p giver 10x10 cm - er uendelig vigtig, når man strikker efter en traditionel opskrift. Hvis ikke strikkefastheden passer, kommer det færdige arbejde ikke til at passe.
Når man  - som jeg - ikke strikker fast (eller løst) nok, har man et problem. Det har man også, hvis man har fundet en opskrift, der ikke lige passer til garnet.
Et problem, jeg efterhånden har lært mig at få løst.

Løsningen hedder at strikke efter mål.
Det er ikke nogen ny metode, i tidligere tid var det meget almindeligt at man simpelthen strikkede efter snitmønster, fortalte min mor mig engang.


Lidt svært at forklare overskueligt, men egentlig nemt nok i praksis.
En lommeregner er et godt hjælpemiddel her.

Hvis strikkefastheden er 20 m = 10 cm, går der 2 masker på hver cm. 
Skal der fx. slås 90 m op, svarer det til 90/2 cm = 45 cm.
Morale: find ud af hvor mange masker der går på 1 cm, og lad dig ikke forskrække, selvom du måske får resultatet 2,7 m pr. cm (hvis strikkefastheden er 27 m = 10 cm).
Skal du slå 45 cm op, ganger du bare 45 med 2,7 og får resultatet 121,5 m.
Et resultat, du fluks  runder op til 122 m (eller ned til 121, hvis det tal passer dig bedre).


De opskrifter jeg fra tid til anden vil lægge her, vil være med mål, så de kan strikkes i det garn og den tykkelse, man måtte ønske.
For de, der ikke har lyst til at beregne, skal jeg nok skrive masker, pindestørrelse osv med.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...