lørdag den 29. marts 2014

Esbjerg er kommet på stofverdenskortet. FARLIGT!








Herunder ses min sødeste datter (har kun den samme, så det passer!) i en alder af ca 5½ år, i en trøje min mor havde strikket til hende.
Det foresvæver mig endda at min mor strikkede to, fordi banditten 'kom til' at klippe hul i den i børnehaven. Det husker hun stadig som en stor ulykke, for hun var så glad for den trøje!


Den var også bare sød, og farverne var så dejlige.

I min mors gemmer fandt jeg både opskrift og rester af garnet!


 Helene barnebarn fylder 4 om 1½ måned.

Stof&stil er lige åbnet i Esbjerg.

'Saksebarnet' skal have købt (lyserødt, tror jeg) stof til sengerand og sengetøj til sin kommende datter (forventet stabelafløbning sidst i august).

Hun og jeg trænger til en hyggetur.

Så mon ikke jeg skal have købt lidt garn til en fødselsdagsgave til Helene...
- og måske til en barselsgave, se engang billedet nedenfor.

Har forresten også en niece gående på næsten faldende fode for tiden, hun skal også begaves med lidt fibre.

Jeg har desværre ikke kunnet opspore en opskrift....


Jo, det er ekstremt farligt at få så meget civilisation så tæt på som Esbjerg.....
Jeg må hellere snart stoppe med det arbejderi, det kniber efterhånden alvorligt at finde tid til det!

47 kalenderdage....





tirsdag den 25. marts 2014

mandag den 24. marts 2014

SJOK

er en forkortelse for Sydjysk Orchide Klub, som holdt sin årlige udstilling på Restaurant Skamlingsbanken i weekenden.


Jeg har set deres årlige udstilling én gang før, for mange år siden. Den har én kæmpe fejl: Når man én gang har set den slags orkieer, bliver supermarkedsorkideerne så uendelig ligegyldige!

Jamen se lige:


Skamlingsbanken er et meget historisk sted, især for sønderjyder. Kan jeg vist godt sige uden at fornærme nogen!

Den høje, noget derangerede støtte og flaget er her foreviget fra den gale side, derfor ser flagstangen så lille ud. 
Stor fotofejl, Ellen, FY!




Det derangerede udseende har sin helt nøjagtige forklaring på en af de nederste sten.



Søjlen er fyldt med navne og inskriptioner, alle med relation til den danske sag i området.


Hele området myldrer med mindesten:





Og fantastiske udsigter.


Vi skal derned igen med campingvognen til august, regner med at opslå lejr på den lokale lille fantastiske campingplads som jeg omtalte for to år siden.

Den ligger nemlig inden for bekvem gåafstand til stedet, hvor operaen spiller søndag d. 24. august.




lørdag den 22. marts 2014

Hallo overflade - så mødtes vi igen!


Udsigten over Øresund fra Strandmøllekroen, tirsdag d. 11. marts 2014. Til venstre i billedes ses Landskrona.
Billedet er taget med mobilkameraet (det bedste kamera er som bekendt det du har med)!

Strandmøllekroen syd for Skodsborg
Billede fra kroens hjemmeside

Indlægget er ikke sponseret, kun begejstret.
Vi holdt mindesamvær for min mor på Strandmøllekroen, bl.a. fordi familien boede ret tæt på den fra 1961 og lidt over 20 år frem.


Den kan anbefales! 
Lækker mad, god betjening og fantastisk udsigt - kan man forlange mere? 
Ikke det billigste sted, men absolut pengene værd. Prøv den!


Dagen efter tog jeg ud samme sted med det gode kamera for at lege med zoom, men vejret var ikke helt med mig. Der var en lille dis, som forstyrrede billederne. 
I får dem nu alligevel!

Nedenstående billeder er af et område, der er 15-20 km væk fra mig, så nogen uskarphed kan vel tillades...


Område umiddelbart nord for Landskrona.
Også umiddelbart nord for Landskrona
Havneområdet i Landskronas sydlige ende




 Og nu til noget helt andet:


TVsyd efterlyser deltagere til "den store strikkedyst".

Hvad den egentlig går ud på står lidt hen i det uvisse - og I behøver bestemt ikke melde jer til, for det har jeg gjort, og jeg er ikke ude efter konkurrenter ;-)

Jeg satser nu hårdt på ikke at blive udvalgt. Men skulle jeg (mod forventning) blive udtaget, agter jeg at kæmpe med næb og kløer.

Spændende og ret skræmmende..........................


tirsdag den 18. marts 2014

Ikke for de sarte!


Ringen her fik min mor designet og lavet af en guldsmedelærling (fjern familie) som logerede hos hende nogle måneder for 30 år siden.
Stenen, en gul citrin, havde min far haft med hjem til hende fra en forretningsrejse til Brasilien i 1964 (måske har den siddet i en anden ring dengang, det ved jeg ikke).

Hun havde altid den ring på (sammen med et guldarmbånd hun havde fået i morgengave), men da hun havde udåndet skulle den af.
Man må åbenbart som udgangspunkt ikke begraves med smykker på.


Et personalemedlem (af anden etnisk herkomst) med guldsmedeerfaring udover plejeerfaringen fortalte min bror at ringen skulle af hurtigst muligt, for overhovedet at have en chance for at få den af. 
De prøvede med alle midler, med olie, med sæbe, med alt hvad de kunne finde på, men der var intet at gøre. Der måtte en bidetang til...

Så er det, at bedst som de to står og kæmper med den nyligt afdøde for at få bidt ringen af hendes finger, at nogen kommer ind...

- Og det næste de hører er et chokeret gisp...............


Situationen er bare så grotesk, at den kun er til at more sig over. 
Min mor ville nok have moret sig allermest ;-)


Hun er begravet med sine guldtænder i behold. Bedemanden tilbød ellers at de kunne blive trukket ud, hvis vi var interesserede deri.



Ringen er nu hos mig. 
Guldsmedelærlingen har i mange år haft værksted og butik i en jydsk by, og han laver fine ting, ved vi. Det gjorde hans forældre også.
Vi tænker på at tage en udflugt til byen og snakke med ham om hvordan stenen (og guldet) kan bruges. Jeg er ikke så meget til ringe, og slet ikke til store ringe som denne.
Måske har datter eller svigedatter nogle gode ideer.


Jeg er tilbage, men på nedsat blus for tiden. 


tirsdag den 11. marts 2014

Min mor

er ikke mere.

Hun sov helt stille og fredeligt ind mandag formiddag, i en alder af 94 år og 5 måneder. Hun blev rigtig dårlig lørdag aften, og manden og jeg kørte til Kbh. lørdag nat, hvor jeg og min yngste bror tilbragte resten af natten hos hende.
Min mand og svigerinden sendte vi hjem i seng.
Søndag rettede hun sig lidt, så vi vendte snuden hjemad. Mandag morgen var hun helt frisk, talte endda lidt. Min ældste søn kom på visit, og nåede at få hilst på hende inden hun udåndede kort efter. 
GODT han var hos hende! 

Hun har haft et langt og indholdsrigt liv, og man kan vist kun sige at hun døde mæt af dage.


Med en så gammel mor kan man ikke sige at begivenheden kom helt uventet. Men underligt, det er det alligevel.
Jeg græder ikke, men huden er temmelig tynd, skal jeg love for!


Jeg er midlertidigt "flyttet" til storstaden, hvor vi i dag har haft travlt med kiste, bedemand, kro og præst. I morgen skal blomsterne bestilles, og fredag er der begravelse.


Jeg længes hjem, og jeg længes efter min elskede mand, som først tager herover på fredag.


tirsdag den 4. marts 2014

Flyttehjælp med to hunde

Vi har været flyttehjælpere i dag.

Dvs. jeg er nu ikke til megen hjælp, når der skulle flyttes tungt, så jeg havde i stedet sørget for sandwicher og kager til de andre flyttehjælpere.


Den flyttende er en ældre kvinde, som skal flytte fra sit (egentlig ikke særlig) store hus på 112 m2 til en nem boligforeningslejlighed på 65 m2.


Hun HAR sorteret og kasseret, hun HAR skiftet nogle af de større møbler ud med mindre, men alligevel så det umiddelbart totalt umuligt ud at få det hele til at være i lejligheden. Godt, hun ikke flyttede fra noget endnu større (som min mor, der for snart 30 år siden skulle indskrænke sig fra 240 m2 til lidt over 90... det var en rædsel!!!).


Manden min har i sin ungdom (det er altså rigtig mange år siden!!!) også ernæret sig som flyttemand i København. Han kan fortælle gruelige historier om gamle, der skulle flytte i "de gamles by" (plejehjem, med mikroboliger). 
Der var gråd og tænders gnidsel, når næsten ingen af de kære ejendele kunne komme med.



Ca samtidig (sidst i 1970'erne) arbejdede jeg som nyuddannet ergoterapeut på en langtidsmedicinsk afdeling, på Sønderbro hospital i Københavns kommune. Langtidsmedicin var sygehusenes genoptrænings- og vurderingsafsnit og jeg har ad den vej været med til at indstille borgere til at skulle flytte til bl.a. De Gamles By, hvis vi vurderede at de ikke ville kunne komme til at klare sig i egen bolig igen.

Jeg kan tydeligt huske, hvor forfærdet jeg var over de vilkår, Københavns kommunes borgere blev budt, hvis de fik behov for en plejehjemsplads.
Der var for det første normalt 18-24 mdrs ventetid på en plejehjemsplads, vist endda regnet fra den dag beslutningen om indstilling til pladsen blev besluttet. På det tidspunkt havde patienten været indlagt først på akutafdeling, derefter på langtidsmedicinsk, ofte i adskillige måneder. 

Når beslutningen om plejehjemsplads var blevet truffet, kunne patienterne ikke længere optage en seng på langtidsmedicinsk afdeling, hvorfor de blev sendt på venteafdeling (ofte på Rudolph Berghs Hospital, som ellers var hospital for hud- og kønssygdomme), hvor de havde det privatliv og den tilværelse man ellers kan forvente på 4-sengs stuer med et natbord og et smalt skab til hver patient.
Jeg har prøvet at google  om Københavns kommunes venteafdelinger, men har ikke fundet noget. Det er næppe den type hospitalsafsnit man har mest lyst til at prale af at have haft!

Mens den plejehjemsindstillede nu var godt anbragt for det næste år trådte en anden regel i kraft, den om boligpligten. Man måtte ikke have en tom lejlighed stående i kommunen i længere tid (6 mdr??), hvorfor lejemålet ofte blev opsagt og lejligheden måtte rømmes. 

Så den dag tilbuddet om plejehjemsplads var en realitet, var bohavet spredt eller væk....

"Heldigvis" indebar metoden en del "naturlig afgang", idet de ældre og svagelige nemt kunne være så hensynsfulde mod kommunen at de simpelthen lagde sig til at dø i ventetiden.


Da min far i den samme periode (i en alder af 59) blev nødt til at acceptere en plejehjemsanbringelse (på grund af cancer) var jeg skrækslagen - men heldigvis var forholdene i omegnskommunerne ganske anderledes end i København, og han fik sin plejehjemsbolig tilbudt under en måned efter.


Jeg kom forresten helt væk fra den med de to hunde..
De har ingen navne, skal ikke fodres eller luftes, er garanteret renlige og tigger aldrig ved bordet. 
Dejlige husfæller!


Sådan ser de ud, vores kære møbelhunde. Fantastisk hjælperedskab, når der skal flyttes tungt, og forresten også til mange andre ting. 
Vores er fra Bauhaus, men de kan vist købes i omtrent ethvert byggemarked.

Og således kom jeg igennem hele overskriften og lidt til. Nu skal jeg have fundet noget aftensmad frem. Nemt i dag, den står på flyttesandwich'er igen.




lørdag den 1. marts 2014

Han var selv ude om det!


Min dejlige mand og jeg, der ellers elsker at ligge tæt under vores vidunderlige dobbeltdyne, har tilbragt denne nat hver for sig.

Han blev nemlig ret hurtigt forvist til denne sofa (hvor han forresten stadig snuer helt fortræffeligt):


Heldigvis har vi to helt ens sofaer, så jeg indtog da bare den anden (og sov nogenlunde, men jeg er også mere krævende med sengekvaliteten end han).


Forklaringen er foreviget her:


Det skulle bare have været et lille projekt, lidt småreparation af nogle irriterende detaljer.....

Go' daw do', hvorfor griber sådan noget altid for vildt om sig?


Da  madrasser og sengebund var væk åbenbarede (selvfølgelig) det rene orgie i nullermænd, støv og gamle, kasserede dyrehår sig på gulvet og langs panelerne.

Og så er det, at man pludselig får øje på alt det andet.
Rodet.
Støvet.
Spindelvævene.
Har vi overhovedet den rigtige indretning?
Osv, osv, osv................


Så da aftenen nærmede sig stod valget imellem ulidelig stress eller en nat på sofaerne....
Så skønt dobbeltdynen ikke kunne nå fra den ene sofa til den anden blev det dem.


Klokken er over halv til og jeg burde egentlig have vækket ham forlængst, men han sover så godt i sofaen her ved siden af mig, og jeg skal lige fundere lidt over verdenssituationen.


For bare tre måneder siden ville nr. 2 billedet have hensat mig i dyb stress, en skræk og rædsel over om det her projekt overhovedet kunne nå sin afslutning inden næste påmønstring - og over, hvad der i stedet måtte nedprioriteres af andre meget nødvendige projekter for at få det her gjort færdig.

Vi ville aldrig have fået talt indretning, langtidsplaner, skabsindkøb osv, på grund af vores gensidige høje stressniveau.
Det er faktisk også derfor, vi ikke engang er kommet i gang med reparationerne før. Behovet for at få dem udført har ikke kunnet overgå stressniveauet.

I sig selv en STOR stressfaktor!


Jeg mærker efterhånden en meget stor lettelse indeni, en helt ubeskrivelig fysisk og psykisk lettelse. Selv min tyktarm er næsten ved at virke normalt, den har ellers været træls i mange år efterhånden.
Jeg nyder min ugentlige fridag helt anderledes end før. Nu er det virkelig en ekstra dag, en ren luksus vi har sammen. 
Tidligere var fridagene (og weekenderne) de eneste hele dage vi nogensinde var sammen, de var helt nødvendige åndehuller hvor vi kunne gispe efter vejret.


Vores stuer og alle steder i huset ligner stadig noget der er løgn. Ingen billeder, jeg vil simpelthen ikke være bekendt at vise det frem!
Men måske har vi snart et flot og velfungerende soveværelse. Selv om det tager mere end 14 dage at få det færdigt.


Åh, hvor er jeg glad!




God weekend til alle jer, der sidder derude i cyberspace og knurrer lidt over gråvejret. 
Nu vil jeg vække den skønne, så vi kan få os vores dejlige morgenkaffe og løse dagens første krydsord sammen.




Opdatering:
Vi behøver ikke synge "hvor skal vi sove i nat" mere. Jubii!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...