mandag den 28. april 2014

Hvid hund?


Gad vidst om jeg overhovedet vil vide hvad han har lavet i aften i haven....



Der er intet nyt om den forsvundne kat.

Og vi utaknemmelige skarn tillader os at nyde at der næsten ingen kattefodspor er på køkkenbord og komfur mere............................



mandag den 21. april 2014

Evigt ejes kun det tabte

- sagde jeg i mine  yngre dage, når endnu en filejs havde brændt mig af.....


Denne gang er det noget værre, for vores elskede Pascal har ikke vist sig ved madskålen siden fredag aften og håbet om nogensinde at se ham igen er ved at være nulstillet - VRÆL!




Vores katte lever meget frit. De færdes ude og inde som de lyster. Kattelemmen står sjældent stille ret længe ad gangen, der synes altid at være endnu en mus der længes efter at blive til kattemad.


Prisen har (selvfølgelig) været høj en gang imellem.
5 gange har vi mistet en kat til trafikken - 5½ faktisk, en af dem overlevede med et brækket bækken og blev ret gammel.
2 har dyrlægen hjulpet ud af denne verden.

Og med Pascal er der to, der bare er forsvundne...
Den gamle med bækkenbruddet var øremærket, men vi hørte aldrig noget om hendes endeligt. 

Jeg har været ved vejen og kigge, uden resultat. Jeg kan ikke gøre ret meget mere.

Måske er det trafikken. 
Måske er det Mikkel, der har været lidt for effektiv.
Måske er han af vanvare blevet lukket inde i en stald eller et udhus.....








Det er ret melankolsk at skulle sige farvel til den dejligste kat på den her måde.....




torsdag den 17. april 2014

Amalie, go home!


Den længe ventede mail fra TVsyd kom i går:


"Vi har nu afsluttet vores casting, og har udvalgt 16 dygtige, kreative og meget forskellige strikkere fra det Syd og Sønderjyske, - og du er en af de udvalgte.

Vi vil derfor glæde os til at se dig til den første optagelse osvosvosv"



Boys'n girls: 
Glæd jer, thi I kender en kommende TV-star, en nærmest verdensberømthed!

Oscarvinderne har altid en helt spontan tale klar, når de skal takke for trofæet. Jeg må nok hellere snart gå i gang med at forberede mine helt uforberedte takkeytringer til TVsyd 
;-D


Forresten ved jeg stadig ikke ret meget. Der kommer mere orientering til mig senere. Måske skal jeg til den tid gå mere i 'flyverskjul', jeg ved jo ikke hvilke tavshedsløfter jeg kan ryge ind under.

Så hvis I mangler nogle løbende orienteringer, kan det være derfor.....



Det er altid godt med grydelapper. 
Her er 6, jeg har strikket til min arbejdsplads, i dobbeltstrik, dobbelt garn og pinde nr. 4. Enkelte har svært ved at håndtere at alle 6 er forskellige, grydelapper plejer jo at være ens 2 og 2.

De er strikkede uens, fordi der på den måde aldrig kommer til at mangle den ene halvdel af et par. Selv om den strikkende gamling snart forlader fortet.




 Og hvorfor drejede nr. 2 billedet sig lige 90 grader?


God påske, vi skal til at have sild og snaps til aftensmad her!




fredag den 11. april 2014

camping med kanon udsigt!

Jeg er på mobilos lige nu og det med at redigere billeder går rent ud sagt over min forstand...

Så de kommer i mildest talt tilfældig rækkefølge:

Man købet bedst og billigst hvor
den lille Irmapige bor
- BILLIGST? !
Vi kan let finde billigere juice hjemme på fastlandet.
Men måtte naturligvis en tur i Irma. Sådan er det også at være eksilkøbenhavner



Grannys place på Søborg Hovedgade.
Her fik vi vores morgenmad i dag. Usund morgenmad...


Fik og fik... der VAR sat pris på det hele



Kanonudsigten



Og vores lille ekvipage.
Pladsen, Charlottenlund Fort, er meget centralt beliggende, med bus til centrum lige udenfor.
og så er det en ikke helt almindelig plads, med dens fortid som rigtigt fort! 

Porgy og Bess i den Kongelige Opera var den håndgribelige anledning til weeendens ekskursion

Det ER noget rod, det her....(altså billedrækkefølgen)
Interiør fra Grannys Place

Jeg skal til at finde på afskedsgaveønsker..
måske de her fra Illums Bolighus?


Og nok for nu..
s@#$/^&!!s smartphon. Den kan det hele og så alligevel ikke....
eller også er det min indre perfektionist, der har det svært lige nu;-)

Undskylder på forhånd for det hele, incl. mærkværdige automatskriv




tirsdag den 8. april 2014

Weekend ved Nyborg

Således ser måtten ved døren til en ferielejlighed meget hurtigt ud, når den i en tågeweekend indtages af 7 voksne og 3 børn:


Ferielejligheden ligger syd for Nyborg, med udsigt til Storebælt - hvis altså det ikke lige er ærtesuppetåget, som det i forgangne weekend var både lørdag og søndag.




Storebæltsbroen her så vi kun fredag aften, og der stormede det sådan at det var en pine at snige sig udenfor for at fotografere - se bare bølgeskummet.




Selv ærtesuppevejr kan bruges fotografisk....




Sømanden var ellevild. Lejligheden er forsynet med en fastsiddende kikkert (som dog ikke kunne skue gennem tågerne - men den var der!), og skorstenen bærer på denne rene drømmevindfløj, med en rigtig rendegraver.






Verden er så stor, så stor....(Helene og Villads og lidt af en høne)


(Villads og Tibo)
- og sådan noget gråvejr giver de mest fantastiske, meget børnevenlige vandpytter.
Forældrene tog det nogenlunde, men de kender også min holdning, at vandpytter er noget Vorherre har kreeret ene og alene for at glæde og underholde børn.

(og jo mere vaskemaskinen kører, jo sjovere har børnene leget)




Traditionel indendørs elektronisk underholdning.



Tibo er mester for den ene opstilling efter den anden af ALLE bilerne. Når opstillingen er færdig flyttes de alle lidt frem, en efter en.
Sådan må det være for en biltosset to-årig, der dagligt oplever trafikken på Falkoner Allé i myldretiden...




Alle mine tre søde børnebørn i et usædvanlig harmonisk øjeblik.



Vores koncept for sådan en weekend (sømanden og jeg, vores tre unger, to svigerbørn og tre (snart fire) børnebørn) er noget med at mødes fredag, have 'lege hjemmedag' lørdag og så se noget søndag - dennegang blev det 'Fjord og bælt-museet' i Kjerteminde


Fjord og bælt er ikke så stort, men der er meget at kigge på og røre ved.


Kildegaard Bed&Kitchen kan absolut anbefales til sådan et arrangement. 
Beliggenheden er central, når man som vi skal samles fra Vestjylland og Frederiksberg.
Der er god plads, gode værelser og alt hvad man kan ønske af læsestof, spil, legetøj og frie forhold. Ingen underboere!


Næste weekend er til gengæld absolut børnefri. Mere om den senere.







torsdag den 3. april 2014

Casting til strikkedyst gennemført.

Om det gik godt eller skidt?
Det må tiden vise.....



Som 'interview-strikketøj' havde jeg sat gang i en lillebitte lyseblå og hvid Fiona bomuldskjole til en kommende grandniece. Str. 3-6 måneder, uh, det er hurtigt færdigt! - Også selv om jeg har besluttet mig til at gøre den lidt længere end opskriften. 
Den skal ledsages af en hvid (med lidt lyseblåt) trøje, som snart skal startes op.


Jeg skulle også have lidt med som eksempler på noget jeg har strikket. Så pakkede en ganske, ganske lille diminutiv taske med bl.a. nedenstående:




Gad vidst om jeg tog alt, alt for meget eller for lidt med? 
Jeg frygter det første.....


 Den ufærdige poncho af det fine mosespundne garn kom også med. Den er så lækker!



Selve castingen var en 'sofasamtale' med de to arrangerende damer. 
De to havde læst på bloggen og var i det hele taget velforberedte.
De spurgte og lyttede - folk der lytter til hvad man siger er nu altid hyggelige at være sammen med!
Spurgte om hvornår jeg havde lært at strikke, hvad jeg strikkede, hvor tit og hvor meget jeg strikkede --  og en hel masse mere, jeg ikke engang kan huske....

Hvor meget tid jeg bruger på at strikke...
Det er lidt ligesom at blive spurgt hvor meget tid man bruger på at blogge...
eller (tror jeg) som at spørge en alkoholiker hvor meget han drikker....
------------------------- er det bare mig, der helst ikke vil være ved hvor meget tid jeg bruger på den slags unyttigheder? Tid, der 'burde' bruges mere seriøst, fx.på opvask og rengøring?



 Nu har jeg - om ikke andet - oplevet en casting, en 'ægte' optagelse.
Og har dermed prøvet noget, jeg ikke har prøvet før.



Jeg har ikke fået nogen form for 'mundkurv' på. Men vælger alligevel ikke at fortælle så meget lige nu.
Der bliver inviteret et antal mennesker til casting - jeg ved faktisk ikke hvor mange. Ud af disse mennesker udvælges de første deltagere.
Om nogle uger får jeg at vide om jeg er én af de heldige/dygtige der kommer med til første rigtige optagelse.
Derefter er konceptet som i alle de andre 'dyster' - der bliver sorteret fra og sorteret fra, indtil der til sidst er tre tilbage, der skal kæmpe om den endelige sejr.


De spurgte om jeg mente jeg ville kunne vinde. Dertil svarede jeg (ubeskedent) 'selvfølgelig!'

Hvorfor skulle jeg ellers melde mig?


Men jeg lovede dem at hvis det skulle ske jeg blev sorteret fra skulle jeg nok bære det med fatning.



Det er altså for sjov, det her.





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...