Jeg gør det med billeder, ikke så mange ord....
 |
Ham her er fortid nu. 11½ år blev han.
Højt elsket af (næsten) alle.
Drønbesværlig på nogle områder, men altid tilgivet.
Vi skal ikke have hund igen. Vi vil ikke være så afhængige mere.
|
 |
| Alle børn med deres var til påske/fødselsdagstamtam. Som det vist kan ses er næste skud på stammen snart klar til levering |
 |
| Tæppe til lille ny, i vaskbar merino uld. |
 |
| Kjole med bolero til Mynthe, i strømpegarn |
 |
| T-shirt til mor her, i bomuldsgarn. Den skal blive en nedskrevet opskrift engang, men designet er ikke helt på plads endnu. Bl.a. er ærmegabene for små og skal ændres. |
 |
| Den her var en konfirmationsgave, med lommepenge. Udgangspunktet var et par børnecowboybukser (til en 5'er) fra genbrug og en rest bomuldsstof fra skuffen til for. Jeg har en mistanke om at det ikke bliver den sidste taske jeg laver på den måde. |
 |
| Dyrlægen sagde forresten at meget tydede på at snuttebassen her både havde hjerteproblemer og led af smerteanfald (af ukendt oprindelse). Smerter som han omhyggeligt skjulte for os - spidshunde er sejlivede hvad den slags angår, sagde hun. Med den viden er det godt han har fået fred nu. |
Hvad mig selv angår - jeg ved ikke helt hvad der skete for mig. Muligvis noget depressionsrelateret, muligvis noget posttraumatisk.
Muligvis. Jeg er vistnok ligeså dygtig som ulve og hunde til at skjule mig. Det store problem er at jeg også skjuler mig for mig selv. Den adfærd gør det ret umuligt svært at bearbejde noget som helst, skulle jeg hilse og sige.
Jeg er her endnu, er meget lidt på banen. Tager meeeeeeget tid til tænkning, gemmeleg eller ej.
Uklart skrevet? JA!
Men der er et lille lyspunkt i mit indre mørke: Jeg er begyndt at få lidt styr på mine omgivelser. Får ryddet lidt op. Det har ellers været et ekstremt forsømt område i årevis her.
